Ud af Babylon og Ægypten

TAM1897 Q1 45.8Prædiken holdt mandag aften den 15. marts 1897 Trykt i General Conference Bulletin, første kvartal 1897, bind 2, nr. 1, s. 45-54.

TAM1897 Q1 45.9I vores lektion i går aftes nåede vi frem til et punkt i Judas historie, hvor trængsler fra Assyrien oversvømmede landet som en flodbølge. De ønskede at undslippe det, og Herren opfordrede dem til at søge ham af hele deres hjerte, for at han kunne frelse dem. De forsøgte ved hjælp af foreninger, forbund og alliancer med Ægypten at frelse sig selv.

TAM1897 Q1 45.10Således fortsatte det, indtil de nåede et tidspunkt i Ezekias’ liv, hvor al hjælp fra Ægypten var fuldstændig afskåret – ikke fordi han ønskede det sådan, men fordi det nu engang var sådan. Kongen af Assyrien havde bevæget sig rundt mellem Jerusalem og Middelhavet og placeret sig mellem de ægyptiske og de jerusalemitiske hære for at forhindre Judas og Ægyptens styrker i at forene sig. Så kunne han besejre hver af dem hver for sig.

TAM1897 Q1 45.11Første gang Sanherib drog op mod Jerusalem, gjorde han det samme, og Ezekias begik en så stor fejl, at der i Skriften står skrevet, at han gik ud til kongen af Assyrien og sagde: »Jeg har syndet; vend dig bort fra mig; det, du pålægger mig, vil jeg bære.« Og kongen af Assyrien pålagde ham tredive talenter guld og tre hundrede talenter sølv, og Ezekias måtte plyndre Guds hus for at betale tributten.

TAM1897 Q1 45.12Årsagen til denne urolighed var, at folket i Ekron havde gjort oprør mod assyrerne; men kongen af Ekron var trofast over for kongen af Assyrien og ville ikke slutte sig til folket i deres oprør. Da førte folket ham med magt som fange til Jerusalem og overgav ham til Ezekias, som skulle holde ham i forvaring. Og Ezekias modtog ham. Ezekias havde så stor sympati for deres oprør mod kongen af Assyrien, at han var villig til at deltage i det i denne grad.

TAM1897 Q1 45.13Kongen af Assyrien drog op og indtog Ekron. Derefter begav han sig til Jerusalem for at hente kongen af Ekron og sætte ham tilbage på tronen i Ekron. Ezekias befæstede byen og byggede volde og alle de forsvarsværker, der var nødvendige; men det hjalp ikke, det kunne ikke redde dem; for Gud kunne ikke redde dem på den måde. Jeg vil læse Sanheribs beretning om det felttog samt Bibelens beretning. Disse to beretninger er vævet sammen i »Empires of the Bible«, side 322 og de tre følgende sider. Jeg begynder at læse fra afsnit 15. Sanherib fortæller, hvordan befolkningen i Ekron havde gjort oprør, og at de havde taget deres konge til fange. Han siger:—

TAM1897 Q1 46.1Ypperstepræsterne, adelsmændene og befolkningen i Ekron, der havde lagt deres konge Padiah (der fulgte den assyriske tro og tilbedelse) i jernlænker og overgivet ham til Ezekias, kongen af Juda, og som havde handlet fjendtligt mod guden; disse mænd var nu rædselsslagne i deres hjerter.

TAM1897 Q1 46.2Og han indtog byen, og han fortsætter med at sige: »Ezekias, Judas konge, underkastede sig ikke mit åg.« Derefter siger Bibelen: »Derfor drog Sanherib, kongen af Assyrien, op mod alle Judas befæstede byer og indtog dem.« Derefter siger Sanherib:—

TAM1897 Q1 46.3Seksogfyrre af disse byer, stærke fæstninger, og de utallige byer i deres område, med krigsmaskiner, belejrede jeg, erobrede jeg, plyndrede jeg og regnede jeg som krigsbytte... To hundrede tusind et hundrede og halvtreds mennesker, små og store, mænd og kvinder, heste, hopper, æsler, kameler, okser og får i utallige mængder, fra midten af dem førte jeg bort og fordelte dem som krigsbytte.

TAM1897 Q1 46.4Derefter siger Bibelen:—

TAM1897 Q1 46.5Da Ezekias så, at Sanherib var kommet, og at han havde til hensigt at kæmpe mod Jerusalem, rådførte han sig med sine fyrster og sine krigsmænd om at standse vandet fra kilderne uden for byen; og de hjalp ham. Så samlede der sig et stort folk, og de lukkede alle kilderne og bækken, der løb midt gennem landet, og sagde: »Hvorfor skal Assyriens konger komme og finde rigeligt med vand?« Desuden styrkede han sig selv og genopbyggede hele den mur, der var brudt, og hævede den op til tårnene, og han byggede en yderligere mur udenfor, og han reparerede Millo i Davids by og fremstillede spyd og skjolde i overflod.

TAM1897 Q1 46.6Nu siger Sanherib:—

TAM1897 Q1 46.7Ham [Ezekias] selv, som en fugl i et bur, inde i Jerusalem, hans kongelige by, har jeg spærret inde; jeg har opført belejringstårne mod ham (for han havde givet befaling om at forny voldene ved sin bys store port).

TAM1897 Q1 46.8Og nu siger Bibelen:—

TAM1897 Q1 46.9Og han satte hærførere over folket og samlede dem hos sig på gaden ved byporten og talte opmuntrende til dem og sagde: Vær stærke og modige, frygt ikke og lad jer ikke skræmme af Assyriens konge eller af hele den skare, der er med ham; for der er flere med os end med ham; hos ham er en arm af kød; men hos os er Herren, vor Gud, til at hjælpe os og føre vore slag. Og folket satte sin lid til ordene fra Ezekias, Judas konge.

TAM1897 Q1 46.10Alt dette var sandt nok, hvis blot han havde været uskyldig i denne sag; men da Padiah, kongen af Ekron, på det tidspunkt sad fængslet i Jerusalem, kunne Herren ikke godkende den kurs, Ezekias havde valgt ved at forsvare byen. Derfor siger Sanherib:—

TAM1897 Q1 46.11Ezekias selv blev overvældet af frygten for min majestæts bebrejdelser; og Urbi, og hans egne soldater, og de andre soldater, som han havde ladet komme ind i Jerusalem, sin kongelige by.

TAM1897 Q1 46.12Derefter siger Bibelen:—

TAM1897 Q1 46.13Og kongen af Assyrien pålagde Ezekias, kongen af Juda, tre hundrede talenter sølv og tredive talenter guld. Og Ezekias gav ham alt det sølv, der fandtes i Herrens hus og i skatkamrene i kongens hus. På det tidspunkt fjernede Ezekias guldet fra dørene til Herrens tempel og fra de søjler, som Ezekias, kongen af Juda, havde beklædt, og gav det til kongen af Assyrien.

TAM1897 Q1 46.14Og om dette siger Sanherib:—

TAM1897 Q1 46.15Til den tidligere tribut, der blev betalt årligt, tilføjede jeg mit herredømmes alliancetribut og pålagde ham denne.... Håndværkerne, soldaterne og bygningsarbejderne, som han til befæstningen af Jerusalem, sin kongelige by, havde samlet inden for byens mure, bar nu tribut. Han sendte tredive talenter guld, 800 talenter sølv; vævet, skarlagenrødt, broderet stof; store ædelstene; sofaer af elfenben, flytbare troner af elfenben, bøffelskind, dan-træ, ku-træ, en stor skat af enhver art; samt sine døtre, eunukker fra sit palads, mandlige og kvindelige musikere efter mig til Ninive, min kongelige by. Og for at betale tribut og vise ærbødighed sendte han sin gesandt. Hans byer, som jeg plyndrede, skar jeg bort fra hans rige, og jeg gav dem til Mitinti, kongen af Ashdod, Padiah, kongen af Ekron, og Zilli-Bel, kongen af Gaza. Jeg formindskede hans rige.

TAM1897 Q1 46.16Det er den fulde historie bag det vers i Skriften, hvor der står, at Ezekias sendte bud til kongen af Assyrien og sagde: »Jeg har syndet; vend dig bort fra mig; det, du pålægger mig, vil jeg bære.«

TAM1897 Q1 46.17Nogen tid efter dette sendte Ezekias gesandter til Ægypten, og Ægypten indgik en alliance med Ezekias og sendte en hær af sted. Sanherib hørte om dette i tide til at placere sin hær mellem Ægypten og Jerusalem. Derefter sendte han først et bud til Jerusalem til Ezekias om at overgive sig og vente, indtil han vendte tilbage fra Ægypten, og at han så ville komme og føre dem alle i fangenskab til et land, der lignede deres eget, og som ville være lige så godt som deres. Men Ezekias påbød dem slet ikke at svare, og budbringeren vendte tilbage til Lakis og fandt ud af, at kongen var taget til Libna, og der aflagde de rapport til ham.

TAM1897 Q1 46.18Derefter hørte Sanherib, at de egyptiske hære var på vej op, og han sendte igen et brev til Jerusalem, hvor han fortalte, hvad han kunne gøre, og hvad Herren ikke kunne gøre; og at Ezekias ikke behøvede at stole på Herren, fordi Herren ikke kunne frelse dem ud af hans hænder; og at når han var færdig med kongen af Ægypten, ville han drage op, og Jerusalem ville måtte tage konsekvenserne.

TAM1897 Q1 46.19På dette tidspunkt havde Ezekias lært at stole på Herren; for han havde ingen anden at stole på. Han var til sidst tvunget til at sætte sin lid til Herren. Derfor gik han op til templet, lagde Sanheribs brev foran Herren og sagde til Herren: »Her er det nu; vi kan ikke gøre noget. Herre, tag du sagen i egen hånd for os.« Og Herren gjorde det. Den nat blev Sanheribs hære dræbt, og han vendte hjem til Ninive. Således blev de til sidst, gennem alle disse svære tider, disse ulykker, der ramte dem, og som lukkede dem så fuldstændigt inde, at de ikke kunne få nogen hjælp fra Ægypten eller noget andet sted, ført hen til det sted, hvor Herren ønskede, at de skulle være fra begyndelsen – til det sted, hvor han kunne frelse dem.

TAM1897 Q1 47.1Havde de blot hele tiden sat deres lid til Herren, som de gjorde dengang, ville Herren hele tiden have gjort det, han gjorde for dem dengang. De ville aldrig være blevet underlagt Assyrien eller have haft noget med Ægypten at gøre. De ville aldrig være blevet plyndret og ført bort i fangenskab. De ville altid have stået som Herrens folk og hans rige, boet for sig selv og ikke være blevet regnet blandt nationerne.

TAM1897 Q1 47.2Jeg behøver ikke at følge Judas historie i detaljer. Det er de ti stammers historie om igen. Det ville blot være at gentage den historie, vi gennemgik i går aftes, indtil vi kom til det sted, hvor Herren sendte sin profet til Zedekias, den sidste konge, og sagde: »Fjern diademet og tag kronen af: dette skal ikke være det samme; ophøj den, der er lav, og ydmyg den, der er høj. Jeg vil vælte, vælte, vælte det; og det skal ikke være mere, indtil han kommer, som har ret til det; og jeg vil give det til ham.«

TAM1897 Q1 47.3Kort efter blev hele folket ført i fangenskab til Babylon – undtagen de fattigste i landet, som ikke ejede noget. De blev efterladt i landet for at besidde det, som de ønskede. Således var det på den tid en fordel at være fattig og ikke eje noget; og det blev skrevet til forståelse for alle mennesker, der nu lever på jorden. Det er ikke en velsignelse at være rig og eje store ejendomme nu. Og dagene kommer snart, hvor de, der er fattige og ikke har noget, vil have det bedst i denne verden. Sådan var det, da Jerusalem blev ødelagt på den tid, og de blev ført i fangenskab til Babylon eller dræbt.

TAM1897 Q1 47.4På den tid kunne de, der intet ejede, finde et hjem overalt i landet; for de havde hele landet for sig selv. Alle de andre blev ført bort i fangenskab. Og sådan vil det blive igen. De, der klamrer sig til denne verdens ejendele, de, der vil være rige, vil blive ført bort i fangenskab af deres rigdomme og gå til grunde sammen med hele verden. Men de, der er fattige på denne verdens goder og ikke ejer noget, fordi de har sat alt ind på Guds sag – de vil bo i Herrens land, når alle, der bor i jordens lande, føres bort i fangenskab, og hele jorden ødelægges.

TAM1897 Q1 47.5Denne beretning om Israels frafald og deres undergang blev ikke skrevet for ingenting. Hosea og de profetier, der blev omtalt i går aftes, blev ikke skrevet for ingenting. Det ottende kapitel i Esajas blev ikke skrevet for ingenting. Disse ord blev skrevet til os, og vi må tage dem til os i vores tid.

TAM1897 Q1 47.6Nu kommer vi til Judas sidste dage. Læs Jeremias’ og Ezekiels bøger. De er nærværende sandhed i dag for syvende-dags adventisterne, lige så meget som Åbenbaringsbogen er det. Jeremias og Ezekiel er skrevet til os, for hvem verdens ende er kommet, fordi disse bøger blev skrevet i de dage, da Judas ende var kommet; og Jerusalems ødelæggelse og de tider, der fulgte med den, er ganske enkelt nedskrevet for at påpege for alle verdens folk de tider, hvor verdens ende og dens ødelæggelse er nær, og for at advare dem om de begivenheder, der vil følge med den, og de trængsler, der vil ledsage den.

TAM1897 Q1 47.7Israel valgte en konge mod Herrens protest. Da de blev adskilt, nåede de ti stammer til det punkt, hvor de var tvunget til at sige: »Vi har ingen konge«; og Herren sagde: »Jeg vil være jeres konge.« Igen sagde de: »Nej; vi skal have en konge.« Og de fik endnu en, og det var den sidste. Derefter havde de hverken konge eller rige længere; men de blev ført i fangenskab og gik tabt for evigt, fordi de ikke ville have Herren som deres konge.

TAM1897 Q1 47.8Juda holdt ud endnu et stykke tid, og så skete det, vi lige har læst: – »Fjern diademet, og tag kronen af.« Juda kan ikke længere have en konge. Den er tvunget til at sige: »Vi har ingen konge.« Den skal gå i fangenskab til Babylon. Folket og stammerne som sådan havde ikke længere nogen konger, før deres sande Konge kom, som har ret til at regere og herske; og selv da var de så fast besluttede, så fyldt af den samme ånd, der afviste Gud i Sauls dage, at de ikke ville have Herren til at herske over dem; de afviste ham og valgte en konge af denne verden – »Vi have ingen Konge uden Kejseren.«

TAM1897 Q1 47.9Det er alt sammen én og samme historie. Da de afviste Gud, gjorde de det på trods af hans indvendinger og valgte en konge, hvis navn var Saul. Herren så i det deres afvisning af Jesus, deres konge, og valget af kejseren og Barabbas. Deres afvisning af Kristus og valget af kejseren var blot den uundgåelige logiske følge af deres afvisning af Gud og valget af Saul. Da de afviste ham og valgte Saul, vidste Herren, at de ville afvise ham og vælge kejseren. Og det sidste skridt lå i det første.

TAM1897 Q1 47.10Derfor sagde Herren: »Samuel, de afviser ikke dig, men de afviser mig, for at jeg ikke skal herske over dem«; og det betyder det samme for syvende-dags adventisterne. Gud ønsker at være sit folks Hersker, han ønsker at være sit folks Konge. Skal han være det? Skal hans kongedømme være nok? Skal hans styre være nok for hans folk? Det er spørgsmålet nu, ligesom det var spørgsmålet dengang. Det var ikke nok for dem dengang; for de ville ikke underkaste sig ham af hele deres hjerte. De faldt i formalismen og blev så meget lig verden, at de faldt i verdens afgudsdyrkelse. De måtte have en konge, ligesom de andre hedninger. Og det er den samme historie i dag. Hvis Gud ikke er en tilstrækkelig hersker for syvende-dags adventisterne, er det fordi de ikke tror på ham af hele deres hjerte. Det er fordi de ligner hedningerne så meget, at de må have en hedensk regering og hedensk magt for at beskytte sig mod sig selv og for at regere sig selv. Åh, lad syvende-dags adventisterne i dag lytte til Herrens ord i dag: »Jeg vil være din konge.«

TAM1897 Q1 48.1Juda blev, som jeg sagde for et øjeblik siden, ført i fangenskab til Babylon, og nogle få af de fattigste blev efterladt i landet. Der burde de være blevet. Men de drog frivilligt til Ægypten. Igen mod Herrens protest drog de til Ægypten. Således blev hele Herrens folk spredt blandt hedningerne, i Babylon og i Ægypten. Og fra den tid af taler hele Skriften om, at hans folk skal føres ud af Babylon og ud af Ægypten; og sådan er det stadig.

TAM1897 Q1 48.2I dag lyder budskabet: »Går ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.« Det er Babylon. Og i det ellevte kapitel i Åbenbaringsbogen tales der om det, der »åndeligt kaldes Ægypten«; og de, der sejrer over dyret og over dets billede og over mærket og tallet på dets navn, »synger Moses’ sang« – ikke noget, der ligner den – men »sangen af Moses, Guds tjener«. Hvad var Moses’ sang? – Sangen om befrielsen fra Ægypten. Når de, der sejrer over dyret, over dets billede, over mærket og over tallet på dets navn, synger Moses’ sang, er det fordi de er befriet fra Ægypten. For i dag og indtil verdens ende gælder det: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.« Der findes i dag et Babylon og et Ægypten. I dag er der Guds folk i Babylon og i Ægypten. Og i dag kalder Herren: »Går ud fra hende, mit Folk!« og: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.«

TAM1897 Q1 48.3Se på det igen: Hvor var Nimrod? – Han var i Babylon og regerede over Babylons rige. Hvor var Abraham? – Han var i det land, der blev regeret af det rige, som Nimrod havde oprettet. Men Gud kaldte ham ud af det land. Det land var Babylon både åndeligt og fysisk. Og mere end det: Nimrod var søn af Kush, og Kush var søn af Ham, og Ægypten er Hams land. Således var der i Nimrod både Ægypten og Babylon. Og da Gud kaldte Abraham, kaldte han ham ud af både Ægypten og Babylon. Og »når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.« Og I er kaldet ud af både Ægypten og Babylon.

TAM1897 Q1 48.4Åh, lad os alle begynde at studere Bibelen og læse den med øje for, hvad den siger, og for de åndelige betydninger, der ligger i den. Så vil hele Bibelen, fra det første vers til det sidste, være en levende, strålende ting for hver og en af os.

TAM1897 Q1 48.5Derefter fandt vi Israel i Ægypten, og Herren kaldte dem ud af Ægypten igen. Så afviste de Herren, og det endte med, at de gik i fangenskab til Babylon og igen vendte tilbage til Ægypten. Og da Jesus kom, afviste de ham og valgte kejseren. Så opstod den kristne kirke, og der skete et frafald i kirken, som skabte et nyt Babylon, og Gud kaldte folk ud af dette Babylon. På reformationstidspunktet kaldte han dem til at komme ud af det Babylon. Derefter kom protestantismen, den reformerede kristendom, og den er faldet fra troen og skaber nu et billede af dyret, hvilket igen bringer Babylon, moderen og døtrene, forenet med verdens regeringer. Og stadig kalder Gud: Kom ud af Babylon, »Går ud fra hende, mit Folk!«

TAM1897 Q1 48.6Den filosofi, der forårsagede frafaldet i den kristne kirke; den falske, hedenske lære, der var blevet indført i de kristne skoler og forårsagede frafaldet, stammede fra Ægypten. Den ægyptiske filosofi fordrejede de kristne skoler, forårsagede frafaldet og opbyggede den romerske kirke, som i dag er både Babylon og Ægypten. Og således er det, at Herren i dag, i den levende, nærværende sandhed, kalder sit folk ud af både Babylon og Ægypten.

TAM1897 Q1 48.7Men Herren vil have det hele. Han vil herske over alt. Han vil have sit rige over alt. Han vil have det sådan i menigheden; han vil have det sådan i skolen; han vil have det sådan i forlagsinstitutionerne; han vil have det sådan overalt, hvor hans navn nævnes. Vil I lade ham få det sådan?

TAM1897 Q1 48.8I så fald må I, hver for sig, begynde med at lade Herren få hele pladsen i jeres eget hjerte. Lad den Konge herske der i sit eget rige, i Åndens rige. Dette kongedømme og denne hersken skal være så fuldstændige og absolutte, at I ikke vil anerkende nogen anden konge, ingen anden hersker end Gud, og ingen anden lov end Guds.

TAM1897 Q1 48.9Først da, og ikke før da, vil vi blive befriet fra Ægypten og Babylon. Og når vi således er blevet befriet fra Ægypten og Babylon, kan det med rette siges, og det vil da blive sagt af Herren til hele universet: »Her er de, som holder Guds bud og Jesu tro«, – ikke dem, der gjorde deres bedste – men det vil være Guds attest foran universet, der peger på et folk på jorden, der holder Guds bud og Jesu tro. Den tid er nær, og Gud kalder et folk ud af Babylon og ud af Ægypten, for at det kan ske, og for at han kan bekræfte: »Her er et folk, der vil lade mig herske over dem, og som ikke har brug for nogen anden hersker, ingen anden lov og ingen anden regering end Guds.«

TAM1897 Q1 48.10Lad os nu lige kigge på det igen. Gud skabte mennesket med det allerførste af alle budene til stede i ham og levende i ham: »du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.« Mennesket valgte en anden vej, lyttede til en anden stemme og mistede dermed alt. Gud rejste ham op igen og gav ham på ny det privilegium at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sit sind og af hele sin styrke. På kort tid var hans efterkommere kommet så langt væk fra Gud, at Herren slet ikke havde nogen plads i deres liv, og folket måtte udslettes fra jorden ved en syndflod. Der var kun otte sjæle, der var villige til at have Herren i deres liv.

TAM1897 Q1 49.1Herren begyndte sit værk på jorden igen med otte mennesker. For dem var det første af alle budene: »du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.« Men de vendte sig bort fra det, tilbad andre guder, og fra afgudsdyrkelse gik de over til monarki. Der blev oprettet en stat – verdens første stat. Den var frugten af frafaldet.

TAM1897 Q1 49.2Ud af den ugudelige stat kaldte Gud sit folk frem igen og skabte en ny slægt af væsener. Gud kaldte Abraham ud af det land, fra hans slægt og fra hans faders hus, til et land, som han ville vise ham. Og han gav ham ikke engang et stykke jord stort nok til at sætte sin fod på; men han lovede, at han ville give det til ham og hans sæd efter ham, selvom han endnu ikke havde noget barn. Således kaldte Gud ham ud af det land, hvor han boede, og gav ham intet land i verden. Derfor stod Abraham, Guds ven, Guds menighed, tilbage uden noget land i denne verden, og »når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.«

TAM1897 Q1 49.3Vi skal vandre i fodsporene af vores fader Abrahams tro, som han havde, selvom han endnu var uomskåret. Er I uden et land i denne verden? Herren kalder jer ud af jeres land, til det land, han viser jer. Det er det himmelske land. Vil I tage imod det?

TAM1897 Q1 49.4Abrahams efterkommere drog til Ægypten, og Gud adskilte dem fra det land. Moses var det store forbillede i den tid. Han var tronarving. Men han vendte ryggen til det og fulgte med Gud; og han måtte vende ryggen til det for at følge med Gud.

TAM1897 Q1 49.5Gud befriede sit eget folk og sagde til dem: »Folket skal bo for sig selv og ikke regnes blandt nationerne.« Men de vendte sig bort fra Gud og satte en konge og en stat op ligesom hedningerne omkring dem; og hvad blev der af det? Bragte det dem noget godt? Herren forlod dem ikke; men bragte det dem noget godt? Det var en uafbrudt nedgang, ned, ned, ned, indtil de blev splittet, og så gik begge dele til grunde; og fra den dag til i dag har de været »vandrere blandt nationerne«. De er ikke blevet regnet blandt nationerne, selvom de forsøgte.

TAM1897 Q1 49.6Da Kristus kom, oprettede han således igen en åndelig familie. Men igen indtrådte frafald, og kirken forfaldt til afgudsdyrkelse og hedenskab og oprettede igen en regering – kirke og stat. Det var pavedømmet; og hvad skal der blive af det? – I ved, at det skal »gå til fortabelse«. Derefter oprettede Gud igen en åndelig familie inden for den kristne protestantisme. Men den er faldet fra og har sluttet sig til skøgenes moder og opstiller dyrets billede – en stat på jorden, der foregiver at være Guds rige; og hvad skal der blive af alt det? – I ved, at den skal tilintetgøres med en evig tilintetgørelse.

TAM1897 Q1 49.7Hvad blev der af Nimrods rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af Ægyptens rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af Assyriens rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af de ti stammers rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af Judas rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af Babylons rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af det medo-persiske rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af det græske rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af det romerske rige? — Det blev ødelagt. Hvad blev der af de ti, der fulgte efter? — De vil blive ødelagt. Hvad blev der af pavedømmet, der oprettede sig på Roms ruiner? — Det skal ødelægges. Hvad skal der blive af det rige, der er skabt i dets billede, i USA? — Det skal ødelægges.

TAM1897 Q1 49.8Herren vil vise os, at han ikke ønsker, at hans folk skal have noget med disse ting at gøre. Er det ikke den lære, der ligger i det? Ønsker han, at hans folk skal knytte deres hjerter til det, der forgår? Fra Adam og indtil nu har Gud opfordret menneskene til at lade ham regere, så han kan være deres konge; at folket skal forlade deres land, deres slægt, deres faders hus og bo for sig selv og ikke regnes blandt nationerne. Vil han nogensinde finde et folk, der vil lade ham få sin vilje?

TAM1897 Q1 49.9(Stemmer) Ja.

TAM1897 Q1 49.10Ja; vi ved, at han vil få et sådant folk, for Guds ord siger det. Men skal han finde dette folk blandt dem, der nu bekender sig til at være hans folk? Det er spørgsmålet. Skal I være blandt disse? Vil I være blandt disse? – I siger: Ja. Vil I da forlade jeres land, jeres slægt og jeres faders hus? Vil I bo for jer selv og ikke regnes blandt nationerne? Vil I have Gud som jeres konge og ingen anden konge? Vil I have Guds styre som jeres styre og ikke have brug for noget andet styre?

TAM1897 Q1 49.11Ikke at I vil gøre oprør mod nogen anden regering; I har ganske enkelt ikke brug for nogen anden, fordi I har den bedste regering – den regering, der er fuldkommen. Hvis den regering er til stede i jeres liv, vil I ikke have brug for nogen regering på jorden til at regere over jer, og de vil ikke have nogen problemer eller vanskeligheder med jer. Det er alt, hvad Herren beder om. Vil I lade ham få den plads i jeres liv?

TAM1897 Q1 50.1Det står netop i den tredje engels budskab, at Gud ved det og gennem det agter at »etablere kristendommen på et evigt grundlag«. Når Gud så, lige så sikkert som i den tredje engels budskab, etablerer kristendommen på et evigt grundlag, vil det være en kristendom, der ikke vil være forbundet med noget som helst på denne jord. Den vil kun være forbundet med Gud; kun med hans evige ord; oplyst af hans evige Ånd; undervist af Ham, hvis udgang har været fra evighedens dage; og således føres til den evige Gud, for at han kan herske, og nedenunder skal de evige arme være.

TAM1897 Q1 50.2Jeg ved, og I ved, at der er nogle af brødrene, der ikke mener, at dette er korrekt. For to år siden blev det forkyndt og offentliggjort i BULLETIN. Af mange blev det ikke accepteret. Af nogle accepteres det stadig ikke. Det anses for at være helt forkert. Men på den seneste Generalkonferens blev der læst to vidnesbyrd op for os – skrevet specielt til denne konference, og det ene er, så vidt jeg kan se, trykt i BULLETIN nr. 4; det næste er endnu ikke trykt, men vil vel snart blive det – hvor syvende-dags adventisterne irettesættes for at engagere sig i politiske anliggender. Jeg læser her et afsnit, der vil vise jer, hvad det går ud på:—

TAM1897 Q1 50.3Herren Jesus er skuffet over sit folk. Han er Hærføreren, og de skal samles under hans banner. De har hverken tid, visdom eller styrke til at tage parti for politiske partier. Menneskene drives til intens aktivitet af kræfter nedefra, og Guds sønner og døtre skal ikke bruge deres indflydelse i denne politiske strid. Men hvilken ånd har taget fat i vores folk, når de, der tror, at vi nu befinder os under den tredje engels budskab – verdens sidste budskab om barmhjertighed – brødre i samme tro, dukker op iført de modstridende politiske partiers symboler, forkynder modsatrettede holdninger og giver udtryk for deres splittede meninger?

TAM1897 Q1 50.4Nu stiller jeg dette spørgsmål i form af en påstand: Hvis det, der blev forkyndt for to år siden om dette emne vedrørende regeringen og kirken, var blevet accepteret og fulgt af alle syvende-dags adventister, kunne der da overhovedet have opstået plads til dette vidnesbyrd? — Helt klart nej. Opfordrede disse lektioner da til det forkerte, da de opfordrede Guds folk til en holdning, hvor det ville være umuligt for ham at finde fejl ved dem? Jeg tænker her på netop dette punkt. Jeg mener, at når der fremlægges en sandhed fra Guds ord, som – hvis hans folk ville acceptere den foran Gud og verden – ville placere dem i en sådan holdning, at det ville være umuligt for Herren at finde fejl ved dem i forhold til denne sandhed, er det da ikke sikkert at acceptere det som sandheden? Hvordan kunne det overhovedet være forkert?

TAM1897 Q1 50.5Men dette er kun et af vidnesbyrdene. Det andet vidnesbyrd indeholder side efter side med irettesættelser af samme art til hans folk for at have indladt sig på de politiske diskussioner under den seneste valgkamp; således at Herren i to på hinanden følgende vidnesbyrd har været nødsaget til at sende irettesættelser til sit folk for at gøre netop det, som de ville være blevet bevaret fra, hvis de havde accepteret det budskab, der blev givet dem atten måneder før valgkampen begyndte. Hvorfor sendte Herren da dette budskab til sit folk atten måneder før, der overhovedet var anledning til, at de skulle vælge den modsatte kurs? Ønskede han ikke, at hans folk skulle være forberedt, når den tid med forvirring og diskussion kom over dem, så de ville kende den rette vej og ikke blive forvirrede sammen med de øvrige, der var forvirrede, og så de ikke ville deltage i de ting, som han er nødsaget til at irettesætte dem for?

TAM1897 Q1 50.6Jeg beder ikke nu om, at nogen skal acceptere det, blot fordi det står der. Jeg beder om, at de skal acceptere det, undersøge det, bede over det, overveje det og acceptere det, fordi det er sandheden, og fordi det vil befri Guds folk fra risikoen for, at han nogensinde bliver nødt til at irettesætte eller korrigere dem på et sådant punkt. Alligevel ved jeg, at der er brødre, der stadig mener, at det hele er forkert, og som siger, at det krævede, at vores folk indtog en ekstrem holdning, og at det netop var at indtage en ekstrem holdning. Kan det være en ekstrem holdning, der placerer Guds folk dér, hvor han ønsker, at de skal stå, så de bliver fuldstændig fri for alle disse forvirrende ting, der forvirrer verden?

TAM1897 Q1 50.7I år er den samme tankegang kommet til udtryk på en anden måde. De skriftsteder, der blev henvist til for to år siden, er slet ikke indgået i dette års lektioner. Det var evangeliet dengang; det er evangeliet nu; for det er ganske enkelt evangeliet, der gennemsyrer hele Bibelen, og man kan ikke slå op i Bibelen hvor som helst uden at finde, at den siger netop det.

TAM1897 Q1 50.8Der er en anden ting, vi må overveje. Hvis vi deltager i politiske anliggender og politiske diskussioner, vil forskellige individer indtage forskellige standpunkter i modstående politiske partier, forkynde modsatrettede holdninger og give udtryk for deres splittede meninger, alt imens de bekender sig til at være brødre. Hvad er det sidste skridt i politisk arbejde? – Krig, naturligvis. Hvad er der så i det, helt fra begyndelsen? – Simpelthen det samme, som der er i det til sidst – krig. Det er den ånd, fra begyndelse til slutning. Kan brødre i Kristus, som er ét i Kristus, engagere sig i noget, der vil få dem til at blive splittede, i en ånd af fjendskab? Kan de det? — Nej; ikke uden at ophøre med at være ét i Kristus. De skal søge enhed, søge Åndens enhed, »gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd«.

TAM1897 Q1 50.9Nogle har været villige til at følge logikken i det og indrømme, at det i sidste ende er tilladt for selv kristne, enhver kristen, syvende-dags adventister eller andre, at kæmpe. Ikke for at kæmpe mod hinanden, selvfølgelig, men for at kæmpe for deres land og deltage i krig for at opretholde den civile regering. Men hvor er den kristnes land? Hvor er den kristnes regering? Kan I sige det?

TAM1897 Q1 50.10(Stemmer) »Ikke af denne verden.«

TAM1897 Q1 50.11Det er ikke af dette land og ikke af denne verden. Vores rige og land er ikke af denne verden. Men kan kristne kæmpe for deres land med kødelige krigsvåben? Kongen af det land lod sig korsfæste, dræbe og begrave ude af syne, hellere end at løfte en hånd for at kæmpe for sit land. Kan noget, hvis logik går så langt, da overhovedet være sandt fra begyndelsen?

TAM1897 Q1 51.1Men det er ikke alt. Hvis vi som syvende-dags adventister skal forkynde disse principper og holde fast ved dem, er der et vigtigt skridt, der må tages, af retfærdighed over for den amerikanske regering, af retfærdighed over for delstaten Michigan og flere andre delstater, for at vi kan fremstå i det rette lys.

TAM1897 Q1 51.2Jeg gentager det, så I kan forstå, hvad jeg taler om. Hvis det skal være sådan, at vi accepterer princippet om, at kristne må kæmpe, må løfte deres højre arm for at forsvare landet og regeringen og alt det, så må kirkesamfundet, af hensyn til sig selv og især af hensyn til den amerikanske regering og flere af delstaterne, offentligt proklamere det og tage afstand fra og vende den kurs, som kirkesamfundet som sådan engang fulgte.

TAM1897 Q1 51.3Jeg har her to små dokumenter, trykt i 1865, men det, der står skrevet i dem, fandt sted i 1864. Det ene har titlen »Syvende-dags adventisternes synspunkter vedrørende våbenbrug, som blev forelagt guvernørerne i flere delstater og provostmarskalgeneralen [dvs. i USA], sammen med et uddrag af værnepligtsloven.«

TAM1897 Q1 51.4På det tidspunkt fremførte syvende-dags adventisterne gennem Generalkonferensens udvalg over for regeringen i USA samt regeringerne i delstaterne Illinois, Michigan, Pennsylvania, Wisconsin og en eller to andre delstater, at syvende-dags adventisterne som kristne – og netop fordi de var kristne – ikke kunne indrømme, at kristne under nogen omstændigheder måtte bære våben eller kæmpe. Det andet dokument består af uddrag fra syvende-dags adventisternes skrifter og publikationer, der skal begrunde, at regeringen kan acceptere denne anmodning fra trossamfundet som ægte.

TAM1897 Q1 51.5Hvis denne beslutning nu skal omstødes, og vi skal acceptere den opfattelse, at kristne overhovedet under nogen omstændigheder må kæmpe, for regeringen eller hvad det nu måtte være, så skylder vi den amerikanske regering, at Generalkonferensens udvalg, der repræsenterer trossamfundet, henvender sig til den amerikanske regering og fortæller dem, at vi har ændret vores synspunkter; og henvender sig til guvernørerne i disse stater og fortæller dem, at vi har ændret vores synspunkter; således at optegnelserne kommer til at stemme overens med vores nye og reviderede synspunkter om dette emne.

TAM1897 Q1 51.6Nu tror jeg ikke et øjeblik på, at vi skal holde fast i noget, der er sket, blot fordi det er sket. Men hvis det, der skete, var rigtigt, så skal vi holde fast i det. Og jeg siger nu, at hvis vores synspunkter skal ændres på det punkt, skylder vi disse regeringer at informere dem om det, så de ikke opfatter os som andet end netop det, vi er. Det er kun rimeligt over for regeringerne; for som trossamfund har vi officielt givet udtryk for, at vi indtog den modsatte holdning.

TAM1897 Q1 51.7For to år siden, da disse foredrag blev holdt, vidste jeg ikke, at disse dokumenter fandtes. Jeg vidste ikke, at de fandtes, før omkring begyndelsen af året 1897. Nogen sendte dem til mig i en konvolut, og det er alt, hvad jeg ved om det. De blev trykt i 1865 af »Steam Press of the Seventh-day Adventist Publishing Association, Battle Creek, Mich.« Medlemmerne af Generalkonferensudvalget har underskrevet de dokumenter, der blev forelagt den amerikanske regering, og medlemmerne af delstatskonferenceudvalgene har underskrevet de dokumenter, der blev forelagt delstatsguvernørerne.

TAM1897 Q1 51.8Nu vil jeg læse nogle af de uddrag op for jer, som dengang blev trykt fra dokumenter, publikationer og aviser fra syvende-dags adventisterne som bevis over for den amerikanske regering og som bevis over for delstatsguvernørerne på, at den holdning, som kirkesamfundets Generalkonferensudvalg indtog, var deres velkendte holdning og ikke en, der var opfundet for lejligheden for at undgå værnepligt eller for at undgå de konsekvenser, der ramte landet på grund af krigen. Dette dokument blev fremlagt som bevis for disse myndigheder på, at det var et princip hos syvende-dags adventisterne, og at de holdt fast ved det, fordi det var kristendom.

TAM1897 Q1 51.9Jeg vil læse et par uddrag herfra, og I vil se, hvad jeg indså, så snart jeg læste det – nemlig at hvis jeg havde haft dette dokument foran mig for to år siden her i Tabernaklet, kunne jeg ikke have undervist i de principper, der står i det, mere tydeligt, end jeg gjorde i de lektioner, jeg holdt, og som blev offentliggjort i BULLETIN. Her er et uddrag fra noget, der blev skrevet i »Signs of the Times« af pastor James White i 1853:—

TAM1897 Q1 51.10Den såkaldte Kristi kirke har forladt sin sande ægtemands arm og støtter sig nu til lovens stærke arm. Den søger beskyttelse og næring hos verdens korrupte regeringer og repræsenteres passende af den gamle moders skøge-døtre, idet hun er et symbol på den katolske kirke. Ligesom kvinden bør holde sig til sin ægtemand, så bør kirken holde sig til Kristus og i stedet for at søge beskyttelse hos lovens arm udelukkende støtte sig til sin Elskedes mægtige arm. Kirken er ulovligt forbundet med verden. Dette kan ses i de forskellige afdelinger af den verdslige regering. Selv i krigsministeriet ses den såkaldte prædikant for Jesus Kristus håne fredens Gud med sine bønner om succes i kamp.

TAM1897 Q1 51.11Endnu et uddrag citeret fra »Review and Herald« af 9. maj 1854:—

TAM1897 Q1 52.1Uanset om disse ting er nært forestående eller ej [det handler om Herrens genkomst], forbliver faktum det samme: Der hersker en krigsånd, en ånd af had og vildfarelse. Det er dens forurenende indflydelse, vi frygter — det er den demoraliserende indflydelse af fortrolighed med tanker om krig og blodsudgydning, det er den usunde ophidselse, den bitre partiånd, der er ond og får det onde til at sprede sig.

TAM1897 Q1 52.2Lad det ikke siges, at der ikke er nogen fare for Kristi disciple fra disse årsager. Der er fare; for der står: »Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste.« Sådan er de mystiske og uforklarlige bånd, der knytter menneske til menneske, og som forbyder en adskilt og isoleret interesse, at vi ubevidst opfanger den fremherskende stemning og ikke ved det, før sindet er forvrænget og uroligt; og således, når det befinder sig i en usund tilstand, er det rede til at modtage og undfange det onde. Den moralske svøbe er endnu mere ødelæggende end pesten.

TAM1897 Q1 52.3Et andet uddrag genoptrykt fra »Review and Herald« af 31. juli 1856:—

TAM1897 Q1 52.4Jesus har sagt: »Følg mig.« Hvad, kære bror, kære søster, er jeres trosstandard? Er det ikke Bibelen? I siger: Ja. Så vil vi vende os derhen, for at vi kan lære, om vi følger Jesus eller ej. Jeg vil gå foran jer på jeres vej og tale med jer; og denne vej er hver eneste handling i vores liv. Lad os først se bredt på det og spørge: Handler I som verden? Men I spørger: »Hvad mener du?« Jeg vil forsøge at forklare det. Tager I del i verdens leveregler og love? Hvis ja, er jeres vej ikke den, som Jesus vandrede. Jesus sagde: »De (disciplene) er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.« Hvornår så I Jesus i Kejserens retssal? — Aldrig, kun da han blev ført som et lam til slagtning.

TAM1897 Q1 52.5Men vi ønsker gode love, og det er vores pligt at få gode mennesker til at udarbejde og håndhæve dem.

TAM1897 Q1 52.6Vi ønsker sandelig gode love; og Jesus har ikke efterladt os til at følge ham uden dem. Han siger: »det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.« Johannes 14:24.

TAM1897 Q1 52.7Salmedigteren siger: »Herrens lov er fuldkommen og genopretter sjælen.« Salme 19:7. Paulus siger: »Hvert Skrift er indåndet af Gud og nyttig til Belæring, til Irettesættelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed, for at Guds-Mennesket må vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gerning.« 2. Timoteus 3:16, 17. Hvad mere kan du ønske dig? Eller hvad mindre kan du ønske dig, kære bror?

TAM1897 Q1 52.8Det næste, du kræver af din repræsentant, er, at han vedtager love, som, hvis de tilsidesættes, håndhæves med sværdet, et ukristeligt våben. Nævnte love er selve essensen, selve livskraften i den nævnte regering, som han er en integreret del af, og som kun kan opretholde sin eksistens som stat ved hjælp af våbenarsenaler eller dødsredskaber, store flåder og militærstyrker udstyret med deres dødbringende våben. Derefter placerer du din gode kristne bror, tilhænger af Fredsfyrsten, ved skafottet for at fuldbyrde dødsstraffen; eller i spidsen for en militærstyrke, med en habeas corpus-kendelse for at tvinge en fattig bror tilbage i trældom for forbrydelsen at ønske at indånde himlens frie luft. Eller, hvis han er nationens øverste embedsmand, sætter du din gode biskop op på en krigshest, bevæbnet fra top til tå, som øverstbefalende over alle dødens kræfter i nationen.

TAM1897 Q1 52.9Jeg vil spørge, kære Jesu tilhængere: Kan mennesket retfærdiggøre at dræbe, når Gud har sagt: »Du skal ikke dræbe«? Hviler ikke hele den menneskelige regerings struktur på sværdet? Skal de ikke smadres til splinter, når han kommer, som har ret til at herske i retfærdighed?

TAM1897 Q1 52.10Men jeg er ikke i krig med menneskelige regeringer. Nej, nej. David siger i en lovsang til Gud: »Menneskets vrede skal sandelig prise dig; den resterende vrede skal du holde i skak.« Salme 76:10. »Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den. Thi den er en Guds Tjener, dig [kristen] til gode.« Romerbrevet 13:3, 4.

TAM1897 Q1 52.11Hvis I, mine brødre, husker på, at kristne er et særskilt folk, en lille hjord, adskilt og udvalgt fra verden for at være lys i eller for verden, så verden ved at se deres gode gerninger (lys) kan blive ledt til at slutte sig til den lille hjord, der hele dagen regnes til slagtning, og dermed herliggøre jeres himmelske Fader, så vil I være i stand til at forstå skriftsteder som Romerbrevet 13, og 1. Timoteus 1; 2, som jeg måske vil komme ind på senere. »Lad skårene strides med jordens skår« [Esajas 45:9]; men lad de kristne have Jesu sind, så vil de følge Jesus.

TAM1897 Q1 52.12Har vi set nogle af konsekvenserne af, at bekendende kristne følger verden? Må det da forberede os på at nå op på en høj, som Bileam gjorde, da Balak kaldte på ham for at forbande Israel, da han fremsatte sin lignelse og sagde: »Hvordan skal jeg forbande den, som Gud ikke har forbandet? Eller hvordan skal jeg trodse den, som Herren ikke har trodset? For fra klippernes top ser jeg ham, og fra bakkerne skuer jeg ham: Se, dette folk skal bo for sig selv og ikke regnes blandt nationerne.« 4. Mosebog 23:8, 9.

TAM1897 Q1 52.13Jeg vil nu læse endnu et uddrag, genoptrykt fra »Review«, dateret 14. august 1856:—

TAM1897 Q1 52.14Har Jesu evangelium givet jer ret til at bruge sværdet, til at bevæbne jer med kødelige våben, til at tage til sværd for at »forsørge jeres egen husstand«, til at befri de undertrykte fra undertrykkernes magt ved at bryde Guds sjette bud: »Du skal ikke dræbe«? Jesus siger: »Elsker eders Fjender.«

TAM1897 Q1 52.15Mener I, at I som kristne, der lever under evangeliet, har bibelsk tilladelse til på nogen som helst måde at blande jer i politiske stridigheder? Enten ved at lovgive eller ved at håndhæve menneskelige regeringers love? Hvis ja, tror jeg, I tager meget fejl.

TAM1897 Q1 52.16Det var, hvad kirkesamfundet sagde i 1864. De fremlagde dette for den amerikanske regering som bevis på, at de ikke troede på krig, og at de ikke kunne deltage i våbenbrug, og at man ikke kunne forvente, at de ville kæmpe, hvis de blev indkaldt. Og den amerikanske regering lyttede til deres fremstilling og sørgede for, at de kunne arbejde på hospitalerne, hvor de kunne udføre evangeliets prædikanters arbejde, tage sig af de syge og bringe frelse til de døende. Hvis dette nu skal ændres, bør vi ærligt træde frem for regeringen og erklære, at det er blevet ændret.

TAM1897 Q1 52.17Jeg fortsætter med at læse:—

TAM1897 Q1 52.18Hver eneste tekst, I måtte citere, eller hver eneste plausibel begrundelse, I måtte fremføre, skal prøves mod den klare, bogstavelige Skrift. Det kan være, at vi på et passende tidspunkt vil tage alle sådanne skriftsteder eller begrundelser, som I fremfører, i betragtning; men først vil vi lytte til evangeliet. For kristne, der er villige til at følge Jesus, bør dette være nok.

TAM1897 Q1 52.19Jesus siger: »Om nogen tjener mig, han følge mig.« Johannes 12:26. Men siger du: »Det kan jeg godt, og jeg kan tjene som en trofast borger i mit land, i dets nationale politik og regering?« Stop. Jesus siger: »Ingen kan tjene to Herrer.« Matthæus 6:24. »Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder.« Johannes 15:19.

TAM1897 Q1 52.20Hvilken andel kan I have i verdens politik, hvis »I ikke er af verden«, men er hadet af verden og er udvalgt »ud af verden«? »Men må vi da overlade magten i de ugudeliges hænder?«, siger I. I kan ikke gøre noget ved det. De ugudelige og vildlederne vil blive værre og værre; og i verdens endetid vil de ugudelige handle ugudeligt, og ingen af de ugudelige vil forstå det. Daniel 12:10. Årsagen er, at verden ikke er villig til at adlyde Gud eller følge Jesus, idet den ikke anerkender, at der er én lovgiver. Jakob 4:12.

TAM1897 Q1 53.1»Derfor sagde Herren: Eftersom dette folk nærmer sig mig med deres mund og ærer mig med deres læber, men har fjernet deres hjerte langt fra mig, og deres frygt for mig er indlært ved menneskers forskrifter: derfor, se, vil jeg gå i gang med at udføre et forunderligt værk blandt dette folk, ja, et forunderligt værk og et vidunder; for deres vises visdom skal forgå, og deres kloges forstand skal skjules.« Esajas 29:13, 14. Hvor vidunderligt dette illustreres i forløbet hos de mange højtstående teologer, som for ganske kort tid siden stod i spidsen for religiøse vækkelser, moralske reformer og fredsforeninger: de ledte Kristi kirke, bevæbnet med det evangelium, der bringer liv og udødelighed frem i lyset; anvendt gennem indtrængende opfordringer, bønner og tårer; nu handler de i direkte modstrid med evangeliet, når Jesus har sagt: »I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.« »Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.« Mattæus 5:43-45; Lukas 6:36. Trods disse skriftsteder ser vi de kristne kirkers beklagelige tilstand, efterhånden som de udvikler deres moralske forfald og tilpasning til verden. Vi citerer nogle få af de mange eksempler.

TAM1897 Q1 53.2Her følger adskillige udtalelser fra fremtrædende prædikanter, der taler om »våben«, »kamp«, »slag«, »krig« osv. Det fortsætter derefter som følger:—

TAM1897 Q1 53.3I lyset af sådanne kendsgerninger, der viser, hvordan det fineste guld er blevet forvandlet til noget værre end slagge, og den totale tilsidesættelse af Kristi vidnesbyrd og deres tidligere bekendelse, må vi udbryde: »de ere gåede på Kains Vej og have styrtet sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld.«

TAM1897 Q1 53.4Følger disse mænd Jesus? Ruster de sig selv og deres tilhængere med evangeliets våben? Udviser de ubetinget tillid til Guds fuldkomne lov? Anerkender de, at der kun er én lovgiver for den kristne? Hører de Paulus sige: »vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse«? 2. Korintherbrev 10:4. Lytter de endelig til de skrifter, som de påstår at undervise i?

TAM1897 Q1 53.5Tag Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod djævelens list. Hvorfor? – »Thi for os står Kampen ikke imod Blod og Kød.« Nej; det er ikke Jesu tilhængeres kald. Men vi kæmper »imod Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod Ondskabens Åndemagter [onde ånder, i marginen] i det himmelske.« »Derfor tager Guds fulde Rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde Dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt.« Efeserbrevet 6:11-13.

TAM1897 Q1 53.6Paulus opregner de kristne våben i Efeserbrevet 6:14-18 og siger: Tag »Åndens Sværd [ikke af stål], som er Guds Ord, idet I under al Påkaldelse og Bøn bede til enhver Tid i Ånden«; iført denne himmelske rustning og med fødderne skoet med den beredvillighed, som fredens evangelium giver, idet I stræber efter at nyde Kristi velsignelse: — »Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed. … Salige ere de, som stifte Fred [ikke dem, der bryder freden], thi de skulle kaldes Guds Børn.« Mattæus 5:7, 9. Lyt til Johannes, når han taler til soldaterne, da de spørger, hvad de skal gøre. Han svarer: »Øver ikke Vold imod nogen.« Lukas 3:14.

TAM1897 Q1 53.7Husk, at Jesus sagde til Peter, da den store praktiske lære blev forkyndt for alle kristne om, hvad man skal gøre med sværdet: »Stik dit Sværd igen på dets Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.« Mattæus 26:52.

TAM1897 Q1 53.8Lad de kristne vandre i lyset af disse sandheder, og der ville kun være få kristne generaler eller soldater, der ville bruge »pastor Beechers 25 Sharps-rifler«, selvom der hyklerisk var fastgjort en bibel til bagenden af hver enkelt.

TAM1897 Q1 53.9De hører Jesus sige: »Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine Tjenere stridt.« Johannes 18:36. Kristne, der således er bevæbnet med disse evangeliske våben og fuldstændig afvæbnet for de kødelige, idet de er helt adskilt fra verdens regeringer, kan lade verden, bevæbnet som den er med dødens våben, styrte ned ad den brede vej og håndhæve sine ukristelige love med dødsstraf.

TAM1897 Q1 53.10Det er et ubeskriveligt privilegium for menighedens rest, når de ser tilbage på fortidens historie og ser, at selvom Kristi disciple ligesom Paulus har råbt: »For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår. [Romerbrevet 8:36]«; mens deres vej er blevet fugtet med tårer, gennemblødt af deres blod og dækket af deres sønderrevne lig og blegede knogler;—er det deres privilegium at udbryde sammen med Bileam, når de ser, at Guds »folk skal bo for sig selv og ikke regnes blandt nationerne«, »Lad mig dø de retfærdiges død, og lad min sidste ende blive som hans!« 4. Mosebog 23:9, 10.

TAM1897 Q1 53.11Der står betydeligt mere i dette hæfte, men jeg behøver ikke at læse mere af det. Jeg vil læse endnu et eller to afsnit fra Herren, som er her for os i vor tid. Dette blev givet os for fire år siden fra profetiens Ånd og blev læst op for os her i dette Tabernakel:—

TAM1897 Q1 53.12»Herren har udvalgt Jakob til sig selv og Israel som sin særlige skat. For jeg ved, at Herren er stor, og at vor Herre er over alle guder.« Tænk på, mine brødre og søstre, at Herren har et folk, et udvalgt folk, sin menighed, som skal være hans eget, hans egen fæstning, som han bevarer i en syndplaget, oprørsk verden; og han havde til hensigt, at der ikke skulle kendes nogen autoritet i den, ingen love skulle anerkendes af den, bortset fra hans egne.

TAM1897 Q1 53.13En anden kom til os ved Generalkonferensen i år. Dette fører os lige tilbage til det sted, hvor frafaldet begyndte, og stiller os ansigt til ansigt med Gud, med hans sandhed og med hele dette emne, sådan som det er fra Herren; sådan som han ønsker at være sammen med sit folk i dag.

TAM1897 Q1 53.14Grænsen mellem det folk, der bekender sig til at holde Guds bud, og verden er ikke så tydelig, som den engang var. De, der vandrer i harmoni med Gud, vil ikke deltage i politiske sammenkomster. De, der gør dette, viser, at de ikke er trofaste tjenere for Jesus. De har håndteret almindelig ild så længe, at deres skelneevne er gået tabt. Der er et folk, der har meldt sig til at stå under Jesu banner. De er Kristi hær. De har forpligtet sig til at træde ud af verden og være adskilte. De har forpligtet sig til at bruge Åndens sværd, Guds ord, til at føre en aggressiv krig mod synden og al uretfærdighed. Vi skal vise vores loyalitet.

TAM1897 Q1 53.15Det er et statsligt udtryk; det er et udtryk, der gælder for statsborgerskab. Hvad skal vi vise vores loyalitet over for? Det er spørgsmålet.

TAM1897 Q1 53.16Vi skal vise vores loyalitet over for vores Konge, Herren Jesus Kristus. Apostlen Jakob erklærer: »Den, der vil være verdens ven, er Guds fjende.« Og den elskede Johannes, den discipel, der i ånden ligner Jesus mest, har givet advarslen: »Elsk ikke verden eller det, der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham.« Ingen vil finde lykke ved at følge Adams eksempel og vige bort fra sin Skaber.

TAM1897 Q1 54.1Så disse lektioner slutter netop der, hvor vi begyndte – med Adam og hans Skaber og det første af alle budene i universet: »du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.« Da vil I ikke vige bort fra jeres Skaber. Da vil der ikke være noget frafald. Da vil der ikke være nogen afgudsdyrkelse. Da vil der ikke blive oprettet noget styre efter de hedningers eksempel, som har vendt sig bort fra Gud; men Gud vil være alt i alt og vil føre sit folk til det herlige land, som han viste vores fader Abraham, da han adskilte ham fra alle verdens regeringer og holdt ham adskilt, mens han levede i verden.

TAM1897 Q1 54.2Han, som kalder os til at følge og vandre i sporene af den tro, som vores fader Abraham havde, da han endnu var uomskåret, vil da føre os til det land, som er alle landes herlighed; og der skal vi bo i Herrens nærhed og under den Almægtiges herlige vinger for evigt – idet vi elsker Gud af hele vores hjerte, af hele vores sjæl, af hele vores sind og af hele vores styrke; og han kan pege på os nu, da og for evigt i universets nærvær og sige: »Her er de, som holder Guds bud og Jesu tro«.

TAM1897 Q1 54.3Og lad hele folket sige: »Amen og amen.«