Det åndelige Ægypten · Den tredje engels budskab – 1897

TAM1897 Q1 26.25Prædiken holdt fredag aften den 5. marts 1897 Trykt i General Conference Bulletin, første kvartal 1897, bind 2, nr. 1, s. 26-33.

TAM1897 Q1 26.26Jeg glemte at nævne i den forrige lektion, at den historie, jeg skitserede, findes i sin helhed i »Empires of the Bible«. Fra side 77 og frem til side 150 finder I Ægyptens historie og det stof, jeg gennemgik i den skitse, jeg gav i går aftes.

TAM1897 Q1 26.27Teksten til i aften er Åbenbaringen 11:8.

TAM1897 Q1 27.1Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre blev korsfæstet.

TAM1897 Q1 27.2Jeg har læst dette vers med det ene formål, at I må se, at der findes noget, der hedder det åndelige Ægypten, og at Guds ord åbenbarer det, der »åndeligt kaldes Ægypten«.

TAM1897 Q1 27.3Det åndelige Ægypten er faktisk det bogstavelige Ægypten, for åndelige ting er de mest bogstavelige af alle ting. Der findes, som der altid har gjort, et fysisk Ægypten derovre i Nordafrika, hvor Nilen løber igennem; men det er ikke det bogstavelige Ægypten; det bogstavelige Ægypten er det åndelige Ægypten.

TAM1897 Q1 27.4Når vi nu vender os mod lektionerne fra i går aftes om Israels befrielse fra Ægypten, vil vi igen følge deres forløb fra det punkt, hvor Moses’ sang blev sunget. Da de havde krydset Det Røde Hav på tør grund mellem isvæggene og stod triumferende på bredden over Ægypternes undergang – Ægypterne var druknet, da de forsøgte at følge efter israelitterne – blev de befriet legemligt, fysisk, fra det fysiske Ægypten; men der var et dybere Ægypten end det, hvorfra de endnu ikke var blevet befriet.

TAM1897 Q1 27.5I ved, at deres hjerter, skridt for skridt i deres oplevelser, var i Ægypten; og når der skete noget, der skuffede dem, udbrød de: »Lad os vende tilbage til Ægypten!« Da de nåede grænserne til Kana’an, og Herren ønskede, at de skulle gå ind, udbrød de: »Lad os udpege en leder og vende tilbage til Ægypten!« Hvor var deres hjerter da? – I Ægypten. Det første, de tænkte på, var altid Ægypten.

TAM1897 Q1 27.6Da de stod ved Sinai-bjerget, efter at de havde hørt Herrens røst, og ventede på, at Moses skulle vende tilbage fra bjergtoppen med Guds lov, lavede de sig et afgudsbillede og tilbad det; og hvilket afgudsbillede var det? – Kalven fra Ægypten. Derefter, efter at de havde lyttet til Herrens stemme fra toppen af Sinai, der forkyndte ordet i hans lov, og hørt trompetens lyd blive højere og højere, og set bjergtoppen helt indhyllet i røg – efter alt dette kan man tydeligt se, at Ægypten fyldte så meget i deres hjerter, at de vendte sig mod Ægyptens afgudsdyrkelse i stedet for at vente, indtil Moses vendte tilbage fra toppen af Sinai med Guds budskab. Og da de var blevet drevet tilbage fra landets grænser og var tvunget til at vandre i ørkenen, kan man se, at det var netop på grund af dette ægyptiske slaveri, der holdt dem fast, og som de ikke var fri fra. Man bemærker, at da Herren dagligt forsynede dem med brød fra himlen – englenes mad – var de så fjernt fra ham og så fuldstændigt opslugt af Ægypten, at de sagde: »Åh, hvis vi dog var tilbage i Ægypten, hvor vi havde porrer, løg og hvidløg!«

TAM1897 Q1 27.7Jeg behøver ikke at nævne et andet eksempel; dette er nok til at henlede jeres opmærksomhed på, at Israel ikke var helt ude af Ægypten, da de stod ved Det Røde Havs bred og sang Moses’ sang. Fysisk var de ude af Ægypten, men åndeligt var de det ikke. De var blevet befriet fra det ægyptiske legemlige slaveri, men de var bundet af det ægyptiske åndelige slaveri; og problemet er, at de aldrig kom ud af det ægyptiske slaveri. De døde i det ægyptiske slaveri. Da Herren forkyndte sin lov fra Sinai, sagde Moses til dem, at det var for, at de ikke skulle synde. Læs nu igen Hebræerbrevet 11:25: »valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd.« Men vi så i vores forrige lektion, at de syndens glæder, der her henvises til, blot var Ægyptens glæder. Da Moses var arving til den ægyptiske trone, stod al Ægyptens rigdom, al Ægyptens herlighed og al Ægyptens magt klar til at falde i hans hænder, da han blot behøvede at bestige tronen og nyde det. Dette var Ægyptens glæder; men beretningen siger, at det var syndens glæder. Hvad er så Ægyptens åndelige slaveri? Og hvad er det åndelige Ægypten? – Syndens slaveri.

TAM1897 Q1 27.8Der er en anden måde, hvorpå vi kan nå frem til dette, blot ved hjælp af en skitse. Gud kaldte Abram, som I husker, ud af Kaldæa til et land, som han ville vise ham. Han havde endnu ikke givet ham landet; der var hungersnød i det land, hvor han befandt sig, og han drog ned til Ægypten, og der skaffede Sarai sig en ægyptisk tjenestepige ved navn Hagar. Gud lovede Abram, at hans afkom skulle blive som himmelens stjerner. På grund af vantro blev løftet ikke opfyldt så hurtigt, som de havde forventet, og Sarai sagde til Abram: »Herren har forhindret mig i at føde; løftet er ikke blevet opfyldt; her er min ægyptiske tjenestepige; tag hende, og måske vil Herren give os afkom gennem hende.« Sådan skete det; Ismael blev født; og Herren sagde til Abram, at Sarai sandelig skulle få et barn, skulle føde en søn, og de skulle kalde ham Isak. Og Abram sagde som svar på det: »Åh, måtte Ismael leve for dit åsyn!«

TAM1897 Q1 27.9Den ægyptiske tjenestepige var en trælkvinde, og hendes søn var en trælsøn, en træl. Da Abram sagde: »Åh, måtte Ismael leve for dit åsyn!«, bad han om, at Ismael måtte blive regnet af Gud som den lovede sæd, gennem hvilken befrielse og frihed skulle komme til menneskenes sønner og alle Guds børn. Men kunne frihed komme til nogen gennem en træl? Abram var selv fri. Han måtte blive forløst af den lovede sæd. Hvis nu hans søn, der var en slave, skulle blive accepteret som den lovede sæd, ville Abram selv blive bragt i trældom i stedet for at blive befriet fra trældom. Og alle, der ville underkaste sig Ismael, ville også blive bragt i trældom. Men hvilken trældom? – Syndens trældom. Men hans mor var en ægyptisk trælkvinde. Og da Ismael var en slave, var det den ægyptiske trældom. Kan I da ikke se, at der var ægyptisk trældom – et åndeligt Ægypten – i Abrams familie?

TAM1897 Q1 28.1Slå op i Galaterbrevet, så skal vi tydeligt se, at Herren fremhæver netop dette punkt. I husker sikkert afsnittet i Galaterbrevet 4:22-24:—

TAM1897 Q1 28.2Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde. Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes ved Forjættelsen. Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er Hagar.

TAM1897 Q1 28.3Dette, ser I, peger lige tilbage på Abrams familie og på Hagar, Ægypterinden. Den pagt, siger han, fører til trældom, og den er Hagar. Hagar repræsenterer i allegorien, i Abrams familie, pagten fra Sinai. Den pagt førte til trældom. Hagar var ægyptisk. Hvilken trældom repræsenteres da i pagten ved Sinai? — Ægyptisk trældom. Men det var åndelig trældom. Derfor var der dengang et åndeligt Ægypten. Læs vers 25 og 26:—

TAM1897 Q1 28.4Thi “Hagar” er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn. Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.

TAM1897 Q1 28.5Så da Abram sagde: »Åh, måtte Ismael leve for dit åsyn«, bad han om, at en træl skulle blive accepteret som den lovede sæd. Han bad om, at Gud, hele menneskeheden og hele universet skulle gå ind i ægyptisk trældom i det åndelige Ægypten. Ægypten er symbolet på mørke og også symbolet på synd, som vi har set. Synd er også mørke i sig selv. Da Ægypten altså repræsenterer synd og mørke, er det klart, at synd og mørke er det åndelige Ægypten.

TAM1897 Q1 28.6Herren kunne aldrig acceptere en træl som den lovede sæd. Derfor svarede Herren Abraham med disse ord:—

TAM1897 Q1 28.7Din hustru Sara skal sandelig føde dig en søn; og du skal kalde ham Isak; og jeg vil oprette min pagt med ham som en evig pagt og med hans afkom efter ham. Og hvad Ismael angår, har jeg hørt dig: Se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og formere ham i høj grad; tolv fyrster skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt vil jeg oprette med Isak, som Sara skal føde dig på denne bestemte tid næste år.

TAM1897 Q1 28.8Isak var den lovede sæd. Og tænk engang! Isak var aldrig i Ægypten. Det skal I huske. Der var hungersnød i Ægypten, og han begav sig derhen, men Herren sagde til ham: »Gå ikke ind i Ægypten.« Abraham var i Ægypten; Sara var i Ægypten; Israel var i Ægypten, men Isak var aldrig i Ægypten. Han var løftets barn, født af Ånden, fra begyndelsen. Igen læser vi:—

TAM1897 Q1 28.9Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde. Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes ved Forjættelsen. Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er Hagar. Thi “Hagar” er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn. Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder. Thi der er skrevet: “Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder! bryd ud og råb, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden.” Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak.

TAM1897 Q1 28.10Og hvem er vi? – »når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.« Isak var Abrahams barn – løftets barn. Og når vi ved troen på Kristus bliver Abrahams sæd, befriet fra syndens trældom – fra det åndelige Ægypten – er vi som Isak var; og han var aldrig i Ægypten.

TAM1897 Q1 28.11Således ser I, at den ægyptiske trældom og den kristne frihed fandtes i Abrahams familie. Ismael blev født efter kødet og repræsenterede den ægyptiske trældom. Isak blev født efter Ånden og repræsenterede Guds børn ved Jesu tro.

TAM1897 Q1 28.12Josef blev født, og i sin ungdom drog han ud for at besøge sine brødre, og ismaelitterne kom forbi og købte Josef og førte ham ned til Ægypten og solgte ham der. Og senere drog Jakobs hus ned til Ægypten og blev til sidst befriet fra den ægyptiske trældom. Dette er nok til, at I kan se hele deres forløb, fra Abrahams kald og frem til det tidspunkt, hvor de nåede grænserne til det lovede land. I ser, at der var et åndeligt Ægypten såvel som et fysisk; og at da folket blev befriet fysisk fra Ægypten, var der et dybere Ægypten, hvorfra de måtte befries, hvis de skulle blive Guds børn.

TAM1897 Q1 28.13Nu vil jeg læse det afsnit, jeg henviste til i går aftes. Det står i The Great Controversy, bind 4, side 457, i denne store udgave:—

TAM1897 Q1 28.14Det gamle Israels historie er en slående illustration af adventbevægelsens hidtidige erfaringer. Gud førte sit folk i adventbevægelsen, ligesom han førte Israels børn bort fra Egypten. I den store skuffelse blev deres tro prøvet på samme måde, som hebræernes tro blev prøvet ved Det røde Hav.

TAM1897 Q1 28.15Hvor i Israels historie befandt adventistfolket sig da i den store skuffelse?

TAM1897 Q1 28.16(Stemmer) Ved Det Røde Hav.

TAM1897 Q1 28.17Gud ønskede dengang, som vi læste i går aftes, at Israel skulle gå lige igennem ind i det land, han havde lovet Abraham – til sin hellige bolig, det sted, han havde skabt for sig selv at bo i; i sin arv; i den helligdom, som hans hænder havde oprettet. Og det var kun en rejse på elleve dage fra Ægypten til det land. Men det tog dem fyrre år. Og kun fire af dem, der drog af sted, nåede nogensinde frem.

TAM1897 Q1 28.18(Stemme) Fire eller to?

TAM1897 Q1 29.1Fire. Vidste du ikke, at der var fire? Der var Kaleb og Josua og de to præster, Arons sønner – Eleazar og Itamar. Selvfølgelig tales der altid om to – Kaleb og Josua – men de to præster gik også ind.

TAM1897 Q1 29.2(Stemme) De var måske ikke engang tyve år gamle.

TAM1897 Q1 29.3Ja; de var tredive; for de var blevet salvet til præsteembedet. Så ved den store skuffelse stod adventisterne så at sige ved Det Røde Hav.

TAM1897 Q1 29.4Havde de fortsat stolet på den hånd, der havde ledet dem hidtil, ville de have fået Guds frelse at se. Hvis alle, der i enighed havde deltaget i arbejdet i 1844, havde anerkendt den tredie engels budskab og forkyndt det i Helligåndens kraft, ville Gud have virket stort gennem deres arbejde. En strøm af lys ville være blevet udgydt over verden, og jordens beboere ville have været advaret for mange år siden. Det afsluttende arbejde ville have været fuldført, og Kristus ville være kommet for at frelse sit folk.

TAM1897 Q1 29.5Hvornår?

TAM1897 Q1 29.6(Stemmer) For mange år siden.

TAM1897 Q1 29.7Hvor har dette folk så været siden skuffelsen?

TAM1897 Q1 29.8(Stemmer) I ørkenen.

TAM1897 Q1 29.9Lige så sandt som Israel var det før. Men hvorfor blev det gamle Israel holdt i ørkenen? — På grund af vantro. De så ikke, hvad Herren havde i vente for dem. Og grunden til, at de ikke så det, var, at de ikke troede på Gud. Havde de troet på Gud, ville de have set det, de ikke så. Og det er netop problemet med dette folk her. Vi har ikke troet på det, der blev sagt til det gamle Israel. Det er sagt til os såvel som til dem. Præcis det samme evangelium forkyndes for os, som blev forkyndt for dem.

TAM1897 Q1 29.10Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde. Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen.

TAM1897 Q1 29.11Således er det, der holdt dem ude af landet, netop det, der holder os ude af landet. Og som jeg sagde i går aftes, har vi retmæssigt slet ingen grund til at være her, for vi burde ikke være i verden. Ligesom Israel slet ikke havde noget at gøre i ørkenen i fyrre år, så har vi heller ikke noget at gøre her i denne ørken. Hør:—

TAM1897 Q1 29.12Det var ikke Guds vilje, at Israel skulle vandre i ørkenen i 40 år. Han ønskede at føre dem direkte ind i Kana’ans land, så de kunne leve dér som et helligt, lykkeligt folk. Men „det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind.“ På grund af deres frafald døde de i ørkenen, og andre skulle gå ind i det lovede land. Det var heller ikke Guds mening, at Kristi genkomst skulle udsættes så længe, og at hans folk i så mange år skulle forblive i denne syndens og sorgens verden. Men vantro skilte den fra Gud. Da de nægtede at udføre det arbejde, som Gud havde pålagt dem, blev andre valgt til at forkynde budskabet. Af medlidenhed med verden udsætter Jesus sin genkomst, for at syndere kan få mulighed for at høre advarslen og finde tilflugt hos ham, før Guds vrede udøses.

TAM1897 Q1 29.13Det var heller ikke Guds mening, at Kristi genkomst skulle udsættes så længe, og at hans folk i så mange år skulle forblive i denne syndens og sorgens verden. Åh, det er vi selv ansvarlige for. Er det ikke sådan? Hvor ligger ansvaret? Hvad er vi skyldige i? — Vantro. Men hvad var der i Israels hjerter, der forårsagede deres vantro? — Ægypten, Ægypten, Ægypten. Hvad har der da været i disse menneskers hjerter, der har forårsaget denne vantro og denne tilbageholdenhed over for Gud? — Ægypten, lige så sikkert som Ægypten engang var derovre. Åndeligt set det, der er Ægypten — verden, afgudsdyrkelse, mørke, hvilket er vantro. Ordet »vantro« udtrykker det hele. I ved, at selve ordet »Ægypten« er et symbol på mørke.

TAM1897 Q1 29.14Se igen på dette afsnit:

TAM1897 Q1 29.15Hvis alle, der i enighed havde deltaget i arbejdet i 1844, havde anerkendt den tredie engels budskab og forkyndt det i Helligåndens kraft, ville Gud have virket stort gennem deres arbejde.

TAM1897 Q1 29.16Ligesom Herren virkede mægtigt gennem deres indsats i begyndelsen af arbejdet, hvad er så årsagen til manglen? — Manglen på Helligånden. Det eneste, der mangler, er Helligåndens kraft. Det er den, der giver os kraften, og som udfører de mægtige gerninger. Det er Helligånden; og hvis den var blevet modtaget, »En strøm af lys ville være blevet udgydt over verden«.

TAM1897 Q1 29.17Dette er, hvad der står i Åbenbaringen, det attende kapitel: »Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.« Det er præcis det samme, som påpeges her. Hvad holder den strøm af lys tilbage? Har den strøm af lys ventet på at bryde frem over verden lige siden dengang? — Ja. Hvad har holdt den tilbage efter 1844? — Vantro. Hvad har holdt den tilbage siden da? — Vantro. Er det da ikke på tide, at vi finder befrielse fra det ægyptiske slaveri? Åh, tænk på det! Budskabet ville være blevet forkyndt i Helligåndens kraft; Herren ville have virket mægtigt gennem deres indsats; En strøm af lys ville være blevet udgydt over verden, og jordens beboere ville have været advaret for mange år siden. Det afsluttende arbejde ville have været fuldført, og Kristus ville være kommet for at frelse sit folk. Åh, lad os da ikke længere tøve! Hvorfor skal vi ikke få befrielse fra Ægypten og fra alt, hvad der ligger i ordet – det åndelige Ægypten? Lad Helligånden blive givet og bringe den mægtige kraft til at virke for syndere; så den strøm af lys kan oplyse verden; så verden kan blive advaret; så Kristus kan komme; så vi kan blive forløst fra denne verden af synd og sorg.

TAM1897 Q1 30.1Nu ser I, hvordan situationen har været indtil nu. Ægyptisk mørke og trældom har hvilet over os alle disse år, lige så sikkert som det hvilede over Israel, efter at de havde krydset Det Røde Hav, og mens de var i ørkenen. Og Gud har tilbudt også at give dette folk brød fra himlen – brød, som han kan godkende, brød, som han kan give dem, og som vil skabe en tilstand, hvor han kan velsigne dem med alle åndelige velsignelser. Men her er der stadig så mange, der siger: »Åh, vores sjæl afskyr dette lette brød. Lad os vende tilbage til Ægypten, hvor vi kan få løg, porrer og hvidløg. Hvis det er sundhedsreform, vil jeg ikke have noget af det.« Hvor har vi været? Skal vi lade Herren give os mad? Skal vi acceptere Guds menu? Eller skal vi længes efter porrer, løg og hvidløg og Ægyptens kødgryder? Det er spørgsmålet.

TAM1897 Q1 30.2I er nu enige om, at det er situationen, at den ægyptiske trældom er årsagen til alt dette, og at vantro er årsagen til den ægyptiske trældom. I er enige om, at vi nu, lige så lidt som de andre behøvede det, behøver at vente længere på at blive befriet fra det ægyptiske slaveri. Nu vil vi et øjeblik undersøge, hvordan denne befrielse skal foregå; og nøglen til den ligger i disse ord: »Her er de, som holder Guds bud og Jesu tro«.

TAM1897 Q1 30.3Lad os vende os mod Guds bud og se på dem et øjeblik i 20. kapitel i Anden Mosebog. Hvis der var brug for yderligere bevis på, at vi stadig er under indflydelse af det ægyptiske slaveri, er dette helt sikkert det afgørende bevis, der fastslår det. Indtil for ganske nylig havde hverken I eller jeg nogensinde set et eksemplar af de ti bud, udgivet af syvende-dags adventisterne, der indeholdt alle de ti bud. Det havde jeg heller ikke, før helt for nylig. Og alligevel har vi talt om at holde budene; vi har prædiket for andre om budene; vi har påpeget, hvordan Rom har ændret budene og udeladt det fjerde og delt det tiende, mens vi hele tiden selv, ud fra vores udgivne udgaver af budene eller dem, vi har købt, som en anden har udgivet, selv har udeladt en del af budene.

TAM1897 Q1 30.4Gud talte sin lov fra himlen. Talte han mere, end der hører til i budene? Talte han for meget? Talte han mere, end der var behov for? — Nej; for den var fuldkommen, og der var intet at tilføje, da han holdt op med at tale. Nå, men da der ikke var noget at tilføje, da han holdt op med at tale, begyndte han da, før det var nødvendigt? Da der ikke var noget at tilføje, da han holdt op med at tale, er der da noget, før han begyndte at tale direkte til os for vores eget bedste? Med andre ord: Talte han et ord for meget eller et ord for lidt? — Nej! Nej! Nej!

TAM1897 Q1 30.5Lad os så se, hvad han sagde. Her står det: »Og Gud talte alle disse ord og sagde: … Du skal ikke have andre guder foran mig.« Er det der, han begynder? Begynder han at tale med: »Du skal ikke have andre guder foran mig«? — Nej. Er I begyndt der? I ved, at I er. Nå, hvis Gud ikke begyndte der, og I og jeg begynder der, udelader vi da ikke noget, som han sagde, og som også er afgørende for vores bedste? Hvor begyndte han? Læs det. »Og Gud talte alle disse ord og sagde: Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus. Du skal ikke have andre guder foran mig.«

TAM1897 Q1 30.6Kan I ikke se, at vi har udeladt netop det, der viser befrielsen fra det ægyptiske slaveri? Og hvorfor har vi udeladt det? Åh, fordi vi har ment, at vi ikke er blevet befriet fra Ægypten – og det er sandt. Vi har ment, at vi aldrig blev ført ud af Ægypten – og på grund af vores vantro er det sandt. Vi har tænkt: »Vi … have aldrig været nogens Trælle.« Men det var vi. Vi var i trældom under os selv, under syndens magt – under det åndelige Ægypten. Men der er befrielse fra den ægyptiske trældom i aften, og Gud kalder jer og mig til denne befrielse fra den ægyptiske trældom. Og han siger til jer og mig i aften, med en stemme, der tordner som den gjorde fra Sinai, med Jesu Kristi frelse i sig: »Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus.« Vil I komme ud? Vil I indrømme, at han har befriet jer fra Ægyptens land? Fra trældommens hus? Hvis ikke, hvorfor ikke?

TAM1897 Q1 30.7Vores fjender kaster det i ansigtet på os: »Åh, de bud er ikke for mig. Jeg er aldrig blevet ført ud af Ægypten.« Guds lovs fjender, Guds frelses fjender, kaster det i ansigtet på jer. De har sagt det til mig – til os alle – at den lov ikke er bindende for andre end jøderne, fordi ingen nogensinde er blevet befriet fra det ægyptiske slaveri undtagen jøderne. De siger: »Åh, det behøver du ikke prædike for mig; jeg er aldrig blevet ført ud af Ægypten.« Det er selvfølgelig sandt nok; men det er ikke til deres ære. I og jeg skal stå frem som dem, der er forløst fra den ægyptiske trældom, og svare på det med: »Herren være takket, jeg er blevet ført ud af Ægypten; og, min stakkels, forladte bror, medmindre du bliver befriet fra Ægypten, vil du omkomme i Ægyptens fordærvelse.«

TAM1897 Q1 30.8Selvfølgelig kan ingen holde den lov, mens han er i Ægypten. Det kunne de ikke. Gud befriede dem fra Ægypten, for at de kunne holde loven. At være i Ægypten er at være i synd, og ingen kan holde Guds lov i synd; for synden selv er overtrædelsen af loven. Selvfølgelig kan I ikke holde budene, mens I er i Ægypten. Det kan I ikke; det kan jeg ikke. Men lad Herren befri os, og så kan vi holde budene, og ikke før da. Det vidste Herren udmærket godt; derfor sagde han, da han ønskede, at Farao skulle lade Israels børn drage bort: »Lad mit folk drage bort, så de kan tjene mig.« Selvfølgelig kunne de ikke tjene Gud i Ægypten. Han ønskede, at de blev befriet, ikke kun legemligt, men også åndeligt. Og da han så ville give dem sin lov at holde, var det første, han sagde til dem: »Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus,« for at de kunne holde den.

TAM1897 Q1 31.1Hvilken slags lov er det egentlig? – En åndelig lov. »vi vide, at Loven er åndelig.« Hvilket Ægypten er det så i lovens første vers? – Det er det åndelige Ægypten. »Loven er åndelig.« Det Ægypten, der nævnes i loven, er altså det åndelige Ægypten, og for jer og mig betyder det befrielse fra det åndelige Ægypten, hvilket er befrielse fra syndens trældom.

TAM1897 Q1 31.2S. H. Lane.—Tror du, at de i en periode var åndeligt ude af Ægypten?

TAM1897 Q1 31.3Det er svært at sige. Moses var det selvfølgelig altid; Kaleb var det altid; Josva var det altid.

TAM1897 Q1 31.4E. J. Waggoner.—De halvfjerds ældste så Gud.

TAM1897 Q1 31.5Ja; de så Gud. Det er dog svært at sige, om folket var ude af Ægypten. Moses var det altid. Selv mens han befandt sig i det fysiske Ægypten, var han åndeligt ude af det. Kaleb og Josua var altid åndeligt ude af Ægypten. I den triumferende sang ved Det Røde Hav var hele menigheden, har jeg tænkt, åndeligt ude af Ægypten, hvis de havde holdt fast ved det. Som Herren sagde: »Åh, hvis blot mit folk havde lyttet til min røst og vandret efter mine love, så ville jeg hurtigt have lagt deres fjender under dem.« Men da deres tro blev sat på prøve, allerede ved det allerførste skridt, de tog, da de var i Mara, hvor der var bittert vand, kastede de deres tro bort og ønskede, at de var tilbage i Ægypten igen. Når vi kommer ud for en bitter oplevelse, skal vi da opfatte det som et tegn på, at Herren har forladt os? – Nej; tak Herren for, at den bitre oplevelse er til vores bedste, og at Gud er i stand til at forvandle det bitre til det søde.

TAM1897 Q1 31.6(Stemme) Undskyld mig, bror Jones, men her er et vers – det syvogtyvende vers i det ellevte kapitel af Hebræerbrevet – som viser, at Moses vendte sig bort fra Ægypten lige dér i Ægypten.

TAM1897 Q1 31.7Helt sikkert. Så selvom han fysisk var i Ægypten, var han åndeligt ude af Ægypten.

TAM1897 Q1 31.8E. J. Waggoner.—Herrens forløste skal komme med sang ind i Zion.

TAM1897 Q1 31.9Ja: og hvis de havde fortsat med at synge Moses’ sang og med den tro, hvormed de sang den dengang, ville de være draget syngende videre ind i landet. Og det er netop det, Gud ønsker, at vi skal holde fast i vores sind. Han ønsker, at vi skal rette vores hjerter mod det gode land; og når vores hjerter er der, vil vores livs længsel også være der. Og så kan Gud snart fylde vores liv med glæden fra det velsignede land. Og det er: Gud med os.

TAM1897 Q1 31.10I ved udmærket godt, at selv nu, i stedet for at hjertet er i det land, er det her i dette land. For nogle af vores egne folk virker det som forræderi at bede en person om at løsrive sig fra dette land. At bede en person om at løsrive sig fra dette land, gå over til det land og lade denne nations embeder og politik være i fred, forekommer dem næsten som en påtvungen byrde. Dette folk befinder sig i Ægypten, men Gud har kaldet dem ud af Ægypten for at rette deres hjerter mod det bedre land, lægge al deres kærlighed der og arbejde for det land med al deres kraft; således at strømme af glæde og herlighed fra det land kan strømme ind i deres hjerter; således at hele verden og hele universet kan vide, at Gud i sandhed er deres Gud. Når det er sket, vil det kun tage kort tid, før værket er fuldført, og Herren kommer.

TAM1897 Q1 31.11Da Israels børn befandt sig ved Det Røde Hav, åbenbarede Guds kraft sig dér og forbløffede folkeslagene i en sådan grad, at da spejderne drog ind i landet, sagde Rahab: »Frygt og rædsel for jer hersker over hele landet, for vi har hørt, hvad Gud har gjort for jer, og folkets hjerter er smeltet.« Det er sandt. En anden tanke om det åndelige Ægypten: Der står skrevet om Jesus: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.« Hvorfor står der det om Jesus? Hvorfor drog Jesus til Ægypten? Hvorfor blev han ført til Ægypten? Han kunne have undgået massakren på de børn, der blev dræbt i Betlehem, ved at begive sig et kort stykke væk fra det sted, og han ville ikke have behøvet at drage nær så langt som til Ægypten. Ikke alle de små børn i Palæstina blev dræbt, da Herodes’ dekret blev udstedt. Det var kun Betlehem og dets omegn samt forstæderne. Betlehem lå kun seks miles fra Jerusalem, og børnene i Jerusalem blev ikke dræbt; så Herren kunne have undsluppet, hvis han var blevet ført ti eller tolv miles væk.

TAM1897 Q1 31.12Hvorfor blev han så ført til Ægypten? – Åh, for at det skulle opfyldes, som der står skrevet: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.« Han var os selv; dig og mig. Han var os selv; og ligesom Gud mødte sit folk i Ægypten og førte dem ud, så kom vores Frelser til det sted, hvor vi er, og var som vi er, og blev kaldt ud af Ægypten, hvilket viser, at den, der vil være som han er, ligeledes må komme ud af Ægypten. Han var Guds Søn og blev kaldt ud af Ægypten, hvilket viser, at alle, der vil være Guds sønner, også må komme ud af Ægypten; for der står skrevet om alle, ligesom om ham: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.« Er du en Guds søn? »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.«

TAM1897 Q1 31.13For kort tid siden så vi, at vi må føres ud af Ægypten for at kunne holde Guds bud. Nu ser vi, at for at følge Jesus må vi kaldes ud af Ægypten. At holde Guds bud kræver, at vi føres ud af Ægypten; troen på Jesus kræver ligeledes, at vi føres ud af Ægypten. Og begge disse ting kommer til udtryk i Åbenbaringen 14:12: »Her er de, som holder Guds bud og Jesu tro«.

TAM1897 Q1 32.1Således ser I, at der fra begyndelse til slutning er et åndeligt Ægypten; og hele frelsesplanen er ganske enkelt befrielse fra det ægyptiske slaveri ved Guds kraft; det er at blive kaldet ud af Ægypten ind i Guds sønners herlige frihed. Skal vi da komme ud af Ægypten, for at vi virkelig kan tjene Herren? Skal vi sørge for, at vi i sandhed kan holde Guds bud og Jesu tro? Hvad skal vi gøre? Skal vi forlade denne konference i Ægypten? Skal vi blive på denne konference og forblive i Ægypten? Åh, skal vi ikke blive fuldstændigt befriet fra Ægypten og alt, hvad der ligger i dette ord?

TAM1897 Q1 32.2Befrielsen er gratis for os, den gives os. Åh, lad da hvert hjerte åbnes, lad hver sjæl vende sig til Gud og søge ham ved syndebekendelse, så vi kan blive befriet fra mørket; og således at vi, inden konferencen slutter, kan blive ført ind i Guds sønners herlige lys og frihed; for »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.« Det er det, han venter på. Skal vi lade ham vente? Og når det sker, vil dette ord blive opfyldt; den tredje engels budskab vil blive forkyndt i Helligåndens kraft; Herren vil virke mægtigt med vores bestræbelser; en strøm af lys vil blive udgydt over verden; snart vil verdens indbyggere blive advaret; det afsluttende værk vil blive fuldført; og Kristus vil komme for at forløse sit folk. Åh, vi er tættere på den tid, hvor Gud vil befri os, end vi nogensinde har drømt om, tænker jeg. Guds befrielse er så tæt på os! Skal vi gå ind i landet? Israel fejlede, fordi de ikke troede. De så ikke de vidunderlige ting i hans løfter. Disse løfter er nu til os. De skal være lige så virkelige for jer og mig, som de var for ham, da han gav dem til Israel, for hvem de ikke var virkelige.

TAM1897 Q1 32.3I ved, at der står skrevet:—

TAM1897 Q1 32.4Og jeg så ligesom et glashav blandet med ild, og dem, der havde sejret over dyret og over dets billede og over dets mærke og over tallet på dets navn, stå på glashavet med Guds harper. Og de synger Moses’, Guds tjeners, sang.

TAM1897 Q1 32.5Åh, men Moses’, Guds tjeners, sang var sangen om befrielsen fra det ægyptiske slaveri; og de, der vinder sejren over dyret og dets navn og dets billede og tallet for dets navn – fra hvad er de befriet? – De er befriet fra det ægyptiske slaveri, lige så sikkert som Moses var det. Og de synger Moses’ sang, fordi også de er befriet fra det ægyptiske slaveri. Bibelen er fuld af det. Åndeligt har vi været i Ægypten, og åh, må Gud befri os derfra. Da skal vi synge denne sang til Herren:—

TAM1897 Q1 32.6Jeg vil synge for Herren, for han har sejret herligt; hesten og dens rytter har han kastet i havet. Herren er min styrke og min sang, og han er blevet min frelse; han er min Gud, og jeg vil berede ham en bolig.

TAM1897 Q1 32.7Vil I? Vil I? Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

TAM1897 Q1 32.8“Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,” “og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige.”

TAM1897 Q1 32.9Men: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.«

TAM1897 Q1 32.10[Han er] min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en krigsmand; Herren er hans navn. Faraos stridsvogne og hans hær har han kastet i havet; også hans udvalgte hærførere er druknet i Det Røde Hav. Dybderne har dækket dem; de sank til bunden som en sten. Din højre hånd, o Herre, er blevet herlig i magt; din højre hånd, o Herre, har knust fjenden. Og i din storheds herlighed har du omstyrtet dem, der rejste sig imod dig; du udsendte din vrede, som fortærede dem som strå. Og ved blæsten fra dine næsebor samlede vandene sig, strømmene rejste sig som en dynge, og dybet stivnede midt i havet. Fjenden sagde: »Jeg vil forfølge, jeg vil indhente, jeg vil dele byttet; min lyst skal mættes på dem; jeg vil trække mit sværd, min hånd skal tilintetgøre dem.« Du blæste med din vind, havet dækkede dem; de sank som bly i de mægtige vande. Hvem er dig lig, o Herre, blandt guderne? Hvem er dig lig, herlig i hellighed, frygtindgydende i lovprisninger, der udfører vidundere? Du strakte din højre hånd ud, og jorden slugte dem. Du har i din barmhjertighed ført det folk frem, som du har forløst.

TAM1897 Q1 32.11Således står der: »Du har ført det folk frem, som du har forløst.« Har han forløst jer? Forløst fra hvad? — Forløst fra synden. Og synden er det åndelige Ægypten.

TAM1897 Q1 32.12Du har ført dem i din styrke til din hellige bolig. [Lad ham.] Folkeslagene skal høre det og blive bange.

TAM1897 Q1 32.13Tiden er kommet til at synge Moses’ sang. Skal vi synge den? Men vi skal ikke synge den i Ægypten. I kan ikke synge den, hvis I er i Ægypten, for de kunne ikke synge den, før de var blevet udfriet fra Ægypten.

TAM1897 Q1 32.14Folkeslagene skal høre det og blive bange; sorg skal gribe indbyggerne i Palæstina. Da skal Edoms fyrster blive forbløffede; Moabs mægtige mænd skal blive grebet af rysten; alle indbyggerne i Kana’an skal smelte bort. Frygt og rædsel skal falde over dem; ved din arms storhed skal de blive så stille som en sten; indtil dit folk går over, o Herre, indtil det folk går over, som du har købt. Du skal føre dem ind.

TAM1897 Q1 32.15Hvem skal han føre ind? Hvad siger I? Hvem skal Herren føre ind i sin bolig? Jer? Er I kommet ud af Ægypten? »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.« Du skal »plante dem på din arvs bjerg, på det sted, o Herre, som du har skabt til din bolig.« Da vil vi bo der hos Herren, og således vil vi altid være hos Herren.

TAM1897 Q1 33.1I helligdommen, o Herre, som dine hænder har grundlagt. Herren skal regere i al evighed. For Faraos heste drog ind med hans stridsvogne og hans ryttere i havet, og Herren lod havets vande vende tilbage over dem; men Israels børn gik på tørt land midt i havet. Og profetinden Mirjam, Arons søster, tog en tamburin i hånden; og alle kvinderne fulgte efter hende med tamburiner og dans. Og Mirjam svarede dem: »Syng for Herren, for han har sejret herligt; hesten og dens rytter har han kastet i havet.«

TAM1897 Q1 33.2»Fra Egypten har jeg kaldt jer,« siger Herren, og fra Ægypten er vi kommet. Nu siger han: »Jeg er jeres Gud, og I er mit folk.« »Jeg er Herren din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, ud af trældommens hus;« og: »Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.« Og det er det, det betyder i dag, når der står: Her er de, her er de: »HER ER DE, som holder Guds bud og Jesu tro.«

TAM1897 Q1 33.3Menigheden synger:—

TAM1897 Q1 33.4Forløst! Hvor elsker jeg at forkynde det! Frelst ved Lammets blod; Frelst gennem hans uendelige barmhjertighed, jeg er hans barn, for evigt.