Kapitel 1 — Indledning

GSAM 21.1NÅR vi taler om Kristi andet komme, berører vi et tema, som i virkeligheden har været Guds folks håb, lige siden vores første forældre blev forvist fra Edens have. I ordene til slangen om, at kvindens afkom skulle knuse hans hoved, lå en forsikring om, at der til sidst ville komme en genopretter, som skulle besejre Satans magtmisbrug og fuldbyrde Guds hensigt på jorden. Man må antage, at Adam og Eva troede, at dette værk meget snart ville blive udført, og at en af deres nærmeste efterkommere ville blive sejrherren. Men i Guds plan omfattede løftet om Frelseren midt i den tilsyneladende undergang alt det, der siden er blevet udfoldet i gennemførelsen af hans »eget Forsæt og Nåden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider«.¹

GSAM 21.2Havde Adam og Eva straks fået et indblik i den elendighed og ulykke, der ville fylde verden i de lange tidsaldre mellem dens undergang og genoprettelse, ville deres sorg have været uudholdelig. Himlens Gud skjulte i sin ømme barmhjertighed og medfølelse dette syn for dem og lod dem nære det kærlige håb om snart at blive befriet til Guds børns herligheds frihed. Tanken om, at forløsningen var nær, ville naturligvis anspore dem til større iver i forberedelserne til at møde begivenheden.

GSAM 22.1På samme måde har det været med Guds folk i alle generationer siden Adams tid. De var sikre på, at en stor og vigtig begivenhed en dag i fremtiden ville finde sted – at Kristus til sidst ville komme og oprette sit rige. Også de troede, ligesom Adam og Eva, at begivenheden var lige om hjørnet, og ligesom dem var de uvidende om, hvad der ville ske mellem deres egen tid og begivenheden; ellers ville de måske være blevet modløse i deres stræben mod målet om prisen.

GSAM 22.2Denne tanke kan illustreres ved hjælp af begivenheder, der har fundet sted i forbindelse med store opdagelser. De mænd, der stod bag dem, opfyldte faktisk Guds hensigt, selvom de ikke var klar over det; alligevel var de drevet af idéer, der ikke viste sig at være i alle henseender i overensstemmelse med deres egne teorier, som fik dem til at handle.

GSAM 22De vidtrækkende konsekvenser af Columbus’ opdagelser

GSAM 22.3Montgomery skriver i sin American History² (udgave fra 1902, side 8-9) om den teori, der fik Columbus til at begive sig ud på sin rejse, og om gennemførelsen af hans plan om at nå til Ostindien ved at sejle mod vest, følgende:—

GSAM 22.4»Columbus mente, at han kunne forbedre den portugisiske konges projekt. Han var overbevist om, at der fandtes en kortere og bedre vej til Indien end den rute, Diaz havde udstukket. Den genuesiske sømands [Columbus’] plan var lige så dristig, som den var original. I stedet for at sejle mod øst eller mod syd og øst foreslog han at sejle direkte mod vest. Han havde, som han mente, tre gode og solide grunde til et sådant foretagende: For det første var Columbus, i lighed med datidens bedste geografer, overbevist om, at jorden ikke var flad, som de fleste mennesker antog, men en kugle. For det andet antog han, at denne klode var meget mindre, end den er, og at størstedelen bestod af land i stedet for vand. For det tredje, da han intet vidste og intet formodede om eksistensen af det amerikanske kontinent eller Stillehavet, forestillede han sig, at Asiens eller Indiens kyst lå lige over for Spanien og Europas vestkyst. Han anslog, at den samlede afstand til Cipango, eller Japan, sandsynligvis ikke ville overstige omkring fire tusind engelske mil.

GSAM 23.1»Hans plan var følgende: Han ville sejle ud fra Europa, styre sit skib mod vest i retning af Japan og følge jordklodens krumning, indtil den førte ham til det, han søgte. I hans øjne forekom det lige så sikkert og enkelt som for en flue at gå rundt om et æble.

GSAM 23.2»Hvis ekspeditionen lykkedes, ville han have denne enorme fordel: Han ville komme ind i Indien direkte ad hoveddøren i stedet for at nå frem dertil ad en omvej og gennem en slags sideindgang, som portugiserne måtte.

GSAM 23.3»Vi ser, at denne mand, der forstod sig på praktisk matematik, geografi og navigation lige så godt som nogen anden i sin tid, havde ret i det første punkt – jordklodens form – men tog fuldstændig fejl i de to andre.

GSAM 23En heldig fejl

GSAM 23.4»Men mærkeligt nok var hans fejl i én henseende til hans fordel. Den fejl, han begik med hensyn til afstanden, var yderst heldig. Havde Columbus korrekt beregnet klodens størrelse og den sande længde af en sådan rejse, ville han sandsynligvis ikke være sejlet, da han straks ville have indset, at den foreslåede portugisiske rute både var langt kortere og billigere. Og havde han kunnet forestille sig eller på nogen måde forudse, at det amerikanske kontinent lå lige på tværs af hans kurs, ville det i sig selv måske ikke have fået ham til at begive sig ud på en opdagelsesrejse, for hans mål var ikke at finde et nyt land, men en ny vej til et gammelt.«

GSAM 23Tidernes store håb

GSAM 23.5Således har Guds folk gennem tiderne haft håbet om Kristi genkomst foran sig »som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast«.³ Selvom de ofte midt i sorger og trængsler i angst råber: »Hvor længe, o Herre, før befrielsen kommer?«, har de alligevel presset sig fremad og ligesom Paulus har sagt og stadig siger: »hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?«⁴

GSAM 24Paulus opretholdt af håbet

GSAM 24.1Et par eksempler på dette håbs opretholdende kraft må i denne sammenhæng være tilstrækkeligt. Da Paulus blev stillet for Felix og fik lov til at tale for sig selv, sagde han: »efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne, og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.«⁵

GSAM 24.2I sit dygtige forsvar, da han blev stillet for Agrippa, sagde Paulus: »nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som er given af Gud til vore Fædre, og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af Jøder, o Konge! Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde?«⁶ Da han til sidst var i Rom for at træde frem for kejseren, sagde han til jøderne: »for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.«⁷

GSAM 24.3Paulus talte frit om dette håb i sit brev til Titus: »Thi Guds Nåde er bleven åbenbaret til Frelse for alle Mennesker og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende Verden; forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse.«⁸

GSAM 24Peter glæder sig over håbet

GSAM 24.4Peter taler om det samme håb på følgende måde: »Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder, I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er rede til at åbenbares i den sidste Tid, i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser, for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse.«⁹

GSAM 25Guds hensigt med skabelsen

GSAM 25.1Skriften afslører Guds formål med at skabe verden; og fra profetiens ord lærer vi også hans plan for fremtiden: »Så siger Herren, som skabte himlene, Gud selv, som formede jorden og skabte den; han har grundfæstet den, han skabte den ikke forgæves, han formede den for at den skulle beboes.«¹⁰ Da han havde formet den, gav han den til mennesket. Salmisten siger: »Himlen, ja, himlene, tilhører Herren; men jorden har han givet til menneskenes børn.«¹¹ Men da han gav den til mennesket, var mennesket retskaffent, som den vise mand udtrykker det: »Dette alene har jeg fundet, at Gud har skabt mennesket retskaffent; men de har udtænkt mange påfund.«¹²

GSAM 25.2Vi læser om Herrens omgang med menneskeslægten, at »da han adskilte Adams sønner, fastsatte han folkets grænser efter antallet af Israels børn«,¹³ det vil sige efter antallet af det sande Israel, som til sidst skal samles på jorden som undersåtter i hans kommende rige. Det udtrykkes af Paulus med disse ord: »Gud … har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af ét Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig, for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os; thi i ham leve og røres og ere vi.«¹⁴ Når dette oprindelige formål med jorden er opfyldt, »skal også dit folk være retfærdigt.«¹⁵ Igen siges det om dem i den tilstand: »Indbyggeren skal ikke sige: Jeg er syg; det folk, der bor der, skal få deres misgerninger tilgivet.«¹⁶ Det vil være den tid, hvor »de sagtmodige skal arve jorden og glæde sig over fredens overflod.«¹⁷

GSAM 26Kristi genkomst er ikke en myte

GSAM 26.1I Peters andet brev står der, at »vi have ikke fulgt kløgtigt opdigtede Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men vi have været Øjenvidner til hans Majestæt, nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en sådan Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: ›Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‹ Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham på det hellige Bjerg. Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter.«¹⁸

GSAM 26.2I dette skriftsted henviser apostlen til forvandlingen på bjerget som et bevis på Kristi genkomst. Forud for denne begivenhed havde vores Frelser sagt til sine apostle: »der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme i sit Rige«¹⁹ — som det er nedskrevet af Lukas: »Der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.«²⁰

GSAM 26.3Dette løfte blev bogstaveligt opfyldt i selve forvandlingen. I dette »syn« på bjerget så de Jesus herliggjort, sådan som han vil fremstå, når han kommer i sit rige. De så Elias, som blev taget til himmelen uden at smage døden, og som repræsenterede dem, der vil blive forvandlet — skiftet fra dødelige til udødelige — »i et Nu, i et Øjeblik«, når Herren kommer.²¹ Der var også Moses, en, der var død, som repræsenterede dem, der vil blive oprejst fra de døde for at møde Herren. Så i dette »syn« fik de et glimt af Kristus, der kommer i sit rige, som han havde lovet dem.

GSAM 27Profetien er et mere sikkert ord

GSAM 27.1Selvom apostlene havde set dette herlige syn på forvandlingsbjerget og havde hørt Guds godkendende røst, bekræfter apostlen Peter: »des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord.« Med denne udtalelse nedvurderer han ikke det, de så og hørte ved den mindeværdige lejlighed. De hørte dengang Guds røst én gang, men i profetiens store linjer, der strækker sig frem til Kristi genkomst, har vi Guds røst gentaget mange gange. Faktisk er enhver konkret profetisk forudsigelse, der er gået i opfyldelse eller nedskrevet i historien, Guds røst til os. Det må være i denne forstand, at det profetiske ord er »mere stadfæstet«. Den reviderede udgave oversætter det med »gjort sikkert«. Profetien gøres sikker ved hver eneste detalje, der går i opfyldelse. Hver eneste forudsagte begivenhed er, når den går i opfyldelse, en forsikring om, at de resterende forudsagte begivenheder helt sikkert vil indtræffe.

GSAM 27Profetiens natur

GSAM 27.2Følgende udtalelser fra fremtrædende bibelforskere om profetiens natur er overbevisende:—

GSAM 27.3Thomas Newton hævder, at »profeti er historie, der er forudset og sammenfattet; historie er profeti, der er opfyldt og uddybet. Der har været falske orakler i verden; men al menneskers og djævles klogskab og ondskab kan ikke frembringe sådanne profetier, som er nedskrevet i Skriften.«

GSAM 27.4Sir Isaac Newton vidner om, at »at lytte til profeterne er et grundlæggende kendetegn ved den sande kirke.«

GSAM 27.5Dr. A. Keith siger, at »profeti svarer til ethvert mirakel og er i sig selv mirakuløs.... Kun den Almægtiges stemme kunne kalde de døde ud af graven — kun den Alvidendes stemme kunne fortælle alt, hvad der lå skjult i den mørke fremtid, som for mennesket er lige så uigennemtrængelig som de dødes boliger — og begge er ligeledes Guds røst.«

GSAM 28.1Matthew Henry sagde, at »på Guds tid, som er den bedste tid, og på Guds måde, som er den bedste måde, skal profetien helt sikkert opfyldes. Hvert eneste ord fra Kristus er meget rent og derfor meget sikkert.«

GSAM 28Formålet med profetien

GSAM 28.2Vi kan ud fra Kristi ord til sine apostle lære et af Herrens formål med at give profetier. Da han talte profetisk om de ting, der ville finde sted i Judas’ liv, sagde han: »siger jeg eder det, førend det sker, for at I, når det er sket, skulle tro, at det er mig.«²²

GSAM 28.3Herren siger også gennem profeten Esajas: »Jeg er Gud, og der er ingen som mig, der forkynder slutningen fra begyndelsen og fra oldtiden de ting, der endnu ikke er sket, og siger: Min rådgivning skal bestå, og jeg vil gøre alt, hvad jeg har lyst til.«²³

GSAM 28.4Igen: »Jeg har forkyndt de tidligere ting fra begyndelsen, og de kom ud af min mund, og jeg viste dem; jeg udførte dem pludseligt, og de skete … Jeg har allerede fra begyndelsen forkyndt det for dig; før det skete, viste jeg det dig, for at du ikke skulle sige: Min afgud har gjort det, og mit udskårne billede og mit støbte billede har befalet det. Du har hørt det, se alt dette; vil I da ikke forkynde det? Jeg har vist dig nye ting fra nu af, ja, skjulte ting, og du kendte dem ikke. De er skabt nu og ikke fra begyndelsen; ja, før den dag, hvor du ikke hørte dem, for at du ikke skal sige: Se, jeg kendte dem.«²⁴

GSAM 28.5Ud fra denne formulering ses kraften i profetiske opfyldelser som et bevis på profetiens guddommelige oprindelse, ligesom det er en demonstration af Herrens magt over alle hedningernes guder. Det fremgår også af disse ord, at profetien indtager en meget vigtig plads i sandhedens Skrifter. Da disse kendsgerninger er sande, er det overraskende mærkeligt, at så mange mennesker lægger ringe eller ingen vægt på studiet af de profetiske dele af de hellige skrifter.

GSAM 29Profetien er ikke forseglet

GSAM 29.1De uoplyste siger, at de er uvidende og derfor ikke kan forstå profetierne. På den anden side siger mange af de uddannede, og nogle af dem blandt prædikanterne: »Profetierne er forseglede og kan ikke forstås. Vi ved alle, at Åbenbaringsbogen er en forseglet bog.«

GSAM 29.2I Åbenbaringen fik den elskede Johannes en særlig befaling om ikke at forsegle bogen.²⁵ Også i denne bog udtales en velsignelse over dem, der »høre Profetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den.«²⁶ Hvordan kunne det, der står i en forseglet bog, overholdes, hvis det ikke blev og ikke kunne forstås? Herren sagde gennem Moses: »De hemmelige ting tilhører Herren, vor Gud; men de ting, der er åbenbaret, tilhører os og vore børn for evigt, for at vi kan gøre alle ordene i denne lov.«²⁷

GSAM 29.3At Herren havde til hensigt, at Daniels profetier skulle forstås, fremgår tydeligt af hans ord til sine disciple om dem. Vi læser: »Når I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, stå på hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!),«²⁸ hvilket i praksis betyder: Forstå profeten Daniel.

GSAM 29.4Herren afslører det fejlagtige i påstanden om, at profetier ikke kan forstås, med disse ord: »Alt dette er for jer blevet som ordene i en forseglet bog, som man giver til en lærd og siger: Læs dette, jeg beder dig, og han svarer: Det kan jeg ikke, for den er forseglet. Så giver man bogen til en uuddannet og siger: Læs dette, jeg beder dig, og han svarer: Jeg er uuddannet. Derfor sagde Herren: Eftersom dette folk nærmer sig mig med deres mund og ærer mig med deres læber, men har fjernet deres hjerte langt fra mig, og deres frygt for mig er indlært ved menneskers forskrifter, så se, vil jeg gå i gang med at udføre et forunderligt værk blandt dette folk, ja, et forunderligt værk og et vidunder; for deres vise mænds visdom skal forgå, og²⁹ deres kloge mænds forstand skal skjules.« Havde det folk, som profeten her henviser til, fulgt det sikre profetiske ord, havde de ikke behøvet at vige bort fra Guds lov og erstatte hans bud med menneskers bud.

GSAM 30Profeti beror ikke på egen tydning

GSAM 30.1Det er ikke, fordi profetien har en eller anden dyb, skjult og mystisk betydning, at så mange ikke forstår den. Apostlen Peter har sagt om den: »Idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften beror på egen Tydning. Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes Villie; men drevne af den Helligånd talte hellige Guds Mænd.«³⁰ Det fremgår tydeligt af denne formulering, at det, der er afgørende for at forstå profetien, er at modtage den ånd, der talte gennem profeterne. Om denne ånd, der er lovet til alle, der søger den, står der skrevet: »skal han vejlede eder til hele Sandheden.«³¹

GSAM 30Profetien opfyldt

GSAM 30.2Når man studerer profetier, er der visse kendsgerninger, man altid bør holde for øje: Gud, som er ufejlbarlig, er profetiens ophav, og når tiden kommer til opfyldelsen af en forudsigelse, vil netop den forudsagte begivenhed finde sted. Ligeledes gælder det, at når Herren, som har magt til at forudse præcis, hvad mennesker vil gøre, angiver et tidspunkt, hvor noget vil ske, vil profetien blive opfyldt på sand vis, når det tidspunkt kommer. Med andre ord er en falsk opfyldelse af profetien på det angivne tidspunkt for den sande opfyldelse en umulighed. I overensstemmelse med dette grundprincip kan vi sige, at når Herrens tid kommer, hvor hans budskab om sandheden skal gives til verden, så fremkommer budskabet hver gang.

GSAM 30.3Engang, da forfatteren havde holdt en tale om profetiens opfyldelse, trådte en vantro, der var til stede, frem og sagde: »Jeg må lykønske jer, profetiens fortolkere, med at være meget heldige. I jeres studium af historien synes I så let at finde det, der passer nøjagtigt til profetien.« »Ja,« var vores svar, »det passer, fordi det er lavet til at passe. Hvis De gik ind i en handskebutik for at købe et par handsker, ville De da ikke forvente at finde nogle, der passer til Deres hånd?« Han svarede: »Selvfølgelig ville jeg det, for de er lavet til at passe.« »Så,« sagde forfatteren, »den Gud, der vidste præcis, hvad mennesker ville gøre, fremsatte forudsigelserne om dem, og når disse mennesker træder ind på handlingsscenen og gør netop de ting, han forudsagde, nedskriver den sande historiker deres handlinger, som, sammenlignet med forudsigelsen, passer nøjagtigt.«

GSAM 31Profetien – et lys i mørket

GSAM 31.1Apostlen Peter siger, at vi skal lægge mærke til profetien som til et lys, der skinner på et mørkt sted. Uden profetiens lampe ville fremtiden være totalt mørke. Lysets formål er at fordrive mørket – når man færdes på et mørkt sted, at vise vejen og at vise vejen tydeligt, så den rejsende trin for trin kan se og vælge vejen. »Dit ord,« siger salmisten, »er en lampe for mine fødder og et lys på min vej.«³² Den vise mand siger: »Den retfærdiges vej er som det strålende lys, der skinner mere og mere indtil den fuldkomne dag.«³³ Således ses det, når vi bevæger os ned ad tidens strøm, at Guds ord, især i dets profetiske opfyldelser, vil åbne sig mere og mere og gøre det tydeligere og stadig tydeligere for bibelstudenten, at han sikkert befinder sig på den vej, der fører til evigt lys og evig dag.

GSAM 31Tre fremtrædende begivenheder fra Eden til tidens ende

GSAM 31.2Når man betragter Herrens folks vej fra Eden til slutningen i lyset af Skriften, er der tre begivenheder, der træder særligt frem. Den første er Kristi første komme, inkarnationen, Immanuels komme, Gud åbenbaret i kødet; den anden er den store reformation efter den mørke middelalder – de 1260 års undertrykkelse, hvor Herrens ord næsten fuldstændigt blev holdt skjult for det almindelige folk – kirkens udtræden af sin ørkenstilstand og anbringelsen af Skriften, hvor alle kunne læse og kende hans vilje; den tredje er vor Herres genkomst for at indlede alle tings genoprettelses tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige profeters mund fra de ældste dage; dette for at afslutte »tidsaldrenes strid«, striden mellem synd og retfærdighed, og indlede herlighedens tidsalder, som alle tidsaldre har stræbt imod.

GSAM 32Profetien giver vejvisere til slutningen

GSAM 32.1Når vi lytter til profetiens sikre ord som til et lys, der skal lede vores skridt og vise os den rette vej gennem mørket, kan det ikke være anderledes, end at vi vil finde stien klart afmærket i det profetiske ord hele vejen ned ad tidens strøm frem til Kristi andet komme. Da dette er tilfældet, vil de, der nøje følger profetiens lys, ikke blot genkende de tegn og varsler på, at den store dag er nær, men også genkende Herrens værk, efterhånden som det støt skrider frem i sandhedens budskaber, der skal forberede et folk til at møde ham i fred ved hans genkomst.

GSAM 32.2Mens Skriften erklærer, at Herrens dag vil komme over masserne som »en Tyv om Natten«³⁴, siger den også om dem, der står i Herrens råd: »I, Brødre! I ere ikke i Mørke, så at Dagen skulde overraske eder som en Tyv. Thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn.«³⁵

GSAM 32Husk Herrens vejledning

GSAM 32.3Når vi mindes Herrens ledelse i adventbevægelsen, er det værd at bemærke, at det altid har været Guds hensigt, at hans folk skal huske de tegn på hans forsyn og magt, han har vist til deres fordel. I sin redegørelse for årsagerne til Israels frafald fra Gud siger salmisten: »De glemte Gud, deres Frelser, som havde udført store ting i Egypten, vidunderlige gerninger i Hams land og frygtindgydende ting ved Røde Havet.«³⁶ Hvis det var godt for Israel at mindes Herrens ledelse af dem, er det da ikke også godt for os? I ekstase siger salmisten igen: »Lov Herren, min sjæl, og glem ikke alle hans velgerninger.«³⁷

GSAM 33.1I alle tider har Herren haft vigtige sandheder, der ved hans nåde har til formål at føre et folk ud af syndens trældom og gøre dem rede til at træde ind i det himmelske Kana’an; og det er gavnligt at overveje Herrens omgang med dem, der har forkyndt disse sandheder.

GSAM 33Store resultater med de mindste midler – D’Aubignés vidnesbyrd

GSAM 33.2D’Aubigné siger i sin History of the Reformation: »Gud, som gennem tiderne forbereder sit værk, fuldender det ved hjælp af de svageste redskaber, når hans tid er kommet. At opnå store resultater med de mindste midler, sådan er Guds lov. Denne lov, som hersker overalt i naturen, findes også i historien.«³⁸

GSAM 33.3Da Gud i oldtiden begyndte at udvælge et særligt folk for at gøre dem til en udvalgt nation for sig selv, skete det ved at kalde én mand – Abraham – som boede blandt hedningerne i Ur i Kaldea. Fra ham udsprang et talrigt afkom; men om dem, da de blev ophøjet til en nations værdighed, sagde himlens Gud: »Herren satte ikke sin kærlighed til jer og udvalgte jer ikke, fordi I var talrigere end noget andet folk; for I var det mindste af alle folk.«³⁹

GSAM 33.4Da han senere ville befri sit folk fra deres trældom i Egypten, udvalgte han som deres leder en, der i sin barndom var skjult i tre måneder i sin mors hus og derefter lagt i en enkel, primitiv kurv af siv, smurt med tjære, og overladt til Nilen. Denne samme Moses var imidlertid en, der, da han nåede en alder, hvor han kunne forstå, valgte den ydmyge vej at lide sammen med Guds folk frem for den nydelse, der findes i »en kortvarig Nydelse af Synd«.⁴⁰

GSAM 34Gideons sejr

GSAM 34.1Senere, da Herren ville befri Israel fra midianitterne og amalekitterne, som kom over deres land »som græshopper i mængde« og ødelagde jordens afgrøde, så der ikke blev »noget at leve af for Israel, hverken får, okser eller æsler«, sendte Herren en engel til Gideon. Denne søn af Joas var kommet så langt ud, at han måtte tærske en smule hvede og skjule den for sine fjender. Da englen meddelte ham, at han skulle befri Israel, spurgte Gideon forbløffet: »Hvordan skal jeg redde Israel? Se, min familie er fattig i Manasse, og jeg er den mindste i min faders hus.«⁴¹ Denne samme ydmyge, fattige mand drog ud med sine tre hundrede mænd, med deres enkle lamper og krukker (en handling, der ville forekomme som tåbelighed set med et begrænset menneskes øjne), og idet de gjorde Gud til deres styrke, opnåede de en mægtig sejr. Før befrielsen kunne Gideon have udtalt en klagesang som profeten Amos’, da han spurgte: »Hvem skal Jakob rejse sig ved? For han er ringe.«⁴²

GSAM 34Barnet i krybben

GSAM 34.2På den tid, Herren havde bestemt, blev menneskehedens Frelser født, og hyrderne fandt ham liggende i en krybbe. Hans jordiske slægtninge levede et ydmygt, men hæderligt liv. Om sin jordiske fattigdom sagde Frelseren: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.«⁴³ Han udvalgte sine apostle »blandt den lavere stand, som, selv om den ikke er den ringeste, ikke når op på middelklassens niveau. Alt var således beregnet til at vise verden, at værket ikke var af mennesker, men af Gud.«

GSAM 35Ikke mange vise er kaldet

GSAM 35.1Paulus sagde om arbejdet i den tidlige kirkes dage: »Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene. Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at intet Kød skal rose sig for Gud.«⁴⁴

GSAM 35Ydmyge mænd i reformationen

GSAM 35.2Vi finder det samme princip eksemplificeret i de store reformatorers liv i det 16. århundrede. Historikeren siger: »Reformatoren Zwingli kom fra en hyrdehytte i Alperne; Melanchton, reformationens teolog, fra en våbensmeds værksted; og Luther fra en fattig minearbejders hytte.« Om sig selv sagde Luther: »Mine forældre var meget fattige. Min far var en fattig skovhugger (senere blev han minearbejder), og min mor har ofte båret brænde på ryggen for at skaffe midler til at opfostre sine børn. De udholdt det hårdeste arbejde for vores skyld.«

GSAM 35.3Apostlen Jakob siger, når han taler om folks kald til Herrens tjeneste: »Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham?«⁴⁵

GSAM 35De tidlige metodister

GSAM 35.4Når vi ser tilbage på den fremadskridende række af reformatorer til metodismens tidlige dage, hvor læren om den frie nåde blev flittigt forkyndt, ser vi, at den var ledsaget af Guds kraft. Da den trofast blev forelagt folket med Kristi ømme kærlighed og blev taget imod med levende tro, fandt de troende ikke blot forladelse for fortidens synder, men også en helliggørende kraft, der satte dem i stand til at leve et helligt liv. Metodismen havde en ydmyg begyndelse og modtog en velsignelse i overensstemmelse med prædikanternes og lægfolks tro og enkle tillid.

GSAM 36.1Når vi sporer de begivenheder og oplevelser, der er forbundet med adventbevægelsen, ser vi, at dens oprindelse – som i ethvert af Herrens værker, hvor mennesket er et redskab – lå blandt de fattige og ukendte; men lad ingen dømme imod den på denne baggrund, før de omhyggeligt har undersøgt det vidnesbyrd, som dette store værk bygger på, for at de ikke skal komme i samme situation som dem, Herren spurgte om: »Hvem har foragtet den dag, hvor små ting sker?«⁴⁶

GSAM 36Ecks svar til Luther

GSAM 36.2Til gavn for dem, der måske er tilbøjelige til at afgøre, om et læremæssigt spørgsmål er rigtigt eller forkert ud fra, hvor få eller mange der accepterer det, citerer vi her et uddrag af kontroversen mellem Luther og Eck. Da Luther tog udgangspunkt i Skriften og vovede at bestride menneskers ret til at sætte deres meninger højere end Guds ord, svarede Eck med disse ironiske ord: »Jeg er forundret over den ydmyghed og beskedenhed, hvormed den ærværdige doktor påtager sig alene at modsætte sig så mange berømte kirkefædre og foregiver at vide mere end de suveræne paver, koncilierne, doktorerne og universiteterne! ... Det ville uden tvivl være overraskende, hvis Gud havde skjult sandheden for så mange helgener og martyrer indtil den ærværdige faders komme.«

GSAM 36.3Denne replik kunne meget vel imødegås med Zwinglis svar til Johannes Faber i Zürich, da sidstnævnte udtrykte sin »forbløffelse over, hvor langt tingene var kommet, da de gamle skikke, der havde varet i tolv århundreder, blev forkastet, og det klart konkluderedes, at kristenheden havde været i vildfarelse i fjorten hundrede år.« Zwingli svarede straks, at »vildfarelse ikke var mindre vildfarelse, fordi troen på den havde varet fjorten hundrede år, og at i tilbedelsen af Gud betød gamle skikke intet, medmindre der kunne findes grundlag eller retfærdiggørelse for dem i de hellige skrifter.«⁴⁷

GSAM 37Herrens ord kontra menneskelig visdom

GSAM 37.1Faren ved at læne sig op ad menneskers meninger i stedet for at afgøre spørgsmålet: »Hvad er Sandhed?« ved Herrens ord, defineres skarpt af profeten Hosea, når han siger: »I har pløjet ugudelighed, I har høstet uretfærdighed; I har spist løgnens frugt; fordi I stolede på jeres egen vej, på jeres mange mægtige mænd.«⁴⁸ Det menneskelige hjertes tilbøjelighed har altid været at stole på mennesker; men nu, hvor vi nærmer os den tid, hvor Herren skal »rejse sig og ryste jorden voldsomt«, formaner profeten Esajas: »Hold op med at stole på mennesker, hvis ånde er i deres næsebor; for hvad er de værd?«⁴⁹

GSAM 37.2Da vi således i Skriften advares om faren i denne retning, må ingen forhastet dømme adventbevægelsen, som om den ikke er værd at tage i betragtning på grund af sin ydmyge begyndelse, eller fordi de, der i verdens øjne kaldes store, ikke har tilsluttet sig sagen. Lad snarere alle nøje afveje dens påstande. Sandheden er af uvurderlig værdi, og i sammenligning hermed er menneskers blotte meninger intet andet end værdiløse avner.