Kapitel 13 — Tegn på guddommelig vejledning

GSAM 198.1»Har Gud nogensinde forsøgt at gå ud og tage sig et folk midt fra et andet folk ved fristelser, ved tegn og vidundere, ved krig, ved en mægtig hånd, ved en udstrakt arm og ved store rædsler, i overensstemmelse med alt det, som Herren, jeres Gud, gjorde for jer i Egypten for jeres øjne? Det blev vist jer, for at I måtte vide, at Herren er Gud; der er ingen anden ud over ham.«¹

GSAM 198.2Således handlede Herren, da han udvalgte et folk midt blandt et hedensk folk, for at han kunne føre dem ud til et sted, hvor han kunne forkynde sin lov for dem og overlevere den til dem indgraveret på stentavler. Disse vidundere blev ikke udført for at tilfredsstille deres nysgerrighed, men for at de med sikkerhed kunne vide, at han, som havde »udført store ting i Egypten, vidunderlige gerninger i Hams land og frygtindgydende ting ved Røde Havet«² og havde talt til dem midt i ilden og røgen fra Sinais brændende top, ikke var nogen anden end den levende og sande Gud, Skaberen af alle ting.

GSAM 198Moses’ kald fra den brændende busk

GSAM 198.3Moses kunne ikke selv have fået israelitterne til at forlade Egypten ved blot at sige til dem: »Da jeg vogtede hjordene i ørkenen, havde jeg medfølelse med jer i jeres trældom, og jeg er nu kommet ned for at føre jer ud af Egypten, som jeg forsøgte at gøre, da jeg dræbte egypteren, lige før jeg flygtede til Midjans land.«

GSAM 199.1Det krævede den brændende busk, der ikke blev fortæret, og en hørbar stemme, der kom midt fra flammerne, for at overbevise selv Moses om, at han var den, der skulle »gå og føre folket ud af Egypten«. Det var på denne vidunderlige måde, at han modtog sit hverv, sit høje og hellige kald, en åbenbaring, der straks ville fange hans brødres opmærksomhed og forberede deres sind på det, der skulle følge, og dermed føre dem til at acceptere Moses, under Gud, som deres leder.

GSAM 199.2Hvis der nogensinde har været et tidspunkt siden Frelserens opstandelse, hvor hans sørgende og skuffede tilhængere havde brug for at blive trøstet af hans nærvær og opmuntrende ord, var det på det tidspunkt, hvor nogle af de bedrøvede og forfulgte troende holdt fast ved en standhaftig tro efter »midnatsråbet« i 1844; og hvis Gud i sin barmhjertighed nogensinde har kommunikeret direkte til sørgende sjæle, ville det synes, at det helt sikkert ville være på et sådant tidspunkt og til et sådant folk.

GSAM 199Herrens tilstedeværelse er lovet

GSAM 199.3Han, som ikke er begrænset i sine måder eller midler at virke på, og som lagde Åndens gaver i sin kirke, »da han opfor til det høje«³, lovede at være sammen med sine tilhængere i forkyndelsen af evangeliet, »indtil Verdens Ende«.

GSAM 199.4Hele vejen igennem har Herren været rede til at åbenbare sin kraft og sine gaver hos dem, der fuldt ud søgte ham. Sagde han ikke, da han gav evangelieopdraget: »disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de uddrive onde Ånder; de skulle tale med nye Tunger; de skulle tage på Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal det ikke skade dem; på syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes«?⁴

GSAM 199Åndens gaver under reformationen

GSAM 199.5Der var nogle vidunderlige udtryk for Herrens magt og manifestationer af profetiens gave under reformationen i det 16. århundrede og i tiden derefter. D’Aubigné omtaler Johannes Huss’ profetier. Charles Buck fortæller i sin bog Religious Anecdotes om George Wisharts profetier i 1546. John Wesley beretter i sine værker om Jonathan Pyrahs profetier og deres opfyldelse. Pastor J. B. Finley fortæller i sin selvbiografi om et bemærkelsesværdigt syn og en helbredelse, han selv oplevede, i sommeren 1842. The Christian Advocate (metodistisk) offentliggjorde en interessant beretning om et bemærkelsesværdigt syn og dets følger, som blev givet til doktor Bond fra den pågældende menighed under hans tjeneste. Dette var tegn for dem, der ydmygt søgte Herren, på, at han ikke havde ændret sig, og at han stadig ville tale til sit folk gennem den profetiske gave.

GSAM 200Restmenigheden skal have profetiens ånd

GSAM 200.1Der findes klare og specifikke udsagn i Skriften om, at Herren på en særlig måde vil åbenbare sin Ånds gaver, og især profetiens gave, blandt det folk, der vil blive fundet i forventning om hans genkomst. Det første skriftsted, vi henleder opmærksomheden på, findes i brevet til korinterne og lyder: »Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus, at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag.«⁵

GSAM 200.2I Åbenbaringen læser vi om »resten« – den sidste evangeliske menighed: »Dragen vrededes på Kvinden [menigheden] og gik bort for at føre Krig imod de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu Vidnesbyrd.«⁶ Hvad er »Jesu Vidnesbyrd«, spørger vi, som den sidste menighed skal have, og som i sin bekræftelse baner vejen for åbenbaringen af alle Åndens gaver? På dette spørgsmål finder vi et svar i engelens vidnesbyrd til Johannes på øen Patmos: »jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu Vidnesbyrd er Profetiens Ånd.«⁷

GSAM 201.1Denne definition, som englen giver, viser, at det er »Profetiens Ånd«, der åbenbares i den kirke, som venter på Kristus, der baner vejen for alle gaverne, og at der føres krig mod »rest«-menigheden, fordi den har denne gave iblandt sig.

GSAM 201Paulus’ vidnesbyrd om gaverne

GSAM 201.2Paulus’ brev til tessalonikerne viser, at Herrens dag – den sidste dag med dommens fuldbyrdelse – vil komme over de mange »som en Tyv om Natten«; men at den ikke vil overraske Herrens trofaste børn på denne måde, fordi de er »Lysets Børn og Dagens Børn«. Blandt sine formaninger til dette vågne folk siger han: »Udslukker ikke Ånden, ringeagter ikke Profetier, prøver alt, beholder det gode!«⁸

GSAM 201.3Om det græske ord propheteias, der her er oversat med profetier, siger Greenfield i sit græske leksikon: »Udøvelsen af profetiens gave i denne forstand, 1. Thessalonikerbrev 5:20.« Dette stemmer også overens med ordbøgerne af Parkhurst, Robinson samt Liddell og Scott. Dette er altså et klart vidnesbyrd om, at den sande profetiske gave vil være til stede i menigheden, der venter på Kristi genkomst. Formaningen er ikke at foragte gaven, men at prøve den; når man finder den gode åbenbaring, skal man »holde fast« ved den.⁹

GSAM 201En opfyldelse af løftet

GSAM 201.4Vi har hidtil bemærket, hvordan Herren begyndte at åbenbare profetiens gave under forkyndelsen af den første og den anden engels budskab. Denne gave er blevet mere fuldt udviklet siden afslutningen af de 2.300 dage. Herren udvalgte sit eget redskab til dette formål og valgte som sin repræsentant en, der ikke blot havde ofret alt for ham, men hvis liv hang i en tynd tråd, »den svageste af de svage«.¹⁰ Inden for to måneder efter fristens udløb begyndte frøken Ellen G. Harmon fra Portland, Maine, der dengang kun var omkring sytten år gammel, at modtage åbenbaringer fra Herren.

GSAM 202.1Da jeg har haft lejlighed til at tale med dem, der boede i Portland på tidspunktet for det første syn, og også kendte fru Haines, i hvis hus frøken Harmon havde sit første syn, vil jeg gengive begivenhederne, således som de blev fortalt mig af disse personer.

GSAM 202.2Frøken Harmon var på det tidspunkt i en meget kritisk helbredstilstand. I en række uger havde hun næppe været i stand til at tale andet end en hvisken. En læge havde fastslået, at hendes lidelse var vattersotagtig tæring. Han sagde, at hendes højre lunge var forfaldet, og den venstre betydeligt syg, og at hendes hjerte var angrebet. Han sagde, at han ikke troede, hun kunne leve mere end en meget kort tid, og at hun kunne dø når som helst. Hun havde store vanskeligheder med at trække vejret, når hun lå ned. Om natten kunne hun kun hvile, hvis hun blev støttet op i sengen i en næsten siddende stilling. Hyppige hosteanfald og blødninger fra lungerne havde i høj grad svækket hendes fysiske styrke.

GSAM 202Frøken Harmons første syn

GSAM 202.3Da hun fik sit første syn, boede hun hos fru Haines. Det var om morgenen, og de var i gang med familiegudstjeneste. Der var fem personer til stede, alle søstre i troen. Andre havde bedt, og frøken Harmon bad hviskende, da Guds kraft kom ned på en mest vidunderlig måde og tydeligt påvirkede alle de tilstedeværende, og i et øjeblik var hun helt ude af kontakt med alt, hvad der foregik omkring hende – hun var i et syn.

GSAM 202.4Ved det næste møde fortalte hun de troende i Portland, hvad der var blevet vist hende. De havde fuld tillid til, at det kom fra Herren. Der var på det tidspunkt omkring tres i Portland, der anerkendte det som Herrens værk. Der var en kraft, der ledsagede både synet og beretningen om det, som kun kunne udgå fra det Guddommelige. En højtidelig fornemmelse af evige anliggender hvilede konstant over hende, og hun syntes at være fyldt med en ubeskrivelig ærefrygt over, at en så ung og svag som hende skulle blive udvalgt som et redskab, gennem hvilket Herren ville formidle lys til sit folk. Hun fortalte, at hun i synet syntes at være omgivet af strålende engle i himlens herlige saler, hvor alt er glæde og fred, og at det var en trist forandring at vågne op til dette jordiske livs utilfredsstillende virkelighed.

GSAM 203Resumé af det første syn

GSAM 203.1Følgende korte sammenfatning af hendes første syn, som hun fortalte det til de troende i Portland, vil give et indtryk af karakteren af dem alle:—

GSAM 203.2»Medens vi bad, kom Guds kraft over mig, som jeg aldrig havde mærket det før. Jeg var omgivet af lys og steg højere og højere op fra jorden. Jeg vendte mig for at lede efter adventfolket i verden, men kunne ikke finde dem, da en stemme sagde til mig: ›Se igen, og se lidt højere op.‹ Så vendte jeg mine øjne op og så en lige og snæver sti, hævet højt over verden. På denne sti vandrede adventisterne mod byen, som lå for enden af stien. Bag dem, ved stiens første ende, var der opstillet et klart lys, som en engel fortalte mig var ›midnatsråbet‹. Dette lyste hele vejen langs stien og oplyste deres fødder, så de ikke skulle snuble. Og hvis de holdt blikket rettet mod Jesus, som gik lige foran dem og førte dem mod byen, var de i sikkerhed. Men nogen blev hurtigt trætte og sagde at byen var langt væk og de havde forventet at komme ind i den tidligere. Så opmuntrede Jesus dem ved at løfte sin herlige højre arm, og fra hans arm strømmede et klart lys, som bølgede hen over adventfolket, og de råbte: Halleluja! Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem og sagde at det var ikke Gud der ledte dem så langt ud. Lyset bag disse slukkedes, hvilket efterlod deres fødder i fuldstændig mørke, og de snublede og vendte blikket væk fra målet, mistede Jesus af syne og faldt af stien ned i den mørke og onde verden nedenfor. Snart hørte vi Guds stemme som mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige kendte og forstod røsten, mens de onde troede, det var torden og et jordskælv. Medens Gud sagde tidspunktet, udgød han Helligånden over os og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed, som Moses gjorde da han kom ned fra Sinajbjerget.«¹¹

GSAM 204Beskrivelse af fru Whites tilstand under synet

GSAM 204.1Inden vi fortsætter med den spændende beretning om denne vidunderlige åbenbaring af Guds Ånd, vil jeg fremføre nogle kendsgerninger vedrørende synerne. Den første gang jeg så fru E. G. White (tidligere frøken Harmon) var i oktober 1852. Den dag så jeg hende i et syn, der varede over en time. Siden da har jeg haft det privilegium at se hende i syn omkring halvtreds gange. Jeg har været til stede, når læger har undersøgt hende, mens hun befandt sig i denne tilstand, og jeg betragter det som en glæde at vidne om det, jeg har set og ved. Jeg håber, at en redegørelse for fakta i denne sag ikke vil blive skubbet til side uden videre til fordel for tilfældige formodninger fra dem, der aldrig har set hende i denne tilstand.

GSAM 204.2Når hun går ind i synet, udstøder hun tre henrivende råb af »Ære!«, som giver genlyd og genlyd igen; det andet og især det tredje er svagere, men mere gribende end det første, idet stemmen ligner en, der befinder sig et godt stykke væk fra én og netop er ved at forsvinde ud af hørevidde. I omkring fire eller fem sekunder ser hun ud til at synke sammen som en person, der er besvimet, eller som har mistet sine kræfter; derefter ser hun ud til øjeblikkeligt at blive fyldt med overmenneskelig styrke, hvor hun undertiden straks rejser sig op og går rundt i rummet. Der er hyppige bevægelser med hænder og arme, der peger mod højre eller venstre, efterhånden som hendes hoved drejer. Alle disse bevægelser udføres på en yderst yndefuld måde. Uanset hvilken stilling hånden eller armen måtte indtage, er det umuligt for nogen at flytte den. Hendes øjne er altid åbne, men hun blinker ikke; hendes hoved er løftet, og hun ser opad, ikke med et tomt blik, men med et behageligt udtryk, der kun adskiller sig fra det normale ved, at hun ser ud til at stirre intenst på et fjernt objekt. Hun trækker ikke vejret, men hendes puls slår regelmæssigt. Hendes ansigtsudtryk er behageligt, og hendes ansigtsfarve er lige så rødmosset som i hendes naturlige tilstand.

GSAM 205Sammenlignet med Daniels

GSAM 205.1Hendes tilstand med hensyn til vejrtrækning, tab af styrke og det at blive styrket, når Guds engel rører ved hende, stemmer alt sammen perfekt overens med den beskrivelse, som profeten Daniel gav af sin egen oplevelse i et syn, da han sagde: »Derfor blev jeg efterladt alene og så dette store syn, og der var ingen styrke tilbage i mig; for min skønhed blev forvandlet til forfald i mig, og jeg bevarede ingen styrke.« »For hvordan kan denne min herres tjener tale med denne min herre? For hvad mig angår, så forsvandt al min styrke straks, og der er heller ingen ånde tilbage i mig. Da kom der igen en, der lignede et menneske, og rørte ved mig, og han styrkede mig og sagde: O, du højt elskede mand, frygt ikke; fred være med dig; vær stærk, ja, vær stærk. Og da han havde talt til mig, blev jeg styrket og sagde: Lad min Herre tale; for du har styrket mig.«¹²

GSAM 205VIDNESBYRD FRA ØJENVIDNER

GSAM 205M. G. Kellogg, M.D.

GSAM 205.2Hvad angår fru Whites tilstand, mens hun var i synet, kan det være på sin plads med et par udtalelser fra øjenvidner. Den første er fra M. G. Kellogg, M.D., der henviser til det første syn, der blev givet i Michigan den 29. maj 1853 ved et møde i Tyrone i Livingston County. Han siger:—

GSAM 206.1»Søster White var i et syn i omkring tyve minutter eller en halv time. Da hun gik ind i synet, syntes alle tilstedeværende at mærke Guds kraft og nærvær, og nogle af os følte faktisk Guds Ånd hvile kraftigt over os. Vi var samlet til bøn og fællesskabssamling sabbatsmorgen omkring klokken ni. Bror White, min far og søster White havde bedt, og jeg var i færd med at bede på det tidspunkt. Der havde ikke været nogen ophidselse eller nogen åbenbare tegn. Vi bad dog inderligt til Gud om, at han ville give samlingen en velsignelse med sit nærvær, og at han ville give arbejdet i Michigan en velsignelse. Da søster White udstødte det triumferende råb: ›Ære! æ-r-e-! æ-r-e-!‹, som I så ofte har hørt hende udstøde, når hun går ind i et syn, rejste bror White sig og meddelte forsamlingen, at hans kone var i et syn. Efter at have beskrevet, hvordan hendes syner foregik, og at hun ikke trak vejret, mens hun var i et syn, opfordrede han enhver, der ønskede det, til at komme frem og undersøge hende. Dr. Drummond, en læge, der også var prædikant blandt Førstedagsadventisterne, og som (inden han så hende i synet) havde erklæret, at hendes syn var af mesmerisk oprindelse, og at han kunne give hende et syn, trådte frem, og efter en grundig undersøgelse blev han meget bleg og bemærkede: ›Hun trækker ikke vejret!‹

GSAM 206.2»Jeg er helt sikker på, at hun ikke trak vejret på det tidspunkt, mens hun var i synet, og heller ikke under nogen af flere andre syn, hun har haft, når jeg var til stede. Hendes udtræden af synet var lige så markant som hendes indtræden i det. Det første tegn, vi havde på, at synet var forbi, var, at hun igen begyndte at trække vejret. Hun tog sit første åndedrag dybt, langt og fuldt, på en måde, der viste, at hendes lunger havde været helt tomme for luft. Efter det første åndedrag gik der flere minutter, før hun tog det andet, som fyldte lungerne præcis som det første; derefter fulgte en pause på to minutter og en tredje indånding, hvorefter vejrtrækningen blev naturlig.« Underskrevet: »M. G. Kellogg, M.D., Battle Creek, Michigan, 28. december 1890.«

GSAM 207F. C. Castle

GSAM 207.1Vi gengiver følgende udsagn fra en person, der var vidne til en lægeundersøgelse af fru White, mens hun var i et syn i Stowe, Vermont, i sommeren 1853. Han siger:—

GSAM 207.2»En læge var til stede og foretog en sådan undersøgelse af hende, som hans visdom og viden dikterede, for at finde årsagen til manifestationerne. Et tændt stearinlys blev holdt tæt på hendes øjne, som var vidt åbne; ikke en eneste muskel i øjet bevægede sig. Han undersøgte hende derefter med hensyn til hendes puls og også med hensyn til hendes vejrtrækning, og der var ingen vejrtrækning. Resultatet var, at han var overbevist om, at det ikke kunne forklares ud fra naturlige eller videnskabelige principper.« Underskrevet: »F. C. Castle.«

GSAM 207D. H. Lamson

GSAM 207.3Følgende vidnesbyrd vedrører en undersøgelse, der blev foretaget, mens fru White var i et syn, ved et møde, der blev afholdt i pastor James Whites hjem på Monroe Street i Rochester, New York, den 26. juni 1854:—

GSAM 207.4»Jeg var dengang sytten år gammel. Det forekommer mig, at jeg næsten kan høre de gribende råb af ›Æ-r-e!‹, som hun udstødte. Derefter sank hun tilbage på gulvet – ikke ved at falde, men ved at synke blidt – og blev støttet i armene af en ledsager. To læger kom ind, en ældre mand og en ung mand. Bror White insisterede på, at de skulle undersøge søster White grundigt, hvilket de gjorde. Der blev hentet et spejl, og en af dem holdt det over hendes mund, mens hun talte; men meget snart opgav de dette og sagde: ›Hun trækker ikke vejret.‹ Derefter undersøgte de nøje hendes sider, mens hun talte, for at finde tegn på dyb vejrtrækning, men de fandt ingen. Da de afsluttede denne del af undersøgelsen, rejste hun sig op, stadig i et syn, mens hun holdt en bibel højt i vejret, bladede fra vers til vers og citerede korrekt, selvom øjnene kiggede opad og væk fra bogen.

GSAM 208.1»Hun havde et syn om de syv sidste plager. Derefter så hun de helliges triumf, og jeg kan næsten høre hendes triumfråb endnu i dag. Om disse kendsgerninger vidner jeg frit.« Underskrevet: »Pastor D. H. Lamson, Hillsdale, Michigan, 8. februar 1893.«

GSAM 208Fru Drusilla Lamson

GSAM 208.2Et andet vidnesbyrd om den samme lægeundersøgelse kommer fra fru Drusilla Lamson, enke efter pastor Lamsons fætter og forstanderinde for Sanatoriet i Clifton Springs, New York. Om mødet den 26. juni 1854 siger hun:—

GSAM 208.3»Jeg husker mødet, hvor forsøget blev udført, nemlig for at afprøve det, som bror White ofte havde sagt, nemlig at søster White ikke trak vejret, mens hun var i et syn, men jeg kan ikke huske navnet på den læge, der var til stede … Det må have været doktor Fleming, da han var den læge, man undertiden tilkaldte for at få råd. Han er dog nu afgået ved døden. Jeg kan sige så meget, at forsøget blev udført, og at der ikke var noget tegn på åndedræt synligt på spejlet.« Underskrevet: »Drusilla Lamson, Clifton Springs, New York, 9. marts 1893.«

GSAM 208.4Endnu et vidnesbyrd fra en, der var til stede ved den ovennævnte begivenhed:—

GSAM 208David Seeley

GSAM 208.5»Herved bekræftes, at jeg har læst ovenstående vidnesbyrd fra David Lamson og fru Drusilla Lamson vedrørende lægens udtalelse i forbindelse med undersøgelsen af fru E. G. White, mens hun var i et syn, den 26. juni 1854. Jeg var til stede ved det møde og var vidne til undersøgelsen. Jeg er enig i det, som bror og søster Lamson har anført, og vil desuden tilføje, at det var doktor Fleming og en anden yngre læge, der foretog undersøgelsen. Efter at fru White havde rejst sig, som de har beskrevet, mens hun citerede skriftstederne, bad doktor Fleming om et tændt stearinlys. Han holdt dette stearinlys så tæt på hendes læber som muligt uden at brænde dem, og i direkte linje med hendes ånde, i tilfælde af at hun åndede. Der var ikke den mindste flimren i flammen. Lægen sagde derefter med eftertryk: ›Det afgør sagen for altid; der er ingen ånde i hendes krop.‹« Underskrevet: »David Seeley, Fayette, Iowa, 20. august 1897.«

GSAM 209Hr. og fru A. F. Fowler

GSAM 209.1Følgende udsagn vedrører en undersøgelse, der blev foretaget, mens fru White var i et syn i Waldron’s Hall, Hillsdale, Michigan, i februar 1857. Doktor Lord, en læge fra Hillsdale med halvtreds års praksis, foretog en yderst omhyggelig undersøgelse, om hvilken jeg fremlægger følgende vidnesbyrd:—

GSAM 209.2»Vi var til stede, da (i februar 1857) søster E. G. White havde et syn i Waldron’s Hall, Hillsdale. Dr. Lord foretog en undersøgelse og sagde: ›Hendes hjerte slår, men der er ingen vejrtrækning. Der er liv, men ingen lungeaktivitet; jeg kan ikke forklare denne tilstand.‹« Underskrevet: »A. F. Fowler, fru A. F. Fowler, Hillsdale, Michigan, 1. januar 1891.«

GSAM 209C. S. Glover

GSAM 209.3Her følger endnu en udtalelse vedrørende det samme syn:—

GSAM 209.4»Jeg var til stede, da søster White havde ovennævnte syn i Waldron’s Hall i Hillsdale. Ud over ovenstående udtalelse hørte jeg lægen sige, at søster Whites tilstand under synet var ›uden for hans viden‹. Han sagde også: ›Der er noget overnaturligt ved det.‹« Underskrevet: »C. S. Glover, Battle Creek, Michigan, 19. januar 1891.«

GSAM 209Hr. og fru Carpenter

GSAM 209.5Her er en tredje udtalelse om samme sag:—

GSAM 209.6»Hermed bekræftes, at vi var til stede i Waldron’s Hall, Hillsdale, Michigan, i februar 1857, da fru E. G. White havde et syn, og mens hun befandt sig i denne tilstand, blev hun undersøgt af dr. Lord, og vi hørte hans offentlige udtalelse om sagen, som ovenfor gengivet af bror og søster Fowler.« Underskrevet: »W. R. Carpenter, Eliza Carpenter, Noblesville, Indiana, 30. august 1891.«

GSAM 210D. T. Bourdeau

GSAM 210.1Deres opmærksomhed henledes nu på en prøve, der blev udført, mens fru White var i et syn i Buck’s Bridge, St. Lawrence County, New York:—

GSAM 210.2»Den 28. juni 1857 så jeg søster Ellen G. White i et syn for første gang. Jeg troede ikke på synene; men en omstændighed blandt andre, som jeg kan nævne, overbeviste mig om, at hendes syn var fra Gud. For at overbevise mig selv om, hvorvidt hun trak vejret eller ej, lagde jeg først min hånd på hendes bryst længe nok til at konstatere, at der ikke var mere bevægelse i lungerne, end der ville have været, hvis hun havde været et lig. Derefter lagde jeg min hånd over hendes mund og klemte hendes næsebor sammen mellem tommelfinger og pegefinger, så det var umuligt for hende at udånde eller indånde luft, selvom hun havde ønsket det. Jeg holdt hende således med min hånd i omkring ti minutter, længe nok til, at hun under normale omstændigheder ville være blevet kvalt; hun blev ikke i det mindste påvirket af denne prøvelse. Siden jeg var vidne til dette vidunderlige fænomen, har jeg ikke en eneste gang været fristet til at betvivle den guddommelige oprindelse af hendes syner.« Underskrevet: »D. T. Bourdeau, Battle Creek, Michigan, 4. februar 1891.«

GSAM 210En læge, der er spiritistisk medium, tester synet

GSAM 210.3Jeg vil nævne en anden lægeundersøgelse, som jeg var vidne til i Parkville, St. Joseph County, Michigan, den 12. januar 1861.

GSAM 210.4Ved afslutningen af en formaning, som fru White holdt for en stor menighed, der var samlet i adventisternes forsamlingshus, hvilede Guds velsignelse over hende i en bemærkelsesværdig grad, og hun blev ført ind i et syn, mens hun sad i sin stol. Til stede var en doktor Brown, en fysisk rask og stærk mand, der var spiritistisk medium. Han havde sagt, at hendes syner var det samme som spiritistisk mediumskab, og at hvis hun fik et, mens han var til stede, kunne han bringe hende ud af det på et minut. Der blev opfordret til, at enhver, der ønskede det, kunne træde frem og ved en undersøgelse selv overbevise sig om hendes tilstand, mens hun var i sit syn. Lægen trådte frem, men inden han var halvvejs færdig med sin undersøgelse, blev han dødbleg og rystede som et aspeblad. Pastor White sagde: »Vil lægen redegøre for hendes tilstand?« Han svarede: »Hun trækker ikke vejret,« og skyndte sig hen mod døren. De ved døren, der kendte til hans pral, sagde: »Gå tilbage, og gør, som du sagde, du ville; bring den kvinde ud af synet.« I stor ophidselse greb han fat i dørhåndtaget, men fik ikke lov til at åbne den, før de, der stod ved døren, spurgte: »Doktor, hvad er der?« Han svarede: »Det ved kun Gud; lad mig komme ud af dette hus,« og ud gik han.

GSAM 211.1Det var tydeligt, at den ånd, der påvirkede ham som medium, ikke var mere i ro i nærværet af den kraft, der styrede fru White i synet, end de besatte var i Frelserens dage, da de spurgte: »Er du kommen hid før Tiden for at pine os?«¹³

GSAM 211.2Der ses en lighed i denne omstændighed med det, der er nedskrevet i profeten Daniels oplevelse. Da han gik ind i et syn ved Herrens Ånd, blev de tilstedeværende kaldæere – hedninger, der ikke kendte denne Ånd – meget forfærdede og »flygtede for at skjule sig«.¹⁴

GSAM 211Frøken Harmon blev bedt om at berette om sine syner

GSAM 211.3Omkring en uge efter hendes første syn, ved et møde i hendes fars hus, fik frøken Harmon et andet syn, hvor hun blev bedt om at fortælle andre, hvad der var blevet åbenbaret for hende. Hun var meget forvirret over, hvordan hun skulle kunne udføre Herrens befaling. Hendes helbred var så dårligt, at hun led fysiske smerter, og alt tydede på, at hun kun havde kort tid tilbage at leve i. Hun var kun sytten år gammel, lille og spinkel, uvant med selskabelighed og af natur så sky og tilbageholdende, at det var smertefuldt for hende at møde fremmede. I flere dage og langt ud på natten bad hun inderligt om, at denne byrde måtte blive fjernet og lagt på en anden, der var bedre i stand til at bære den. Men pligtens lys ændrede sig aldrig, og engelens ord lød uophørligt: »Gør det, jeg har åbenbaret for dig, kendt for andre.«

GSAM 212.1Mens hun befandt sig i denne forvirrede sindstilstand, deltog frøken Harmon i endnu et møde, der blev afholdt i hendes fars hus. På dette møde forenede forsamlingen sig alle i inderlig bøn for hende, og endnu en gang viede hun sig til Herren og følte sig villig til at blive brugt til hans ære. Mens hun bad, spredtes det tætte mørke, der havde omsluttet hende; og som hun senere sagde, kom et klart lys, som en ildkugle, imod hende, og da det faldt på hende, blev hendes kræfter taget fra hende, og hun syntes at befinde sig i Jesu og englenes nærvær. Igen blev det gentaget: »Bekendtgør andre det, som jeg har fortalt dig.« Hun sagde, at hun inderligt bad om, at hvis hun skulle gå ud og fortælle, hvad Herren havde vist hende, så måtte hun blive skånet for ophøjelse. Da fortalte en engel hende, at hendes bøn var blevet hørt, og at hvis hun skulle komme i fare for ophøjelse, ville hun blive ramt af sygdom. Englen sagde til hende: »Hvis du trofast forkynder budskabet og holder ud til det sidste, skal du spise af livets træs frugt og drikke af livets vands flod.«

GSAM 212Frøken Harmons besøg i Poland, Maine

GSAM 212.2Frøken Harmon havde fået at vide, at hun måtte tage til Poland i Maine og fortælle om sit syn. Dagen efter dette tredje syn kørte hendes svoger, til alles overraskelse, op foran hendes fars hus og tilbød at køre hende til Poland. Mens hun var der, afholdt hun et møde, hvor hun fortalte om synet. Hazen Foss,¹⁵ der var i fortvivlelse, kunne ikke overtales til at deltage i gudstjenesten, men med øret tæt på døren udenfor hørte han hende fortælle om sit syn og sagde: »Det syn, hun har fortalt om, ligner det, der blev vist mig, så meget, som to personer kan beskrive den samme ting.« Næste morgen mødte han uventet frøken Harmon og sagde til hende, at hun skulle være »trofast i at bære byrden og i at fortælle de vidnesbyrd, som Herren måtte give hende, og at hun ikke ville blive forladt af Gud.« Til andre sagde han: »Det er det redskab, som Herren har lagt denne byrde på.« Det burde han helt sikkert vide, da han havde set den person i det syn, hvor han fik at vide, at byrden var »taget fra« ham.

GSAM 213.1Fra det tidspunkt bestod frøken Harmons arbejde i at rejse fra sted til sted i New England-staterne og fortælle om det, der var blevet vist hende. I nogle tilfælde fik hun i et syn at vide, hvor hun skulle tage hen, og hun fik også at vide, hvilke vanskeligheder hun ville møde. Hendes budskaber var især irettesættelser til dem, der var ved at glide ind i læren om Kristi åndelige genkomst, og opmuntringer til alle om at holde fast ved den tidligere erfaring.

GSAM 213.2Hun siger om sin oplevelse: »Nogle afholdt sig helt fra at arbejde og udelukkede alle dem, der ikke ville acceptere deres synspunkter på dette punkt … Gud åbenbarede disse vildfarelser for mig i et syn og sendte mig til sine vildfarne børn for at forkynde dem; men mange af dem forkastede helt dette budskab og beskyldte mig for at tilpasse mig verden. På den anden side beskyldte de nominelle adventister mig for fanatisme, og jeg blev fejlagtigt – og af nogle endda ondskabsfuldt – fremstillet som lederen af den fanatisme, som jeg faktisk arbejdede på at udrydde.«¹⁶ Om dette skal vi lære mere i det følgende kapitel.