Profetiens Ånd. – Nr. 2

TAM1897 D 21.2Prædiken holdt onsdag formiddag den 10. februar 1897 Trykt i General Conference Daily Bulletin, 15. februar 1897, bind 1, nr. 2, s. 21-22.

TAM1897 D 21.3Det følgende er blot et resumé af pastor Jones’ bemærkninger. Da mange var ankommet siden det forrige møde, var det nødvendigt at bruge en del tid på at gentage de punkter, der var blevet fremhævet dagen før. Derudover sagde taleren, at problemet med os som menighed ikke var, at vi ikke nominelt tror på, at Vidnesbyrdene er fra Gud; men det, vi har brug for at vide, er, hvordan vi skal tro på dem. Hvis den eneste måde, vi har til at udtrykke vores tro på Vidnesbyrdene, er ved at fortælle folk, at vi tror på dem, er vores tro intet værd. Vi åbner dermed vejen for, at folk kan tvivle på oprigtigheden af vores tro. Hvis vi virkelig tror på Vidnesbyrdene, behøver vi ikke at fortælle folk det. Vores liv vil være et vidnesbyrd om den tro, der er i os.

TAM1897 D 21.4Der er sket en afvigelse fra Gud, og templet trænger til renselse, ligesom det var tilfældet i gamle dage i Jerusalem. Vi er blevet bragt i denne tilstand ved at se bort fra Vidnesbyrdene fra Guds Ånd. Men mange af dem, der så bort fra dem, troede på dem og havde på det tidspunkt disse Vidnesbyrd i deres hænder, uden at de anede, at de så bort fra dem. Derfor er det, vi ønsker at vide, hvordan vi skal forholde os til Vidnesbyrdene fra Ånden.

TAM1897 D 21.5Og vi må ikke et øjeblik tro, når der gives et vidnesbyrd, og en mand nævnes ved navn, at Gud angriber ham for at tilintetgøre ham. Herrens hensigt er at adskille ham fra de fejl, der skader ham og hindrer Guds værk. Det er for at frelse manden og tilintetgøre fejlen. Gud vil ikke ødelægge eller fordømme et menneske, medmindre det er uadskilleligt forbundet med synden. Når dette menneske vender ryggen til sin forkerte kurs, anerkender vidnesbyrdet og bringer sig selv i orden foran Gud, står det ikke længere i den situation, som vidnesbyrdet fandt det i. Det vidnesbyrd kan da bruges som en advarsel for andre, men må aldrig bruges til at fordømme det menneske, der har erkendt sin fejl.

TAM1897 D 21.6Guds måde er at gøre mennesket til noget, det ikke er; at give mennesket noget, det ikke har. Vi kan ikke anvende Vidnesbyrdene på andre. Nej, ikke engang på os selv udefra. Vi må åbne vores hjerte for Gud for at modtage vidnesbyrdet, så Herren kan indplante det guddommelige princip, give os det, vi ikke har, gøre os til noget, vi ikke er, og dermed selv ved sin Helligånd virkelig anvende vidnesbyrdet. Så vil det, som Gud har indplantet i os, komme til udtryk i vores liv og udmønte sig i vores handlinger. Det er at tage imod Vidnesbyrdene. Alt, hvad der er mindre end det, er ikke at tage imod dem.

TAM1897 D 21.7Den kraft, som Gud indplanter, og som tages ind i hjertet, vil sætte mennesket i stand til at stå fast under fristelse og midt i sin svaghed. Den vil give ham det, han ikke besidder, og den vil gøre ham til det, han ikke er af natur.

TAM1897 D 21.8Når et menneske fejler i den stilling, han er sat i, er vi tilbøjelige til at tro, at Gud har begået en fejl ved at lade ham blive sat der; men det følger ikke heraf. Gud begik ingen fejl ved at lade Saul blive konge over Israel; men Saul begik en fejl ved ikke at blive det, Gud ønskede, at han skulle være. Han begik en fejl ved at følge sine egne veje og planer i stedet for at lytte til Guds stemme. Ligeledes begik Gud ingen fejl ved at gøre Jeroboam til konge over Israel. Selvom Guds hensigt med at adskille de ti stammer fra Juda ikke blev gennemført på grund af folkets genstridighed, havde Gud alligevel en plan, men Jeroboam ville ikke tillade, at den blev gennemført. Gud kan kalde mig eller jer til en stilling, og hvis vi har en svaghed, der forhindrer os i at være til nytte, og Gud sender os et budskab, så er det budskab ment til at gøre os til det, han ønsker, at vi skal være, så vi gennem hans nåde kan stå der, hvor han ønsker, at vi skal stå.

TAM1897 D 22.1»Dag for dag afslører mennesker, om Guds rige er i dem. Hvis Kristus hersker i deres hjerter, vinder de styrke i principperne, kraft og evnen til at stå som trofaste vagter, sande reformatorer; for der kan ikke ske nogen reform, medmindre der er et grundigt samarbejde med Jesus Kristus. Gennem Kristi nåde skal mennesker bruge deres gudgivne evner til at reformere sig selv [ikke til at reformere andre, men til at reformere sig selv]; ved denne selvfornægtende handling, som himlens Herre ser på med godkendelse, vinder de sejre over deres egne arvelige og indlærte tilbøjeligheder. Så, ligesom Daniel, sætter de spor i andres hjerter, som aldrig vil blive udslettet. Indflydelsen vil blive båret ud til alle verdensdele.«

TAM1897 D 22.2Reformationsarbejdet begynder med en selv. Jeg kan kun sætte spor i andres hjerter, når jeg har forandret mig selv. Gud når ud til andre ved at nå os, og han når ud til andre gennem os. Slå op i 2. Korintherbrev 1:3, 4:—

TAM1897 D 22.3Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!

TAM1897 D 22.4Gud trøster os, for at vi kan trøste andre; Gud hjælper os, for at vi kan hjælpe andre. Vi føres til et sted, hvor vi har brug for Guds trøst, for at vi kan være i stand til at trøste andre. Han har andre i tankerne, når han trøster os. »Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse.« Hvis jeg er i trængsel, er det til trøst og frelse for en anden. Måske møder jeg ikke den person, jeg skal trøste, i årevis; men en dag vil jeg møde ham, og den erfaring, jeg har haft, forbereder mig på at sætte mig ved hans side eller tage ham i hånden og være en hjælp og en trøst for ham. Han modtager fra mig det, som jeg har modtaget fra Gud, og han modtager det, for at han til gengæld kan videregive det til andre, og disse til andre; og således strækker indflydelsen af Guds nåde, som er skænket os, sig over hele jorden, selvom vi måske ikke forlader den stat, hvor vi bor. Brødre, det er det, Gud ønsker at gøre med os, og så vil vores indflydelse nå ud til alle verdensdele.

TAM1897 D 22.5Nu til spørgsmålet: Hvordan skal vi forholde os til Vidnesbyrdene? Lad os læse, hvordan de i virkeligheden er blevet afvist, selvom man troede, at de blev accepteret. Så vil vi vide, hvordan vi undgår den fejl, og hvordan vi skal acceptere dem. Her læser jeg om en, hvis »eksempel i høj grad har rystet tilliden til Vidnesbyrdene«. Hvordan gjorde han det? — »Han har selv vandret i direkte modstrid med det lys, som Gud har givet.« Men han troede ikke, at han vandrede i direkte modstrid med dem. Han troede, at han handlede rigtigt i forhold til dem. Hvordan kunne han så ramme så langt ved siden af? Her er svaret: »Irettesættelserne og advarslerne fra Herren er blevet undveget og fortolket og gjort ugyldige ved menneskers list.«

TAM1897 D 22.6Hvordan blev de »undveget«? Her er svaret: »Hvorfor fandt I på spinkle undskyldninger?« »Åh, hvor skulle de skamme sig, som har vendt sig bort fra Guds råd og har forsøgt at skjule det indtryk, Gud ville have gjort.«

TAM1897 D 22.7Hvordan blev de »fortolket«? Her er svaret: De »fortolkede dem på deres egen måde og sagde, at det ikke var deres hensigt at gøre det.«

TAM1897 D 22.8Og sådan blev Vidnesbyrdene undveget, fortolket og gjort ugyldige af dem, der troede, at de troede på dem, og som troede, at de accepterede dem. Har I nu undveget dem med spinkle undskyldninger? Har I fortolket dem og gjort dem ugyldige ved at lægge jeres egen fortolkning på dem og sige, at de ikke mente det ene eller det andet? — Selvfølgelig har I det; I ved, at I har det. Så lad os stoppe det i dette øjeblik.

TAM1897 D 22.9Hvordan skal de så modtages? Hvordan skal vi vide, hvad de betyder? Her er svaret: »De betød præcis, som der står.« Hvad betyder de? — »Præcis, som der står.« Kan I sige, hvad der står? — Ja, det er let nok. Så tag dem, præcis som de siger. Åbn jeres hjerte vidt for Gud, så han ved sin gode Ånd kan indplante det princip der, som ligger i netop det, der står, så vil det princip komme til syne, det vil stråle i jeres liv; så har I taget Vidnesbyrdene til jer. Så ved I, at I tror på Vidnesbyrdene. Så vil der ikke være nogen fare for misforståelser. Andre vil vide det, for I vil efterlade et indtryk i hjerterne, der aldrig vil blive udslettet, og de vil prise Gud på besøgelsens dag.

TAM1897 D 22.10Guds ord er vort mønster. Enhver kærlig handling, hvert venligt ord, hver bøn for de lidende og besværede fremlægges for den evige trone og indføres i himmelens uforgængelige regnskab. Det guddommelige ord sender lys ind i den mest formørkede forstand og dette lys bringer de mest kultiverede til at erkende deres udygtighed og syndighed. — Test. nr. 31.