Israels frafald. – Nr. 2

TAM1897 Q1 40.5Prædiken holdt søndag aften den 14. marts 1897 Trykt i General Conference Bulletin, første kvartal 1897, bind 2, nr. 1, s. 40-45.

TAM1897 Q1 40.6Som vi så i den forrige lektion, faldt Israel fra og krævede en konge, for at de kunne blive som alle nationerne. I denne lektion skal vi se, hvor fuldstændigt lig nationerne de faktisk blev. Men Israel faldt fra Gud, fordi de ikke troede på Gud af hele deres hjerte. Ordet blev ikke blandet med tro hos dem, der hørte det. De blev formalistiske, og så kom de ulykker over dem, som de ville have undgået, hvis de havde været trofaste mod Gud, ligesom over alle andre hedninger; og så, som profetiens Ånd fortæller os, gav de skylden for alle de ulykker, der var resultatet af deres eget frafald, på Guds styre. De anså hans styre for at være en fiasko; det var ikke godt nok for dem, det var ikke tilstrækkeligt for dem i denne verden, og de måtte have deres eget styre – et, som de kunne håndtere, og ved hjælp af hvilket de kunne regere og beskytte sig selv.

TAM1897 Q1 40.7Da sagde de til Samuel: »Sæt en konge over os som alle de andre nationer«, »så vi kan blive som alle de andre nationer«; og selv om Herren gennem Samuel højtideligt protesterede imod det, protesterede de imod denne protest og sagde: »Nej, men vi vil have en konge over os som alle de andre nationer.« Da de ønskede det således, lod Herren dem få det således. Ikke alene havde de besluttet og fastlagt, at de ville have en konge, men de havde allerede besluttet, hvem det var, de skulle have som konge. Det var Saul, søn af Kish; og Herren lod dem også få ham, fordi de måtte få deres vilje.

TAM1897 Q1 40.8Men alt det onde, som Herren havde fortalt dem ville komme på grund af deres valg af en konge og et kongerige, kom over dem. De begyndte at høste noget af det i Sauls dage. De blev i høj grad hjulpet til at blive frelst fra deres ulykker gennem Davids indflydelse og regeringstid. Selvom de afviste Gud, forlod han dem ikke; han forblev stadig hos dem for at lede alle, der ville lade sig lede, og for at redde dem, hvis det var muligt, fra de ulykker, der helt sikkert ville komme, og som han vidste ville komme, og som de ikke kunne undslippe som nation. Men han ville frelse alle, der som enkeltpersoner ville undslippe det. De havde slået ind på en kurs, der uundgåeligt og uigenkaldeligt førte dem videre, et skridt efter det andet, indtil, som vi skal se, undergangen indtraf.

TAM1897 Q1 40.9Med Salomo begyndte i al tydelighed de trængsler, der var et nødvendigt resultat af den kurs, de havde slået ind på trods Herrens protester. Og Ægypten var altid en del af det. Ægypten kommer altid ind i billedet. Salomo tog sig en hustru fra Ægypten, i strid med Herrens ord. Han sendte bud til Ægypten efter heste, i strid med Herrens ord. Den herlighed, som Herren gav ham, forvred han til tjeneste for Ægypten og den ægyptiske afgudsdyrkelse samt afgudsdyrkelsen hos alle de omkringliggende nationer. De byrder, der blev pålagt folket for at forsørge Salomos syv hundrede hustruer og tre hundrede medhustruer fra alle de hedenske nationer i deres afgudsdyrkelse, var af en sådan art, at de ikke burde have været båret, og at de ikke kunne have været båret til gavn for folket; og til gavn for begge folk besluttede Herren at adskille de ti stammer fra de to.

TAM1897 Q1 40.10Vi kan ikke vide, hvad det gode var, som Herren havde til hensigt for de ti stammer eller for de to, for det blev aldrig virkeliggjort. Jeroboam blev udpeget som den, der først skulle regere over de ti stammer. Men Jeroboam glemte Davids strålende eksempel, nemlig at afvente Herrens rette tid og lade ham føre ham til de ti stammers trone på sin egen måde – allerede mens Salomo levede, løftede han sin hånd mod kongen, idet han tog det skridt, der havde til formål at overtage de ti stammers trone og herske over dem, for at udnævne sig selv til konge mod Salomo. Det var forræderi og oprør. Salomo havde til hensigt at straffe ham for det, og han flygtede til Ægypten og blev der indtil Salomos død.

TAM1897 Q1 40.11Hvis han ikke var Ægypter i hjertet før, blev han det, efter at han kom dertil. Da Salomo var død, vendte Jeroboam tilbage fra Ægypten. Tiden var kommet, hvor de ti stammer skulle adskilles fra de to, og Rehabeam valgte den kurs, der adskilte dem. Da folket kom og bad ham om at lette de byrder, som hans far havde pålagt dem, var det en rimelig og passende anmodning. De gamle mænd, der havde været rådgivere for Salomo, rådede ham til at gøre netop det. Men Rehabeam var ikke tilfreds med at følge deres råd, for han ønskede ikke at være folkets tjener, som de rådede ham til; han ønskede at være folkets hersker, og derfor rådførte han sig med de unge mænd, der var vokset op sammen med ham. Hans mor var en ammonitisk kvinde, en af de mest usle af de afgudsdyrkende hustruer, som Salomo havde haft; og de unge mænd, der var vokset op sammen med ham, var sønner af andre afgudsdyrkende kvinder, som Salomo havde haft til hustruer. Disse unge mænd var vokset op midt i alle de vederstyggeligheder ved hedenskabet, som Salomo havde udøvet sammen med sine hustruer. Rehabeam delte deres holdninger og fulgte deres vej, og han afviste naturligvis Herrens råd og rådet fra de mænd, der havde frygt for Herren for øje.

TAM1897 Q1 41.1Rehabeam gav folket det svar, som vi alle kender: »I har bedt mig om at lette jeres byrder, men i stedet for det vil jeg gøre dem tungere; hvor de før var som jeres lillefinger, vil jeg gøre dem til at være som jeres lænder.« De sagde: »Gå hjem til jeres telte, Israel! Se nu til dit eget hus, David.« Da Rehabeam så, hvad der var sket, blev han virkelig overrasket over det; og dog er det ikke så mærkeligt for ham, for da han var så blind, at han ikke kunne se, at det, han sagde til dem, var det mest ukloge, man kunne sige, er det slet ikke mærkeligt, at han blev overrasket over det, der fulgte, da han først havde sagt det. Han sendte sin skattemester ud til dem for at berolige dem, glatte tingene ud og om muligt få dem til at vende tilbage. Men de stenede skattemesteren til døde med det samme, og Rehabeam, da han så, hvad resultatet blev, blev bange og skyndte sig hen til sin stridsvogn og hastede tilbage til Jerusalem, hvor han samlede en hær for at drage op og underkue dem og tvinge dem til at tjene ham. Men Herrens profet sagde til ham, at det ikke var det, der skulle gøres, og at de skulle blive hjemme, og det gjorde de.

TAM1897 Q1 41.2Derefter overtog Jeroboam kongeriget og rejste de gyldne kalve, som han havde bragt med fra Ægypten, således at de ti stammer straks blev ført ind i Ægypten, ind i ægyptisk afgudsdyrkelse og det ægyptiske regeringssystem, da de blev adskilt fra de to. Således blev udviklingen sat i gang af Jeroboam, og der blev sat et eksempel, som alle de øvrige konger over de ti stammer fulgte. Og altid siden da har det været »Jeroboam, Nebats søn, som syndede og fik Israel til at synde«. Og frafaldet gik støt og stadigt nedad, indtil hele kongeriget gik under og aldrig mere blev hørt om, og aldrig vil blive det. Frafaldet blandt de ti stammers konger gik fra dårligt til værre og værre. Jeroboam var dårlig; dem, der umiddelbart efterfulgte ham, var også dårlige. Så kom Omri, og han var værre end de andre; så kom Akab, og han var værre end alle før ham. Således fortsatte det gennem hele kongeriget, indtil det hele gik under og forsvandt.

TAM1897 Q1 41.3Men Herren gjorde hele tiden sit bedste for at få dem til at tjene ham. Han sendte profet efter profet til dem; han opfordrede gang på gang kongerne til at frygte ham og tjene ham. Når vi kommer til Israels sidste dage, er det især Amos og Hosea, der profeterer. Amos, Hosea og Mika profeterede for Israel og til Israel i Israels sidste dage. Kun en lille del af Mika vedrører dog direkte de ti stammer. Næsten hele Amos handler om dem, og det meste af Hosea. Amos og Hosea er i vid udstrækning, næsten udelukkende, profetier om Israel og Herrens sidste opfordring til Israel om endnu en gang at vende sig til ham og blive frelst fra fuldstændig ødelæggelse.

TAM1897 Q1 41.4Alle disse profetier og Israels historie er medtaget i Bibelen som en advarsel til de mennesker, der lever i de sidste dage af denne verdens historie. Og Guds vejledning er der for menneskene i de sidste dage – at vende sig til Gud, så de kan blive frelst fra den faktiske undergang. Det er derfor, disse ting er medtaget der. Således er Amos og Hosea lige så meget nærværende sandhed i dag, for jer og mig og for alle i verden, som de var for folket i de ti stammer på den tid, hvor de skrev.

TAM1897 Q1 41.5Amos profeterede, og præsten i Bet-El sagde til ham: »Du må ikke profetere her; dette er kongens hus og kongens hof; begiv dig over til Juda.« Og han gik hen og fortalte den anden Jeroboam, at Amos profeterede ondt om landet og lærte oprør mod kongen og sagde, at Herrens sværd ville falde over det hele, og at landet ikke kunne bære alle hans ord.

TAM1897 Q1 41.6Lad os nu vende os mod det pågældende afsnit og læse Amos 7:10-15:—

TAM1897 Q1 41.7Da sendte præsten Amasja fra Bet-El bud til Jeroboam, Israels konge, og lod sige: »Amos har konspireret imod dig midt i Israels hus; landet kan ikke bære alle hans ord.« For således siger Amos: »Jeroboam skal dø ved sværdet, og Israel skal helt sikkert føres bort i fangenskab fra sit eget land.« Og Amasja sagde til Amos: »O du seer, gå, flygt bort til Judas land, og spis der brød og profeter der; men profeter ikke mere i Bet-El, for det er kongens helligdom, og det er kongens hof.« Da svarede Amos og sagde til Amasja: »Jeg var ingen profet, og jeg var heller ikke en profets søn; men jeg var en hyrde og en, der plukkede sykomorefrugter; og Herren tog mig, da jeg fulgte hjorden, og Herren sagde til mig: Gå, profeter for mit folk Israel.«

TAM1897 Q1 41.8Og han profeterede for dem; men glem ikke, at det var Israels sidste dage. Men da de ikke ville lade Amos profetere i det land og drev ham bort og forfulgte ham, som de havde gjort med mange af profeterne før, rejste Herren Hosea op i Judas land; og da han befandt sig i Judas land, hvor denne afgudsdyrkende præst havde bedt Amos om at tage hen, kunne han profetere om Israel, og de kunne ikke forfølge ham og gøre med ham, som de ville.

TAM1897 Q1 42.1Nu blot et ord, hvor vi igen kaster et blik over hele dette område: I ved, at fra Samuels tid og fremad forfulgte Israels konger Guds folk, forfulgte profeterne og dræbte præsterne, som det faldt dem ind. De gjorde det, fordi de havde både magten og ånden til at gøre det. Men hvis Israel aldrig havde haft en konge, et kongerige eller en egen regering, kunne de så have gjort det? — Nej; det ville have været umuligt. I ved, at Israels konger var værre end de hedenske konger over for Guds mænd og Herrens profeter: således at der, hvor Israels og Judas konger fuldstændig mishandlede Herrens profeter, ville de hedenske konger respektere dem og vise dem gunst.

TAM1897 Q1 42.2Hosea profeterede, som jeg sagde, også om dette. Nu vil jeg læse et par vers i Hosea, så I kan se, hvad han siger om dette. Se først på det niende kapitel, blot et ord eller to:—

TAM1897 Q1 42.3De skal ikke bo i Herrens land, men Efraim skal vende tilbage til Ægypten.

TAM1897 Q1 42.4Efraim var en af de ti stammer; men navnet bruges her om dem alle sammen. De ti stammer drog til Assyrien; de blev ført i fangenskab af assyrerne. Men når de blev ført i fangenskab af assyrerne, hvad mener Herren så, når han siger, at de skal vende tilbage til Ægypten? — Ægypten symboliserer det yderste frafald fra Gud. Det mørke, der er det fuldstændigt ægyptiske mørke, er der, hvor mennesker hersker i Guds sted, og hele styret – regeringen, menneskene og alt – er rettet mod Gud og mod hans folk, ligesom det var mod Israel, da de var i Ægypten, lige før plagerne ramte Ægypten, og Israel blev befriet. Og når Herren her siger, at Efraim skal drage til Ægypten, selvom Assyrien – den assyriske regering – skulle føre dem i fangenskab, viser det, at de var fast besluttet på at gå ind i fuldstændigt frafald, og derfor kunne de ikke – simpelthen fordi de ikke ville – bo »i Herrens land«.

TAM1897 Q1 42.5I husker, at vi læste, hvad Herren sagde til Abram: »Gå ud af dit land og fra din slægt og fra din faders hus til et land, som jeg vil vise dig.« Så er det land Herrens land. Og når han gennem Hosea siger, at Israel ikke skal bo i Herrens land, henviser det ikke til det lille stykke land omkring Samaria, men til det land, der blev vist til Abraham, og som Gud havde kaldet sit folk til, da han førte dem op fra Ægypten. De skal ikke bo i Herrens land; derefter følger Ægypten, fuldstændigt frafald. Det vil I se nærmere, når jeg læser videre.

TAM1897 Q1 42.6De skal ikke bo i Herrens land; men Efraim skal vende tilbage til Ægypten, og de skal spise urene ting i Assyrien. De skal ikke bringe vinoffer til Herren, ej heller skal de være ham til behag; deres ofre skal være for dem som sørgende menneskers brød; alle, der spiser deraf, skal blive urene; for deres brød til deres sjæl skal ikke komme ind i Herrens hus. Hvad vil I gøre på den højtidelige dag og på Herrens festdag? For se, de er forsvundet på grund af ødelæggelse: Ægypten skal samle dem op, Memphis skal begrave dem; de dejlige steder for deres sølv skal brændenælder besætte; torne skal være i deres telte.

TAM1897 Q1 42.7Tiende kapitel:—

TAM1897 Q1 42.8Israel er en tom vinstok, han bærer frugt til sig selv; i overensstemmelse med sin frugts overflod har han forøget alterne; i overensstemmelse med sit lands frugtbarhed har de lavet smukke afgudsbilleder. Deres hjerte er splittet; nu skal de findes skyldige; han skal nedrive deres altre, han skal ødelægge deres afgudsbilleder. For nu skal de sige: »Vi har ingen konge.«

TAM1897 Q1 42.9På dette tidspunkt havde de ingen konge. Han var blevet myrdet, og der var et magtvakuum. En anden konge var endnu ikke trådt i hans sted. Men læg mærke til, hvad han siger: »For nu vil de sige: Vi har ingen konge.« Herren sagde til dem, da de valgte den konge mod hans indvendinger, at de afviste ham. »Nej, men vi vil have en konge.« Havde de en konge? — Ja; og tiden kom, hvor de blev tvunget til at sige: »Vi har ingen konge.« Men hvad sagde Herren netop på dette tidspunkt?

TAM1897 Q1 42.10For nu skal de sige: »Vi har ingen konge, fordi vi ikke frygtede Herren; hvad skulle en konge da gøre ved os?« De har talt ord og svoret falsk, da de indgik en pagt; således skyder dommen frem som skarntyde i markens furer. Indbyggerne i Samaria skal frygte på grund af kalvene i Bet-Aven; for dets folk skal sørge over det, og dets præster, som glædede sig over det, over dets herlighed, fordi den er forsvundet fra det.

TAM1897 Q1 42.11I det trettende kapitel står der, hvad Herren siger. Niende vers:—

TAM1897 Q1 42.12O Israel, du har ødelagt dig selv; men i mig er din hjælp. Jeg vil være din konge.

TAM1897 Q1 42.13Men de ville ikke have det sådan. Så man ser hele vejen igennem, at Herren ønskede at være deres eneste konge; ønskede, at de skulle finde ham som deres konge og ikke have nogen anden. Så som han siger i det næste vers: »Jeg gav dig en konge i min vrede og tog ham bort i min harme.« Så jeg læser hele det vers:—

TAM1897 Q1 42.14Jeg vil være din konge: hvor er der nogen anden, der kan frelse dig i alle dine byer? Og dine dommere, om hvem du sagde: »Giv mig en konge og fyrster«?

TAM1897 Q1 42.15Han henviser dem direkte tilbage til den tid, hvor de sagde: »Giv os en konge, der kan regere over os.« Han siger nu: »Jeg protesterede dengang mod, at I skulle få ham, og sagde jer, at denne ulykke ville ramme jer; nu indrømmer I selv, at I ikke har nogen konge, men at I har ødelagt jer selv. Jeg vil være jeres konge; lad mig være jeres konge.« Se nu på det ellevte kapitel, første vers:—

TAM1897 Q1 42.16Da Israel var et barn, elskede jeg ham og kaldte min søn ud af Ægypten.

TAM1897 Q1 43.1Hvorfor taler han om dette her i Israels sidste dage, tusinde år efter at han havde ført dem ud af Ægypten? Hvad er formålet med det?

TAM1897 Q1 43.2Da Israel var et barn, da elskede jeg det og kaldte min søn ud af Ægypten. Som de kaldte på dem, så vendte de sig bort fra dem: de ofrede til Ba’alerne og brændte røgelse for udskårne billeder. Jeg lærte også Efraim at gå og tog dem ved armene; men de vidste ikke, at jeg helbredte dem. Jeg trak dem med menneskelige reb, med kærlighedens bånd; og jeg var for dem som dem, der tager åget af deres kæber, og jeg gav dem mad. Han skal ikke vende tilbage til Ægyptens land, men assyreren skal være hans konge, fordi de nægtede at vende tilbage. Og sværdet skal hvile over hans byer og udrydde hans grene og fortære dem på grund af deres egne råd. Og mit folk er fast besluttet på at vende sig bort fra mig; skønt de kaldte dem til den Højeste, var der ingen, der ville ophøje ham.

TAM1897 Q1 43.3Herren sørger nu over Israel, netop når det står på randen af undergang. Han fremsætter det sidste kald: den sidste profeti kommer nu; og med denne, og netop på dette tidspunkt, regerer Ezekias i Juda. Da han besteg tronen, satte han sig for at reformere kongeriget og genoprette det fra Akas’ frafald. Da han havde renset templet og bragt alt i orden, holdt de en to ugers påske. Men før denne påske sendte Ezekias budbringere ud til alle de ti stammer, det der var tilbage af dem, for at indkalde dem til påsken i Jerusalem for at tilbede Herren, Hærskarers Gud; men ifølge beretningen spottede de budbringerne og lo dem til hån; alligevel kom »en skare« fra Issakar, Zebulon og Naftali samt fra de forskellige egne i provinserne op til Jerusalem, fejrede påsken og sluttede sig til Herren. Og da disse mennesker drog op til Jerusalem og indtog deres pladser blandt folket i Juda, kom den assyriske konge netop på den tid og indtog hele de ti stammers land. Og således blev de, der adlød Ezekias’ opfordring om at drage op til Jerusalem for at tilbede Herren, frelst fra fangenskabet i Assyrien.

TAM1897 Q1 43.4Lige før Ezekias fremsætter sin bøn, skriver Hosea dette, og Herren sørger over det, folket er fast besluttet på at gøre. Se, hvad han siger:—

TAM1897 Q1 43.5Jeg lærte også Efraim at gå og tog dem ved armene.

TAM1897 Q1 43.6Herren var så ivrig efter at få dem til at gå den rette vej, at han tog dem ved armene og førte dem med sig; men de trak armen tilbage, de ville ikke engang lade sig føre på den måde. Men alligevel kan han ikke opgive dem. Se:—

TAM1897 Q1 43.7Hvordan skal jeg opgive dig, Efraim? Hvordan skal jeg overgive dig, Israel? Hvordan skal jeg gøre dig som Adma? Hvordan skal jeg lade det gå dig som Zeboim? Mit hjerte vender sig i mig, min medlidenhed blusser op. Jeg vil ikke udøve min vrede i fuldt omfang, jeg vil ikke vende tilbage for at ødelægge Efraim; for jeg er Gud og ikke et menneske, den Hellige midt iblandt dig; og jeg vil ikke træde ind i byen.

TAM1897 Q1 43.8Således holder han sig tilbage fra de domme, der må falde over dem. Fordi han er Gud, vil han endnu ikke lade dem falde; selv når de må falde. Men alligevel gjorde de oprør; alligevel fortsatte de på deres egen vej. Og resultatet er nedskrevet i 2. Kongebog 17:5-8:—

TAM1897 Q1 43.9Da drog Assyriens konge op gennem hele landet og drog op til Samaria og belejrede det i tre år. I Hoseas niende år indtog Assyriens konge Samaria og førte Israel bort til Assyrien og bosatte dem i Halah og i Habor ved floden Gozan og i medernes byer. For således var det, at Israels børn havde syndet mod Herren, deres Gud, som havde ført dem op af Ægyptens land, fra under Faraos, Ægyptens konges, hånd, og havde frygtet andre guder og vandret efter de hedningers love, som Herren havde drevet bort foran Israels børn, og efter de israelitiske kongers love, som de havde indført.

TAM1897 Q1 43.10Derefter følger teksten ned til det trettende vers:—

TAM1897 Q1 43.11Men Herren vidnede imod Israel og imod Juda gennem alle profeterne og alle seerne og sagde: »Vend om fra jeres onde veje, og hold mine bud og mine love i overensstemmelse med hele den lov, som jeg påbød jeres fædre, og som jeg sendte til jer gennem mine tjenere, profeterne.« Ikke desto mindre ville de ikke høre, men forhærdede deres nakke ligesom deres fædres nakke, som ikke troede på Herren, deres Gud. Og de forkastede hans love og den pagt, han havde indgået med deres fædre, og de vidnesbyrd, han havde vidnet imod dem; og de fulgte tomhed og blev tomme og fulgte de hedninger, der var omkring dem, om hvilke Herren havde påbudt dem, at de ikke skulle gøre som dem.

TAM1897 Q1 43.12Således gik de ti stammer tabt. Hosea sagde, da han profeterede om disse: »Juda hersker endnu med Gud og er trofast over for de hellige.« Juda kunne holde stand endnu en tid. Ezekias var konge; Manasse efterfulgte Ezekias, og han kastede riget ud i frafald igen; hans søn fulgte i hans fodspor; Josias fulgte efter ham og reformerede riget endnu en gang; og da Josias blev dræbt, gik riget lige mod sin undergang. Der var ingen efter Josias, der frygtede Herren. Selv i Ezekias’ dage råbte de konstant på Ægypten og klamrede sig til Ægypten, idet de forsøgte at få Ægypten til at redde dem og få hjælp fra Ægypten, selvom de vanskeligheder, der var kommet over dem, alle skyldtes deres vantro og afvigelse fra Herren.

TAM1897 Q1 43.13Se nu på Judas sidste dage. Akas sendte bud til Tiglat-Pileser, kongen af Assyrien, og bad ham om at drage op og redde ham ud af hænderne på kongen af Damaskus og kongen af Samaria. Tiglat-Pileser gjorde det; han indtog Damaskus og kom dermed Akas til undsætning. Akas betalte ham tribut og drog op til Damaskus for at møde ham og vise ham underdanighed som en undersåt. Mens han var der, fandt han et afgudsdyrkende alter, lod et lignende fremstille og rejste det ved indgangen til Herrens tempel. Således førte han nationen ind i frafald, ligesom de andre i Israel.

TAM1897 Q1 43.14I Juda efterfulgte Ezekias Akas. Da Ezekias blev konge, ønskede han at blive befriet fra det assyriske herredømme og tributpligten. Der var en gruppe i Juda, der støttede Ezekias og var fast besluttet på at blive befriet fra Assyrien. Denne gruppe mente, at den eneste måde at gøre dette på var at søge hjælp hos Ægypten. Esajas profeterede på det tidspunkt, og han sagde til dem, at de skulle stole på Herren for at blive befriet fra både Ægypten og Assyrien. Han sagde til dem, at det var på grund af deres synd mod Herren, at de blev undertrykt. Han sagde til dem, at deres forsøg på at få hjælp fra Ægypten ikke ville nytte noget; for deres forsøg på at få hjælp fra Ægypten ville bringe dem endnu mere undertrykkelse, fordi Ægypten kun ville undertrykke dem i stedet for at hjælpe dem; at Ægypten ikke kunne befri dem.

TAM1897 Q1 44.1Se nu på det ottende kapitel i Esajas. Hvilket skriftsted i Esajas’ Bog bruger vi så ofte, når det handler om Herrens komme og ventetiden på Herrens komme? Hvor finder vi det? Kan I huske, at det ottende kapitel i Esajas er det, der taler om dem, der søger åndemanere, som hvisker og mumler – med henvisning til spiritismen? Det er der, hvor der står: »Bind vidnesbyrdet sammen, forsegl loven blandt mine disciple. Og jeg vil vente på Herren, som skjuler sit ansigt for Jakobs hus, og jeg vil se efter ham.« Er det så et adventkapitel? – Ja. Er det et kapitel, der rækker frem til Herrens komme? – Ja.

TAM1897 Q1 44.2Se nu, hvad der står i det kapitel. Se, hvad der står i begyndelsen af dette kapitel, fra og med det femte vers.

TAM1897 Q1 44.3Herren talte også igen til mig og sagde: »Eftersom dette folk afviser Shiloahs vand, der flyder roligt, og glæder sig over Rezin og Remaljas søn [dette var Assyrien og Damaskus]; se, derfor vil Herren lade flodens vand strømme over dem, stærkt og mængderigt, nemlig kongen af Assyrien og al hans herlighed; og han skal strømme op ad alle sine kanaler og oversvømme alle sine bredder; og han skal strømme gennem Juda; han skal strømme over og oversvømme, han skal nå helt op til halsen; og udbredelsen af hans vinger skal fylde hele dit lands bredde, o Immanuel.«

TAM1897 Q1 44.4Det var bogstaveligt talt sandt for dem. Kongen af Assyrien kom op og oversvømmede hele landet. Men hvorfor er det skrevet i en sammenhæng og på et sted, hvor man ser frem til Herrens komme, og om et folk, der skal se frem til Herrens komme? Det er skrevet på det sted og overleveret til os for at vise alle mennesker i vor tid, at vanskeligheder, trængsler og forvirring vil ramme hele landet og alle nationerne, at de vil strømme over og nå helt op til halsen og fylde hele landets bredde, og at folket ikke vil vide, hvordan det skal undslippe det. Derfor er dette skriftsted overleveret til os, der venter på Herren. Lad os læse videre og se.

TAM1897 Q1 44.5Foren jer, I folk, så skal I knuses; og hør efter, I alle i fjerne lande: Gør jer rede, så skal I knuses; gør jer rede, så skal I knuses. Hold råd sammen, så skal det blive til intet; tal ordet, så skal det ikke bestå; for Gud er med os. For Herren talte således til mig med stærk hånd og påbød mig, at jeg ikke skulle vandre på dette folks vej, idet han sagde: »I skal ikke sige: ’En sammensværgelse’, til alle dem, til hvem dette folk vil sige: ’En sammensværgelse’; og I skal ikke frygte deres frygt, ej heller være bange.«

TAM1897 Q1 44.6Er der sådanne tider nu, netop når man venter på Herrens komme? Forener de sig, fordi frygt og forvirring er over dem? Fordi trængsler kommer over landet? Ser vi noget af den slags nogen steder? Har nogen af jer set det? – Åh ja, det har I! Er der andre end syvende-dags adventisterne, der har set det? — Ja, hvis der overhovedet kan være nogen forskel, ser næsten alle det tydeligere end adventisterne. Men det ses; det er klart nok. Og de slutter sig sammen, binder sig sammen i grupper og flokke og gør sig klar. Hvad gør de sig klar til? Hvad skal der ske? — De skal knuses i stykker. Hvad gør de sig så klar til? — Til at blive knust i stykker. Men det tror de ikke; de tror, at de gør sig klar mod det onde, der kommer. Og de forsøg, de gør for at frelse sig fra det onde, forværrer kun situationen og bringer dem så meget tættere på undergang og på at blive knust i stykker.

TAM1897 Q1 44.7Hellig Hærskarers Herre selv; lad ham være jeres frygt, og lad ham være jeres rædsel. Og han skal være en helligdom, men en snublesten og en anstødssten for begge Israels huse, en fælde og en snare for Jerusalems indbyggere. Og mange blandt dem skal snuble og falde og blive knust og fanges i snaren og tages til fange. Bind vidnesbyrdet sammen, forsegl loven blandt mine disciple. Og jeg vil vente på Herren, som skjuler sit ansigt for Jakobs hus, og jeg vil se efter ham. Se, jeg og de børn, som Herren har givet mig, er tegn og vidundere i Israel fra Hærskarers Herre, som bor på Zions bjerg.

TAM1897 Q1 44.8Det står klart, at dette strækker sig frem til Herrens komme. Det er en formaning til det folk, der skal møde Herren. Men hvorfor nævnes de trængsler, der fandt sted i den tid, hvor Assyrien undertrykte Juda? Fordi det ganske enkelt viser meget tydeligt, hvilken slags trængsler der vil ramme hele landet og plage hele folket i tiden for Herrens komme. Og de forsøg, som Juda gjorde for at undslippe disse ulykker og befri sig fra dem, er nøjagtigt de samme forsøg, som vil blive gjort af dem, der bekender sig til at være Guds folk, for at befri sig fra de ulykker, der er på vej.

TAM1897 Q1 44.9Gud kalder hele tiden: Stol ikke på Assyrien; stol ikke på Ægypten; men sæt jeres lid til Herren alene. Vend ryggen til Assyrien: det er rigtigt. Men tag ikke til Ægypten for at undslippe Assyrien. Søg Herren. Gå ikke til Ægypten; gå til Herren. Og når I finder Herren af hele jeres hjerte, vil I blive befriet fra al denne trængsel og undertrykkelse fra Assyrien. Bare et par ord om det. Det tredivte kapitel i Esajas fortæller os hemmeligheden bag det.

TAM1897 Q1 45.1Ve de oprørske børn, siger Herren, som rådfører sig, men ikke med mig; og som dækker sig med et dække, men ikke med min Ånd, for at de kan lægge synd til synd: som drager af sted for at drage ned til Ægypten og ikke har spurgt mig; for at styrke sig i Faraos styrke og stole på Ægyptens skygge. Derfor skal Faraos styrke blive jeres skam, og tilliden til Ægyptens skygge jeres forvirring. Vers 1-3.

TAM1897 Q1 45.2Hans gesandter drog derned for at fremsætte deres forslag til Ægypten. Og da Juda sendte gesandter til Ægypten, skammede Ægypten sig over gesandterne.

TAM1897 Q1 45.3For dets fyrster var i Zoan, og dets sendebud kom til Hanes. De skammede sig alle over et folk, der ikke kunne gavne dem, ej heller være til hjælp eller gavn, men en skam og også en vanære. Profetien om dyrene fra Syden: ind i landet med trængsel og kval, hvorfra den unge og den gamle løve, hugormen og den brændende flyvende slange kommer, vil de bære deres rigdomme på skuldrene af unge æsler og deres skatte på kamelernes pukler til et folk, der ikke vil gavne dem. For Ægypterne vil hjælpe forgæves og uden formål; derfor har jeg råbt om dette: »Deres styrke er at sidde stille.« Vers 4-7.

TAM1897 Q1 45.4For at I kan se, at dette ikke er fremmed, vender jeg mig her og læser op fra et vidnesbyrd, dateret den 5. juli 1896, som følger:—

TAM1897 Q1 45.5De advarsler, der blev givet i Guds ord til Israels børn, var ikke blot beregnet til dem, men til alle, der skulle leve på jorden. Han siger til dem: »Ve de oprørske børn, … som rådfører sig, men ikke med mig; og som dækker sig med et dække, men ikke med min Ånd, for at de kan lægge synd til synd; som drager ned til Ægypten uden at have spurgt mig; for at styrke sig i Faraos styrke og stole på Ægyptens skygge.« Hvis Herren i oldtiden irettesatte sit folk, fordi de forsømte at søge råd hos ham, når de var i vanskeligheder, vil han da ikke være utilfreds i dag, hvis hans folk, i stedet for at stole på de klare stråler fra Retfærdighedens Sol til at oplyse deres vej, vender sig bort fra ham i deres prøvelser og trængsler og søger hjælp hos mennesker, der er lige så fejlbarlige og utilstrækkelige som de selv? Hvor er vores styrke? Ligger den hos mennesker, der er lige så hjælpeløse og afhængige som os selv, og som har lige så stort behov for Guds vejledning som vi? Kristus siger: »Uden mig kan I intet gøre,« og han har givet os Helligånden som en nærværende hjælp i enhver nød.

TAM1897 Q1 45.6Men I ved, at i sidste års forvirrende situation, som man håbede ville blive løst gennem den politiske kampagne, lod selv syvende-dags adventisterne sig rive så meget væk fra deres troskab mod Gud, at de deltog i kampagnen i et forsøg på at manipulere de politiske anliggender, kontrollere valgene og forsøge at forme begivenhederne. Til hvad? – Åh, for at hjælpe landet ud af de vanskeligheder, som de var så sikre på ville ramme landet. Selvfølgelig kommer der vanskeligheder over landet. Men vil syvende-dags adventisterne danne grupper til et sådant arbejde? Lad dem blive frelst fra Assyrien; lad dem blive frelst både fra Assyrien og Ægypten til Gud. Dette er den eneste frelse. Dette er den eneste befrielse, hvad enten det er dengang, nu eller for evigt.