Israels frafald. – Nr. 1
TAM1897 Q1 33.6Prædiken holdt søndag aften den 7. marts 1897 Trykt i General Conference Bulletin, første kvartal 1897, bind 2, nr. 1, s. 33-40.
TAM1897 Q1 33.7I foredraget forleden aften sagde jeg, at jeg indtil for nylig aldrig havde set et eksemplar af de ti bud, udgivet af syvende-dags adventisterne, uden for Bibelen, som var, som Gud talte dem. Jeg er glad for, at tiden er kommet, hvor syvende-dags adventisterne kan få et eksemplar af Guds lov, som Gud gav den. Jeg er glad for, at bror Howe har udgivet eksemplarer af Guds lov, sådan som Gud gav den. Og lad os nu ikke længere udsætte os for den samme anklage som andre, nemlig at vi udelader en del af Guds lov, når vi træder frem for folket.
TAM1897 Q1 33.8Man kan tydeligt se, at den mand, der først udbredte den udgave af Guds lov, som næsten alle andre bruger, var Ægypter. Der står: »Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus.« Men han sagde til sig selv: »Det gælder ikke for mig og heller ikke for nogen, der lever i dag; for vi er aldrig blevet ført ud af Ægypten.« Det var kun for jøderne. Han udelod det derfor og trykte resten af loven og præsenterede således verden for en forvansket udgave af den lov, som Herren selv gav. Han fik det dermed til at se ud, som om det eneste dokument, som Herren nogensinde talte fra himlen, begyndte uden at fortælle, hvem der var forfatteren, uden overhovedet at præsentere ham, men begyndte blot på en kontant, ubestemt måde: »Du skal ikke have andre guder foran mig.« Spørgsmålet kunne meget vel straks opstå: Hvem i alverden er du? Hvem er det, der taler? Jo, når loven tages, som den blev givet, fortæller Gud, hvem det er, der taler. »Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus.« Det er ham, der taler; du skal ikke have andre guder foran mig, »som er i stand til at frelse fra Ægyptens trældom.«
TAM1897 Q1 33.9En anden tanke er her vigtig: Når loven trykkes uden den indledning, som Herren selv talte, som det normalt er tilfældet på plancher og kort, finder man det nødvendigt at anbringe ordene »Guds lov« øverst. Dette viser, at mennesker indser nødvendigheden af, at der skal være en form for attest på, hvis lov det er, og hvem det er, der taler disse bud. Og da de ser denne nødvendighed, sætter mennesker deres attest på, at det er Guds lov, øverst i Guds lov.
TAM1897 Q1 33.10Men hvis de blot ville trykke loven, som Herren gav den, ville de have Herrens egen bekræftelse på, at det er Guds lov, og at det er ham selv, der udtaler disse bud. Han siger: »Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus. Du skal ikke have andre guder foran mig« osv. Og når mennesker kan have Herrens egen bekræftelse på, at det er hans lov, vil der helt sikkert ikke være behov for noget menneskes bekræftelse på, at det er Guds lov.
TAM1897 Q1 33.11Og er Herrens bekræftelse af, at dette er hans lov, ikke bedre end noget menneskes eller alle menneskers bekræftelse tilsammen? Og når mennesker udelader Herrens egen bekræftelse af, at dette er hans lov, og sætter deres egen bekræftelse i stedet, kan der da være et tydeligere eksempel på, at mennesker sætter sig selv i Guds sted? Åh, lad os lægge dette egenmægtige, klodsede værk til side; og lad os tage den hellige lov, som dens hellige Forfatter talte den og skrev den! »Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus.« Amen. Således være det.
TAM1897 Q1 33.12Da den indeholder alt, hvad Herren har sagt, præsenterer Guds lov dermed verden for både Forløseren og Skaberen. Den fortæller således alle mennesker, at den, der er lovens ophavsmand, den, der opfordrer mennesket til at overholde den, er både Forløser og Skaber. Dette fremgår af selve loven. Og når de udelader den del, der åbenbarer Forløseren, er det ikke underligt, at de er villige og rede til at udelade den del, der åbenbarer menneskets Skaber. Satan har altid ønsket at slippe af med loven og skjule dens betydning for menneskene. Han begyndte med at udelade Forløseren fra den, og nu ender han med at udelade Skaberen fra den. Men Herren ønsker, at vi skal vide, at det er ham, der udfriede os fra Ægypten, så vi kan se både Forløseren og Skaberen i den lov, som han gav mennesket.
TAM1897 Q1 34.1En anden ting. Når I og jeg kan se – og rent faktisk ser – at Israel, da de drog ind i landet, slet ikke drog ind i det land, som Herren havde bestemt for dem, men gik helt forbi det, kan vi se, hvor skuffende det var for Moses ikke at komme derhen. Når det nu forekommer, som det gør for nogle mennesker, at Israel drog ind i det land, Herren havde forberedt for dem, og at det var præcis der, Herren ønskede at føre dem hen, og man så ser, at Moses døde og kom til himlen, siger de, at Moses trods alt fik den bedste del af aftalen; og at det ikke var så stor en skuffelse at fjerne ham fra landet og føre ham til himlen.
TAM1897 Q1 34.2Men når vi forstår, at Herren ønskede at føre ham ind i sin hellige bolig, ind i det sted, han havde skabt til sig selv at bo i, ind i den helligdom, som hans hænder havde oprettet; så kan vi se, hvor stor en skuffelse det var, selv for Moses, at dø og komme til himlen uden at træde ind i det land. Da han kunne se, at det var hans synd, der havde noget at gøre med, at de blev holdt ude af det velsignede løftes land; da han kunne se, at Israel var gået glip af det, Herren havde til dem: da han så det herlige land, som han gjorde fra toppen af Nebo, og var nødt til at betragte de lange tidsaldre med omvandringer, frafald og trængsler, som Guds sag og folk skulle gennemgå, og indse, at han selv havde haft en lille andel i at forårsage den lange omvandringsperiode; er det let nok at se, hvilken bitter skuffelse det var for ham ikke at komme ind i det land uden overhovedet at dø – selv om han blev taget til himmelen fra graven.
TAM1897 Q1 34.3En anden tekst, hvis der overhovedet var behov for en for at fastslå, at Israel ikke kom ud af Ægypten, så længe de var i ørkenen, findes i Josvas Bog. I husker sikkert dette afsnit – efter at de havde krydset Jordanfloden, blev de omskåret – der står skrevet: »I dag har jeg fjernet Ægyptens skam fra jer.« De mennesker, der forlod Ægypten, kom nemlig aldrig ud af Ægypten, før de havde krydset Jordanfloden; for først da blev Ægyptens skam fjernet. Da var de alle omvendte mennesker. Hele den nation krydsede Jordanfloden i tro. Det var en nation, der troede på Gud, og der var hverken en afvigende stemme eller en tvivlende tanke – da var de ude af Ægypten. Således ser I, at det er fuldstændig åbenbart, at det åndelige Ægypten er Bibelens bogstavelige Ægypten.
TAM1897 Q1 34.4Nu vender vi os mod aftenens tekst. Det er 4. Mosebog 23:9. Jeg begynder at læse fra det syvende vers. Det er Bileam, der profeterer for Balak, kongen af Moab.
TAM1897 Q1 34.5Og han fremsatte sin lignelse og sagde: »Balak, kongen af Moab, har hentet mig fra Aram, fra bjergene i øst, og sagt: ’Kom, forband Jakob for mig, og kom, fordøm Israel.’ Hvordan skal jeg forbande den, som Gud ikke har forbandet? Eller hvordan skal jeg fordømme den, som Herren ikke har fordømt? For fra klippernes top ser jeg ham, og fra bakkerne skuer jeg ham: SE, DETTE FOLK SKAL BO ALENE OG SKAL IKKE REGNES MED BLANDT NATIONERNE.«
TAM1897 Q1 34.6Denne tekst er rettet til os her i aften. Dette er nærværende sandhed. Dette var Guds udtrykte vilje vedrørende hans folk, da de befandt sig ved grænsen til det land, som han ønskede at føre dem til, efter at han havde kaldt dem ud af Ægypten. De havde vandret i ørkenen i fyrre år og var nu kommet til landets grænse. Og dette er hans vilje vedrørende dem, at de skal bo alene og ikke regnes blandt nationerne.
TAM1897 Q1 34.7Den grundlæggende årsag til dette, eller rettere sagt en af årsagerne, vil I forstå ved at slå op i det syvende kapitel i Apostlenes Gerninger. Stefanus talte den dag og fortalte, at Herren førte folket ud af Ægypten, ud af trældommens land, med vidundere og tegn, og i vers 37 og 38 finder I disse ord; i vers 38 er det specifikke afsnit:—
TAM1897 Q1 34.8Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: “En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.” Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes.
TAM1897 Q1 34.9Hvad var da Israel i ørkenen? — Menigheden. Hvad skulle det være, når de havde krydset floden og var kommet ind i landet? — Menigheden. Hvad var det andet end at sige, at der skulle være en adskillelse mellem kirke og stat? — Ligesom da Herren førte Abraham ud af det land, lærte han verden adskillelsen mellem kirke og stat, og ligesom han ved Abraham viste, at adskillelsen mellem kirke og stat må begynde i den enkeltes hjerte.
TAM1897 Q1 34.10Hvis jeg ikke i mit hjerte er adskilt fra staten, vil der være en forening af kirke og stat, uanset hvor jeg befinder mig. Og derfor vil jeg, selvom jeg ikke beklæder et embede i staten eller stiller op til valg der, være en politiker i menigheden; og jeg vil stille op til valg der og trække i trådene der. Så hvis en mand ikke i sit hjerte er adskilt fra staten, men alligevel tilhører menigheden, ville det være bedre, at han tog del i verdens politik og var politiker der, end at han førte sin politik ind i menigheden.
TAM1897 Q1 34.11Da Herren kaldte Abraham, sagde han først og fremmest: »Gå ud af dit land.« Og nu, hvor Abraham er vokset og er blevet til menigheden, og denne menighed er ved at træde ind i Herrens særlige tjeneste foran nationerne, erklærer han, at denne menighed ikke skal regnes blandt nationerne; den skal bo for sig selv. Man kan se, hvordan Herren ønskede, at folket skulle holde fast ved det, for han vidste, hvad nationerne var; og han vidste, hvordan nationerne var nået frem til den tilstand. Han ønskede, at hans menighed skulle bo for sig selv, ikke have nogen hersker ud over ham selv, ingen lov ud over hans lov, ingen lovgivning af nogen art ud over Herrens ord, ingen regering ud over Herrens.
TAM1897 Q1 35.1Gud havde til hensigt, da han førte dem ind i landet, at være menighedens hoved. Jesus Kristus var selvfølgelig menighedens hoved, lige så virkeligt som han er det nu. I ved fra de lektioner, vi har studeret, hvordan folket kom ind i kongedømmet, monarkiet og så videre; det skete ved at vige fra ham, ved at undlade at anerkende Gud som deres eneste hersker og hans lov som den eneste lov. De blev afgudsdyrkere og mistede dermed Guds styre over sig selv og hans lovs magt over dem; og da de havde adskilt sig fra Gud, måtte der være et styre blandt dem for at tilfredsstille ambitionerne hos dem, der ønskede at herske over deres medmennesker, og for at beskytte dem mod sig selv i deres vildskab, fordi de havde vendt sig bort fra Gud.
TAM1897 Q1 35.2Men Herren adskilte Israel fra alle folkeslag og regeringsformer og helligede dem til sig selv. Herren begyndte nu med Israel på nøjagtig samme måde, som han begyndte med Abraham, nemlig ved at adskille dem fra alle de konger og herskere, der omgav dem, og fra alle former for jordisk styre omkring dem. Han ønskede, at hans folk skulle bo for sig selv og ikke være af en sådan art, at de kunne regnes blandt nogen af nationerne, således at når nationerne så på dem, skulle de indse, at Israel ikke kunne regnes for at være af deres slags.
TAM1897 Q1 35.3Han ønskede, at Israel skulle fremstå så tydeligt for verden – og dette ville adskille dem fra alle andre nationer – at alle nationer, der så på dem, ville sige: »Det er enestående; det er ikke den slags styre, vi har. De har ingen konge; hver enkelt synes blot at klare sig uden nogen hersker.« Og de ville begynde at undersøge det; de ville sige: »Hvad er årsagen til dette? Hvordan kan I klare jer uden alt dette tilbehør i form af en konge, hære, skatter og alle de ting, vi er nødt til at udholde?« Svaret ville være: »Jamen, Gud er vores konge. Og det koster slet ikke nær så meget at drive hans styre som jeres; for vi har ikke de samme problemer, som I har. Ja; vi har ingen skatter, og han er så god, at vi elsker at give ham alt, hvad vi har, for at støtte og udbrede velsignelserne fra hans regering.«
TAM1897 Q1 35.4Og når hans folk fortalte hedningerne det, ville hedningerne sige: »Sikkert er dette et klogt og forstandigt folk; og hvilket folk på jorden er så stort, at det har så kloge og gode domme som hele denne lov? Og hvilket folk har Gud så nær sig som Herren din Gud er, i alt det, vi beder ham om?« Det var det, Herren havde til hensigt. Og han sagde: Israel »skal bo alene og ikke regnes blandt nationerne.« Han havde til hensigt at lære hele verden adskillelsen mellem kirke og stat, ikke kun i kirken, men også blandt nationerne, hvad angår staterne, og ligeledes hvad angår selve kirken.
TAM1897 Q1 35.5Se blot her på Skriften, så vil I se det. Femte Mosebog 4. Et par vers fortæller det hele, som jeg har skitseret. Fra det første vers til det ottende:—
TAM1897 Q1 35.6Hør nu, Israel, på de love og retsregler, som jeg lærer jer, for at I skal holde dem, så I kan leve og drage ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, giver jer. I må ikke tilføje noget til det ord, som jeg befaler jer, og I må heller ikke fjerne noget derfra, for at I kan holde Herrens, jeres Guds, bud, som jeg pålægger jer. Jeres øjne har set, hvad Herren gjorde på grund af Baal-Peor; for Herren, jeres Gud, har udryddet alle de mænd, der fulgte Baal-Peor, fra jeres midte. Men I, som holdt fast ved Herren, jeres Gud, lever alle i dag. Se, jeg har lært jer love og retsregler, ligesom Herren, min Gud, har påbudt mig, for at I skal handle således i det land, som I skal indtage. Hold derfor fast ved dem og gør efter dem; for dette er jeres visdom og jeres forstand i nationernes øjne; de vil høre alle disse love og sige: »Sikkert er dette et stort folk, et vist og forstandigt folk.« For hvilket folk er der så stort, som har Gud så nær sig, som Herren, vores Gud, er i alt, hvad vi påkalder ham om? Og hvilket folk er der så stort, som har love og retsregler så retfærdige som hele denne lov, som jeg i dag lægger foran jer?
TAM1897 Q1 35.7Var der da overhovedet plads til at udarbejde nogen form for lov eller lovgivning blandt Israel? – »I skal ikke tilføje noget til det ord, som jeg befaler jer, og I skal heller ikke fjerne noget derfra.« Det var netop det, de skulle gøre. Deres love var alle fastsat for dem. Deres lovgivning var fuldstændig og fuldkommen; og så længe de havde den, havde de ikke brug for nogen anden, og så snart det skete, at de havde brug for en anden, var det i sig selv et bevis på, at de havde forladt Gud.
TAM1897 Q1 35.8Så længe de havde brug for nogen form for lovgivning, ud fra sig selv, blandt sig selv, var det et bevis på, at de havde forladt Gud, at hans lov ikke længere var nok for dem, og at hans styre ikke længere var tilstrækkeligt for dem. Det er præcis sådan, det er med alle de øvrige hedninger. Sådan er det med alle nationerne. Det er sådan, de blev hedninger. Og I ved, at Israel fulgte nøjagtig den samme vej. De glemte Gud og gav sig af med afgudsdyrkelse, og sagde så: »Vi må have en konge, så vi kan blive som alle nationerne.« Men glem ikke, at de var nødt til at afvise Gud, før de kunne få en konge; og ved at afvise Gud, for at de kunne blive som nationerne, som hedningerne – det er den bogstavelige tanke – ved at afvise Gud for at blive som nationerne, blev de som de nationer, der afviste Gud. Det ved I ud fra hele den efterfølgende historie.
TAM1897 Q1 35.9Det er derfor helt klart, at det ikke er Guds vilje, det er ikke i hans folks interesse, at de skal være som nationerne. Det er ikke Guds vilje, det er ikke til folkets bedste, at de skal have nogen form for regering som de nationer, der omgiver dem. I ved, at disse ikke opstod ved at følge Gud, men de opstod ved frafald. Af alt dette fremgår det helt klart, at Gud ikke havde til hensigt, at hans folk skulle oprette en regering af sig selv blandt sig selv.
TAM1897 Q1 36.1Herren havde ikke til hensigt, at de skulle oprette en regeringsform som de nationer, der omgiver dem. Når han siger: »I skal ikke tilføje noget til det ord, som jeg befaler jer, og I skal heller ikke fjerne noget derfra«, kan man se, at han dermed afskar dem fra enhver form for lovgivning, fra enhver antydning af lovgivning af nogen art, og dermed forbød dem nogensinde at oprette nogen form for styre blandt sig selv.
TAM1897 Q1 36.2Og heraf fremgår det helt klart, at når de følte behov for en eller anden form for styre blandt sig selv, hvor de måtte have andre love og herskere end Gud, var det i sig selv et klart bevis på, at de havde glemt Gud; at de havde vendt sig bort fra ham; at hans styre ikke var nok; at hans magt ikke hvilede over dem for at holde dem i skak, og at de derfor måtte skabe og oprette en eller anden form for eget styre for at beskytte sig mod sig selv.
TAM1897 Q1 36.3Således ser I, at det ikke var i overensstemmelse med Herrens vilje, at hans folk, der boede for sig selv, skulle have en egen regeringsform blandt sig selv. Det var ikke hans vilje, at de skulle bo blandt nationerne og have en regeringsform som nationerne; for når de påtog sig at skabe en egen regeringsform for at regere sig selv blandt sig selv, ville den være præcis som nationernes regeringsformer, fordi de alle var menneskelige, og menneskeheden er ens. Så da Israel påtog sig at oprette en regering til at styre sig selv, var den ligesom dem omkring dem, og den kunne ikke være andet. Den var hedensk. Og den vil altid være hedensk, uanset hvor man forsøger det.
TAM1897 Q1 36.4»I skal ikke tilføje noget til det ord, som jeg befaler jer, og I skal heller ikke fjerne noget derfra, for at I kan holde Herrens, jeres Guds, bud, som jeg befaler jer.« Gud har til hensigt, at hans bud, hans lov, hans styre skal være nok for hans folk. Og det er nok for hans folk. Det står fast. Det vil altid være nok for hans folk. Men det er ikke nok for dem, der ikke har det; det er ikke nok for dem, der adskiller sig fra Gud og fra hans lov og styre. Hans styre er altså ikke nok for dem, fordi de ikke har det; og hvis de så opretter et af deres egne, er det præcis som hedningernes.
TAM1897 Q1 36.5Jeres øjne har set, hvad Herren gjorde på grund af Baal-Peor: for Herren, jeres Gud, har udryddet alle de mænd, der fulgte Baal-Peor, fra jeres midte. Men I, som holdt fast ved Herren, jeres Gud, lever alle i dag. Se, jeg har lært jer love og retsregler, ligesom Herren, min Gud, har påbudt mig, at I skal gøre således i det land, som I skal indtage. Hold derfor fast ved dem og gør efter dem; for dette er jeres visdom og jeres forstand i nationernes øjne.
TAM1897 Q1 36.6»Dette er jeres visdom og jeres forstand i nationernes øjne.« Ikke blot i mine øjne; men gør dette, og alle nationerne, hedningerne, vil sige, at I er vise. Nationerne, hedningerne, vil sige, at I har sund fornuft.
TAM1897 Q1 36.7Se, jeg har lært jer love og retsregler, ligesom Herren, min Gud, har påbudt mig, at I skal gøre det i det land, som I skal indtage. Hold dem derfor og gør efter dem; for dette er jeres visdom og jeres forstand i nationernes øjne; de skal høre alle disse love og sige: »Sikkert er dette et stort folk, et vist og forstandigt folk.« For hvilket folk er der så stort, som har Gud så nær sig, som Herren, vores Gud, er i alt, hvad vi påkalder ham om? Og hvilket folk er der så stort, som har love og retsregler så retfærdige som hele denne lov, som jeg i dag lægger foran jer? Vær blot på vagt og vogt din sjæl omhyggeligt, så du ikke glemmer det, som dine øjne har set, og så det ikke forsvinder fra dit hjerte alle dine livsdage; men lær det dine sønner og dine sønners sønner, især den dag, da du stod foran Herren din Gud på Horeb.
TAM1897 Q1 36.8Glem ikke, hvad du har set og hørt, men glem især ikke, hvad du hørte, da du stod foran Horeb den dag. Hvad hørte de? – Åh, Guds lov; Guds bud og Jesu tro hørte de den dag; en stemme fra himlen forkyndte forløsning og skabelse, for at menneskene ikke skulle synde. Men Israel glemte Gud og blev afgudsdyrkende og sagde: »Giv os en konge; giv os en konge, ligesom alle nationerne.« Men om den tid, da de endnu var ubesmittede, sagde Herren senere (Salme 81:13-16):—
TAM1897 Q1 36.9Åh, hvis blot mit folk havde lyttet til mig, og Israel havde vandret på mine veje! Så ville jeg snart have underlagt deres fjender og vendt min hånd mod deres modstandere. De, der hader Herren, ville have underkastet sig ham; men deres tid ville have varet evigt. Han ville også have næret dem med den fineste hvede; og med honning fra klippen ville jeg have mættet dig.
TAM1897 Q1 36.10Nu siger Herren om os, at han har frelst os fra mørkets magt og overført os til sin elskede Søns rige. Guds rige er igen oprettet blandt hans folk, og »Guds rige er indeni jer«, og det er blandt jer ved at være indeni hver enkelt og alle. Guds rige er altså et fuldkomment rige, fordi kongen er en fuldkommen konge, fordi loven i dette rige er en fuldkommen lov. Er en fuldkommen konge, en fuldkommen lov og et fuldkomment rige da tilstrækkeligt for jer? Er det? Er det nok for et menneske? – Åh ja, helt sikkert! Bør det være nok for et menneske?
TAM1897 Q1 36.11Og hvis alt det ikke er nok for et menneske, ligger problemet så hos riget eller hos mennesket? — I ved, at problemet kun kan ligge hos mennesket. Men lad os antage, at mennesket bekender sig til at være kristen. Ligger problemet stadig hos mennesket eller hos riget?
TAM1897 Q1 36.12(Stemmer) Hos mennesket.
TAM1897 Q1 36.13Antag, at han bekender sig til at være syvende-dags adventist, og Guds rige ikke er nok for ham; antag, at man samler en skare af dem, og Guds rige ikke er nok for dem, men de skal have deres eget rige, et andet rige; de skal oprette en regering, skal opkræve skat af sig selv, udvælge herskere blandt sig selv for at regere sig selv; er de Guds børn? Er Guds fuldkomne rige nok for dem? Hører de til under Guds regering? Er Guds regering nok for dem? Er Guds rige i dem? Er det? Hvordan kan det være, når det fuldkomne rige, den fuldkomne konge og den fuldkomne lov ikke er nok for dem?
TAM1897 Q1 37.1I ser altså, at adskillelsen af kirke og stat, selv blandt syvende-dags adventisterne, begynder i hjertet; og den må begynde der hos hvert enkelt menneske, overalt, ellers kan der ikke være nogen adskillelse af kirke og stat, hvor han befinder sig. Hvis ingen i det fjerde århundrede, i Det Romerske Rige, havde haft en forening af kirke og stat i sit eget hjerte, ville der ikke være blevet dannet et pavedømme i det fjerde århundrede. Hvis han kun havde haft kirken, kirken alene, i sit hjerte, og intet af staten, ingen af statens principper, kun kirken – Gud, hans rige, hans lov, hans retfærdighed, hvor han alene herskede – kunne der da nogensinde have været et pavedømme?
TAM1897 Q1 37.2(Stemmer) Nej.
TAM1897 Q1 37.3Hvad er så det, man altid absolut skal undgå? — Enhver forening af kirke og stat i hjertet. Hvad er da den eneste sikre beskyttelse mod et pavedømme? — Det er at elske Gud af hele hjertet, af hele sjælen, af hele sindet og af hele styrken. Det er at »gå ud af dit land, fra din slægt og fra din faders hus«. Det er at vende ryggen til Ægypten. Det er at »bo alene og ikke regnes blandt nationerne«.
TAM1897 Q1 37.4Jeg læser nu fra »Empires of the Bible«, side 152 og frem, nogle citater, som jeg har indsat der fra »Patriarker og profeter«, sammen med skriftsteder, netop om denne sammenhæng. Først læser jeg nogle af mine egne ord; men jeg vil fortælle jer, når jeg læser ordene fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 37.5»Se, folket skal bo for sig selv og ikke regnes blandt nationerne.« Herren havde aldrig til hensigt, at hans folk skulle danne et kongerige, en stat eller en regering som folkeslagene i denne verden. De skulle ikke være som nationerne omkring dem. De skulle være adskilt for Gud »fra alle de folk, der var på jordens overflade.« »Folket skal ikke regnes blandt nationerne.«
TAM1897 Q1 37.6Hvis jeg nu betragter mig selv som tilhørende staten Tyskland, regner jeg mig da blandt nationerne? Hvis jeg betragter mig selv som tilhørende den engelske regering, som en del af den, som en loyal og patriotisk borger, der ville kæmpe for flaget, regner jeg mig da blandt nationerne? Og hvis jeg kæmper for det flag, mit flag, mit britiske flag, og min syvende-dags adventistiske bror herovre tilhører USA og er loyal og patriotisk, og de to nationer kommer i krig, og han må afværge invasioner, og der opstår en konflikt, så står jeg på den ene side, og min bror står på den anden, og bror kæmper mod bror. Har Gud forordnet det? — I ved, at det har han ikke. Havde han så overhovedet noget i tankerne, da han sagde, at folket skal bo for sig selv og ikke regnes blandt nationerne?
TAM1897 Q1 37.7Jeg læser lidt videre i min egen tekst i »Empires of the Bible«: — Deres regering skulle være et teokrati, slet og ret — Gud deres eneste konge, deres eneste hersker, deres eneste lovgiver. Det var i sandhed en menighedsorganisation, der begyndte med oprettelsen af »menigheden i ørkenen«; og den skulle være adskilt fra enhver forestilling om en stat. Det system, der blev dannet i ørkenen gennem Moses og fortsatte i Kana’an gennem Josva, var beregnet til at være evigt.
TAM1897 Q1 37.8Nu læser jeg fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 37.9Den israelske nation blev styret i Guds navn og med hans myndighed. Moses, de halvfjerds ældste, samt øversterne og dommerne havde blot til opgave at udøve de love, som Gud havde givet. De havde ingen bemyndigelse til at give nationen love.
TAM1897 Q1 37.10Hvem havde ingen myndighed til at lovgive for nationen?
TAM1897 Q1 37.11(Stemmer) Menigheden.
TAM1897 Q1 37.12Hvor mange udgjorde menigheden? Omfattede den én, eller to, eller ti, eller tolv, eller måske halvtreds? — Ja. Havde de, eller nogen af dem, da nogen myndighed til at lovgive for de øvrige, eller endog for sig selv? — Det havde de ikke.
TAM1897 Q1 37.13Hør, Israel, på de love og retsregler, som jeg lærer jer, for at I skal holde dem, så I kan leve og gå ind og tage det land i besiddelse, som Herren, eders fædres Gud, giver jer. I skal ikke tilføje noget til det ord, som jeg befaler jer, og I skal heller ikke fjerne noget derfra.
TAM1897 Q1 37.14Nu citerer jeg igen fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 37.15Den israelitiske nations eksistens afhang af disse grundsætninger.
TAM1897 Q1 37.16Da Israel så afveg fra dette og tog skridtet til at danne et kongerige og blive som de andre nationer, hvad betød det så? — Tabet af eksistensen. Glem ikke det.
TAM1897 Q1 37.17Nu følger endnu et afsnit, som jeg har skrevet, og som jeg gerne vil gentage her:—
TAM1897 Q1 37.18Principperne for Israels styre var udelukkende dem, der kendetegner et rent teokrati. I ethvert styre er det kun borgernes loyalitet over for styrets principper, der kan gøre det til en succes.
TAM1897 Q1 37.19Det anses universelt for at være tilfældet. Hvilken regering taler vi om her? — Guds regering. Hvilken regerings borgere var de? — Guds regerings. Så var loyalitet over for denne regerings principper det eneste, der kunne gøre denne regering og dette herredømme til en succes, selv med Gud som hersker.
TAM1897 Q1 37.20Det var kun ved Guds stadige nærvær hos Israel, at den der etablerede regering overhovedet kunne blive en succes. Loyalitet over for denne regerings principper fra folkets side krævede derfor, at hver enkelt af folket konstant skulle søge Guds stadige nærvær hos sig selv, som den eneste Konge, Hersker og Lovgiver, i al sin daglige adfærd. Men »uden Tro er det umuligt at behage ham.« Det er »ved tro«, at Gud bor i hjertet og hersker i livet. Derfor beroede Israels styres grundlæggende princip, ja selve dets eksistens, på en levende, vedvarende tro hos Israels folk.
TAM1897 Q1 38.1Og netop her svigtede Israel. Faktisk er det det eneste sted, hvor de kunne svigte. De forblev ikke i troen; de forblev ikke loyale over for deres Konge og regering. Det folk, der drog ind i landet, som ved tro krydsede Jordanfloden på tør grund, da floden gik over alle sine bredder, og ved hvis tro Jerikos mure faldt til jorden, da de havde gået rundt om byen i syv dage og havde udstødt troens sejrsråb – dette folk troede på Herren, og han var med dem i kraft. Men der skete en forandring. Folket mistede troens renhed og faldt i formalisme. Historien fortælles for os i nogle få kortfattede vers i Skriften. »Folket tjente Herren alle Josvas dage og alle de ældstes dage, som overlevede Josva, og som havde set alle de store gerninger, Herren havde udført for Israel. Og Josva, Nuns søn, Herrens tjener, døde, da han var hundrede og ti år gammel.... Og også hele den generation blev forenet med deres fædre, og der opstod en anden generation efter dem, som ikke kendte Herren eller de gerninger, han havde udført for Israel. Og Israels børn gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og tjente Ba’alerne; og de forlod Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægyptens land, og fulgte andre guder, af guderne hos de folk, der var omkring dem, og bøjede sig for dem og vækkede Herrens vrede. Og de forlod Herren og tilbad Baal og Astarte.« – »Empires of the Bible«, s. 153, 154.
TAM1897 Q1 38.2Det er præcis, som de gjorde i Nimrods tid. Hvad var konsekvensen i Nimrods tid? — De udnævnte en af deres egne til konge, efter at de havde afvist Gud som konge. Er det da så mærkeligt, at konsekvensen skulle være den samme for Israel nu i denne tid?
TAM1897 Q1 38.3Da de ikke havde Guds nærvær i hjertet til at adskille dem endog fra sig selv og dermed gøre dem anderledes end andre folk, lignede de de omkringliggende nationer så meget, at det var helt naturligt, at de fulgte dem i tilbedelsen af deres guder. Da byrden af deres egne handlinger og hedningernes undertrykkelse som følge af deres frafald blev så tung, at de ikke længere kunne udholde den, vendte de sig til Herren af hele deres hjerte, satte deres tillid alene til ham og fandt således i ham en herlig befrielse fra deres synder og fra alle deres undertrykkere. Men da de fandt sig selv befriet, undlod de stadig at pleje og søge deres Herres og Befriers nærvær; derfor blev deres religion igen formel, og de overtog snart igen hedningernes skikke og tilbad deres guder.
TAM1897 Q1 38.4Havde de blot vendt deres hjerter mod Herren og stolet på ham hele tiden, som de gjorde i disse reformbølger, ville de have opdaget, at han for dem hele tiden var præcis det, han var ved disse lejligheder. Da ville hele deres livsgang have været, som han altid ønskede, at den skulle være – en vedvarende fremgang fremad og opad, hvor de voksede i nåde og i kendskabet til Herren, vores Frelser. Da ville de have været et klart og strålende lys for alle nationerne.
TAM1897 Q1 38.5I stedet for at disse gentagne oplevelser skulle have ført dem til det punkt, hvor de endelig og for altid ville miste tilliden til sig selv og kun stole på Herren, nåede de faktisk frem til en tilstand, hvor de til sidst mistede tilliden til Herren og besluttede sig for udelukkende at stole på sig selv. I deres vantro og frafald kunne de i hedningernes vedvarende angreb, hvorved landet blev plyndret og folket undertrykt, kun se et bevis på, at Guds styre i praksis havde svigtet.—»Empires of the Bible«, s. 154, 155.
TAM1897 Q1 38.6Nu citerer jeg igen fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 38.7… og nu gav de Guds regering skylden for alle de onder, som de havde nedkaldt over sig selv på grund af deres egen synd og dårskab.
TAM1897 Q1 38.8I ser altså, hvad problemet er, når et folk, der bekender sig til Herren, har brug for en anden regering end hans. De har vendt sig bort fra Gud; de er kommet ud i det onde; de lider under mange slags ulykker; og disse lægger de skylden for på Guds regering. Guds regering var ikke god nok for dem; den gjorde ikke nok for dem. Hvorfor? — Fordi de ikke havde den.
TAM1897 Q1 38.9Jeg læser videre fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 38.10Lidt efter lidt mistede de ærbødigheden for Gud og lod hånt om deres ærefulde stilling som hans folk. De følte sig tiltrukket af de hedenske kongers pomp og pragt og blev trætte af deres nøjsomme levevis. Stammerne blev skinsyge og misundelige på hinanden og svækkedes af indbyrdes stridigheder. Deres hedenske fjender var stadig en trussel for dem, og folket kom til det resultat, at de kun kunne bevare deres position mellem nationerne, hvis stammerne blev forenet under en stærk centralregering. Da de holdt op med at holde Guds lov, brød de sig heller ikke om at have deres guddommelige Konge som regent længere. Kravet om en konge blev stærkere og stærkere i hele det israelitiske folk.
TAM1897 Q1 38.11Jeg læser nu op fra det, jeg har skrevet i »Empires of the Bible«:—
TAM1897 Q1 38.12Det var den samme historie som med Babylon og Ægypten om igen. Ærkebedrageren forledte dem til afgudsdyrkelse og fra afgudsdyrkelse til monarki, for at han kunne vinde herredømme over dem og ved jordiske påvirkninger lokke dem væk fra Guds tjeneste eller med magt forhindre dem i den.
TAM1897 Q1 38.13Og I ved, at Israel forfulgte profeterne og forbød forkyndelsen af Guds ord, ligesom alle andre hedenske nationer på jorden har gjort fra Nimrods tid indtil i aften, og ligesom alle andre hedenske nationer vil gøre, selvom de måtte blive oprettet af syvende-dags adventister.
TAM1897 Q1 38.14Nu citerer jeg igen fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 38.15Det var Guds ønske, at folket skulle betragte ham som deres eneste lovgiver og hjælper. Når de mærkede, at de var afhængige af ham, ville de stadig blive draget nærmere til ham. Dette ville øve en forædlende indflydelse over dem og sætte dem i stand til at udfylde deres ærefulde plads som hans ejendomsfolk. Når der derimod kom et menneske på tronen, ville folkets opmærksomhed blive ledet bort fra Gud.
TAM1897 Q1 38.16Og det er mig ligegyldigt, om han er syvende-dags adventist; det har en tendens til at vende folkets tanker væk fra Gud.
TAM1897 Q1 38.17Jeg læser videre fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 38.18Så ville de få mere tillid til menneskelig styrke end til Guds magt—
TAM1897 Q1 39.1Havde de brug for beskyttelse mod hedningerne? — Ja. Angreb hedningerne dem ikke og foretog de ikke razziaer mod dem? — Ja. Havde de brug for beskyttelse? — Ja. Hvorfor oprettede de en regering? — For at få beskyttelse — for at få beskyttelse mod hedningernes razziaer.
TAM1897 Q1 39.2Hvad sagde Herren, hvis de ville adlyde ham og overholde hans love? Ved højtidernes tid kunne mændene alle forlade deres hjem og drage op til Jerusalem, uden at nogen ville gøre dem fortræd eller begære deres jord. Men når de vendte sig bort fra Gud og ikke længere havde hans beskyttelse, kunne de ikke forlade deres huse, uden at hedningerne ville trænge ind. Og selv når de alle var hjemme, ville hedningerne trænge ind på dem. Når deres hvede var moden og klar til høst, ville hedningerne komme ind og tage det hele, selv når mændene alle var hjemme. Og når druerne var modne og klar til at blive plukket, ville hedningerne komme ind og plukke dem alle. Hvorfor? — Fordi folket havde vendt sig bort fra Gud, og han kunne ikke velsigne dem i deres frafald, som han ville velsigne dem, når de var hos ham, for at gøre det ville kun have opmuntret dem i deres frafald.
TAM1897 Q1 39.3Således:—
TAM1897 Q1 39.4Når der derimod kom et menneske på tronen, ville folkets opmærksomhed blive ledet bort fra Gud. Så ville de få mere tillid til menneskelig styrke end til Guds magt, og kongens fejl ville lede dem i synd og skille nationen fra Gud.
TAM1897 Q1 39.5Derfor sagde de til Samuel: »Sæt en konge over os, som kan dømme os, ligesom alle nationerne.«
TAM1897 Q1 39.6Nu citerer jeg igen fra »Patriarker og profeter«, et andet afsnit, der rækker helt frem til nutiden:—
TAM1897 Q1 39.7Det folk, der bekender sig til at være Guds ejendomsfolk i dag [Hvor fører det hen? — Til nutiden.], længes også efter at følge verdens sæder og skikke. Når de forlader Herren, bliver de mere og mere ivrige efter at opnå de fordele og æresbevisninger, som verden byder på. De kristne søger ustandselig at efterligne de mennesker, der tjener denne verdens gud. Mange hævder, at de har større muligheder for at øve indflydelse over de ugudelige, hvis de slutter sig sammen med verdslige mennesker og følger deres skikke.
TAM1897 Q1 39.8Det var netop, hvad Israel sagde.
TAM1897 Q1 39.9Men alle de, der gør det, afskærer forbindelsen med ham, som er deres styrke. Når de bliver verdens venner, bliver de Guds fjender. For at opnå verdslig ære ofrer de den ufattelige ære, som Gud har kaldet dem til, nemlig at forkynde hans guddomskraft, som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys.— »Patriarker og profeter«, kap. 59, afsnit 13.
TAM1897 Q1 39.10Nu læser jeg videre om Israel dengang:—
TAM1897 Q1 39.11»Som alle de andre folk.« Israelitterne var ikke klar over, at det var et særligt privilegium og en stor velsignelse for dem, at de ikke lignede de andre nationer i denne henseende. Gud havde udskilt israelitterne fra alle andre folk og gjort dem til sit ejendomsfolk. Men uden at tage hensyn til denne store ære nærede de et brændende ønske om at efterligne hedningerne !
TAM1897 Q1 39.12Jeg læser stadig videre fra »Patriarker og profeter«:—
TAM1897 Q1 39.13Israel oplevede sin største glansperiode, da de anerkendte Gud som deres konge og indså, at de love og den regeringsform, som han havde indført, langt overgik alle andre nationers.
TAM1897 Q1 39.14Når jeg betragter Guds styre og lov som overlegne i forhold til alle andre nationers, hvordan kan jeg da have noget at gøre med de andre nationer? Hvis jeg så er nødt til at indføre noget i stil med de andre nationers for at styre mig selv, for at holde mig selv på rette spor og dem omkring mig, der er ligesom mig, anser jeg da Guds styre og love for at være overlegne i forhold til dem, jeg selv vil indføre? Når jeg altså ikke anser hans love for at være overlegne i forhold til dem, jeg selv vil indføre, hvor står jeg så?
TAM1897 Q1 39.15(Stemmer) Over Gud.
TAM1897 Q1 39.16Ligesom den anden pave; ligesom Nimrod – jeg sætter mig selv i Guds sted. Intet menneske kan sætte sig selv i Guds sted uden at sætte sig selv over Gud.
TAM1897 Q1 39.17Samtidig har jeg skrevet det, som I vil genkende som sandheden:—
TAM1897 Q1 39.18Men alt dette var nu glemt i deres faste beslutning om at have en konge, en regering, en stat, ligesom alle nationerne. I strid med Herrens udtrykkelige vilje ville Israel blive regnet blandt nationerne.... Åh, hvis blot Israel på den tid havde kendt de ting, der hørte til deres fred! Åh, hvis blot de havde troet på Herren og indset, at han bedre end de selv vidste, hvilken vej de skulle følge for deres eget bedste! Men trods hans mest indtrængende bøn og mest alvorlige advarsel lukkede de ørerne og forhærdede deres hjerter, og dér og da indledte de den kurs, der med ubønhørlig logik førte til deres udslettelse både som nation og som det udvalgte folk.
TAM1897 Q1 39.19Det skete også, at stammerne blev splittet – de ti og de to. Hvad blev der af de ti? – De fulgte en vedvarende kurs af frafald, indtil de udbrød: »Vi har ingen konge.« Da kom Herren til dem gennem profeten Hoseas og sagde: »Jeg vil være jeres konge; vend tilbage til mig, o Israel, du er flygtet fra mig; jeg vil være jeres konge.« Men de ville ikke vende tilbage; og de blev ført i fangenskab og gik tabt for evigt.
TAM1897 Q1 39.20Da det var sket, blev der skrevet om Juda af Hoseas: »Juda hersker stadig med Gud og er trofast sammen med de hellige.« Men I ved, at Juda skridt for skridt gik nedad ad frafaldets vej, indtil ordet kom: »Fjern diademet og tag kronen af; dette skal ikke være det samme; ophøj den, der er lav, og ydmyg den, der er høj. Jeg vil vælte, vælte, vælte det; og det skal ikke være mere, indtil han kommer, som har ret til det; og jeg vil give det til ham.«
TAM1897 Q1 39.21Herren måtte lade hedningerne herske over sit eget folk. Og da Herren gennem hedningerne, gennem hedningernes styre, havde bevaret dem, indtil han selv kom til dem, råbte de stadig det ord, som de udtalte i Sauls dage: »Nej, men vi vil have en konge.« Og da Kristus ikke ville være deres konge, korsfæstede de ham og råbte: »Vi have ingen Konge uden Kejseren.«
TAM1897 Q1 40.1Da de trods Herrens protest gennem Samuel råbte: »Nej, men vi vil have en konge over os«, hørte Herren i det råb – og det er nu let for alle at høre – deres endelige råb mod ham: »Vi have ingen Konge uden Kejseren.« Ved at afvise Gud for at kunne være »som alle nationerne«, blev de som alle de nationer, der afviste Gud.
TAM1897 Q1 40.2Det råb, de udstødte mod Kristus ved Pilatus’ domstol, lå i det råb: »Vi vil have en konge«, som blev udstødt i Sauls dage; og Gud hørte det. Det er logikken i det, og der er ingen vej udenom. Og hvis I og jeg vil undslippe det, må vi vende os til Gud af hele vores hjerte, af hele vores sjæl, af hele vores sind og af al vores styrke. Vi må forlade vores land, vores slægt og vores faders hus. Vi må vende ryggen til Ægypten, selvom vi står på trappen til den jordiske magts trone; vi må træde ned fra den, vende ryggen til den og forlade det hele og vende os til Gud i en levende tro; og så må vi bo alene og ikke regnes blandt nationerne.
TAM1897 Q1 40.3Således ser I, at Gud altid har lært sit folk og nationerne, at den evige frelse for hans folk og for ethvert menneske afhænger af en absolut adskillelse af kirke og stat i hjertet.