Profetiens Ånd. – Nr. 1
TAM1897 D 2.2Prædiken holdt tirsdag formiddag den 9. februar 1897 Trykt i General Conference Daily Bulletin, 12. februar 1897, bind 1, nr. 1, s. 2-6.
TAM1897 D 2.3JEG ANTAGER, at der ikke er nogen her i salen, der ikke mener, at han virkelig tror på Profetiens Ånd; det vil sige, at Profetiens Ånd hører til menigheden – til dette budskab, som det kommer til udtryk gennem søster White, og at man tror på disse ting, i det mindste efter eget udsagn, for så vidt angår tanken og de skriftsteder, der beviser, at sådanne ting er en del af dette arbejde. Men det er ikke der, problemet ligger, for vi er i vanskeligheder nu. Hvis vi ikke er klar over det, står vi meget værre, end hvis vi var i vanskeligheder og var klar over det. Og mere end det: Guds sag, såvel som I og jeg, er i så store vanskeligheder, at vi dag for dag risikerer at pådrage os Guds vrede, fordi vi befinder os, hvor vi er. Herren fortæller os det mere end én gang, og han fortæller os, hvordan vi er havnet der, og han fortæller os, hvordan vi kommer ud af det. Og det eneste, jeg ved, hvordan jeg skal sige til jer her, er at studere Profetiens Ånd og udlede det, I har brug for, derfra.
TAM1897 D 2.4Det er blot én af de udtalelser, der fremsættes. Da jeg kender disse udtalelser og har kendt dem i nogen tid, ville jeg gerne være blevet hjemme og have fortsat arbejdet der, for der er så meget, der skal gøres, og så mange, der er involveret. Gud opfordrer til mange forandringer blandt de mænd, der har dannet udvalg, bestyrelser, råd osv., og netop disse mænd, der udgør disse udvalg, bestyrelser og råd, er de samme, der er samlet her, og som det vil påhvile at gennemføre forandringerne. Hvordan skal disse mænd nu gennemføre de forandringer, som de selv er en del af, medmindre de selv først ændrer sig? Den eneste måde at få forandringen gennemført på er, at mændene ændrer sig. Alle, der vil gøre det, vil Gud virke gennem, og alle, der ikke vil gøre det – hvad vil der blive af dem? Derfor siger jeg, at vi er i vanskeligheder i dag. Når Herren fortæller os, hvilke vanskeligheder vi befinder os i, fortæller han os også, hvordan vi er havnet der, og hvordan vi kommer ud af det. Det hele skyldes, at vi ser bort fra Vidnesbyrdene. Når vi så kommer i vanskeligheder ved at se bort fra Vidnesbyrdene, og Vidnesbyrdene fortæller os præcis, hvordan vi kommer ud af disse vanskeligheder, og vi følger det vidnesbyrd, der fører os ud, så vil vi være på rette spor med hensyn til Vidnesbyrdene.
TAM1897 D 2.5Jeg har intet at lægge over på jer, for jeg er i samme situation som jer alle sammen. Herren siger, at sagen er i vanskeligheder, og jeg er en del af sagen; jeg hører til den, mit liv er forbundet med den, og det samme gælder jeres; den betyder alt for os. Når sagen så er i vanskeligheder, er I og jeg i vanskeligheder. Det kan være, at I personligt ikke havde nogen konkret forbindelse til de skridt, der bragte sagen i vanskeligheder; men da vi er en del af sagen, og sagen selv er vores liv, er vi alligevel i vanskeligheder, fordi sagen er det. Men Gud fortæller os, hvad vi skal gøre for at komme ud af det.
TAM1897 D 2.6Jeg ønsker ikke at give jer menneskers råd, men Herrens. Det kan være, at vi kommer til at se menneskers navne, og hvis det er tilfældet, vil jeg ikke undvige det. Hvis et navn skulle blive udeladt og ikke læst op, og vi ved, hvem det er, følger det ikke, at der rettes et angreb mod den pågældende bror. Antag, at jeg begår en fejl, og Herren påpeger den for mig i et vidnesbyrd. Når det vidnesbyrd når mig, vender jeg ryggen til fejlen, og I kan bruge det, så meget I vil, og det vil ikke være imod mig; for jeg er ikke en del af det, hvis jeg har vendt mig bort fra det ved at erkende det og handle i overensstemmelse hermed.
TAM1897 D 3.1Faktisk er det et spørgsmål, om nogen overhovedet finder en tro på Vidnesbyrdene dybt i sit eget hjerte, før han har modtaget et, to eller tre, og han har accepteret dem alle; først da vil han være temmelig overbevist om, at han tror på Vidnesbyrdene, og ikke før han har haft en sådan oplevelse. Jeg vil begynde og slutte med Ordet. Her er noget, der fortæller os, hvad vi skal gøre, når vi kommer til steder som dette: »Hvis Herren er midt i jeres råd, og ser jeres orden og kærlighed og frygt, og jeres rysten ved hans ord, så er I forberedte på at udføre hans arbejde uselvisk.«
TAM1897 D 3.2Her er vi i råd. Selvom vi er forskellige af karakter, er vi ét, hvis vi er formet af den samme Kristi ånd. Da kan menigheden rejse sig så klar som solen ved middagstid og drage ud så frygtindgydende som en hær med bannere.
TAM1897 D 3.3Gud er blevet udelukket fra sit arbejde, fra ledelsen af sit arbejde generelt, i arbejdet i staterne, i råd, i bestyrelser, i menigheder osv. Vi har haft falske guder, fordi folket har sat mennesker – og mennesker har ladet sig sætte – mellem Gud og arbejdet. Gud vil alligevel virke for sin sag, og hvis I ikke går ham af vejen og lader ham virke på sin egen måde, vil Guds vrede ramme dem, der står i vejen. Mennesker holder sig selv – og lader sig holde – på steder, som de for længst burde have været væk fra. Hvis vi går ham af vejen og lader ham virke, vil han virke med en blid hånd. Vi ønsker ikke en pisk af reb. Det er bedre at blive lidt overrasket nu end at blive meget overrasket om et stykke tid; og at blive irettesat i kærlighed end at fortsætte uden at kende til disse ting og blive tvunget til at flygte fra templet, som de gjorde den dag, eller at blive fuldstændig overrasket, når vi ikke kan gøre noget ved det.
TAM1897 D 3.4Så hvis Herren er midt i jeres rådslagninger og ser jeres kærlighed og jeres frygt samt jeres rysten ved hans ord, så er I forberedte på at udføre hans arbejde; og han vil ikke indgå i partnerskab med nogen uretfærdige handlinger.
TAM1897 D 3.5Igen læser jeg: »Menneskets måde er at udtænke og smede rænker. Gud indplanter et princip.« Og hvor Gud har indplantet et princip, er vores liv og handlinger tilsammen blot et udtryk for dette princip. Og hvis Guds princip ikke er der, så er Djævelens princip der. »Omstændighederne kan ikke skabe reformer. Kristendommen foreslår en reformation i hjertet. Det, som Kristus virker indeni, vil blive udlevet under ledelse af et omvendt sind. Planen om at begynde udefra og forsøge at arbejde indad har altid slået fejl og vil altid slå fejl.«
TAM1897 D 3.6Jeg kan ikke anvende et vidnesbyrd på nogen anden end mig selv, for det skal anvendes i hjertet og virke indefra. Gud vil så anvende det, uanset hvor jeg går hen. Og det er det samme for os alle med det vidnesbyrd, der kommer til enhver, i ethvert møde, råd eller generalkonferensmøde. Præsidenten kan ikke anvende et vidnesbyrd, der er givet til ham, overalt i sit arbejdsområde. Han må tage det til sig i sin sjæl og overgive sig til det med krop, sjæl og ånd; og så vil Jesus Kristus anvende vidnesbyrdet overalt, hvor han, præsidenten, går hen. Det er en levende kraft i ham, og hvis han så går fremad, bliver det vidnesbyrd anvendt af Herren, uanset hvor han befinder sig. Men mennesker har forsøgt at anvende Vidnesbyrdene på andre mennesker uden selv at have gjort vidnesbyrdet til en levende kraft i sig selv. Det er blevet forsøgt igen og igen, og det er netop der, problemet ligger. Hvis vidnesbyrdet ikke accepteres af ham med krop, sjæl og ånd, således at det princip, der ligger i det, er en levende kraft i ham, spiller det ingen rolle, hvor meget han måtte læse det vidnesbyrd og anvende det på andre mennesker; hans egen indflydelse vil være i modstrid med det vidnesbyrd, han anvender. For hvis det ikke udleves i hans liv og i alt, hvad han siger og gør, bliver det ødelagt af hans handlinger. Og det er netop det, der har skabt de forhold, der hersker i dag. »Guds måde er at give mennesket noget, det ikke har.« Vi skal tage det, vi ikke har, som Gud giver os, og det vil gøre os til en kraft i Herren. 2. Korintherbrev 2:14: »Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted.« Når det princip er til stede, taler Gud, uanset hvor vi går hen; han taler. Han gør kendskabet til sig selv kendt gennem os overalt. Det kan være en forretningstransaktion; det gør ingen forskel. Alt, hvad vi gør, vil minde dem om Gud, når vi er væk, så han åbenbarer duften af sin viden gennem os overalt.
TAM1897 D 3.7»Guds måde er at gøre mennesket til noget, det ikke er;« at gøre mig til noget, jeg ikke er. Når der så kommer et vidnesbyrd til mig, der fortæller mig, at jeg ikke er retfærdig, skal det vidnesbyrd gøre mig til det, jeg ikke er – gøre mig retfærdig. Jeg kan ikke stå, hvor jeg er, og anvende det; men når jeg anvender det, skal jeg blive det, jeg ikke var, og overalt, hvor jeg går, kan Gud åbenbare sig selv.
TAM1897 D 3.8»Menneskets måde er at finde sig en bekvem plads og hengive sig til begær og egoistisk ambition. Guds måde er at virke i kraft. Han giver nåden, hvis den syge indser, at han har brug for den. Mennesket nøjes alt for ofte med at behandle sig selv efter kvaksalveriets metoder og retfærdiggør derefter sin fremgangsmåde som den rette.« Guds måde er anderledes. Vi er alle syge mennesker, og hvis vi kunne indse det, ville Gud give den nødvendige helbredelse. Mennesket foretrækker kvaksalveri og mener, at dets måde at arbejde på er rigtig; men Gud har til hensigt at rense sjælen. Johannes 7:38: »Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har sagt, flyde levende Vandstrømme.« Dette er Guds rige indeni ham. »Dag for dag afslører mennesker, om Guds rige er i dem. Hvis Kristus hersker i deres hjerter, vinder de styrke i principperne, kraft og evnen til at stå som trofaste vagter, sande reformatorer; for der kan ikke ske nogen fornyelse, medmindre der er et grundigt samarbejde med Jesus Kristus. Gennem Kristi nåde skal mennesker bruge deres gudgivne evner til at forny sig selv. Gennem denne selvfornægtende handling, som himlens Herre ser på med godkendelse, vinder de sejre over deres egne medfødte og tilegnede tilbøjeligheder; derefter gør de, ligesom Daniel, et indtryk på andre, der aldrig vil blive udslettet. Indflydelsen vil blive båret ud til alle dele af jorden.«
TAM1897 D 4.1Dette er det vidnesbyrd, jeg henviste til for et øjeblik siden. Når I modtager et vidnesbyrd og tager det til jer i jeres hjerte og liv, gør det jer til noget, I ikke var før, og så er det Guds rige indeni jer, og vidnesbyrdet vil blive bragt ud til alle jordens egne. Måske kommer I aldrig ud af jeres delstat. Hvordan kan det så nogensinde ske? Hvor I end går hen, og hvor jeg end går hen, sætter Gud spor i hjertet, som aldrig vil blive udslettet, og gennem dem skaber han endnu flere spor, og så videre. Man kan hærde sig imod det, men det vil alligevel nå frem; og når det indtryk er skabt af jer, vil han vide, at det er fra Herren. Saddukæerne troede ikke på en opstandelse, men de sagde også, at de havde bemærket, at disciplene havde været sammen med Jesus og lært af ham efter hans død. I deres hjerter vidste de, at han var opstået. Faktum var der, men de blev ikke omvendt af det. Det er det princip, der findes i Bibelen. Fra et vidnesbyrd skrevet i 1896 læser jeg: »Mange af de mænd, der har fungeret som rådgivere i bestyrelses- og rådsmøder, skal sorteres fra.« Bemærk, der står mange. Der er ikke særlig mange i alt, så når mange af dem sorteres fra, kan der ikke være mange tilbage. »Andre mænd bør indtage deres pladser, for deres stemme er ikke Guds stemme. Deres planer og påfund er ikke i overensstemmelse med Guds orden. De samme mænd er blevet holdt i embedet som bestyrelsesmedlemmer, indtil der under deres egen ledelse og efter deres egne metoder anvendes almindelig ild i stedet for den hellige ild, som Gud selv har tændt. Disse mænd kaldes ikke længere Israel, men fortrængere.« Fortrængere i stedet for Israel! I hvilken værre knibe kunne vi befinde os?
TAM1897 D 4.2Igen, fra et vidnesbyrd skrevet i 1894: »Der burde for længst være foretaget ændringer. Gud ønsker, at menigheden skal fjerne sin skam.« Her er ordene: »De samme mænd skal ikke udgøre jeres bestyrelse år efter år; der burde for længst være foretaget ændringer. Gud ønsker, at menigheden skal fjerne sin skam; men så længe mænd, der har følt sig fuldt kompetente til at arbejde uden at tage imod Guds råd, holdes i embedet år efter år, kan dette ikke ske. Denne tilstand smitter af på alle grene af arbejdet, fordi mændene ikke føler behov for Helligåndens vejledning.«
TAM1897 D 4.3Hvad skal der gøres? Vil Herren nu få en chance for at virke? Skal han få lov til at gennemføre de nødvendige ændringer? Dette vidnesbyrd skal ikke anvendes ved, at vi tager fat på dette arbejde og pludselig går i gang med at gennemføre ændringerne. Mit hjerte skal være ret, før jeg kan deltage i nogen ændring. Det, vi skal gøre, er at overgive os til Gud og derefter lade ham virke gennem os. Vi er ligeglade med, hvem mændene er, hvis Gud er til stede.
TAM1897 D 4.4Vi skal ikke begynde at se os omkring nu for at finde ud af, hvilke kandidater vi kan fremhæve, som vi kan favorisere og få ind på poster, der i øjeblikket besiddes af andre; for så ville de ganske vist være ude af deres stillinger, men vi ville være i deres sted, og Herren ville være lige så langt væk som før. Problemet er nu, at Herren er blevet holdt udenfor. Hvis vi nu selv ville arbejde os ind på deres pladser, ville Herren stadig blive holdt udenfor, og sagen ville stå værre end før. Men det er ikke det, der er brug for. Der skal ikke være nogen politik her; men hvis der er politik i os, vil den være her og vise sig her. Hvis en mand virkelig har politik i sig, er det bedste sted for ham at udleve den ude i den åbne verden, blandt dem, der er politikere og intet andet, for det er alt, hvad han er; og hvis han ikke udlever den der, vil han udleve den i menigheden og kun sprede ufred og ondskab der. Og selvfølgelig er det bedre, at sådant arbejde foregår åbent i verden end i menigheden. Så det er ikke det, vi er her for. Vi er her for at finde Gud og åbne vores hjerter, så han kan indtage pladsen fra centrum til periferien, i hver eneste tanke, hvert eneste ord og hver eneste handling; og Gud er ikke en politiker; han er Gud. Det, vi skal gøre, er at søge Gud af hele vores hjerte, så Gud kan gøre alt det, der skal gøres; og han vil gøre det, hvis vi lader ham. Giv Gud en chance. De, der står i vejen, skal træde til side, og resten af os skal holde os ude af vejen. Så kan Gud indtage den plads, der tilhører ham.
TAM1897 D 5.1Dernæst citeres her historien om Nikodemus og Kristus for os. Nikodemus var en leder i Israel, og der står, at »Nikodemus søgte et møde med Jesus om natten og sagde: ’Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan udføre de mirakler, som du udfører, medmindre Gud er med ham.’ Alt dette var sandt, så vidt det rakte, men hvad sagde Jesus? Han ’svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig, siger jeg dig: Medmindre en mand bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.’ Her var en mand i en høj og betroet stilling, en mand, der blev set op til som en, der var velbevandret i jødiske skikke, en, hvis sind var fyldt med visdom. Han var sandelig i besiddelse af talenter af en usædvanlig karakter. Han ville ikke opsøge Jesus om dagen, for det ville gøre ham til genstand for bemærkninger; det ville være for ydmygende for en af jødernes ledere at indrømme, at han sympatiserede med den foragtede nazarener. Nikodemus tænker: Jeg vil selv undersøge denne lærers mission og påstande, om han virkelig er det lys, der skal oplyse hedningerne, og Israels herlighed.
TAM1897 D 5.2»Jesus siger i praksis til Nikodemus: Det er ikke kontroverser, der vil hjælpe din sag. Det er ikke argumenter, der vil bringe lys til sjælen. Du må have et nyt hjerte, ellers kan du ikke skelne himmelriget. Det er ikke større beviser, der vil bringe dig i den rette stilling, men nye hensigter, nye drivkræfter: du må fødes på ny. Indtil denne forandring finder sted og gør alle ting nye, vil selv de stærkeste beviser, der kunne fremlægges, være nytteløse. Manglen ligger i dit eget hjerte; alt må forandres, ellers kan du ikke se Guds rige.
TAM1897 D 5.3»Dette var en meget ydmygende udtalelse for Nikodemus, og med en følelse af irritation tager han Kristi ord op og siger: ’Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt?’ Han var ikke åndeligt indstillet nok til at forstå betydningen af Kristi ord. Men Frelseren besvarede ikke argumenter med argumenter. Han løftede sin hånd i højtidelig, rolig værdighed og understregede sandheden med større overbevisning: ’Sandelig, sandelig siger jeg dig: Medmindre et menneske bliver født af vand og Ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød; og det, der er født af Ånden, er Ånd. Undre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvor den vil, og du hører dens lyd, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvorhen den går; sådan er enhver, der er født af Ånden.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan disse ting ske?«
TAM1897 D 5.4»Nogle glimt af sandhed trængte ind i den højtstående mands sind. Kristi ord fyldte ham med ærefrygt og førte til spørgsmålet: ’Hvordan kan disse ting ske?’ Med dyb alvor svarede Jesus: ’Er du en lærer i Israel og kender ikke disse ting?’ Hans ord formidler til Nikodemus den lære, at i stedet for at føle sig irriteret over sandhedens klare ord og give sig hen til ironi, burde han have en langt mere ydmyg opfattelse af sig selv på grund af sin åndelige uvidenhed. Alligevel blev Kristi ord udtalt med en så højtidelig værdighed, og både blik og tone udtrykte en sådan kærlighed til ham, at han ikke blev fornærmet, da han indså sin ydmygende situation. En, der var betroet folkets religiøse anliggender, burde sandelig ikke være uvidende om en sandhed, der var så vigtig for dem at forstå som betingelsen for at komme ind i himmelriget. ’Sandelig, sandelig, siger jeg dig,’ fortsatte Jesus, ’vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vores vidnesbyrd. Hvis jeg har fortalt jer om jordiske ting, og I ikke tror, hvordan skal I da tro, hvis jeg fortæller jer om himmelske ting?’
TAM1897 D 5.5»Denne lære til Nikodemus fremhæver jeg som særdeles relevant for dem, der i dag beklæder ansvarsfulde stillinger som ledere i Israel, og hvis stemmer ofte høres i rådet, hvor de vidner om den samme ånd, som Nikodemus besad.« Hvem vil lytte og lade de samme ord have den samme virkning på deres hjerter og liv i dag? Nikodemus blev som følge heraf omvendt.
TAM1897 D 5.6Disse ord blev rettet til konferencernes formænd, menighedernes ældste og dem, der beklæder officielle stillinger i vores institutioner. I ved, om I er formand for en konference. Det taler til jer; det siger: I skal fødes på ny. I ved, om I er ældste i en menighed. Det taler til jer; det siger: I skal fødes på ny. I ved, om I beklæder en officiel stilling i nogen af vores institutioner. Det taler til jer; det siger: I skal fødes på ny. Det siger: I skal omvendes. Det siger ikke, at I aldrig er blevet omvendt; selvom vi er blevet omvendt, er tiden sådan, at Gud opfordrer til en mere gennemgribende omvendelse, en dybere hengivelse, end I eller jeg nogensinde før har kendt. Det betyder intet for jer eller mig, at vi blev omvendt for fem, ti eller femten år siden, hvis vi ikke er omvendt nu, i dag. Og i dag siger han: »Hvis I vil høre hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter.« I dag, mens det endnu hedder »i dag«, siger han til jer og til mig: »I skal fødes på ny; I skal omvende jer; og medmindre et menneske fødes på ny, kan det ikke se Guds rige.« Og der er det velsignede løfte: »Et nyt hjerte vil jeg give jer.« Herren være takket! Lad os søge Herren med et sådant hjerte, med en sådan inderlighed som aldrig før, så han kan bruge os som aldrig før; og så vil han fjerne skammen fra sin menighed, og den vil rejse sig for at gå frem uhindret, smuk som månen, klar som solen og frygtindgydende som en hær med bannere. Det er, hvad Herren ønsker af jer og mig i dag. Skal han få det?