Missionærer for Gud
TAM1897 Q1 14.2Prædiken holdt onsdag aften den 3. marts 1897 Trykt i General Conference Bulletin, første kvartal 1897, bind 2, nr. 1, s. 14-20.
TAM1897 Q1 14.3Vores lektion i går aftes sluttede med grundlæggelsen af den første stat, som historien kender til; ja, selve statens oprindelse. Skriften siger om Nimrods rige:—
TAM1897 Q1 14.4Begyndelsen på hans rige var Babel, Erech, Akkad og Kalne i landet Sinear. Fra dette land drog Assur ud og byggede Ninive.
TAM1897 Q1 14.5I vores oversættelse står der: »Ashur drog ud og byggede Ninive.« Men den egentlige betydning er, som det fremgår af marginalnoten: »Han [Ashur] drog ud til Assyrien og byggede Ninive« samt de øvrige byer, der nævnes der. Således lå begyndelsen på hans rige i Sinear, og dets udvidelse strakte sig til Assyrien.
TAM1897 Q1 14.6Nimrod var ikke blot en mægtig jæger af vilde dyr, men også en forfølger af mennesker. Og den magt, han havde erhvervet – som han fik i sin besiddelse gennem etableringen og udvidelsen af sit rige – brugte han til at tvinge folk til at anerkende hans magt og den gud, han tjente. Således har hver eneste stat, fra den første, der nogensinde har eksisteret i verden, til den sidste, der nogensinde vil eksistere i verden, brugt den magt, den havde, mod Gud.
TAM1897 Q1 14.7Jeg vil gentage det: Hver eneste stat, fra den første, der nogensinde har eksisteret, det vil sige Nimrods, indtil den sidste, der nogensinde vil eksistere, det vil sige denne, har brugt sin magt mod Gud, mod hans sandhed, mod hans folk; for at tvinge folk væk fra Gud. Fra begyndelsen til slutningen er det historien om hver eneste af dem. Når verden går under, vil det være historien om verdens riger og stater.
TAM1897 Q1 14.8Her er et citat fra en artikel på forsiden af tidsskriftet »Review« fra den 14. april 1896: Ærkebedrageren »forledte folket til at tilbede afguder og opnåede dermed herredømme over jordiske riger. Han anså det for at være det næstbedste efter at erobre Guds trone i himlen at være denne verdens gud.« I den historie, der blev nævnt i den forrige lektion, kan I se, hvordan den plan, der således er åbenbaret i profetiens ånd, udspillede sig. Først gik menneskene over til afgudsdyrkelse, derefter til monarki. Og den første, der gjorde det, oprettede en stat og blev selv en forfølger af mennesker ved den magt, han således havde erobret. Sådan er historien. I vil se, hvordan den udspillede sig i andre nationer, efterhånden som vi kommer videre.
TAM1897 Q1 14.9Det varede ikke længe efter Nimrod, før Gud i hele det land var glemt af alle undtagen Abraham alene. Abraham alene søgte og fandt Gud; og med Abraham begyndte Gud endnu en gang at føre slægten videre på Herrens måde. Læg nu mærke til, hvad han sagde til Abraham. I lyset af det, vi har studeret, i lyset af det, der lå foran os i den forrige lektion, og det, jeg netop nu har henledt jeres opmærksomhed på, så overvej, hvad Gud sagde til Abraham, da han sammen med ham grundlagde en ny nation; det vil sige en Guds nation. Første Mosebog 12:1 fortæller os, hvad Herren sagde til ham i første omgang. »Nu havde Herren sagt til Abram: Gå ud af« – hvad? – »dit land.« Hvad først?
TAM1897 Q1 14.10(Menigheden) Dit land.
TAM1897 Q1 14.11»Og fra din slægt og fra din faders hus til et land, som jeg vil vise dig.« Tre ting sagde Gud, at Abram skulle forlade. For det første skulle han forlade, hvad? – Sit land. Dernæst? – Hans slægt. Dernæst? – Hans faders hus. Hans faders hus var afgudsdyrkere. Hans land tvang folk til afgudsdyrkelse; det var imod Gud. Hans land, hans slægt og hans faders hus var afgudsdyrkere, og han måtte forlade det hele. Herren viste ham landet; men gav han ham det i besiddelse? – »end ikke en Fodsbred.« Da Gud kaldte ham ud af det land, førte han ham da ind i et andet? — Nej; men »dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham.« Da Gud altså kaldte ham ud af hans land og ikke førte ham ind i det andet, hvor stod han så?
TAM1897 Q1 14.12(Menigheden) En pilgrim og en fremmed.
TAM1897 Q1 14.13Stod Guds repræsentant i denne verden dermed helt uden et land i denne verden?
TAM1897 Q1 14.14Men var han helt uden et land? — Åh, han så frem til »et bedre land, nemlig det himmelske.«
TAM1897 Q1 14.15Lad os slå op i Hebræerbrevet kapitel 11 og se på det. Vers 8, der begynder således:—
TAM1897 Q1 14.16Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.
TAM1897 Q1 15.1Men hvorfra drog han ud? — Fra sit land, uden at vide, hvor han drog hen. »Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse«. I ved, at han ikke gav ham nogen arv, nej, ikke engang et sted at sætte sin fod; og dog lovede han at give det til ham og hans afkom efter ham. Han førte ham ud af hans eget land; og i intet andet land på jorden gav han ham så meget som et sted at sætte sin fod. Således blev han efterladt fuldstændig uden et land på jorden. Det er vi sikre på; men husk, hvad Gud sagde. Hvem var Abraham på dette tidspunkt? — Han var »Guds ven«, »fader til alle dem, der tror på Gud«. Er han jeres fader? Har I et land i denne verden?
TAM1897 Q1 15.2thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud. Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles. I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne.
TAM1897 Q1 15.3Hvad lovede Gud, da han førte ham ud af hans land? Lovede han ham et land? — Ja. Men han fik ikke et land i denne verden; »men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden. De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland.« Kan et menneske søge et land, når det allerede har et? — Nej; for et menneske kan ikke have to lande, ligesom det ikke kan tjene to herrer.
TAM1897 Q1 15.4»Jamen,« siger nogen, »Abraham var jo ude af sit.« Ja, men han havde mulighed for at vende tilbage, hvis han ønskede det. Hvis han stadig havde betragtet det som sit fædreland, så det lå ham på sinde, og han havde fået hjemve, da han kom 800 eller 1.000 miles væk, og der var hungersnød i landet, og det ikke var så stor en udflugt, som han havde troet, kunne han have sagt: »Jeg vil gerne se folkene derhjemme bare én gang til, de kære gamle sletter og de velkendte træer. Hvis jeg blot kunne gøre det, så ville jeg være villig til at vende tilbage og blive her på dette arbejdsfelt et stykke tid.« Hvis han havde tænkt således, kunne han have haft mulighed for at vende tilbage; for der står skrevet: »Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage;«
TAM1897 Q1 15.5I tanker; hvad vil det sige at have i tanker? – Hvis de havde haft tankerne fulde af det land, de var kommet ud af, kunne de have haft mulighed for at vende tilbage. Og det ville de også have haft; for så ville de selv have skabt den mulighed.
TAM1897 Q1 15.6men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor [derfor, af denne grund] skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en, Stad.
TAM1897 Q1 15.7Er I kommet ud af jeres land? Slå op i Romerbrevet 4:1-12:—
TAM1897 Q1 15.8Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. Thi hvad siger Skriften? “Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.” Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed; ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: “Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.” Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, og Fader til omskårne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.
TAM1897 Q1 15.9Den tro, som vores fader Abraham havde, da han endnu var uomskåret, var den tro, han havde, da Gud kaldte ham ud af hans land, fra hans slægt, fra hans faders hus, og han blev overladt til Guds hænder uden noget land i verden. Og han er fader til alle dem, der tror, selv om de ikke er omskårne; og også til alle de andre, forudsat at vi alle følger i sporene af den tro, han havde, da han var uomskåret. »når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.«
TAM1897 Q1 15.10»Dit afkom skal være fremmed i et land, der ikke er deres.« Er I hans afkom? Er I Abrahams afkom, fordi I tror på Jesus Kristus? Er I fremmede i det land, hvor I befinder jer? — Hvis I er hans afkom, så er I det. Hvorfor? — Fordi det ikke er jeres land. Det er ikke længere jeres land.
TAM1897 Q1 15.11Nu er dette ikke teori. Dette handler nu om praktisk, dagligdags religion. Broder Dan Jones talte i går, som I husker, om missionærer, der tager til Mexico, og han ønskede missionærer, der ville tage derhen og tage deres hjerter med sig. Dem, der ville efterlade deres hjerter i USA, eller hvilken stat det nu måtte være, når de tog derned for at udføre missionsarbejde, dem ønsker han ikke; for så kan de ikke udføre missionsarbejde.
TAM1897 Q1 15.12Herren ønskede, at Abraham skulle være missionær for alle de mennesker, han senere skulle møde på jorden; og det var han. Men Gud vidste – og alle andre, der ser dette, som Herren ser det, ved det – at ingen kan være missionær i denne verden, hvis han har et hjemland i denne verden. I og jeg kan ikke være missionærer i noget andet land, hvis Amerika er vores land. Vi kan ikke være missionærer i Amerika, så længe Amerika er vores land. I kan ikke være missionærer selv derhjemme, hvis I ikke først er kommet ud af jeres land. Sådan er det. Sådan ligger det i tingenes natur.
TAM1897 Q1 16.1Spørgsmål. — Hvordan kommer du frem til det?
TAM1897 Q1 16.2Vi kan ikke udrede det. Jeg har ikke til hensigt at udrede det. Herren har forklaret det, og I og jeg skal tage det til os og tro på det.
TAM1897 Q1 16.3For hvad er vi missionærer i verden? Lad os se på det. Hvorfor er vi udsendt som missionærer? Missionærer for hvad? Hvad er vores missionsarbejde? Hvad er formålet med det? Er vi missionærer for Amerika, eller er vi missionærer for Gud? Er Amerika Guds land, uafhængigt af alle andre på jorden? Det er ikke godt nok til at være Guds land; og det er ikke godt nok for Guds folk, uanset hvor godt det er.
TAM1897 Q1 16.4I og jeg skal være missionærer for Gud, for at kalde mennesker til Gud; for at kalde dem fra det sted, hvor de er, til Gud, fra synd til retfærdighed, fra mørke til lys, fra det land, hvor de er, til det bedre land, som Gud har forberedt.
TAM1897 Q1 16.5Hvis Tyskland nu er mit land – og hvis mit hjerte er der, er det mit land – hvordan kan jeg da kalde folk til et land, hvor jeg ikke hører til, og som ikke er mit? Hvis Amerika er mit land, hvordan kan jeg da udføre missionærarbejde på vegne af et andet land? – Det kan ikke lade sig gøre. Da Gud ønskede, at Abraham skulle være missionær for Gud, en missionær på vegne af et land, som Gud kalder alle mennesker til, placerede han ham der, hvor han virkelig kunne være missionær for alle mennesker. Gud kaldte ham til at være missionær, og dermed satte han et eksempel for alle, der skulle komme efter ham, om, hvad det vil sige at begynde at udføre missionsarbejde. Det første, man skal gøre, er at forlade sit eget land. Så hvis du skal være missionær i Nebraska, så forlad dit land. Hvis du skal være missionær i Mexico, så forlad først dit land. For hvis du overhovedet skal være missionær på jorden, siger Herren til dig: »Gå ud af dit land;« og så følger han op på det og siger: »fra dit land og fra din faders hus.« Alle disse ting hindrer missionsarbejdet, indtil du er kommet væk fra dem og ud af dem. Men når du er kommet ud af dit land og væk fra din slægt og fra din faders hus, så er du, uanset hvor du befinder dig på jorden, en missionær. Du behøver ikke at være det; du er det. »Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel.« Og »Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd.« »Gå ud af dit land, fra din slægt og fra din faders hus, til et land, som jeg vil vise dig.«
TAM1897 Q1 16.6Nu sagde jeg for et øjeblik siden, og jeg siger det igen, at dette er praktisk kristendom hver dag, som det altid har været for dem, der tror på Gud.
TAM1897 Q1 16.7(Stemme) Hvordan kan en mand blive i Nebraska og alligevel forlade sit land?
TAM1897 Q1 16.8Ved at blive født på ny. Hvis han er født i Nebraska, skal han fødes på ny. Hvis han er født i Amerika, lad ham blive født på ny, og han vil være ude af sit land. Hvis han er født i Tyskland, lad ham blive født på ny, og han vil være ude af sit land.
TAM1897 Q1 16.9Nu, brødre, der ligger meget i dette. Der er intet i denne verden, der har hindret vores missionsarbejde så meget som denne gentagne rejse til et fremmed arbejdsfelt og forberedelsen på at vende tilbage næsten med det samme. Enhver blandt syvende-dags adventisternes missionærer, der har været i et fremmed land, ved, at dette er en kendsgerning. Og man behøver ikke at forlade USA for at opdage det. Det er faktisk blevet foreslået, at det ville være tilrådeligt at skaffe et andet skib til at hente de missionærer hjem, som »Pitcairn« sejler ud med; når »Pitcairn« sejler dem ud, skal et andet skib følge efter lidt senere, når de får hjemve, og bringe dem hjem! Nu må dette stoppe, ellers vil vi aldrig blive missionærer på denne jord; Herren ønsker ikke noget sådant.
TAM1897 Q1 16.10Hvis jeres hjerte er i dette land; eller hvis jeres hjerte er her hos jeres slægt; hvis jeres hjerte er her i jeres faders hus – så for jeres sjæls skyld og for Guds sags skyld: Gå ikke væk derfra, før I har fået jeres hjerte væk fra alt dette. For hvor jeres hjerte er, der vil jeres skat være, og I vil ønske at vende tilbage så hurtigt som muligt.
TAM1897 Q1 16.11Hvis I tager til et andet land, mens jeres hjerte ikke er der, kan I ikke gøre noget godt, mens I er der; I vil være til besvær for jer selv og for alle omkring jer. I behøver ikke tro, at det ikke vil ske; for det vil det.
TAM1897 Q1 16.12Det, vi skal gøre, er at vide, hvor vores hjem er – vores rette hjem – og at det ikke findes nogen steder på denne jord; at det er i himlen, og at vi snart skal derhen. Og så, uanset hvor I bliver kaldet hen på denne jord, skal I huske på, at I er på vej hjem. Så uanset om det er til Sydhavsøerne eller til Mexico, vil I være hjemme; og I ved det, og I er der for at blive hjemme og arbejde for Gud, hvor I er, indtil han kalder jer til et andet område; og når I kommer derhen, vil I stadig være hjemme. På den måde vil I aldrig befinde jer på et fremmed sted, og menneskene vil ikke være fremmede for jer.
TAM1897 Q1 16.13Nu fungerer denne forestilling om at have et hjemland i denne verden netop på denne måde. Når det gælder lande, er det land, der er jeres, det, der fylder mest i jeres sind; og hvis I tager til et andet land, vil I konstant drage sammenligninger mellem det land og jeres eget land. Den undervisning, I giver, de prædikener, I holder, selve den indflydelse, der følger med jer, vil være så gennemsyret af det – uden at I selv er klar over det – at folk vil genkende det hele tiden. Der er således en barriere mellem jer og dem, som I aldrig kan overvinde, før I forlader jeres land.
TAM1897 Q1 17.1Så længe det er i jer, er der en barriere mellem jer og dem. Jeres arbejde kan ikke være effektivt, før den barriere mellem jer og folket er nedbrudt, og de ser, at I er adskilt fra jeres land, fra jeres slægt og fra jeres faders hus. Men når I er kommet ud af jeres land, når I er født på ny, ligger jeres fødested i det himmelske land; jeres hjem er der; og det er det eneste land, jeres hjerte er knyttet til. Da vil der ikke være nogen barriere mellem jer og nogen som helst på denne jord, og I kan bringe evangeliet til hvert eneste menneske i denne verden. I vil møde en ven i enhver, I møder på jorden; de vil ikke være fremmede for jer.
TAM1897 Q1 17.2Faktisk kan I rejse ud blandt mennesker i andre lande, og I vil opdage, at de er lige så gode som menneskene her. I sommeren for halvandet år siden var jeg i flere af disse andre lande. Jeg var i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Bøhmen, Østrig, Ungarn, Bulgarien, Tyrkiet, Grækenland, Italien, Holland, England, Irland, Skotland – i alt seksten forskellige lande. Hvert eneste af disse lande var for mig, hver på sin måde, lige så godt som dette land nogensinde har været.
TAM1897 Q1 17.3På mange måder er de nøjagtig ens. Vandet derovre er præcis som vandet her i landet. Græsset vokser der nøjagtig som her i landet – det vokser opad. Træerne vokser der nøjagtigt som her i landet og ligner træerne her i landet på en prik. Selv menneskene er i form og generelt udseende nøjagtigt som her i landet. Nå, når bakkerne, klipperne, vandet, træerne, græsset og menneskene derovre er præcis som her i landet, er de da ikke lige så gode som disse? Jeg kan ikke se nogen forskel.
TAM1897 Q1 17.4Pastor Ballenger.—Ville De være lige så fri til at tale om disse ting i alle disse lande, som De er her?
TAM1897 Q1 17.5Bestemt. Jeg prædikede netop disse ting i de lande. Man kan prædike evangeliet hvor som helst. Brødre, jeg mødte gode mennesker hvert eneste skridt på vejen, og intet andet end gode mennesker. Jeg mødte ikke nogen af den anden slags. Ærligt talt, det gjorde jeg ikke. Mennesker, der var fuldstændig fremmede – som jeg aldrig havde set før, hvis sprog jeg ikke kunne forstå, og som ikke kunne forstå mit – gjorde alt, hvad de overhovedet kunne, for at hjælpe mig videre, vise mig vejen og hjælpe mig på alle mulige måder. De steder, hvor jeg var, var de penge, jeg havde i lommen, deres egen valuta. Jeg kunne ikke læse den. Når jeg skulle betale for sporvognen, købe en togbillet eller noget i den retning – så var det eneste, jeg kunne gøre, at række dem nok til at være sikker på, at det var nok, og lade dem tage det, jeg skulle betale for det, og de tog det og tog ikke mere end det og gav mig de rigtige byttepenge.
TAM1897 Q1 17.6Jeg siger jer, brødre, menneskene er nøjagtig ens overalt. Den eneste forskel er, at de nogle steder er lidt bedre end andre. Det er den eneste forskel, jeg kan se. Og evangeliet – evangeliet er, som vi ved, det samme overalt i verden. Der er ingen tvivl om det. Og da evangeliet er det samme overalt, er det til rådighed for hele menneskeheden. Og da hele menneskeheden er lige så ens og lige så ensartet som evangeliet, vil I, når I bringer evangeliet ud på Herrens måde og går ud til folket på Herrens måde, opdage, at det virker netop sådan hele tiden og overalt.
TAM1897 Q1 17.7Da jeg var i Danmark, var det for mig virkelig det bedste land på jorden; og jeg nød det sammen med alle de mennesker omkring mig! Da jeg var i Norge, var det for mig det bedste land i verden. Da jeg var i Tyrkiet, var det for mig det bedste land på jorden; og hvis jeg skulle søge et missionsfelt, ville jeg tage direkte til Tyrkiet. Tyrkerne er ligesom andre mennesker – venlige og høflige, når de møder jer på gaden, og ude på landet, når de møder jer på vejen.
TAM1897 Q1 17.8Broder Holser og jeg måtte vente, mens skibet lå for anker i Smyrna i Asien, og vi tog ud for at besøge ruinerne i Efesos. Han gik længere end jeg, men vi gik sammen omkring seks engelske mil ud på landet alene. Vi gik ligesom man går ud på markerne her. Vi mødte folk på landevejen, ligesom man gør her. Jeg følte mig ikke i fare af nogen art, og jeg tror heller ikke, at han gjorde det. Vi fandt intet at være bange for. Vi gik rundt derude, ligesom vi ville gøre her. Vi var i Nikomedia, da armenerne sagde, at det næppe var sikkert at gå ud af huset, og frem for alt, at nogen blev set gående på bakkerne; men vi gik ud af byen og op på bakkerne, mens vi ventede på toget. Vi mødte tyrkere på vejen med deres vogne og okser; vi traf dem hvilende ved vejen. Vi var ikke bange. Der var ingen fare for os. Der var sikkerhed overalt.
TAM1897 Q1 17.9Jeg siger jer, at i hvert eneste af disse lande er befolkningen gode mennesker, elskværdige mennesker, venlige mennesker, imødekommende mennesker. De vil lægge deres arbejde til side for at gøre jer en tjeneste, for at vise jer vejen, for at hjælpe jer gennem en gade, for at følge jer et eller to gadehjørner for at vise jer vejen, selvom de aldrig har set jer før og aldrig forventer at se jer igen. Mit hjerte fyldtes af varme følelser over for alle disse gode mennesker omkring os, og jeg ønsker, at de kunne følge med os til det bedre land, hvor vi kunne være sammen og være venlige mod hinanden hele tiden. Som jeg sagde for et øjeblik siden, og som D. T. Jones fortalte jer i går, ligger dette til grund for missionsarbejdet. Det er netop det. Der har været nogle, der er blevet sendt af sted, villige og glade for at tage på en udenlandsk mission. Det var det, de satte sig for, det var deres erklærede hensigt; det kostede store summer at få dem derhen. Kun kort tid efter modtages der et brev, hvor de beder om at måtte komme tilbage. »Åh, lad mig bare komme hjem! Jeg beder jer ikke om at betale min hjemrejse; lad mig bare komme tilbage.«
TAM1897 Q1 18.1(Stemme) Giver Udenlandsmissionsrådet sådanne mennesker mulighed for at vende tilbage?
TAM1897 Q1 18.2Bestemt. Hvordan kunne de gøre andet? Dette er ingen tom fortælling. Det er en kendsgerning, brødre. Men det er ikke missionsarbejde. Naturligvis ville Udvalget for Udenlandsmission ikke ønske, at sådanne personer blev der. Det bedste, de kunne gøre, var at lade dem komme hjem; for det eneste sted, hvor de kunne udrette noget, var derhjemme. Deres hjerte var hjemme i Amerika.
TAM1897 Q1 18.3Faktisk var nogle så bange for, at de ville dø, hvis de blev der, at de kom hjem og døde. Det er en kendsgerning. Jeg bruger ikke det udtryk eller formulerer det på den måde for at spille på jeres følelser eller noget i den retning. Nogle har haft så stor hjemve, at de frygtede, de ikke kunne overleve der; og de kom hjem på egen anmodning og døde ikke længe efter. De kunne ikke have gjort mindre end det, hvis de var blevet i udlandet.
TAM1897 Q1 18.4Jeg ved, og det ved I også, at mange er taget ud på udenlandske missioner med en opfattelse af, at det mere var en udflugt end hårdt missionsarbejde. Og da de ved rejsens afslutning opdagede, at det ikke var en udflugt, men en prøvelse; at det indebar selvfornægtelse, sygdom og brændende feber, så forsvandt på kort tid enhver fornemmelse af at være på udflugt. Det var ikke det, de havde i tankerne, da de tog af sted.
TAM1897 Q1 18.5Jeg ved, og I ved, at der i starten er en glans omkring denne idé om missionærarbejde. Men vi ønsker at holde os til de konkrete kendsgerninger, at vende blikket væk fra glansen og huske, at der ligger en hård virkelighed lige bagved. Der er en vis glans ved at stige ombord på toget eller skibet sammen med en stor menneskemængde og under stor pomp og pragt, når vi begiver os ud på missionen og bliver hædret på den måde; det er selvfølgelig helt i orden, men de, der tager afsted, skal være sikre på, at deres sind og hjerter er rettet mod noget mere konkret end det. De skal huske på, at selvom brødrene er villige til at følge dem til toget eller skibet og fælde tårer, hvis det bliver nødvendigt, ved afskeden, så må hver enkelt af disse missionærer ud over alt det ikke glemme, at han drager ud for at møde trængsler, forvirringer, farer og sygdomme.
TAM1897 Q1 18.6Og lad ham huske, at han ikke blot kan møde alle disse ting, men også gennemgå dem, og ikke være bange for, at han vil dø. Lad enhver være fuldstændig sikker på, at han er død, før han tager af sted, og han vil ikke være bange for, at han vil dø, når han kommer derhen. Men hvis I ikke er døde, før I tager af sted, så tag ikke af sted, før I er døde; for ellers vil I hverken gøre noget godt for jer selv eller for sagen. I vil kun være en byrde for dem, der er der – hvis der overhovedet er nogen der, der er trofaste, før I tager af sted.
TAM1897 Q1 18.7Det er sandheden, og det ved I. Hvorfor skulle vi så lade det gå i glemmebogen? Noget sådant har været nødvendigt i vores arbejde i alle disse år. Der ville være blevet sparet store summer, hvis man havde insisteret på noget sådant, før I tog af sted. Store fejltagelser ville være blevet undgået, og en enorm mængde elendighed, hvis man havde insisteret på dette, og insisteret på det, før arbejderne tog af sted.
TAM1897 Q1 18.8Som jeg sagde for et øjeblik siden: Hvis I virkelig er døde, før I tager af sted, og mens I er der, vil I ikke blive særlig foruroliget af udsigten til døden. Det følger ikke, at I vil dø, bare fordi I bliver syge, meget syge – brændende af feber. Det følger ikke, at I vil dø, og at I bør tænke, at I må pakke sammen og tage hjem, så snart I er kommet ud af det eller er raske nok til at rejse.
TAM1897 Q1 18.9Jeg kender missionærer – måske gør I det også – især én og hans kone, som jeg har i tankerne, der tog ud på en mission i udlandet. De var begge unge mennesker. Ingen af dem var, tror jeg, over toogtyve; manden var sandsynligvis højst treogtyve. De tog ud til deres missionsområde og gik i gang med arbejdet. Med tiden blev de ramt af sygdom. Konen blev først ramt af den lokale feber og var frygtelig syg – så syg, som man vel kan blive og stadig overleve; men ingen af dem fik hjemve sammen med feberen. De holdt modigt ud; manden plejede sin kone gennem hendes sygdom, og lige da hun knap nok var i stand til at sidde op og gå rundt, blev han selv ramt af den samme feber, lige så alvorligt som hun havde været; og hun, i den svage tilstand, plejede ham igennem det. Men de kom igennem det hele som modige kristne, tak Herren for det. De er stadig på det missionsfelt; de er en succes på det missionsfelt, hvor de er, og har været en succes fra den dag, de ankom der. Det skal være vores ideal.
TAM1897 Q1 18.10Nu siger jeg ikke, at ingen af dem, der rejste ud, nogensinde skulle være kommet tilbage. Jeg siger ikke, at ingen af dem skulle være kommet tilbage umiddelbart efter, at de nåede missionsmarken. Men jeg mener, brødre, at de burde have vidst, inden de rejste ud, om de skulle komme tilbage med det samme eller ej.
TAM1897 Q1 18.11At missionsbestyrelsen mener, at du kunne blive en god missionær, er ikke tilstrækkeligt grundlag for, at du drager ud på en udenlandsk mission. Du skal selv vide, at Gud kalder dig til at drage derhen; og at du drager derhen, fordi Gud ønsker dig netop dér. Så når du drager af sted, vil du gøre det, fordi Gud kalder dig, og du vil vide, at han er med dig, mens du er undervejs. Du vil vide, at han er med dig, når du kommer frem; og du vil ikke lade dig skræmme af nogen vanskeligheder, ej heller blive modløs af nogen trængsler, ej heller vende om på grund af nogen sygdomme, ej heller ved udsigten til døden.
TAM1897 Q1 19.1Hvis det skulle komme så vidt, at du bogstaveligt talt dør en fysisk død, ved du ikke, hvor meget du skader sagen, hvis du løber væk for at undslippe den. I og jeg, enhver kristen, og især enhver kristen syvende-dags adventist, fordi det er den kristne erfaring, må forstå dette ene levende princip: at den kristnes arbejde ikke er fuldført, når han dør den fysiske død. Hvis han er trofast mod sit arbejde, mens han lever, og dør på sin post, fortsætter hans arbejde, efter at han er død.
TAM1897 Q1 19.2Det er et faktum. Hvis du følger Guds kald, hvis du går med Gud ved din side, og hvis du dør, før du tager afsted, hvis du er den slags missionær, som Gud kalder – den slags, som Abraham var – skal du selv vide, foran Gud, under Gud og med Gud, at dette er hans vilje med hensyn til dig.
TAM1897 Q1 19.3At du i dag har en overbevisning om, at du skal rejse ud som missionær, er ikke bevis på, at du skal tage afsted fra denne konference for at rejse til det pågældende missionsfelt. Hvis din overbevisning er den rette og god, vil den bestå. Hvis det ikke er den rette slags overbevisning, bør den ikke bestå. Den bør forsvinde så hurtigt som muligt. Og hvis du er nødt til at beholde den et stykke tid, og den forsvinder, er det bedre, at den forsvinder her end efter, at du er ude i missionsfeltet.
TAM1897 Q1 19.4Hvis din overbevisning kommer fra Herren, er den god og vil bestå. David havde i tyve år en overbevisning om, at han skulle blive konge over Israel. Men han var slet ikke ivrig efter, at den tid skulle komme, hvor han ville blive konge over Israel. Han skyndte ikke på tingene. Da alt var i hans hænder, rørte han ikke en finger for at sætte sig selv på tronen. Han havde en overbevisning, der var god nok til at holde i tyve år; og da Herren havde prøvet ham og kunne stole på ham, førte han ham selv til tronen.
TAM1897 Q1 19.5Så måske har du en overbevisning vedrørende et bestemt missionsfelt. Den kan være fra Gud. Forsøg nu ikke at gennemføre din egen idé, uanset om missionsbestyrelsen tror på den eller ej, eller om konferencen tror på den eller ej. Vent blot på Gud, og lad ham fortælle andre mennesker, at det er sådan. Når vi på denne måde venter på Gud og derefter går, går Herren med os, og det ved vi; og han er med os, mens vi er der, og det ved vi. Det er vores post, og vi vil stå på den post, indtil Gud kalder os væk. Og hvis han har brugt os der så længe, han kan, på en effektiv måde, mens vi lever; og han kan udnytte din indflydelse bedre, hvis du er død; så er det, du skal gøre, at lægge dig til hvile for at dø som en lykkelig kristen; i visheden om, at Gud vil føre dit arbejde videre, efter at du er død. Den overbevisning, som Gud lagde på hjerterne gennem dig, mens du levede og talte til dem, vil blive fordybet, styrket og levendegjort ved dit gode eksempel, efter at du er død; og derved vil de blive ført til Jesus Kristus.
TAM1897 Q1 19.6Er du da villig til, at Gud skal forkynde evangeliet gennem din død såvel som gennem dit liv? Er du villig til, at han skal forkynde evangeliet gennem dig, død, fysisk død og i graven, lige så sikkert som du er villig til, at han skal forkynde evangeliet med dig, mens du lever og går på jorden? Hvis du ikke er det, er du ikke klar til at drage ud på mission.
TAM1897 Q1 19.7Nu vil jeg læse det op fra Skriften. Slå op i Filipperbrevet, kapitel 1. Der finder I eksemplet på den missionær, som Gud kaldte, som et forbillede for jer, som et eksempel for alle, der senere skulle tro på Jesus Kristus til evigt liv. I husker Paulus’ trængsler. I husker hans omskiftelige skæbne, hans prøvelser, hans forfølgelser, hans piskninger, hans farer overalt; og I ved, at han aldrig vaklede, uanset hvor han befandt sig.
TAM1897 Q1 19.8Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at mine Forhold snarere have tjent til Evangeliets Fremme, så at det er blevet åbenbart for hele Livvagten og for alle de øvrige, at mine Lænker bæres for Kristi Skyld. Vers 12, 13.
TAM1897 Q1 19.9Da dette blev skrevet, vidste han ikke, hvilken dag kejserens dekret ville blive fuldbyrdet, og han ville blive henrettet. Det forventede han. Tænk nu på alle de ting, han gennemgik. Piskningerne, prøvelserne, forfølgelserne, farerne, røverierne, at han en gang blev stenet og slæbt ud af byen og efterladt som død. Nu siger han: »Jeg vil gerne have, at I skal forstå, at disse ting er sket mig til fremme for evangeliet.« Hvad gjorde Gud gennem hver eneste af disse prøvelser, lidelser og farer?—Han brugte denne mand til at forkynde evangeliet gennem ham, så når disse mennesker stenede ham og slæbte ham ud af byen og efterlod ham for død, satte Guds Helligånd sin sandheds segl på deres hjerter som vidnesbyrd om, at denne mand var fra Gud, at det budskab, han bragte dem, var fra Gud; og hvis de gjorde oprør imod det, blev deres fortabelse beseglet; og hvis de overgav sig til det, blev de frelst.
TAM1897 Q1 19.10Det er det, Gud vil gøre gennem os. Alt, hvad vi er til for i verden, er, at Gud kan forkynde evangeliet gennem os. Det er ikke så meget os, der gør det, som det er Gud, der gør det gennem os, hvad enten det er gennem ord eller gennem indflydelse; og Gud kan gøre det lige så godt gennem indflydelse som gennem ord. Gud vil lægge evangeliet i vores indflydelse såvel som i vores ord. Vi forkynder altid lige så meget gennem vores indflydelse som gennem vores ord.
TAM1897 Q1 19.11og de fleste af Brødrene fik i Tillid til Herren ved mine Lænker end mere Dristighed til at tale Guds Ord uden Frygt. Nogle prædike vel også Kristus for Avinds og Kivs Skyld, men nogle også i en god Mening. Disse gøre det af Kærlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangeliet; men hine forkynde Kristus af Egennytte, ikke ærligt, men i den Tanke at føje Trængsel til mine Lænker. Hvad så? Kristus forkyndes dog på enhver Måde, være sig på Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, og jeg vil også fremdeles glæde mig. Thi jeg ved, at dette skal blive mig til Frelse ved eders Bøn og Jesu Kristi Ånds Hjælp, efter min Længsel og mit Håb, at jeg i intet skal blive til Skamme, men at Kristus skal med al Frimodighed, som altid, så også nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død.
TAM1897 Q1 20.1Står der da ikke skrevet, at Gud vil bruge en død mand til at forherlige evangeliet og Jesu Kristi herlighed? Er du villig til, at han skal gøre det gennem dig, når han kan gøre det bedre, mens du er død, end hvis du er i live? Død, ja, men levende for ham. Ser du da ikke, at i den gode forstand dør den kristne aldrig? »thi for ham leve de alle.« »derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.« Er du det? Hvis du tilhører Herren, mens du lever, tilhører du Herren, når du er død. Og lige så sikkert som Gud bruger dig, mens du lever, til at forkynde evangeliet, vil han bruge dig, når du er død, til at forkynde evangeliet. Og dit arbejde vil ikke standse, når du er død. Lige så sikkert som dit arbejde er Kristi værk, mens du lever, vil det fortsætte, når du er død. Din indflydelse vil gøre sig gældende, og Gud vil udrette ting gennem dig, efter at du er død, som han ikke kan udrette så godt, mens du lever.
TAM1897 Q1 20.2Antag, at Paulus skulle dø. Det forventede han. Se vers 17 i det næste kapitel. Men forresten, i lyset af dette, hvad gjorde han så hele tiden? »derover glæder jeg mig, og jeg vil også fremdeles glæde mig.«
TAM1897 Q1 20.3»Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle.« Hvad henviste han til, da han sagde: »om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro«? Han forventede dagligt, at han ville blive ofret som et offer for Jesu Kristi tro. Hvad gjorde han ved det? — »glæder jeg mig og glæder mig med eder alle.« Hvad skulle de gøre? — »Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig!«
TAM1897 Q1 20.4Forventede han, at filipperne ville glæde sig sammen med ham, når hans hoved blev hugget af? — Ja; det siger han. Brødre, når vi forstår, at den kristnes arbejde ikke ophører, når han dør, vil vi ikke være så tilbøjelige til at vedtage resolutioner og sende kondolenceadresser til folk, blot fordi nogen er død. Tak Herren for, at hans arbejde fortsætter, selvom han er død. Glæd jer over det — ikke over, at han er død, men over, at hans arbejde fortsætter; at Gud bruger ham bedre på den måde, end hvis han var i live.
TAM1897 Q1 20.5Lad derfor Gud træde ind og indtage hele pladsen, så vi kan elske Gud af hele vores hjerte, af hele vores sjæl, af hele vores sind og af hele vores styrke. Det er det, det vil sige at være missionær.
TAM1897 Q1 20.6Og det allerførste, man skal gøre for at blive den slags missionær, er: »Gå ud af dit land.«