Det første store bud

TAM1897 D 279.2Prædiken holdt tirsdag aften den 2. marts 1897 Trykt i General Conference Daily Bulletin, 5. marts 1897, bind 1, nr. 16, s. 279-285.

TAM1897 D 279.3I ved, at Herren har sagt om denne tid og om de mennesker, der lever i denne tid, at »her er de, som holder Guds bud og Jesu tro« (ordret oversættelse af KJV). I og jeg bekender med rette, at vi er dette folk, og vi står der, hvor vi bekender, at Herren kan sige om os til hele universet: »Her er de, som holder Guds bud og Jesu tro« (ordret oversættelse af KJV). Og det vil være en kendsgerning, ikke blot fordi han siger det, men han vil sige det, fordi det er en kendsgerning.

TAM1897 D 279.4Denne tekst gælder fuldt ud for jer og mig, der er her i dette hus; og Herren ønsker, at det skal blive en kendsgerning nu og forblive en kendsgerning fremover, så han hele tiden kan forkynde det for hele verden og for hele universet: »Her er de, som holder Guds bud og Jesu tro« (ordret oversættelse af KJV).

TAM1897 D 279.5Det er det, vi skal studere. Vi skal studere i disse lektioner for at finde ud af, om vi holder Guds bud eller ej; så Herren kan sige om os: »Her er de, som holder Guds bud og Jesu tro« (ordret oversættelse af KJV).

TAM1897 D 279.6Når vi holder Guds bud, hører det første naturligvis med, og det skal vi helt sikkert holde. Og her er hans ord: »Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.«

TAM1897 D 279.7Kan Herren nu sige om jer og mig med hensyn til dette bud: »Her er de, der holder det«?

TAM1897 D 279.8Har Herren hele jeres hjerte, så I ikke har plads i jeres hjerte til andet end ham og det, der er hans?

TAM1897 D 279.9Har Herren hele jeres sjæl i en hengiven kærlighed, så der ikke er nogen følelse i jeres væsen, der ikke tilhører ham?

TAM1897 D 279.10Har Herren hele jeres sind, så der ikke er nogen tanke i jeres sind, ingen aktivitet i jeres sind, ingen del af jeres sind, som ikke er hans — viet til hans tjeneste? For det er med sindet, vi tjener Herren, vores Gud. Ikke med noget af det, ikke med en del af det, men med det hele. Således at I ikke har noget sind at vie til eller rette mod noget, der ikke er fra Gud.

TAM1897 D 279.11Er al jeres styrke hans, så I ikke har nogen styrke at bruge på andet end det, der er Guds, og til hans tjeneste?

TAM1897 D 279.12Hvis alt dette gælder for jer, så siges det med rette om jer: »Her er de, som holder budene« (ordret oversættelse af KJV).

TAM1897 D 279.13»Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.« Når Guds kærlighed er i vores hjerter, som i det første bud, vil det være let nok at elske vores næste som os selv.

TAM1897 D 279.14Som det blev fremhævet i bror Kelloggs tale forleden om den lille dreng i Chicago, der gik hen til en mand, en fuldstændig fremmed, og sagde til ham: »Ved du, at du er den største synder i verden?« Og da manden overrasket spurgte, hvordan det kunne være, idet han sagde, at han aldrig havde myrdet nogen, aldrig havde begået nogen alvorlig forbrydelse, sagde den lille dreng til ham: »Det største bud er: du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. Gør du det?« Han svarede: »Nej, det gør jeg ikke. Jeg kan slet ikke sige, at jeg gør det.« »Jamen,« sagde den lille fyr, »det er det største af budene. Du overtræder det største bud; derfor er du den største synder.« Manden indrømmede det og blev ført til Gud og fuld frelse. Det er klart nok: da dette er det største bud, er den, der overtræder det, den største synder. Er det jer?

TAM1897 D 279.15I og jeg bekender os til at holde Guds bud og Jesu tro. Bryder vi det første af alle Guds bud? Hvis vi ikke holder det største, det første, af alle budene, bryder vi det. Hvis vi bryder dette ene, holder vi ikke budene; det står fast. I og jeg må beslutte os nu, og vi må beslutte os for evigt, om vi vil tjene Herren af hele vores hjerte, af hele vores sjæl, af hele vores sind og af hele vores styrke.

TAM1897 D 279.16Der står skrevet: »Guds rige er inden i jer.« Det rige, der er inden i os, er Guds rige; sådan var det, da mennesket blev skabt, men fjenden tilranede sig Guds plads; og Herren frigjorde mennesket igen, så det kan vælge, om Gud skal have sin egen plads i sit eget rige, eller om den, der har tilranet sig magten, skal have Guds plads i Guds rige. Det rige, der er i jer, er Herrens. Det er op til jer at sige, om Herren skal herske der, eller om fjenden skal herske der. Og hvis I ikke vælger, at Herren skal herske der, vælger I dermed, at fjenden skal herske der. Det afhænger helt og holdent af menneskets valg, hvem der skal herske.

TAM1897 D 280.1Nogen må herske. Mennesket blev ikke skabt til at herske over sig selv, uafhængigt af Gud. Det blev skabt til at være sig selv sammen med Gud og kan ikke være sig selv uden Gud. Mennesket blev skabt til at stå sammen med Gud. Guds rige var indeni det. Gud herskede indeni det. Men det satte sig for at få sin egen vilje ved at følge Satan. Men et menneske kan kun få sin egen vilje ved at følge Gud. Guds rige er indeni jer. Vi må vælge, at Gud skal indtage sin rette plads i os, i sit eget rige i vores hjerter. Han vil indtage sin plads der, og han vil herske der, når han kan indtage sin rette plads i sit eget rige.

TAM1897 D 280.2I ved med hensyn til Guds rige på jorden, at det skal strække sig fra hav til hav og fra floden til jordens ender. Guds rige, dette rige, der skal komme, når Herren kommer, skal, som I ved, dække hver en tomme, hver en partikel af jord, der findes i denne verden. Nu er Guds rige inden i jer. Omfatter det rige indeni jer, hvor Gud hersker – omfatter hans herredømme hver en smule plads, hver en partikel af jord i jeres hjerte? Gør det det? Det er spørgsmålet, og disse spørgsmål vedrører os på mere end én måde.

TAM1897 D 280.3Jeg læser blot budet op og henleder jeres opmærksomhed på, hvad budet siger. Og det for at I og jeg altid må have vores sind og hjerter åbne for spørgsmålet: Gælder det for os, at »her er de, der holder Guds bud og Jesu tro« med hele hjertet, hele sjælen, hele sindet og al styrken?

TAM1897 D 280.4Hvad jeres sind hviler på, hvad det studerer, hvad det arbejder med – er Gud til stede i det? Er det til Guds ære? Den forskning, I bedriver, de studier, I følger, hele jeres tankegang – er det for at Guds billede kan præges der? Er det for at finde Gud i større udstrækning i sindet? Er det for at herliggøre ham mere? Er han den første og alt i alt i jeres intellektuelle bestræbelser? Elsker I ham, tjener I ham med hele jeres sind?

TAM1897 D 280.5Og med al din styrke. Den mark, I pløjer – pløjer I den for Guds skyld? Den høvl, I fører hen over brættet for at gøre det glat – gør I det for Guds skyld, så alt, hvad I modtager, tilhører Gud og slet ikke jer selv? Er jeres styrke så fuldstændigt viet til Gud, at I arbejder for Guds sag, uanset hvor I lægger hånden til?

TAM1897 D 280.6Det har været en udbredt opfattelse, at man skal holde op med at udøve sit håndværk – eller hvad man nu beskæftiger sig med inden for manuelt arbejde – før man kan blive en arbejder i Guds sag. Mange siger: »Jeg vil væk fra det, jeg laver. Jeg ville ønske, jeg kunne se en vej ud af det. Jeg ville ønske, jeg kunne komme væk fra dette værksted. Jeg vil gerne være en arbejder i Guds sag.« Hvis du ikke er en arbejder for Guds sag der, hvor du er, vil du heller ikke være en arbejder for Guds sag, når du kommer derhen, hvor du gerne vil være. Hvis du ikke er en arbejder for Guds sag, mens du pløjer marken, ville du heller ikke være en arbejder for Guds sag, hvis du forsøgte at prædike fra prædikestolen. Hvis du er smed og står ved ambolten dag efter dag – hvis du ikke arbejder for sagen lige så grundigt, lige så inderligt, lige så helhjertet, som jeg gør i prædikestolen, så vil du heller ikke være en arbejder for Guds sag, hvis du skulle uddele traktater et eller andet sted.

TAM1897 D 280.7Der er et eksempel foran os på, hvad menneskeheden kan være, og på, hvad enhver, der tror på Jesus, skal være. Guds Søn kom til denne verden for at vise jer og mig, hvad det vil sige at holde budene, og hvordan det skal gøres. Og han udøvede et håndværk omkring seks gange så længe, som han prædikede. Fra han var tolv år gammel, da han kunne begynde at arbejde sammen med Josef som tømrer, da han kunne udrette en hel del – for en tolvårig dreng kan gøre mange ting, når han hjælper en tømrer. Regnet altså fra tolvårsalderen og til han blev døbt og begyndte at prædike, omkring tredive år gammel, giver det atten år. I disse år arbejdede han som tømrer. Fra han var tredive til treogtredive og et halvt år gammel, tilbragte han i den offentlige tjeneste og prædikede. Så I kan se, at han arbejdede som tømrer næsten seks gange så længe, som han prædikede.

TAM1897 D 280.8Var han nu lige så meget Guds Søn i de atten år, hvor han arbejdede som tømrer, som han var i de tre og et halvt år, hvor han var beskæftiget med at prædike? — I ved, at han var det. Var han min Frelser og jeres Frelser, da han var der og savede et bræt, lavede en bænk og satte ben på den — var han lige så meget min Frelser og jeres Frelser dengang, som da han hang på korset? — I ved, at han var det. »For vi er frelst ved hans liv.«

TAM1897 D 281.1Glem ikke, at det var ved afslutningen af disse atten år, da han kom for at blive døbt og blev døbt, i begyndelsen af sin tjeneste og ved afslutningen af sit tømrerarbejde — det var da, at Gud sagde: »Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.« Var han da ikke lige så meget en arbejder for sagen i de atten år, som han var i de sidste tre og et halvt år? — I ved, at han var det. Så hvis du er tømrer og bekender dig til troen på Jesus Kristus, kan du da ikke være hans efterfølger? Skal du ikke være hans efterfølger og arbejde for sagen netop dér, lige så virkeligt som hvis du stod i prædikestolen? Jeg siger ikke, at du er forpligtet til altid at forblive tømrer. Det gjorde han heller ikke. Jeg siger ikke, at du er forpligtet til altid at forblive smed eller landmand; men jeg siger og insisterer på, at mens du er tømrer, mens du er smed, mens du er landmand, skal du være en arbejder for sagen lige så fuldt ud, som du nogensinde vil være, uanset hvor du befinder dig.

TAM1897 D 281.2Således har Jesus vist hver og en af os, hvad det vil sige at være kristen, og hvordan vores liv skal være, uanset hvad vores sind, vores hjerter eller vores hænder måtte være beskæftiget med. Han elskede Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sit sind og af al sin styrke, da han var tømrer. Når han savede brædder, når han lavede borde, når han lavede døre og satte dem op, var det til Guds ære. Gud var alt for ham. Når en mand kom til ham som tømrer og kun så ham som tømrer – uden at se ham som verdens Frelser som sådan – når en mand kom til ham udelukkende som tømrer, satte sig ned hos ham og sagde: »Jeg vil gerne have et bord lavet. Vil du lave det til mig?«, og han svarede: »Hvilken slags bord vil du have?«, og manden beskrev det for ham, og Jesus sagde: »Ja, jeg vil lave det til dig;« da Jesus havde lavet bordet og båret det på ryggen hen til mandens hus, og bragt det ind i mandens hus og stillet det der, så manden kunne bruge det – i hele den handling tilhørte Jesus fuldstændigt Gud. Gud var til stede i alle hans handlinger. I hver eneste samling, han lavede på det bord, var der ingen revner, ingen af dem var dækket til med støv, intet var skjult; det var et ærligt bord. Det var gennemgående et sådant bord, som Gud kunne godkende.

TAM1897 D 281.3Og da han indgik aftalen om at lave bordet, indgik han en aftale, der var ærlig, en sådan, som Gud kunne se på og sige: »Det er en ærlig aftale.« Han bad ikke manden om at betale mere, end hvad der retmæssigt tilkom for et sådant stykke arbejde. Manden spurgte ham: »Vil du lave et sådant og sådant bord?« »Det vil jeg.« »Hvad vil du tage for det? – hvad vil det koste?« Han regnede det ud og sagde til manden: »Tømmeret vil koste så meget, og det vil tage så lang tid at lave det, og mit arbejde er så meget værd. Synes du ikke det? Synes du ikke, at mit arbejde i forhold til den tid, det vil tage, vil være så meget værd?« Og manden ville sige: »Jo, det synes jeg. Jeg synes, det er alt det værd. Det er ærligt. Det er en klar aftale.« Og når han tog bordet på ryggen og bar det derover og stillede det ned, betalte manden ham det, som aftalen foreskrev, og Gud kunne se ned på hele den transaktion og sige: »Det er ærligt. Det er alt, hvad nogen kan gøre.«

TAM1897 D 281.4Er du den slags tømrer? Du bekender dig til at være kristen. Er du den slags håndværker, uanset hvad du laver?

TAM1897 D 281.5Elsker I Gud af hele jeres hjerte, af hele jeres sjæl, af hele jeres sind og af alle jeres kræfter? Uanset hvad I gør, eller hvad I er kaldet til at gøre; uanset hvilke forretninger I indgår med jeres næste, hvad enten han er hedning eller kristen; sker det på en sådan måde, at Gud kan se på det og sige: »Det er godt nok til Guds rige;« fordi hele jeres hjerte, hele jeres sjæl, hele jeres sind og hele jeres styrke er i det til Guds ære.

TAM1897 D 281.6Er vi dem, der holder budene, eller ej? Det er spørgsmålet. Og det er på tide, at vi finder ud af det så grundigt, at Herren i det budskab, han taler, kan bekræfte: »de, som bevare Guds Bud.«

TAM1897 D 281.7Nu kan I se, at dette bud dækker hele området af alting, og at vi ikke kan røre ved en eneste tanke i hele tankens rige, som ikke falder ind under denne tekst, som vi er gået i gang med. Så må vi altså se på alt i vores tænkning, vi må se på alt, hvad vores sind kaldes til, i lyset af dette skriftsted, det første af alle budene.

TAM1897 D 281.8Alt, hvad vi kaldes til at tage fat på, skal vi betragte i lyset af dette største af alle budene. Er det noget, som jeg i Guds frygt kan gå ind i med hele mit hjerte, hele min sjæl, hele mit sind og hele min styrke? Hvis det ikke er det, vil jeg så overhovedet røre ved det? — Nej. Hvis det er noget, jeg ikke kan gå ind i med hele mit hjerte, sind, sjæl og styrke, og sammen med Gud, hvad har jeg så med det at gøre? Hvis Gud ikke kan gå med mig, så overtræder jeg budene. Jeg vier ikke alt til ham. Al min styrke er intet værd, hvis den er beskæftiget med noget, som han ikke kan gå ind i, eller ikke kan røre ved eller godkende, eller som han ikke kan acceptere.

TAM1897 D 282.1Jeg ved, at dette er strengt, men det er kristendommen. Det er kristendommen, og I og jeg må ikke nøjes med en sekstendedel af noget, der ikke er præcis det. Vi må ikke tillade os selv at være tilfredse, ikke engang et øjebliks skygge, med noget i denne verden, der er mindre end, at alt, hvad vi går ind i, skal vi gøre med Gud ved vores side, og derefter gå ind i det med hele hjertet, hele sjælen, hele sindet og al styrken. Og jeg siger jer: Når vi når dertil, alle sammen – hvis alle her i dette hus vil overgive sig til ham lige nu og holde fast der – kan vi ikke forestille os, hvilken Guds kraft der vil blive åbenbaret i verden.

TAM1897 D 282.2Den store vanskelighed har fra begyndelsen været, at menneskene ikke ville give Gud den plads i deres hjerter, der tilhører ham. Gud skabte mennesket på den måde, men det vendte sig bort mod alt andet og lukkede Gud helt ude. Gud befriede ham fra det mørke, gav ham frihed til at vælge og opfordrede ham til at vælge, om han ville elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sit sind og af al sin styrke. Han blev sat fri til at vælge at lade Gud få sin plads igen; men så mange valgte, at Herren ikke skulle have sin rette plads, at syndfloden skyllede dem bort fra jordens overflade.

TAM1897 D 282.3Så lod Herren menneskeslægten begynde forfra. Og det eneste, han bad hver enkelt om, var, at han skulle elske Herren Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sit sind og af al sin styrke, og sin næste som sig selv. Det var alt, hvad han bad de otte om, der gik ind i arken, og som kom ud af den. Hvis den første mand havde elsket Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sit sind og af hele sin styrke, kunne ingen synd nogensinde være kommet ind.

TAM1897 D 282.4Efter at han havde syndet, og Herren havde befriet ham fra det slaveri, hvis Adam og alle hans børn havde elsket Gud af hele deres hjerte, af hele deres sjæl, af al deres kraft, af hele deres sind og af al deres styrke, hvordan ville verdens tilstand så have været? — De ville have holdt Guds bud og Jesu tro, og retfærdighed ville have dækket jorden, som vandet dækker havet. Er det umuligt, at dette kan opfyldes i mennesket under forbandelsens trældom, under det syndige køds trældom? Kan Gud således befri synderen fra syndens magt i kødet, så han kan elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af al sin kraft, af hele sit sind og af al sin styrke? — Ja. Synden kunne ikke have forbandet jorden, som den er, selv med mennesker under det syndige køds trældom, hvis de havde troet på Gud og holdt Guds bud og Jesu tro. Det er sandheden, for det er kristendommen. Så ser I altså, at alt, hvad Herren nogensinde har ønsket af os, alt, hvad han nogensinde har ønsket af mennesket, siden Adam syndede, var og er, at han skal holde Guds bud og Jesu tro. Og det første af alle budene er: du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.

TAM1897 D 282.5I Romerbrevet 1:21 står der, at i begyndelsen »kendte de Gud«. Se her: mennesket kendte Gud i starten af sin tilværelse. Adam kendte Gud fra begyndelsen, men bevarede ikke denne viden. Da Adam syndede og fik en ny start, kendte han Gud. Da menneskeslægten fik en ny start efter syndfloden, kendte den Gud fra begyndelsen; således har menneskeheden hele tiden vendt sig bort fra Gud. Verden var så syndig, er så syndig og vil være så syndig, fordi den kendte Gud og afviser ham, og ikke fordi den ikke kendte Gud. Således er verden ikke i ugudelighed på grund af mørket; verden er i mørket på grund af ugudelighed.

TAM1897 D 282.6Verden begyndte med lys; og at mørket er trådt ind, skyldes menneskenes valg: »skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr.«

TAM1897 D 282.7Bemærk nu: hvad skete der først? — De kendte Gud, men de priste ham ikke som Gud; de gav ham ikke den plads i sig selv, der tilkommer ham. De herliggjorde ikke Gud — de åbenbarede ham ikke for menneskene, de gjorde ham ikke synlig på jorden; for Jesus sagde: »Jeg har herliggjort dig på jorden«, og han var Gud åbenbaret i kødet. Disse mennesker, som kendte Gud, ville ikke tillade, at Gud blev åbenbaret i kødet. De var ikke taknemmelige. Så blev de tomme i deres tanker; så blev deres tåbelige hjerter formørket; så påstod de i deres mørke at være vise. Den visdom var tåbelighed, og så lavede de billeder.

TAM1897 D 282.8Således ser I, at det billede, der stilles for menneskers øjne i deres afgudsdyrkelse, kun er den ydre manifestation af afgudsdyrkelsen, den ydre fremstilling af den. Afgudsdyrkelsen ligger allerede dybt nede i hjertet og har arbejdet sig flere skridt på vej ud. Tænk over det. Hvor begynder afgudsdyrkelsen? — I hjertet. Hvor i denne udvikling begynder afgudsdyrkelsen? — Da de kendte Gud, priste de ham ikke som Gud; netop der begynder det hele. Hvor er der så nogen mellemvej mellem kendskabet til Gud og afgudsdyrkelsen?

TAM1897 D 283.1Tænk nu nøje over det. De kendte Gud, og: »dette er det evige Liv, at de kende dig.« Kendskabet til Gud er det evige liv; det står fast. De kendte Gud; de havde det evige liv i kendskabet til Gud. Det står skrevet. Men de gik over til afgudsdyrkelse. Hvor mange skridt tog de fra kendskabet til Gud for at ende i afgudsdyrkelse? — Kun ét. Hvor mange skridt skal der så tages fra at elske Gud af hele hjertet, af al kraft, af hele sindet og af al styrke for at nå frem til afgudsdyrkelse? — Kun ét. Så hvis jeg ikke elsker Gud af hele mit hjerte, af hele min sjæl, af hele mit sind og af al min styrke, hvad er jeg da? — En afgudsdyrker.

TAM1897 D 283.2Måske har jeg ikke noget udskåret billede foran mig. Det havde disse mennesker heller ikke i begyndelsen. Men de havde et billede, en forestilling, dannet i sindet, og da de lavede deres udskårne billede, var det blot en fremstilling, der skulle stå for øjnene, af det, de allerede havde i sindet. Den første mand, der lavede et billede, havde en forestilling om det i sit sind, før han lavede det. Den første mand, der skabte et billede, havde forestillingen om, at det skulle være hans gud, og den forestilling var der, før han skabte billedet af træ eller sten. Så var det stenbillede, som han satte foran sine øjne, kun den ydre form, som han skabte for at repræsentere for sig selv i den skikkelse, hvad den gud var, som han allerede havde i sit sind. Havde han da ikke en gud, før han skabte det udskårne billede? — Jo. Hvor var den? — I hans hjerte.

TAM1897 D 283.3De blev tomme i deres forestillinger. Hvis forestillinger? — Deres egne. Her er den mand, der forestiller sig noget; han skaber et billede af sin forestilling og placerer det foran sine øjne uden for sig selv. At forestille sig er ganske enkelt at danne mentale billeder. Og billedet i sten er blot den håndgribelige form af de mentale billeder i hjertet. Hvor blev billedet først skabt? — I hans sind; i hans egen forestilling, i hans egne tanker. Men hvem var der, da han havde adskilt sig fra Gud? — Ingen andre end Satan og ham selv. Hvorfra kan hans tanker så komme? — Kun fra ham selv og Satan.

TAM1897 D 283.4Så ser I altså tydeligt nok, at afgudsdyrkelse findes i hjertet; forestillingen, billedet, er allerede der, før billedet kan vise sig udenfor. Selvom hans gud er solen, månen eller stjernerne, er denne forestilling, hans idé, hans fantasi, der, før han giver den en ydre form i solen, månen og stjernerne.

TAM1897 D 283.5Alt, hvad der kommer til udtryk i afgudsdyrkelse, er blot et spejlbillede af det, der findes i hjertet. Og Gud skal være i hjertet, med hele hjertet, hele sjælen, hele sindet og al styrken, ellers er der afgudsdyrkelse. Der findes ingen mellemvej.

TAM1897 D 283.6Faktisk, efter syndfloden, da menneskene for første gang vendte sig bort fra den sande Gud og gik deres egne veje og skabte sig deres egne guder – lod de disse guder indtage Guds plads i deres liv og viste dermed, at da de kendte Gud, anerkendte de ham som deres eneste hersker. Når jeg elsker Gud af hele mit hjerte, af hele min sjæl, af hele mit sind og af al min styrke, hvem vil da alene være min Gud? – Gud. Hvem vil være min eneste autoritet? — Gud. Hvem alene vil have autoritet over mig? — Gud. Er han i stand til at udøve retfærdig autoritet? — Ja. Er han i stand til at holde mennesket på rette spor? — Ja. Når et menneske elsker Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sit sind og af hele sin styrke, har det ikke brug for nogen anden lov eller autoritet til at holde det på rette spor i verden. Hvem er hans hersker? — Gud. Og er Gud i stand til at herske, når vi elsker ham over alt? — Ja. Men når mennesket vender sig bort fra Gud og begiver sig ind i afgudsdyrkelse, er det da i stand til at styre sig selv? — Nej.

TAM1897 D 283.7Efter syndfloden, mens de endnu kendte Gud, anerkendte de ham som deres eneste konge og hersker. De havde ingen anden hersker. Da de først vendte sig bort fra Gud og satte andre guder i hans sted — jeg mener i begyndelsen, da de vendte sig bort fra Gud og satte andre guder i Guds sted — lod de disse andre guder indtage herskerens plads. De bekendte, at disse guder var deres herskere. De havde ingen konger; menneskene påstod endnu ikke at have udnævnt sig selv til herskere. Menneskene påstod, at guderne var kongerne; og de mænd, der havde magten, var kun gudernes repræsentanter, mens guderne var de virkelige konger.

TAM1897 D 283.8Beviset herfor finder I i »Empires of the Bible«, side 50. Her er de første optegnelser, der blev fundet i Babylonien, hvor menneskeslægten opstod, og hvor sprogforvirringen fandt sted — hvor menneskeslægten glemte Gud. Jeg læser:—

TAM1897 D 284.1Til Ninridu, hans konge, til bevarelse af Idadu, vicekonge af Ridu, tjeneren, Ninridus glæde.

TAM1897 D 284.2Her erklærede herskeren, Idadu, i en indskrift til sin gud, at han blot var sin guds vicekonge. Han hævdede ikke at være konge. Således ser man, at guden var denne mands konge. Guden blev anset for at være folkets konge, og denne mand, der havde magten, var kun gudens vicekonge eller stedfortræder.

TAM1897 D 284.3Dette viser, at kendskabet til Gud som den retmæssige hersker endnu stod så friskt i erindringen, at ingen endnu havde modet til at udnævne sig selv til konge. Kan I se det? Tænk nøje over det. Da Gud var den eneste hersker, var han naturligvis deres eneste konge; men da de vendte sig bort fra ham og tilbad andre guder, stod deres kendskab til den sande Gud og deres forhold til ham endnu så friskt i deres erindring, at da de satte andre guder i Guds sted og udnævnte disse falske guder til deres konge — havde en mand med autoritet blandt mennesker ikke modet til at påtage sig titlen som konge; men valgte i stedet at blive kendt som vicekongen for den gud, der skulle være den egentlige konge. Jeg gentager det. Kendskabet til den sande Gud som den eneste konge stod endnu så friskt i disse mænds erindring, at ingen endnu havde modet til at påtage sig titlen som konge. Deres erindring om Gud som den eneste konge og hersker var stadig så klar, at det ville have været alt for meget som et forsøg på at afsætte Gud, hvis nogen havde påtaget sig titlen som konge.

TAM1897 D 284.4Jeg vil læse endnu en indskrift fra dette samme land, fra samme tid:—

TAM1897 D 284.8Her er en mand, der byggede et hus til ære for sin gud. Denne mand siger, at han er vicekonge for denne gud, som er konge. Denne mand, Gudea, hævder ikke at være konge. Han har autoritet, men han hævder ikke at være konge. Hvem er kongen? — Hans gud. Det viser jer endnu en gang, at kendskabet til den sande Gud som den eneste Konge endnu stod så friskt i deres erindring, at de ikke var kommet så helt væk fra Gud og fra forestillingen om Gud som den eneste Konge og Hersker, at de var villige til at lægge forestillingen om Guds kongedømme til side og tillade en mand at antage titlen som konge.

TAM1897 D 284.9A. F. Ballenger. — Så hævdede manden i den magtfulde stilling at være sin guds vicekonge og ikke en konge?

TAM1897 D 284.10Ja. Der var endnu ingen konger. Vi taler ikke om et menneske som konge. Der var endnu ingen konger blandt menneskene. Der var mænd i magtpositioner. En mand herskede over andre. Han havde magt, men han kaldte sig ikke konge. Han var ikke kendt som konge og ville endnu ikke tillade sig at antage titlen som konge. Hvorfor? — Fordi han endnu ikke havde fjernet sig så langt fra forestillingen om den sande Gud som den eneste retmæssige Konge, at han var modig nok – eller havde ondskabsfuldt mod nok – til at lægge enhver forestilling om guddommelighed som konge til side og udnævne sig selv til konge.

TAM1897 D 284.11Dette er de tidligste optegnelser, der er fundet i det land. Man kan se, at de hører til blandt de allerførste. Det er optegnelser fra den tid, før mennesker overhovedet antog titlen som konge, og da de havde forestillingen om den sande Gud som konge.

TAM1897 D 284.12Men her er en beretning, der er lidt ældre end den, og som omhandler sprogforvirringen ved Babels tårn. På fjerde side i »Empires of the Bible« finder man Bibelens beretning om sprogforvirringen. Dette er den beretning, som de mennesker skrev, blandt hvem sprogforvirringen fandt sted. I Bibelen har man Herrens beretning om det. I denne indskrift på de mursten, der var begravet i Babylons ruiner og er blevet fundet, finder man deres beretning om det. Man kan sammenligne den med beretningen i Bibelen, i det ellevte kapitel af Første Mosebog, og man vil se, at de to beretninger er nøjagtigt ens. Her er, hvad de sagde om det:—

TAM1897 D 284.14Dette er en af de tidligste beretninger, der findes. Disse andre følger umiddelbart efter den i tid. Men disse andre viser, at der var en tid, hvor der endnu ikke var nogen konge blandt menneskene; at den mand, der havde magten, ikke ville påtage sig titlen som konge; at hans gud var hans konge; og at tanken om, at den sande Gud var konge, var så ny, at han ikke var modig nok til at sige, at han var konge. Endnu ville det være at tilrane sig for meget magt i lyset af hans opfattelse af den sande Gud.

TAM1897 D 285.1Det var før Nimrod. Nimrod var den første mand, der havde modet til at påtage sig titlen som konge i lyset af forestillingen om, at Gud var konge. Således læser jeg på side halvtreds i »Empires of the Bible:«—

TAM1897 D 285.2Nimrod var denne dristige mand. Det navn, han bærer, betyder oprør, hovmodig foragt og er ifølge Gesenius ensbetydende med den yderst ugudelige oprører. Og »han begyndte at blive en mægtig mand på jorden.« Eller, som en anden oversættelse giver det, han »var den første mægtige mand på jorden.«

TAM1897 D 285.3Nimrod var den første mand, der nogensinde tilegnede sig titlen som konge; den første, der besad kongelig autoritet og åbent bar titlen som konge. Og hans navn betyder præcis det, som denne ting betød blandt det folk, han satte sig over.

TAM1897 D 285.4Nu er det ikke min udtalelse, men udtalelsen fra en autoritet på dette område, der siger følgende:—

TAM1897 D 285.5Med oprettelsen af Nimrods rige trådte hele den antikke verden ind i en ny historisk fase. Den orientalske tradition, der gør denne kriger til den første mand, der bar en kongelig krone, peger på en kendsgerning, der er mere betydningsfuld end anlæggelsen af et nyt prydstykke til klædedragten eller endog erobringen af en provins. Hans regeringstid indførte i verden et nyt system af relationer mellem herskeren og de regerede. De tidligere herskeres autoritet havde hvilet på en følelse af slægtskab, og høvdingens overhøjhed var et billede på forældremyndighed. Nimrod var derimod suveræn over et territorium og over mennesker, netop i den udstrækning de var dets indbyggere, og uafhængigt af personlige bånd. Hidtil havde der været stammer – udvidede familier – samfund; nu var der en nation, et politisk fællesskab – staten. Verdens politiske historie og dens sociale historie er fra da af adskilte, om ikke divergerende. – Empires of the Bible, s. 51.

TAM1897 D 285.6Hvad var da statens oprindelse?