Kapitel 9 — Ventetiden

GSAM 148.1»Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge. Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov.«¹

GSAM 148.2Kristus er brudgommen i lignelsen.² At gå ud for at møde brudgommen må derfor symbolisere en bevægelse fra Herrens folks side for at møde Kristus ved hans genkomst, for emnet for diskursen i Matthæus 24 og 25 er Herrens genkomst. Herrens ord er lampen.³ Alle jomfruerne tog deres lamper med. Tåbeligheden hos en del af jomfruerne bestod i, at de blot tog sandhedens teori til sig uden den inderlige hengivelse til Herren, som ville udvikle Åndens nådegaver i den troendes hjerte. Dette arbejde symboliseres i lignelsen ved »Olie i deres Kar«. Brudgommens forsinkelse må symbolisere en vis skuffelse hos dem, der går ud i forventning om at møde deres Herre.

GSAM 148Det tidspunkt, hvor lignelsen finder anvendelse

GSAM 148.3Ordet »da«, som lignelsen indledes med, giver os et fingerpeg om, hvornår den finder anvendelse. Det følger tæt på det, der blev sagt i det forrige kapitel, ikke efter Herrens genkomst, men efter at lignelsen om figentræet var blevet forkyndt, hvor det blev bekendtgjort, at Kristi komme er »for Døren«, og at den generation er kommet, som ikke skal forgå, før Kristus selv viser sig i himmelens skyer. Den gælder også på et tidspunkt, hvor nogle af de tjenere, der har forkyndt budskabet, siger i deres hjerter: »Min Herre tøver, og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne«.

GSAM 149At slå deres medtjenere

GSAM 149.1Disse har været »medtjenere«, der i harmoni har forkyndt det samme budskab; men nu vender en del af dem sig bort fra det, de har forkyndt, og »slår« deres medtjenere, der giver »Mad i rette Tid« – idet de forkynder den nødvendige forberedelse til at møde den snart kommende Herre. De »slår« på samme måde, som det blev foreslået at slå Jeremias. Folket sagde: »Kom, lad os slå ham med tungen, og lad os ikke give agt på noget af hans ord.«⁴ Således begyndte disse tjenere at undervise på en måde, der hindrede de »trofaste« tjenere i deres arbejde. Til netop denne gruppe rettes følgende ord: »Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig.«⁵

GSAM 149.2Lignelsen om jomfruerne gælder i en tid, hvor »medtjenere« vender sig bort fra budskabet om Herrens nært forestående komme og »begynder at slå«. De begynder også at gøre noget andet – at spise og drikke »med Drankerne«. De deltager i festmåltider med dem, der ønsker at tilfredsstille deres lyster. Salomon sagde om sådanne: »Vær ikke blandt vindrikkere, blandt voldsomme kødspisere; for den berusede og den grådige skal ende i fattigdom.«⁶

GSAM 149Den første skuffelse

GSAM 149.3Nu vil spørgsmålet opstå: »Hvad var der i adventoplevelsen, der svarer til disse udsagn?« Der var bevægelser, som stemmer fuldt ud overens med profetien. De, der forkyndte budskabet frem til april 1844, arbejdede blandt menighederne, og prædikanterne i de forskellige menigheder forenede sig med deres indsats. Således var de »medtjenere«.

GSAM 150.1De, der forkyndte budskabet, lærte, at de 2.300 dage i Daniel 8:14 ville udløbe med det jødiske år 1843, hvilket ville svare til vores år 1844. De forkyndte, at timen for Guds dom ville indtræde ved afslutningen af denne periode. Alle trossamfund i landet på det tidspunkt var af den opfattelse, at dommedagen ville indledes med vor Herres genkomst. Det vil således let kunne ses, at adventisterne antog, at Herren ville komme ved afslutningen af denne profetiske tidsperiode. De sagde: »Denne periode kan slutte den 21. marts 1844, den sidste dag i det jødiske kalenderår 1843.« De så derfor frem til slutningen af marts eller begyndelsen af april 1844 som et tidspunkt, hvor Frelseren kunne komme.

GSAM 150Onde tjenere kom frem

GSAM 150.2Da slutningen af marts kom og gik, og Herren ikke kom, vendte de, der tidligere havde arbejdet sammen med Herrens budbringere, men som ikke af hele deres hjerte fuldt ud havde viet deres liv til budskabet, sig imod det, begyndte at modsætte sig arbejdet og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at spærre vejen for dem, der stadig fortsatte med at forkynde læren om Herrens nært forestående genkomst og budskabet om dommens time. »I deres hjerter«, sagde de, »Min Herre tøver.« Med deres læber lærte de nu, at hele verden måtte omvendes, før Herren ville komme; at jøderne alle måtte vende tilbage til Palæstina og genoprette deres tempeltjeneste i Jerusalem, før Messias ville komme. Nogle lærte endda, at Kristi genkomst var en »åndelig genkomst«, at den fandt sted ved omvendelsen og også ved hans folks død.

GSAM 151At give »Mad i rette Tid«

GSAM 151.1Mens disse således vendte sig mod deres medtjenere, samlede de, der stadig holdt fast ved troen, de troende i sale og lunde og gav dem »Mad i rette Tid« – de viste dem, at tidernes tegn og de opfyldte profetier erklærede, ligesom før deres skuffelse, at Kristi genkomst var »nær for Døren«.

GSAM 151Kirkens festmåltider

GSAM 151.2Mens de gjorde dette, begyndte der noget, der før var ukendt i protestantiske menigheder – at man indkaldte menigheden til fest og »morskab«. Alle, der ville komme, blev inviteret til at nyde deres delikatesser sammen med dem.

GSAM 151.3Det første, vi nogensinde hørte om noget af denne art i Amerika, var i maj 1844, lige efter skuffelsen. Det foregik på følgende måde: Mens William Miller i en sal i Rochester, New York, underviste og formanede flere hundrede adventister og sagde til dem: »Vi befinder os i den ventetid, der er omtalt i Matthæus 25; hold fast i jeres tro; vi vil snart få mere lys over denne sag«, blev der i kælderen under et af de største forsamlingshuse i Rochester arrangeret »en fest«. En skare af mennesker samledes, både kirkemedlemmer og ikke-troende, og mens rektoren for et teologisk seminarium underholdt forsamlingen ved at gøre nar af William Miller, solgte de til dem østers, is, slik og for 25 cent en lille pjece, som denne mand havde udarbejdet. Bogen hed »An Exposé of Millerism«.

GSAM 151.4Mindre end to uger senere arrangerede en anden trosretning i samme by »en fest« i en offentlig sal, hvor der blev opkrævet 25 cent i entré, og hvor alle, der havde lyst, blev inviteret til at komme og nyde østers, is, kage og slik sammen med dem. Der og da begyndte denne moderne festkultur i kirkerne, som har udviklet sig til »skøre selskaber«, »grib-poser«, »fiskedamme«, »kyssekonkurrencer« og så videre. Denne form for festligheder i kirkerne er vokset i et sådant omfang, at en moderne kirkebygning i dag ikke lever op til standarden, medmindre den har sit eget køkken, spisekammer og spisesal. Denne tilstand er den, der begyndte i »ventetiden«, præcis som beskrevet i lignelsen.

GSAM 152.1Wm. Miller selv omtaler den hændelse, der fandt sted i Rochester, med følgende ord:

GSAM 152.1»En af teologerne i Rochester, hr. _____, fra _____-kirken, skrev en pamflet mod millerismen, indbød sine herrer og damer til Herrens hus, holdt et stort festmåltid med østers og andre ›picnics‹, ligesom Belsazar, drak deres kaffe og te, spiste deres kostbare delikatesser og solgte deres is og søde sager samt sin pamflet mod det andet komme af den kære Frelser.

GSAM 152.2»Aftenen før jeg rejste, afholdt en anden af de ærværdige herrer et picnic-gæstebud i en forsamlingshal og solgte, som ovenfor beskrevet, sine billetter, is og søde sager. Jeg var glad for at høre, at nogle af kirkerne fra de forskellige sekter ikke billigede sådanne babylonske festmåltider; og jeg håber af hele mit hjerte, at ikke alle disse sekteriske kirker vil blive fundet i færd med at spise og drikke ›med Drankerne‹, når Kristus kommer. Det forundrer mig, at disse ærværdige herrer ikke ser sig selv i Guds ords spejl; og jeg vil anbefale dem at læse Lukas 14:12-14; Matthæus 24:48-51; Lukas 13:25-28; 2. Petersbrev 2:13; Judasbrevet 10-21. Dette er helt sikkert de sidste tider.«

GSAM 152.3Hvis pastor Miller havde fået et indblik i, hvad menighederne sidenhen har kastet sig ud i ved deres indsamlingsfester med »ring-gæt-kager, ti-cent-kyssefester, æselopvisninger, skøre selskaber, hellige lotterier« og andre former for hasardspil osv., ville han have vendt sig bort med hellig forfærdelse.

GSAM 152Ventetiden

GSAM 152.4Adventisterne fandt trøst i den bibelske kendsgerning, at når der blev forkyndt, at Herrens komme var nær, ville der være en »ventetid« forbundet hermed. Dette så de i vores Frelsers ord i Matthæus 25:5, 6 og i Habakuk 2:1-3.

GSAM 153.1Hvad angår deres holdning i foråret 1844, citerer vi fra Midnight Cry fra 9. maj 1844:—

GSAM 153.2»Nu hvor vi har passeret det punkt, hvor de profetiske tidsperioder tilsyneladende sluttede, befinder vi os i en situation, som Gud forudså, at hans børn ville komme til at befinde sig i ved synets afslutning; og som han tog forholdsregler for gennem profeten Habakuk, når han siger: ›Jeg vil stå på min vagtpost og sætte mig på tårnet og holde udkig for at se, hvad han vil sige til mig, og hvad jeg skal svare, når jeg bliver irettesat‹, eller som der står i marginen: ›diskuteret med‹. ›Og Herren svarede mig og sagde: Skriv synet ned, og gør det tydeligt på tavler, så den, der læser det, kan løbe. For synet gælder endnu for en bestemt tid, men ved slutningen [af de profetiske tidsperioder] skal det tale og ikke lyve: selv om det lader vente på sig [ud over deres tilsyneladende afslutning], så vent på det; for det skal helt sikkert komme, [i de profetiske tiders fylde, ud over hvilke] det ikke vil lade vente på sig.‹⁷

GSAM 153.3»At denne formaning henviser til nutiden, fremgår tydeligt af Paulus’ citat heraf i Hebræerbrevet 10:36-39: ›thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen. Thi »der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.« Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse‹.

GSAM 153.4»Vi tror, at vi befinder os i den periode, som Frelseren taler om, hvor brudgommen lader vente på sig (Matthæus 25:5) – hvilket Himmeriget skal sammenlignes med – når ›den onde Tjener [efter at der tilsyneladende er sket et svigt i tiden] siger i sit Hjerte: Min Herre tøver, og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne,‹ og Herren skal ›komme på den Dag, han ikke venter.‹

GSAM 154.1»Vi tror, at vi nu befinder os i den tidsperiode, som Peter taler om, hvor ›Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke‹; hvor de skulle ›liste fordærvelige Vranglærdomme ind‹.⁸ Disse, siger Peter, skulle komme, ligesom der var falske profeter, da Skrifterne blev nedskrevet. Ligesom de fra Israels hus sagde: ›Dagene trækker ud, og ethvert syn svigter‹,⁹ så må der have været en tid, hvor fristen tilsyneladende var udløbet, så spotterne i 2. Petersbrev 3:4 kunne spørge: ›Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse?‹ og indbille sig selv, at alle ting forbliver, ›som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse.‹

GSAM 154.2»Vi tror, at det var med henblik på en sådan forsinkelse af synet, at apostlen Jakob sagde: ›Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse‹; ›Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær.‹ Og: ›se, Dommeren står for Døren.‹

GSAM 154.3»Og vi tror, at i forventning om, at den forventede tid vil forløbe, formanede vores Frelser os i det tolvte kapitel af Lukas: ›Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham.‹¹⁰ At vente indebærer, at tiden er forløbet, for indtil da venter vi ikke. Derfor tilføjer vores Herre: ›Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer.‹

GSAM 154.4»Vi vil, hvis Gud vil, fortsætte med at forkynde: ›Se, Brudgommen kommer, går ham i Møde,‹ og: ›Hans Doms Time er kommen.‹ Og vi stoler på, at vi ikke vil undlade at fortsætte med at råbe højt til verden og kirken for at vække dem fra deres sange om ›fred‹ og få dem til at lytte til Guds tilbud om barmhjertighed. Vi agter at fortsætte med at vente og våge på Herrens komme, i troen på, at det er lige for døren.«

GSAM 155En forsvarstale for deres arbejde

GSAM 155.1Man kan få et godt indtryk af, hvordan adventisterne så på deres arbejde før den 21. marts 1844 og umiddelbart efter denne dato, ved at læse følgende citat, der er taget fra en artikel med overskriften »Forsvar« i Advent Herald fra den 13. november 1844, udgivet af J. V. Himes, S. Bliss og A. Hale:—

GSAM 155.2»Vi var ikke forhastede i at tilslutte os vores synspunkter. Vi mener, at vi var ærlige og oprigtige søgere efter sandheden. Vi adlød vores Frelsers befaling om at granske Skrifterne. Vi stolede ikke på vores egen visdom, men vi søgte vejledning og retning hos Gud og bestræbte os på at lægge os selv på hans alter i tillid til, at han ville lede vores skridt på rette vej. Vi undersøgte alle de argumenter, der blev fremført imod os, med et oprigtigt ønske om at kende sandheden og blive bevaret fra vildfarelse; men vi må indrømme, at vores modstanderes mangfoldige og forskelligartede holdninger kun bekræftede os i vores synspunkter. Vi indså, at uanset om vi havde ret eller tog fejl, kunne vores modstandere ikke have ret; og de var ikke enige indbyrdes. Hver enkeltes argumenter var så svage og barnlige, at de var nødsaget til konstant at modsige det, de selv havde fremført; og gennem deres modstridende og inkonsekvente synspunkter viste de, at uanset hvordan de måtte forholde sig til vores meninger, havde de ingen tillid til hinandens meninger. Og desuden var der ikke et eneste centralt punkt i hele vores holdning, hvor vi ikke blev støttet af en eller flere af dem, der bestræbte sig på at modbevise Herrens umiddelbare genkomst. Mens vi havde den bogstavelige fortolkning af Skrifterne til at støtte os, forsøgte vores modstandere forgæves at bevise, at Skrifterne ikke skal forstås bogstaveligt, selvom hver eneste profeti, der er gået i opfyldelse, har gjort det i sine mindste bogstavelige enkeltheder.

GSAM 156Skuffelsen forklaret

GSAM 156.1»Men tiden – året 1843, det jødiske år – gik, og vi blev skuffede over ikke at have set Kongen i hans herlighed. Og alle, der modsatte sig os, antog ærligt, at hvert eneste karakteristiske træk ved vores tro var blevet påvist som falsk, og at vi som ærlige mennesker burde opgive hele vores holdning. Derfor var det med overraskelse, at de så os stadig klamre os til vores håb og stadig vente på vores Konge.

GSAM 156.2»Vi så imidlertid i vores skuffelse ingen grund til modløshed. Vi så, at Skrifterne tydede på, at der måtte være en ventetid, og at vi, mens synet lod vente på sig, måtte vente på det. Vi så også, at perioden ikke kunne afsluttes fuldstændigt ved årets udgang, selv under den antagelse, at vores kronologi var korrekt; og at den først kunne opfyldes på et tidspunkt i det nuværende år; og alligevel indrømmede vi ærligt og fuldt ud over for verden, at vi havde taget fejl med hensyn til det bestemte tidspunkt, som vi havde set frem til med så stor tillid; men selvom vi således tog fejl, kan vi se Guds hånd i denne sag. Vi kan se, at han har brugt denne proklamation som en advarsel til verden og en prøve for menigheden. Den satte hans folk i en forventningsfuld holdning. Den kaldte dem frem, der var villige til at lide for hans navns skyld. Den viste, for hvem råbet om Herrens komme var en glædelig nyhed, og for hvem det var en uvelkommen lyd i deres ører. Den har vist universet, hvem der vil byde Herrens genkomst velkommen, og hvem der vil afvise ham ved hans andet komme, ligesom jøderne gjorde ved hans første komme. Og vi betragter det som et skridt i opfyldelsen af Guds hensigt på denne ›dag for hans forberedelse‹, så han kan føre et folk frem, der udelukkende søger Herrens vilje, for at de kan være forberedt på hans komme.«

GSAM 157BEVÆGELSENS HISTORIE EFTER MARTS 1844

GSAM 157.1En kort historie om adventbevægelsen efter den 21. marts 1844 fremgår af det følgende, der er hentet fra Signs of the Times, 31. oktober 1844:—

GSAM 157.2»Efter udløbet af 1843 — det jødiske år — fandt hovedparten af adventisterne sig til rette i den overbevisning, at vi fremover ikke kunne regne med bestemte tidspunkter med nogen grad af sikkerhed. De troede, at vi befandt os dér, hvor vores kronologi peger hen, nemlig ved afslutningen af alle de profetiske tidsperioder, ved hvis afslutning genkomsten forventes; og at selvom vi kun skulle vente den korte tid, som vores kronologi måtte afvige fra Guds tid, så troede de alligevel, at vi ikke kunne få yderligere ledetråde til det bestemte tidspunkt. De havde alle taget deres lamper og var gået ud for at møde Brudgommen; men Brudgommen havde ladet sig vente længere end den tid (1843), hvor han var forventet. Mens dette syn lod vente på sig, syntes det at være alles beslutning at vente på det, i troen på, at det ikke kunne udskydes, og at det kunne forventes fra det ene øjeblik til det andet. Det blev imidlertid snart meget tydeligt, at mange lagde planer for fremtiden, som de ikke ville have lagt, hvis de troede, at Herren ville komme i år; og at de var faldet i søvn med hensyn til en levende fornemmelse af Herrens umiddelbare fremkomst. Med andre ord troede de, at han kunne komme hvilken dag som helst, eller at det måske ville blive udsat en kort stund, hvor de kunne nyde en forfriskende hvile. Ja, det var netop, som vores Frelser sagde, at det ville ske: ›da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov.‹

GSAM 157Opmærksomheden rettes mod efteråret 1844

GSAM 157.3»Allerede i maj 1843 havde bror Miller henledt vores opmærksomhed på den syvende måned i det jødiske hellige år som det tidspunkt, hvor de forbilleder, der peger frem mod det andet komme, skulle overholdes; og sidste efterår så vi frem til dette tidspunkt med stor interesse. Efter at det var forbi, tilsluttede bror S. S. Snow sig fuldt ud den opfattelse, at Herrens genkomst, når den finder sted, ifølge forbillederne skal ske på den tiende dag i den syvende måned; men han var ikke sikker på, hvilket år det ville være. Han indså senere, at de profetiske tidsperioder faktisk først udløber i dette år, 1844; og han fastslog da, at vi omkring den 22. oktober – den tiende dag i den syvende måned i dette år – ville blive vidner til herlighedens Herres genkomst. Dette forkyndte han i New York, Philadelphia og andre steder i løbet af det forgangne forår og sommer; og selv om mange tilsluttede sig hans synspunkter, sås der dog ingen særlig manifestation af virkningerne heraf før omkring juli.

GSAM 158Afgrøder efterladt på markerne

GSAM 158.1»I begyndelsen af sæsonen havde nogle af vores brødre i det nordlige New Hampshire været så overbevist om, at Herren ville komme inden endnu en vinter, at de ikke dyrkede deres marker. Omkring midten af juli – hvilket var aftenen ved midnat i det jødiske dag-år (aften-morgen, regnet fra nymånen i april, begyndelsen på dette jødiske år) – var andre, der havde sået og plantet deres marker, så overbevist om, at Herren snart ville komme, at de i overensstemmelse med deres tro ikke kunne høste deres afgrøder. Nogle, der gik ud på deres marker for at slå græsset, fandt sig fuldstændig ude af stand til at fortsætte, og i overensstemmelse med deres pligtfølelse lod de deres afgrøder stå på marken for at vise deres tro gennem deres gerninger og dermed fordømme verden. Dette bredte sig hurtigt gennem det nordlige New England.

GSAM 158Dommen skal gå forud for genkomsten

GSAM 158.2»I samme periode havde vores brødre i Maine tilsluttet sig den opfattelse, at dommen måtte gå forud for Kristi genkomst; at den faldt sammen med høsten og ikke blot fandt sted ved verdens ende, men også udgjorde en periode umiddelbart forud for enden. I overensstemmelse med denne opfattelse mente de, at vi befandt os midt i dommen, at skillelinjen var ved at blive trukket, og at Guds tjenere blev beseglet på panden, hvilket, når det var fuldført, ville være signalet til de fire engle, der holdt jordens fire vinde (Åbenbaringen 7:1), om at give slip.

GSAM 159En opvågnen ved midnat

GSAM 159.1»Omkring midten af juli begyndte Guds velsignelse med at genvinde de frafaldne at ledsage forkyndelsen af tiden, og de, der tilsluttede sig en af de nævnte opfattelser, viste en markant forandring i deres opførsel og en pludselig opvågnen fra søvnen, som det var forudsagt. ›ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i Møde! Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.‹ Fra juli fandt disse bevægelser sted i forskellige dele af New England og adskilte sig fra hinanden; men de var alle ledsaget af Guds velsignelse ved at genvinde mange, hvis lamper næsten var slukket, og ved helliggørelsen af hans hellige. Ved lejrmødet i Exeter mødtes alle disse indflydelser, smeltede sammen til én stor bevægelse og spredte sig hurtigt gennem alle adventistgrupperne i landet.«