Ægypten og Israel
TAM1897 Q1 20.8Prædiken holdt torsdag aften den 4. marts 1897 Trykt i General Conference Bulletin, første kvartal 1897, bind 2, nr. 1, s. 20-26.
TAM1897 Q1 20.9Vores første lektion gav os statens oprindelse; oprettelsen af den første i historien. Vores anden lektion gav os det første eksempel på adskillelse af kirke og stat i historien. Allerede dengang angav Herren tydeligt, hvor fuldstændig adskillelsen mellem kirke og stat skulle være. I aften skal vi følge begge disse tråde, indtil de mødes igen, i det samme land.
TAM1897 Q1 20.10Nimrod var søn af Kush; Kush boede i Etiopien; Kush var søn af Ham; og Ægypten var Hams land. Således kan vi spore Nimrods slægtslinje direkte tilbage til Ægypten; og vi kan også spore hans eksempel tilbage til Ægypten. Selvom Nimrod var den første mand, der bar kongekronen, den første, der bar titlen og hævdede kongens herredømme, blev Nimrods eksempel i alle dets faser alligevel fulgt mest fuldstændigt og etableret mest fuldt ud i Ægypten.
TAM1897 Q1 20.11I Ægypten var der ingen konge før efter Nimrods tid; ikke før han havde tilranet sig kongens plads og autoritet. For, som I husker, da Nimrod gjorde det, var det imod Gud, imod folkets opfattelse af Gud og imod deres viden om ham. På det tidspunkt vidste folket, at Nimrod herved indtog Guds plads; og hans navn afspejler de synspunkter, der dengang var fremherskende med hensyn til denne handling. I Ægypten fulgte man den samme kurs. De ægyptiske optegnelser bekræfter, at de første herskere i Ægypten var guderne, de næste var halvguderne, det vil sige de halve guder; efter disse kom kongerne selv, som var mennesker.
TAM1897 Q1 20.12Således ser man, at fremgangsmåden i dette land var identisk med den i Shinar. I Ægypten indtog kongen bevidst og åbenlyst på egen hånd Guds plads for folket. Folket betragtede ham som sådan. Solen var guden; kongen af Ægypten var solens søn. Han var Gud for folket. Folket levede af hans ånde. Han var deres livsånde. De hentede deres livskraft fra ham. For dem var han »livets giver, ligesom den evige sol«. (Se »Empires of the Bible«, kap. 7, afs. 27, 38, 43, 44, 49, 64, 71-83, 96, 102; kap. 14, afs. 15, 16.) I Ægypten var kongen således ikke blot gudens repræsentant, vicekongen; han var selve legemliggørelsen af Gud. Guds liv boede i kongen og nåede gennem kongen ud til folket. Kongen var således livet for folket, fordi den store, altgennemtrængende gud, solen, var repræsenteret i ham. Der var ingen af Guds egenskaber, som kongen ikke repræsenterede for folket. Sådan var kongedømmet og regeringsformen i det gamle Ægypten.
TAM1897 Q1 21.1Lad os nu vende tilbage til Kaldæa, da Gud adskilte kirken fra staten, som vi læste i den forrige lektion, da han sagde til Abraham: »Gå ud af dit land og fra din slægt og fra din faders hus til et land, som jeg vil vise dig.« Og husk, at det først var, efter at Abraham havde adskilt sig fra den sidste af sine slægtninge, at Herren viste ham landet. Abraham adskilte sig først fra sit land; for det andet fra sin faders hus; og for det tredje fra sine slægtninge. Det var først, efter at Lot var draget over til Sodomas dal, at Gud viste Abraham landet. 1. Mosebog 13:14, 15. Da Guds kald var blevet rettet til Abraham, og han havde skilt sig fra sit land – med hjerte og sjæl og alt – og fra sin faders hus og hele sin slægt og stod der, hvor Herren ville have ham til at stå, da sagde Herren til ham: »Løft nu dine øjne og se fra det sted, hvor du står, mod nord, mod syd, mod øst og mod vest; for hele det land, du ser, vil jeg give dig og dit afkom for evigt.« Jeg vil give det som en evig ejendom.
TAM1897 Q1 21.2Nu spørger jeg jer: Da Gud bad Abraham om at løfte sine øjne og se, så Abraham da mere, end han ville have set, hvis han havde løftet sine øjne uden at Gud havde bedt ham om det?
TAM1897 Q1 21.3(Menigheden) Ja.
TAM1897 Q1 21.4Han så altså noget, som han ikke kunne have set, hvis Gud ikke havde bedt ham om at se. Og da Gud bad ham løfte blikket og se, var det, han så, det land, som Gud havde lovet ham. På det tidspunkt viste Gud ham det forjættede land, og det var det land, som Herren kaldte ham til. Han gav ham det ikke på det tidspunkt, »end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham.« Og han havde bestandig blikket rettet mod det himmelske land; det land, der har en by med grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. Der var »den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden«; og Abraham modtog det »gennem troens retfærdighed«. Da Gud så bad Abraham om at se på det og sagde, at han ville give det til ham og hans efterkommere som en evig ejendom, hvad så han da? Verden?
TAM1897 Q1 21.5(Stemmer) Han så den kommende verden.
TAM1897 Q1 21.6Og det er det land, der tilhørte ham fra det tidspunkt og frem. »Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.« Og det er jeres land og mit. Og åh! Tænk, hvor snævre, hvor fuldstændig uværdige forestillinger man må have, hvis man nøjes med et andet land, eller har nogen som helst tilbøjelighed til et andet land, eller nærer nogen som helst kærlighed til et andet land. Hvordan kan nogen gøre det, når han har øjnene rettet mod det land, som Gud har vist ham, og som han kalder ham til!
TAM1897 Q1 21.7Abraham døde. Isak levede og døde. Jakob og hans familie blev ført til Ægypten, som Herren sagde til Abraham: »Dit afkom skal være fremmed i et land, der ikke er deres«, og det var Ægypten. Tænk nu nøje efter. Glem ikke dette udtryk, som Herren giver os om Ægypten, for det vil være til nytte i de kommende lektioner. Det land, hvor de skulle være fremmede og tjene Herren, var Ægypten. De boede der i hundreder af år – i et land, der ikke var deres. Og husk, at det var det Ægypten, vi har skitseret, hvor kongen indtog Guds plads og var Gud for folket.
TAM1897 Q1 21.8Lad os kigge nærmere på denne menighed et øjeblik og se, hvad Herren gjorde med den. Vi har et kort foran os i aften, der viser os landet. Her er Kaldæa, hvorfra Abram blev kaldet; og han drog herop til Mesopotamien til Haran, hvor hans far døde. Der blev han adskilt fra sin faders hus, og han kom derefter ind i det land, hvor han blev adskilt fra Lot.
TAM1897 Q1 21.9Mens Abram var i dette land, blev der skrevet historie, idet nationerne i Østen erobrede mod vest, helt til Ægyptens grænser. Men da Israel drog til Ægypten, eller lidt før den tid, strakte det ægyptiske imperium sig over hele dette østlige land. Det strakte sig over hele Ægypten, ned til Etiopien, og omfattede hele den sydlige og vestlige grænse af Lilleasien helt over til Armenien, Assyrien og Shinar; således at det ægyptiske imperium dækkede hele den østlige region, den dengang kendte verden. Det ægyptiske imperium var i sin tid lige så universelt som det romerske var i sin tid, eller som nogen af de andre nationer, der fulgte efter.
TAM1897 Q1 21.10Mens historien nu blev skrevet fra Østen, og kongerne i disse lande erobrede hele den vestlige region, helt ud til Ægyptens grænser, etablerede Gud sin menighed i Kana’ans land for at bevare kendskabet til den sande Gud blandt de nationer, der kom og gik der. Og da det ægyptiske rige strakte sig over hele dette land, og verdens imperiums hovedsæde var selve Ægyptens hovedstad, førte Gud sit folk ind i Ægypten, således at ambassadører og guvernører fra alle folkeslag, der rejste fra alle disse lande til deres regeringshovedstad, som var Ægypten, ville komme i kontakt med Guds folk.
TAM1897 Q1 21.11I Ægypten bosatte Herren sit folk i Goshen, i passagen mellem disse hedenske nationer og Ægyptens hovedstad, således at folket, deres ambassadører og guvernører ville passere gennem Goshen, det land, der var beboet af Guds folk, og få deres opmærksomhed rettet mod den sande Gud.
TAM1897 Q1 22.1Også i Ægypten stod Josef ved tronen, således at de ambassadører, der kom til Ægypten, var nødt til at møde Josef, som ville give dem kendskab til den sande Gud. Efter Josefs død forblev kendskabet til Josef og hans indflydelse i Ægyptens hovedstad indtil Moses. Da var Moses i paladset og ved tronen. Ikke blot ved siden af den, som Josef havde været; men Moses stod på det første trin op til tronen, for han var søn af Faraos datter. Faraos datter var Faraos hustru; og da Moses var søn af Faraos datter, var han dobbelt legitim tronarving. Hvis Faraos hustru ikke havde været hans datter, ville hendes adopterede førstefødte søn have været tronarving. Havde Farao derimod haft en anden hustru og ingen andre børn, ville hans datter have været tronarving. Men da Faraos datter var Faraos hustru, var hendes adopterede søn dobbelt tronarving. Der var ingen tvivl om hans arveret til tronen i Ægypten, som dengang var verdens trone.
TAM1897 Q1 22.2På det tidspunkt var kongen af Ægypten omkring firs år gammel, så der var kun en kort afstand mellem Moses og hans dobbelt berettigede plads på tronen samt besiddelsen af al magten i det ægyptiske imperium, der dækkede hele verden. Og på det tidspunkt nærmede også løftets tid sig, som Gud havde svoret til Abraham, og Moses troede på det og afviste derfor bevidst og fuldstændigt tronen og al magt og herlighed i Ægypten – han »nægtede … at kaldes Søn af Faraos Datter«.
TAM1897 Q1 22.3Moses troede, at tiden for det løfte nærmede sig, som Gud havde svoret til Abraham. Og forresten bør vi hellere afgøre, om vi tror på det; for hvis vi er sikre på, at vi tror på det, vil vi se mere i Moses’ tro på det. Slå op i Apostlenes Gerninger 7:17:—
TAM1897 Q1 22.4Da tiden for det løfte, som Gud havde tilsvoret Abraham, nærmede sig, voksede folket og formerede sig i Ægypten.
TAM1897 Q1 22.5Da Moses blev født, havde Farao til hensigt at udrydde folket, så det ikke skulle formere sig og blive så magtfuldt, at det kunne forlade landet. Pointen er, at Ægypten ikke blot havde jøderne som fremmedfolk, men også en mængde andre fremmedfolk – fanger, der var blevet ført fra andre lande til Ægypten. Så på det tidspunkt udgjorde udlændinge omkring en tredjedel af Ægyptens befolkning. Det hebraiske ord, der beskriver, at folket formerede sig, betyder, at de »sværmede« som bier eller fisk. Da Farao så, at folket formerede sig så stærkt, og at landet desuden var så fyldt med fremmede, blev han bange for, at de i et oprør ville overtage landet for at forlade det.
TAM1897 Q1 22.6En anden årsag til dette var, at mens Israel befandt sig i Ægypten – og det ægyptiske imperium strakte sig over hele Østen – var der et målrettet forsøg fra statens side på at tvinge hele imperiet til udelukkende at tilbede solen. Forskellige former for soltilbedelse var udbredt i imperiet, men der blev gjort en indsats med al imperiets magt for at udrydde enhver form for soltilbedelse undtagen selve solskiven på himlen eller et billede foran dem af en solskive. Nu adlød Israel naturligvis ikke dette påbud. De ville ikke tilbede solen. De stod fast på Guds sandhed, og det faktum, at de gjorde det, var en sag, der stadig lå denne konge på sinde. Det var en anden konge, der havde forsøgt at gennemtvinge soltilbedelsen; men da denne konge tiltrådte, havde han det i tankerne, og det var det grundlag, hvorpå han kunne ræsonnere, at hvis dette folk fik en chance, ville de gå forrest i at forlade landet.
TAM1897 Q1 22.7Om den tid fortæller beretningen ikke blot, at »folket voksede og mangedobledes«, men også, at »tiden for det løfte nærmede sig, som Gud havde svoret Abraham«. Hvilket løfte havde Gud svoret Abraham? Hvad var Guds løfte til Abraham? — At give ham det land, han havde set. Hvilket land var det?
TAM1897 Q1 22.8(Stemmer) Verden.
TAM1897 Q1 22.9Hvilken verden?
TAM1897 Q1 22.10Den kommende verden.
TAM1897 Q1 22.11Det er Stefanus’ ord: »Tiden for det løfte nærmede sig, som Gud havde svoret til Abraham.« Gjorde den det? Tror I på det? Tror I, at tiden var nær, hvor Gud skulle give Abraham det land, som han havde vist ham? Der står: »Til Abraham.« Andre ville være der, men det var til Abraham. Ikke nogen anden uden Abraham; men Abraham og hans sæd. »der siges ikke: “og Sædene”, som om mange, men som om ét: “og din Sæd”, hvilken er Kristus.«
TAM1897 Q1 22.12Var løftets tid altså nær, hvor Gud ville give Abraham og Kristus det land, som Gud havde vist Abraham? Jeg spørger ikke, om I nogensinde har tænkt over dette før eller ej. Jeg spørger, om I tror på det, der står. Jeg vil ikke forsøge at forklare det. Det behøver ikke at blive forklaret, når vi først tror på det, for det står der. I ved udmærket godt, uden at henvise til versene, ud fra jeres kendskab til Bibelen, at Gud hver gang gav dette løfte til Abraham og hans sæd. Aldrig til sæden uden Abraham. Aldrig til Abraham uden sæden – og »ikke til sædene«, men til din sæd. Da løftets tid nærmede sig, hvor det skulle gives til Abraham, til hvem ellers kom det da? – Til Kristus. Hvordan skulle det komme til Abraham? – Gennem Kristus.
TAM1897 Q1 22.13S. H. Lane.—Da løftet blev gentaget til Isak og Jakob, var ordlyden da ikke den samme?
TAM1897 Q1 22.14Jo. Det var altid det samme.
TAM1897 Q1 22.15S. H. Lane.—Så ville spørgsmålet være: Var det nødvendigt, at Abraham var til stede for at opfylde Stefanus’ erklæring?
TAM1897 Q1 23.1Ja, for der står hele tiden: »Til dig og til din sæd.« Men der kommer andre vers, der vil gøre det klart.
TAM1897 Q1 23.2Bare et ord nu. Jakob døde i Ægypten og blev ført over til landet og begravet der. Josef døde i Ægypten, men han sagde: »Begrav mig ikke; ikke engang derovre i landet.« Josef ville ikke have, at de førte ham over til Palæstina, hvor Jakob blev ført hen og begravet. Josef sagde: »Gud vil besøge jer. Behold mit lig, og når Gud besøger jer, skal I tage mig med jer. Tag mine knogler med jer.« Og det gjorde de. Og når de skulle nå frem til landet, hvilket land var det så, som Gud mente i løftet til Abraham?
TAM1897 Q1 23.3(Menigheden) Den kommende verden.
TAM1897 Q1 23.4Kan I ikke se, at Josef aldrig forventede at blive begravet i denne verden?
TAM1897 Q1 23.5Se på det på en anden måde. Der står, at »tiden for løftet nærmede sig, som Gud havde svoret til Abraham.« Gud havde svoret at give Abraham det land, han havde vist ham, som en evig ejendom. Men Abraham var nu død og havde været død i hundreder af år. Hvordan kunne Gud da give landet til Abraham, når han var død? Det kunne han naturligvis ikke. Da Gud altså havde svoret at give landet til Abraham; da den tid nu var nær, som Gud havde svoret over for Abraham; og da Abraham nu var død, er det sikkert, at landet ikke kunne gives til Abraham, mens han var død; og det er lige så sikkert, at den tid var nær, hvor Abraham ville blive oprejst fra de døde, for at Gud kunne give ham det land, som han havde svoret at give ham som en evig ejendom. Ser I da ikke herved, hvorfor Josef ikke ville tillade, at hans lig blev begravet – selv ikke i Kana’ans land, som Jakobs blev? Sandheden er, at Josef troede, at tiden var nær, da Gud ville give Abraham landet, sådan som han havde svoret, og Josef forventede at træde ind i arven sammen med Abraham.
TAM1897 Q1 23.6(Stemme) Henviste det løfte ikke til det løfte, som Gud gav Abraham, og som der henvises til i det femtende kapitel af Første Mosebog?
TAM1897 Q1 23.7Ja, det er netop det, Herren være takket. Så døde Josef, og han blev balsameret i Ægypten og lagt i en kiste, og da Israel forlod Ægypten, blev Josefs knogler båret med dem i fyrre år i ørkenen; og hele den tid var Josefs lig hos dem, lige foran deres øjne, dag ud og dag ind, og det var en irettesættelse for deres vantro.
TAM1897 Q1 23.8Jeg har opdaget, at mange mennesker, når de læser dette vers fra Stefanus’ tale, forklarer det på den ene måde, den anden og den tredje, i stedet for at tro på, hvad der står, i stedet for at se på det løfte, som Gud gav Abraham, og som han svor over for Abraham, om at give ham det land, han viste ham. Men I er enige om, at det land, som Gud viste Abraham, var verden – ikke denne verden, men den kommende verden? Det er det land, som Gud svor at give ham; og det er det land, han så frem til. Det er det land, der havde den by, han så frem til, hvis bygmester og skaber er Gud. Og han ville ikke drømme om at vende tilbage til det andet land, som han var kommet ud af.
TAM1897 Q1 23.9Hele tiden lød Guds ed på at give det land til Abraham og til hans sæd. Sæt ikke »sædene« på det, når Gud har fjernet det; sæt ikke et »s« på det, når Gud har fjernet det. »der siges ikke: “og Sædene”, som om mange, men som om ét: “og din Sæd”, hvilken er Kristus.« Der var mange af dem, det er sandt. Tre millioner kom ud af Ægypten, men det er ikke dem, Gud talte om, da han sagde: »Til dig og til din sæd«, som var »som om der var én«, og »som er Kristus.« Forstår I det? Lad ikke Israels skare fylde jeres tanker, når I læser ordene: »Til dig og til din sæd.« Når Gud fjerner »s’et«, må vi slet ikke sætte det der. Vi må ikke sætte det der, ikke engang i vores tanker. Hvem var sæden? – Kristus. Når han siger: »Til dig og til din sæd«, må I og jeg ikke læse det på anden måde end: »Til dig og til Kristus vil jeg give det som en evig ejendom.« Vi må ikke sætte andre end Kristus der, undtagen gennem Kristus. »Til dig og til Kristus vil jeg give det.«
TAM1897 Q1 23.10Stefanus siger, at »tiden for det løfte nærmede sig, som Gud havde svoret til Abraham.« Stefanus hentede det fra Bibelen. Jeg vil gerne have, at I ser, at det ikke var en særlig inspiration fra Helligånden, der blev givet til Stefanus netop da, men det stod alt sammen i Bibelen i forvejen, og Helligånden gav det til disse andre gennem Stefanus ved at minde ham om de ting, han tidligere havde læst i Bibelen. Slå venligst op i 6. kapitel i 2. Mosebog. Dette står så klart i Skriften, at der ikke er nogen mulighed for at bortforklare det. Dette er tiden for Israels befrielse, og Herren ville udføre den. 2. Mosebog 6:1-5:—
TAM1897 Q1 23.11Da sagde Herren til Moses: »Nu skal du se, hvad jeg vil gøre ved Farao; for med stærk hånd skal han lade dem drage bort, og med stærk hånd skal han drive dem ud af sit land.« Og Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren; og jeg åbenbarede mig for Abraham, for Isak og for Jakob under navnet den Almægtige Gud, men under mit navn Jehova var jeg ikke kendt af dem. Og jeg har også indgået min pagt med dem om at give dem Kana’ans land, det land, hvor de vandrede som fremmede. Og jeg har også hørt Israels børns stønnen, som Ægypterne holder i trældom; og jeg har husket min pagt.«
TAM1897 Q1 23.12Hvad var hans pagt? — At give dem landet. Hvad symboliserede landet? Hvad var det? — Landet, verden, som Herren viste Abraham og svor at give ham som en evig ejendom.
TAM1897 Q1 24.1(Stemmer) Den kommende verden.
TAM1897 Q1 24.2Nu siger han: »Jeg har husket min pagt.« Hvad betød det? »Jeg har husket min pagt.« Havde han glemt den? — Nej; men at tiden nu var kommet til at gøre, hvad han havde lovet. I husker, at der i det attende kapitel i Åbenbaringen står: —
TAM1897 Q1 24.3Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager. Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu. Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det Bæger, som hun har iskænket. Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed, så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se, derfor skulle hendes Plager komme på én Dag: Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som har dømt hende.
TAM1897 Q1 24.4Når Gud har husket hendes misgerninger, er tiden kommet, hvor hun bliver dømt. Da han huskede sin pagt, hvilken tid var da kommet? — Tiden var kommet til at opfylde eden. Men hvad var pagten med Abraham, Isak og Jakob? — Det var at give dem det land som en evig ejendom og at give det til dem og deres sæd. Hvem var sæden? — Kristus.
TAM1897 Q1 24.5Derfor skal du sige til Israels børn: »Jeg er Herren, og jeg vil føre jer ud fra Ægypternes byrder og befri jer fra deres trældom, og jeg vil udfri jer med udstrakt arm og med mægtige domme; og jeg vil tage jer til mig som et folk, og jeg vil være jeres Gud; og I skal vide, at jeg er Herren, jeres Gud, som fører jer ud fra Ægypternes byrder.«
TAM1897 Q1 24.6Hvis Israel havde troet på det, ville de da nogensinde have haft behov for at indgå den handel ved Sinai? Før han overhovedet drog ud med dem fra Ægypten, sagde han: »Jeg vil være jeres Gud, I skal være mit folk. I skal vide, at jeg er Herren.«
TAM1897 Q1 24.7»Og jeg vil føre jer ind i det land, som jeg svor at give til Abraham, Isak og Jakob, og jeg vil give jer det som arv; jeg er Herren.«
TAM1897 Q1 24.8»Tiden for det løfte nærmede sig, som Gud havde svoret til Abraham.« »Jeg vil føre dig ind i det land, som jeg har svoret at give dig.« Hvad er det løfte så? Hvilket land ønskede Gud at føre Israel ind i? Hvilket land var der for dem? — Den kommende verden. Prøv nu ikke at forklare alt dette. Jeg har ingen forklaring på det. Det er, hvad ordet siger, og jeg tror på det. Det behøver ikke at blive forklaret. Det behøver kun at blive troet. Nej, prøv ikke at forklare det, ikke engang for jer selv. Hvis det er nyt for jer, hvis I har haft andre forestillinger om det, så prøv ikke at tilpasse dem til dette. Lad dem alle fare, og se, hvad der står her.
TAM1897 Q1 24.9Jeg spørger igen. Hvilket land var det, som Gud svor at give til Abraham, Isak og Jakob?
TAM1897 Q1 24.10(Menigheden) Den kommende verden.
TAM1897 Q1 24.11Vil I holde fast ved det? I var for lidt siden enige om, at det var rigtigt. Lad os for vores sjæls skyld ikke opgive det nu.
TAM1897 Q1 24.12(Stemme) Ville forløsningen være kommet til dem?
TAM1897 Q1 24.13Ja; forløsningen ville være kommet til dem. Forløsningen ville være kommet til verden. Alt det ville være sket. Men det ville være sket på en anden måde end det gjorde. Verden ville have haft en anden oplevelse end den, den har haft. Vi overser det, når vi ser på den oplevelse, de havde, og tror, at det var det, Gud kaldte dem til. De havde den forfærdelige oplevelse, fordi de ikke ville tro på det, Gud kaldte dem til. Og, brødre, hvis I og jeg i dag ser på disse ting, som dengang blev lagt frem for Israel, sådan som de så på dem, vil vi nu gøre, som Israel gjorde dengang. Israel så dengang ikke, hvad Gud havde til dem, og derfor fik de ikke det, han havde til dem. Hvis I og jeg nu ikke ser mere i disse ting, end Israel så, vil vi ikke få mere, end Israel fik. Så sikkert som vi ser på disse ting, som Israel gjorde, vil vi i dag handle, som Israel handlede dengang.
TAM1897 Q1 24.14også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde.
TAM1897 Q1 24.15Vil dette nu gavne os, når det er blandet med tro hos os, der hører det? Gud forbyde, at Israels erfaring skulle gentage sig hos os. Dette er lagt foran os, for at vi kan undslippe.
TAM1897 Q1 24.16Lad os se, hvad de ikke så, fordi de ikke troede på Gud. Lad os se, hvad Gud havde til dem, og nå frem til det, i stedet for at se på tingene, som de gjorde, og ligesom dem gå glip af det.
TAM1897 Q1 24.17Slå op i 15. kapitel i 2. Mosebog, så står det meget tydeligt. Da Israel var kommet ud af Ægypten og havde krydset Det Røde Hav, står der i vers 13:—
TAM1897 Q1 24.18Du har i din barmhjertighed ført det folk ud, som du har forløst; du har ledt dem i din styrke til din hellige bolig.
TAM1897 Q1 24.19Dette kapitel er Moses’ sang. De, der står på Sions bjerg og vinder sejren over dyret og over dets billede og dets navns tal, synger Moses’ sang. Ikke en sang, der er skrevet efter dens mønster. Ikke en sang, der ligner den. Men de synger Moses’ sang. Det femtende kapitel i 2. Mosebog er vores sang.
TAM1897 Q1 24.20Hvor havde Gud til hensigt at føre dem hen? — Til sin »hellige bolig«. Hvor var denne hellige bolig?
TAM1897 Q1 24.21(Menigheden) »den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud.«
TAM1897 Q1 24.22Mere. »Folket skal høre det og blive bange; sorg skal gribe indbyggerne i Palæstina.«
TAM1897 Q1 24.23E. J. Waggoner.—Det skete.
TAM1897 Q1 24.24Selvfølgelig gjorde det det. Da de nåede frem til den grænse, blev Edoms høvdinge forbløffede. »Moabs mægtige mænd skal ryste af frygt; alle indbyggerne i Kana’an skal smelte bort.« Hvad skulle der blive af indbyggerne?
TAM1897 Q1 25.1(Stemmer) De skulle smelte bort.
TAM1897 Q1 25.2E. J. Waggoner.—Det var de allerede.
TAM1897 Q1 25.3Lige da de kom derop, spurgte Israel: »Vil I lade os passere gennem jeres land?« Hvad sagde de? — »Nej, min herre.« De fik ikke lov til at sætte fod på deres land. Men hvis de var gået direkte fra Det Røde Hav til Edoms grænser, ville hele Edom have stået stille i forbløffelse, indtil de var kommet forbi. Åh, Israel har endnu ikke fundet ud af, hvad Israel der gik glip af. Brødre, når vi finder ud af, hvad Israel gik glip af der, vil det give os en inspiration, der vil bringe Guds kraft, og vi skal tro på det.
TAM1897 Q1 25.4Frygt og rædsel skal falde over dem; ved din arms storhed skal de være så stille som en sten; indtil dit folk går over, o Herre, indtil det folk går over, som du har erhvervet.
TAM1897 Q1 25.5Hvad vil han gøre med dem? »Du skal føre dem ind og plante dem på dit arvelands bjerg.« Hvis arveland? – Herrens. Men »Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til Arving af alle Ting.« Hvem førte Israel? — Gud. Ind i hvad? — »Din arv«; ikke vores — din. »Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.« »Din arv, o Herre.« Det er ikke alt. »Du skal føre dem ind og plante dem på dit arvelands bjerg, på det sted, o Herre, som du har skabt til din bolig.« Det er ikke alt. »I den helligdom, o Herre, som dine hænder har grundlagt.« Hvilken helligdom er det, som Herrens hænder har grundlagt?
TAM1897 Q1 25.6(Stemmer) Den sande helligdom.
TAM1897 Q1 25.7Selvfølgelig er det det. »Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af Majestætens Trone i Himlene som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske.« Det er hovedpunktet i vores tale i aften, er det ikke? Det er der, Gud ønskede at føre Israel hen. Men de så det ikke. Forstår I det? Det er derhen, han vil føre os.
TAM1897 Q1 25.8Kan I se, at det var der, Gud ønskede at føre Israel hen dengang? Hvis I kan, så vil I være rede til at gå til det sted, som Israel gik glip af. Men hvis I tror, at det var en eller anden jordisk helligdom, som mennesker rejste, så er det alt, hvad I vil se, ligesom det var alt, hvad Israel så. Og Israel kom ikke ind i landet, og det vil I heller ikke. Vi må se mere, end Israel så, ellers kommer vi aldrig længere, end Israel nåede. Men hvorfor så Israel ikke mere, end de så? – De troede ikke. Men I og jeg skal nu tro det, som Israel ikke troede dengang, ellers vil vi aldrig modtage det, som Israel gik glip af. Men hvis vi tror det, som Israel ikke troede, så vil vi blive ført ind i den arv, som Israel ikke blev ført ind i, ind i det tabernakel, som Israel ikke trådte ind i, Guds hellige bolig, ind i den by, der har grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.
TAM1897 Q1 25.9Vers 18: »Herren skal regere i al evighed.« Han ønsker selv at regere over dem; ikke længere Farao; ikke længere Nimrod; ikke længere disse afgudsdyrkere; ikke længere dette oprørske folk. Gud ønskede at føre Israel ind i det velsignede land og regere over dem der i al evighed, men de vidste det ikke. Åh, hvad de gik glip af ved ikke at tro på Herren! Åh, hvad vi er gået glip af i alle disse år! For som jeg vil læse op for jer i morgen aften, ville vi have været der for længe siden, hvis vi blot havde troet på Herren. Gud siger det, og sådan er det. Vi har slet ingen grund til at være i dette tabernakel i aften. Vi har slet ingen grund til at være her, retmæssigt set, for vi har ingen grund til at være i verden. Men da vi er i verden, er dette stedet for os. Men vi burde slet ikke være i verden. Vi burde for længst have været i Guds rige. Det er en kendsgerning, brødre. Der er mere i Bibelen, end vi kunne fremhæve her på endnu en time, alene ud fra den ene tanke.
TAM1897 Q1 25.10Moses troede på alt dette. Han troede, at tiden for løftets opfyldelse var nær. Men han skulle snart indtage tronen i Ægypten. Han skulle blive konge. Han skulle regere; have et embede, der var højere end borgmesterens eller kontoristens i nogen by. Han skulle ikke blot regere et kongerige, men et imperium; verdensimperiet, og det var hans ret. Det tilhørte ham med dobbelt ret. Han behøvede ikke at stille op til valget. Det skulle tilfalde ham, og der var ingen, der kunne bestride hans ret. Der var kun ét skridt til tronen; kun indtil denne Farao døde, og han var næsten hundrede år gammel. Så ville denne Moses blive verdenskonge, for det ægyptiske imperium strakte sig over hele verden.
TAM1897 Q1 25.11Israel havde det også svært netop på det tidspunkt. Israel blev undertrykt, forfulgt og tvunget til at arbejde i teglværker. Moses kunne have sagt: »Nu bliver vores folk undertrykt; de bliver forfulgt; de lider for deres Guds sag; men det vil højst vare en kort tid, for Farao er næsten hundrede år gammel og kan ikke leve meget længere. Så vil jeg indføre en reform. Jeg vil bringe orden i dette styre. Jeg vil regere retfærdigt. Ikke som disse onde Faraoer. Jeg tror på Gud. Jeg er kristen, og netop fordi jeg er kristen, er jeg så meget bedre kvalificeret til at regere.« Og han kunne ikke blot have lettet deres byrder, men også have givet dem embeder og regeret verden gennem Guds folk. Var vejen ikke banet? Der var kun et skridt til tronen, og det skridt måtte snart tages. Men lad os se, hvad den kristne gjorde under sådanne omstændigheder. Slå op i Hebræerbrevet kapitel 11. Se nøje efter, læs det omhyggeligt, og se, hvad der står. Vers 24:—
TAM1897 Q1 26.1Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter.
TAM1897 Q1 26.2Hvad betød det at nægte at blive kaldt Faraos datters søn? — At nægte at blive konge. Der var tronen. Der var kun et skridt derhen. Men i stedet for at træde op der og sætte sig på tronen, trådte han ned. Han vendte ryggen til Ægyptens trone og til alle Ægyptens skatte og fornøjelser og vendte sit ansigt mod et andet land; for tiden var kommet, hvor Gud ville kalde sit folk ud af det land og ind i dette andet land. Moses troede på Jesus Kristus og troede derfor på adskillelsen af kirke og stat. Derfor adskilte han sig fra staten og stod helhjertet på kirkens side. Gud kaldte ham ud af dette land, ligesom han i første omgang kaldte hans fader Abraham ud af hans land. Men det er ikke alt. Hør: »Han valgte hellere at lide ondt sammen med Guds folk end at nyde Ægyptens glæder for en tid?«
TAM1897 Q1 26.3(Menigheden) Synd.
TAM1897 Q1 26.4Synd? Han var tronarving. Hvad var det da for ham at rette sit sind mod Ægyptens trone, mod verdens magt og fornøjelser og mod verdens regeringer? Hvad var det? – Synd. Står der sådan?
TAM1897 Q1 26.5(Stemmer) Ja.
TAM1897 Q1 26.6Tror I på det?
TAM1897 Q1 26.7(Stemmer) Ja.
TAM1897 Q1 26.8Var det synd for Israel dengang?
TAM1897 Q1 26.9(Stemmer) Ja.
TAM1897 Q1 26.10Hvad er det nu?
TAM1897 Q1 26.11(Stemmer) Synd.
TAM1897 Q1 26.12Brødre, der er nogle ting i Bibelen, som vi bør tænke over. »valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd.« Men glem ikke, at de glæder, der her henvises til – syndens glæder – i virkeligheden er Ægyptens glæder; glæden ved at være konge i Ægypten, ved at beklæde et embede i den jordiske regering, ved at herske over andre mennesker. Alt dette skulle tilfalde ham ved ægte afstamning, ved arveret. Han behøvede ikke at stille op som kandidat eller at hverve stemmer. Det tilfaldt ham naturligt. Skriften siger, at hvis han havde accepteret og nydt alle disse glæder, ville det have været det samme som at nyde syndens glæder. Men han afstod fra det. Hvorfor? – »idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte.«
TAM1897 Q1 26.13Hvor stod Kristus i forhold til den ægyptiske regering og tronen? Var Kristus ét med Ægypten? — Nej. Kunne Moses have haft både Kristus og den ægyptiske trone?
TAM1897 Q1 26.14(Stemmer) Nej.
TAM1897 Q1 26.15Men den egyptiske trone tilfaldt ham lige så naturligt, som bladene falder fra træerne. Han behøvede ikke at kæmpe for embedet. Ikke engang for at blive nomineret.
TAM1897 Q1 26.16A. F. Ballenger.—Eller for at indgive et andragende.
TAM1897 Q1 26.17Nej. Han behøvede ikke engang at få en repræsentant til at fremlægge sit andragende for præsidenten.
TAM1897 Q1 26.18Se endnu en gang på situationen. Der var Ægypten med sin trone, sine glæder og skatte, der tilfaldt ham lige så naturligt som bladene falder fra et træ, uden nogen personlig indsats fra hans side. Alt, hvad han skulle gøre, var at sidde med hænderne i skødet, indtil kongen døde af alderdom, og så var det hele hans. Alligevel ville han hellere være hos Kristus og lide hans forhånelse end at sidde der på Ægyptens trone. Og husk især, at for at være hos Kristus måtte han vende ryggen til tronen og alle Ægyptens skatte og glæder.
TAM1897 Q1 26.19Nu skal I ikke sige, at jeg har lagt det ind der, at jeg har opfundet det. Læg mærke til, hvad der står i Skriften, og I vil se, at det hele står der. Står det ikke virkelig der?
TAM1897 Q1 26.20(Stemmer) Ja.
TAM1897 Q1 26.21Lad os læse det igennem igen, og så er det tid til at afslutte for i aften; i morgen aften vil vi så studere Israel igen:—
TAM1897 Q1 26.22Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd, idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.
TAM1897 Q1 26.23»Tiden for det løfte nærmede sig, som Gud havde svoret Abraham« at give ham den velsignede belønning. Moses troede på dette og adskilte sig fra staten, vendte ryggen til tronen og valgte at bære forhånelse for Kristi skyld frem for al magt, nydelse og herlighed i Ægypten. Og glem ikke, at han måtte vende ryggen til alt dette for at kunne få del i forhånelsen for Kristi skyld.