Kapitel 15 — Stigende lys og større vidundere

GSAM 235.1»Kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.«¹

GSAM 235.2Tidsrummet fra skuffelsen i 1844 indtil det klare lys vedrørende helligdommen og den tredje engels budskab blev frembragt, var en tid med særlige prøvelser. Adventister, der stadig fastholdt, at de havde haft ret i den forgangne bevægelse, var sandelig et »spottemål« for dem, der anså budskabet for at være en fuldstændig fiasko; og af denne grund blev de udsat for stor forhånelse. Dette kunne de muntert udholde, så længe de holdt fast ved Herren i troen og havde del i Helligåndens nærvær.

GSAM 235To særlige angrebspunkter

GSAM 235.3Satan havde to særlige fristelsespunkter for adventisterne. Det første var at få dem, der stod fast i troen på, at den profetiske tid var forbi, til at tro, at Kristi genkomst var en åndelig genkomst, og at han på en eller anden måde kom igen ved afslutningen af de 2.300 dage. Det andet var at få dem, der vaklede med hensyn til deres tidligere erfaringer, til at opgive det hele. Så mens sandheden om helligdommen og den tredje engels budskab gradvist blev afsløret fra Skriften, bekræftede Guds Ånds budskaber gennem profetiens gave den tidligere bevægelse og kaldte den »et klart lys«, som Gud havde sat forrest på stien for at lyse hele vejen frem til byen, og pegede på de skriftstedsmæssige beviser for, at Kristi andet komme skal være bogstaveligt og personligt og derfor ikke kunne være begivenheden ved afslutningen af »dagene«.

GSAM 236Vidunderlige åbenbaringer

GSAM 236.1Skulle Herren tale til sit folk gennem syner i disse sidste dage, ville vi da ikke forvente, at der i selve åbenbaringen ville være tydelige tegn på det guddommelige? Disse tegn er tydelige i fru E. G. Whites syner. Selve fænomenet med synerne, som beskrevet i kapitel 13, er ganske enkelt mirakuløst; men der er mange vidunderlige træk forbundet med hendes tidligere syn, som I vil bemærke, når I læser videre i dette værk; og kunne vi forvente, at det skulle være anderledes i en gave af denne art, som Gud har bestemt til at tiltrække folks opmærksomhed og få dem til at sige, ligesom Moses: »Jeg vil vige til side og se dette store syn«? Den enkle udtalelse fra en fattig, syg og svag pige, der tilsyneladende stod på randen af graven, om at Herren havde givet hende et syn, ville ikke have været nok til at opnå dette. De vidunderlige manifestationer, der var forbundet med synene, skabte imidlertid interesse for dem, og der blev opfordret til, at pigen skulle rejse fra sted til sted og fortælle, hvad Herren havde pålagt hende at give videre til andre.

GSAM 236Bemærkelsesværdige begivenheder i det tredje syn

GSAM 236.2Jeg vil her redegøre for nogle kendsgerninger vedrørende hendes tredje syn, det, der blev givet i hendes fars hus, som nævnt i kapitel 13, således som det blev fortalt mig af fru Whites far og mor, af hendes søster, fru Sarah Belden, og andre.

GSAM 236.3I det rum, hvor synet fandt sted, lå der på kommoden en meget stor familiebibel. Det var et eksemplar fra en udgave, der var trykt i Boston af Joseph Teale i året 1822. Bogen måler 18 gange 11 tommer, er 4 tommer tyk og vejer lidt over 18 pund. Mens hun var i synet, rejste hun sig og tog denne tunge bibel på sin venstre arm, hvor bogen lå åben, og holdt den ud i en ret vinkel i forhold til sin krop; og derefter bladede hun i over en halv time med sin højre hånd fra sted til sted og pegede på forskellige tekster i Skriften, som hun gentog, mens hendes øjne så opad og i en retning modsat bogen. Hendes søster Sarah (senere gift med Stephen Belden) eller til tider en anden tilstedeværende person kiggede på hver eneste tekst, som hendes finger pegede på, og så tydeligt, at hun i hvert eneste tilfælde gentog det skriftsted, som hendes finger hvilede på. Mor Harmon sagde, at hendes datter Ellen i sin normale tilstand »på grund af manglende styrke ikke var i stand til at løfte den tunge bibel fra kommoden; men i synet holdt hun den tilsyneladende lige så let, som om det kun var et lommetestamente«.

GSAM 237.1Her var der sandelig tale om et vidunder! — en spinkel pige, der kun vejede 70 pund, holdt en tung bibel i over en halv time i en stilling, hvor en stærk mand ikke kunne holde den i to minutter; desuden bladrede hun fra sted til sted til skriftsteder, som i hvert eneste tilfælde viste sig at være det skriftsted, hun gentog, mens hendes øjne var vendt opad og i modsat retning af bogen; og endelig en stemme, der udgik fra en person uden nogen bevægelse i lungerne eller åndedræt i kroppen, og som korrekt gentog de angivne skriftsteder — dette kan helt sikkert ikke beskyldes for at være frembragt af menneskelig indgriben eller for at være en følge af sygdom. De, der så det, betragtede det som en helt klar åbenbaring af Ånden fra Ham, der talte fra den brændende busk. Sådanne åbenbaringer som disse i frøken Harmons tredje syn var, hvor de var kendt, et overbevisende bevis på, at der i synene var en kraft, der gik ud over det endelige.

GSAM 237Synet i Topsham

GSAM 237.2Meget kort tid efter denne begivenhed hørte adventistmenigheden i Topsham, omkring tredive engelske mil nordøst for Portland, Maine, om Herrens indgriben i frøken Ellen G. Harmons liv og inviterede hende til byen. Invitationen blev accepteret, og således fandt hendes første besøg i Topsham sted. Adventistmøderne blev på det tidspunkt afholdt i hr. Curtiss’ hus. Fru Frances Lunt (tidligere frøken Frances Howland) fra Oakland, Californien, gav mig følgende udtalelse, dateret den 19. januar 1890:—

GSAM 238.1»Jeg deltog sammen med min fars familie i søster Harmons møder i Topsham i 1845, og under disse møder fik hun et syn. Det var første gang, vi nogensinde så hende i et syn. En af disse gammeldags bibler [Teale-familiebibelen, der vejede 18 pund] tilhørte bror Curtiss. Denne store bibel blev taget ud af kommoden af søster Harmon, mens hun var i synet, og hun pegede på skriftsteder, mens hun bladede fra side til side, idet hendes øjne var rettet opad og væk fra bogen. De skriftsteder, hun gentog, var enten ord af vejledning, opmuntring eller irettesættelse. En anden ejendommelighed ved denne åbenbaring var bogens placering. Den blev holdt i hendes åbne hånd i en vinkel på 45 grader, og ingen andre var i stand til at holde en bog i en lignende vinkel uden at den straks gled ud af hænderne; men søster Harmon holdt denne bibel i den vinkel i flere minutter, lige så fast som om den sad fast på hendes hånd, mens hun i mellemtiden gik fra den ene til den anden i rummet.«

GSAM 238Fru Truesdails vidnesbyrd

GSAM 238.2En anden beretning om netop dette syn stammer fra fru M. C. Truesdail fra Trenton, Missouri, dateret den 27. januar 1891. Hun siger:—

GSAM 238.3»Jeg var femten år gammel i 1845 og var til stede, da søster Harmon første gang besøgte Topsham, hvor hun havde synet i bror Curtiss’ hus. Der tog hun den store familiebibel og holdt den i en stilling, hvor ingen af de andre kunne holde en bog i hænderne uden at den straks gled ud af hænderne.

GSAM 238.4»Søster Harmon var i synet i over to timer. Det var den mest vidunderlige åbenbaring af Guds kraft, jeg nogensinde har været vidne til, og jeg har set hende i synet mere end et dusin gange. Det var altid lejligheder præget af dyb højtidelighed og selvransagelse, men denne overgik dem alle. Åh, hvor vi skælvede, da himlens Majestæt belærte os gennem sit svage redskab; mens hun læste op for os afsnit, der var så trøstende og passende i vores prøvelsesfulde situation; såsom Hebræerbrevet 2:2, 3; Jakobsbrevet 5:7, 8; Hebræerbrevet 10:35, 39; 1. Petersbrev 1:7; Lukas 12:32-37, foruden mange andre, idet hun holdt den store familiebibel så højt, at jeg var nødt til at stå på en stol for at læse det sted, hun pegede på. Jeg tror ikke, at søster Harmon var mere end to tommer højere.«

GSAM 239.1Sådanne manifestationer overbeviste de åbensindede om, at en kraft, der var mere end menneskelig, styrede det ydmyge redskab, og der kom opfordringer fra forskellige dele af New England om, at hun skulle komme og aflægge sit vidnesbyrd.

GSAM 239Fysisk arbejde er en synd

GSAM 239.2Kort efter dette blev frøken Harmon i et syn pålagt at rejse til Paris i Maine, hvor der boede mennesker, der anså det for en synd at udføre manuelt arbejde. Pastor Stephens fra Woodstock i Maine var den ledende skikkelse bag denne vildfarelse og udøvede stor indflydelse på andre. Han havde tidligere været metodistprædikant og blev betragtet som en ydmyg, trofast kristen. Han havde vundet manges tillid gennem sin iver for sandheden og sin tilsyneladende hellige livsførsel, hvilket fik nogle til at tro, at han var særligt ledet af Gud. Herren gav frøken Harmon en irettesættelse til ham. Hun erklærede, at han handlede i strid med Guds ord ved at afstå fra arbejde, ved at påtvinge andre sine vildfarelser og ved at fordømme alle, der ikke accepterede dem. Han afviste alle de beviser, som Herren gav for at overbevise ham om hans vildfarelse, og nægtede at indrømme sine fejltagelser. Han fulgte indskydelser og begav sig ud på udmattende rejser, hvor han til fods tilbagelagde store afstande, blot for at blive udsat for fornærmelser, og han anså det for, at han i alt dette led for Kristi skyld. Hans fornuft og dømmekraft var sat til side.

GSAM 239.3Hvad angår frøken Harmons vidnesbyrd og sagens udfald, vil jeg citere fra et brev modtaget fra fru M. C. Truesdail, som dengang boede i Paris, Maine. Efter at have givet nogle detaljer, der stemmer overens med ovenstående, siger hun:—

GSAM 240.1»Alle undtagen deres leder, Jesse Stephens, afgav tilståelser. Søster Harmon advarede ham om, at hvis han ikke ydmygede sig ved at indrømme sine fejltagelser, ville han snart afslutte sin livsbane. Alle opfattede dette som en forudsigelse om, at han på en eller anden måde ville begå selvmord.«

GSAM 240.2Følgende er fortsættelsen af hans historie:—

GSAM 240.3»Efter at hans lille menighed havde forladt ham, blev han melankolsk og mistede kort efter forstanden, idet han nægtede at spise noget, der var tilberedt af de ugudelige. Han havde ikke hørt om min tilbagevenden fra Massachusetts, da jeg bragte ham hans middag. Da han rakte sin skeletagtige hånd ud gennem en lille åbning i et vindue, spurgte han: ›Har Gud sendt dig med dette, søster Marian?‹ Da han bemærkede mit tøvende svar, nægtede han at smage på det. Hans ynkelige tilstand, indespærret i et lille værelse hos sin bror (en vantro), mindede mig om den advarsel, der så venligt var blevet sendt ham fra himlen, og som han så stædigt havde afvist. To dage efter dette triste besøg blev han bragt til sin familie, hvor han snart satte en stopper for sit liv ved selvmord, idet han lavede et reb af sit sengetøj.«²

GSAM 240En forudsigelse, der gik i opfyldelse

GSAM 240.4I sommeren 1845 besøgte frøken Harmon Massachusetts på invitation af Otis Nichols, ledsaget af sin søster Sarah. De boede hos familien Nichols. Han og hans kone kørte dem i deres hestevogn til forskellige steder for at afholde møder, hvor frøken Harmon afgav sine vidnesbyrd. På den måde kunne hun besøge Boston, Roxbury og Carver. Under deres andet besøg i Boston, Massachusetts, indtraf der en meget interessant hændelse.

GSAM 240.5I Boston og omegn fandtes der en gruppe fanatiske personer, der ligeledes hævdede, at det var en synd at arbejde, idet deres vigtigste budskab lød: »Sælger, hvad I eje, og giver Almisse.« De sagde, at de befandt sig i jubelåret, at jorden skulle hvile, og at de fattige måtte forsørges uden arbejde. Sargent, Robbins og nogle andre var lederne. De fordømte synerne som værende fra djævelen, fordi deres egne vildfarelser var blevet afsløret. De var strenge over for alle, der ikke troede det samme som dem.

GSAM 241.1Mens frøken Harmon og hendes søster var på besøg i hr. Nichols’ hus, kom Sargent og Robbins fra Boston for at bede ham om en tjeneste og sagde, at de var kommet for at aflægge et besøg og overnatte hos ham. Hr. Nichols svarede, at han var glad for, at de var kommet, for frøkenerne Sarah og Ellen Harmon var i huset, og han ønskede, at de skulle stifte bekendtskab med dem. De skiftede straks mening og lod sig ikke overtale til at komme ind i huset. Hr. Nichols spurgte, om Ellen kunne fremlægge sit budskab i Boston, og om de ville lytte og derefter dømme. »Ja,« sagde de, »kom til Boston næste sabbat [dvs. søndag, da de endnu ikke havde antaget sabbatten]; vi vil gerne have den ære at høre hende.«

GSAM 241.2Hr. Nichols fortalte mig dette i sit hjem i Dorchester i 1858. Han sagde, at han havde planlagt alt for at køre til Boston sabbatsmorgen i sin vogn for at bringe frøken Harmon til det planlagte møde. Den aften, under familiebønnen, blev hun ført bort i et syn. Da hun kom ud af det, sagde hun: »Bror Nichols, jeg tager ikke til Boston i morgen; Herren har vist mig, at jeg skal til Randolph. Han har et arbejde, jeg skal udføre der.« Hr. Nichols lagde stor vægt på sit ord. Han havde lovet at køre hende til Boston den næste dag, og han spurgte bekymret: »Hvad skal jeg gøre med mit løfte til Sargent og Robbins?« »Tænk ikke på det,« sagde frøken Harmon, »Herren har påbudt mig at tage den anden vej.« »Nå,« sagde hr. Nichols, »det forstår jeg ikke.« »Herren viste mig, at vi vil forstå det, når vi kommer derhen,« sagde frøken Harmon. »Nå,« sagde hr. Nichols, »du kan ikke komme derhen, medmindre vi tager dig med, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det for brødrene i Boston.«

GSAM 241.2Hr. Nichols fortalte mig desuden, at »søster Harmon i synet så deres hykleri, at der ikke ville være noget møde i Boston på sabbatten, at Sargent, Robbins og andre modstandere ville mødes med den store forsamling i Randolph (tretten engelske mil fra Boston) på sabbatten; og at vi måtte møde modstanderne i Randolph ved deres møde på sabbat, og der ville hun modtage et budskab til dem, som ville overbevise de ærlige og fordomsfrie om, hvorvidt hendes syner stammede fra Herren eller fra Satan.« I stedet for at tage til Boston og derefter til Randolph – en strækning på toogtyve engelske mil – kørte de direkte til Randolph, hvor de ankom omkring mødetidspunktet. Der fandt de netop dem, der havde aftalt at møde dem i Boston. Hr. Nichols sagde da: »Nu forstår jeg det.«

GSAM 242.1Dette forsøg fra Sargent og Robbins på at undgå frøken Harmons vidnesbyrd og den måde, hvorpå hun blev ledt hen for at møde dem, havde stor indflydelse på sindet hos nogle af de tilstedeværende. Om selve mødet vil jeg citere den beretning, som hr. Nichols gav:—

GSAM 242Bemærkelsesværdige manifestationer

GSAM 242.2»Søster Ellen blev ført bort i et syn med ekstraordinære manifestationer og fortsatte med at tale i synet med en klar stemme, som kunne forstås tydeligt af alle tilstedeværende, indtil omkring solnedgang. Sargent, Robbins og French var både meget irriterede og ophidsede over at høre søster Ellen tale i synet, hvilket de erklærede var fra djævelen; de udtømte al deres indflydelse og fysiske styrke for at ødelægge virkningen af synet. De sang i kor meget højt og talte og læste skiftevis højt op fra Bibelen for at overdøve Ellen, indtil deres kræfter var opbrugt, og deres hænder rystede så meget, at de ikke længere kunne læse fra Bibelen; men midt i al denne forvirring og larm kunne Ellens klare og skingre stemme, mens hun talte i synet, tydeligt høres af alle tilstedeværende. Disse mænds modstand fortsatte, så længe de kunne tale og synge, til trods for at nogle af deres egne venner irettesatte dem og bad dem om at holde op. Men Robbins sagde: ›I bøjer jer for en afgud; I tilbeder en gylden kalv.‹

GSAM 243.1»Hr. Thayer, husets ejer, var ikke helt overbevist om, at hendes syn stammede fra djævelen, som Robbins hævdede. Han ønskede, at det på en eller anden måde blev sat på prøve. Han havde hørt, at syn forårsaget af satanisk kraft kunne standse ved at åbne Bibelen og lægge den på den person, der var i synet, og spurgte Sargent, om han ville afprøve det på den måde, hvilket han afviste at gøre. Derefter tog hr. Thayer en tung, stor familiebibel i kvartformat, som lå på bordet og sjældent blev brugt, åbnede den og lagde den åben på Ellens bryst, mens hun var i synet, idet hun på det tidspunkt lænede sig bagover mod væggen i hjørnet af rummet. Straks efter at Bibelen var blevet lagt på hende, rejste hun sig op og gik ind i midten af rummet med den åbne Bibel i den ene hånd, løftet så højt, som hun kunne nå, og med blikket fast rettet opad erklærede hun på en højtidelig måde: ›Det inspirerede vidnesbyrd fra Gud‹ eller ord med samme betydning. Og mens Bibelen var strakt ud i den ene hånd, og hendes øjne så opad og ikke på Bibelen, fortsatte hun i lang tid med at bladre i den med den anden hånd, lægge fingeren på bestemte passager og korrekt fremsige ordene med højtidelig stemme. Mange af de tilstedeværende kiggede på de passager, hvor hendes finger pegede, for at se, om hun fremsagde dem korrekt, da hendes øjne samtidig så opad. Nogle af de omtalte passager var domme over de ugudelige og blasfemere; andre var formaninger og vejledninger vedrørende vores nuværende tilstand.

GSAM 243Hendes længste syn, over seks timer

GSAM 243.2»I denne tilstand fortsatte hun hele eftermiddagen indtil tæt på solnedgang, da hun kom ud af synet. Da Ellen i synet rejste sig op med den tunge, åbne bibel i hånden og gik rundt i rummet, mens hun fremsagde skriftstederne, blev Sargent, Robbins og French tavse. Resten af tiden var de foruroligede, ligesom mange andre; men de lukkede øjnene og holdt ud uden at give udtryk for deres følelser.«³

GSAM 244Frøken Harmons ægteskab

GSAM 244.1Den 30. august 1846 blev frøken E. G. Harmon og pastor James White viet, og sammen arbejdede de for at udbrede budskabet. I løbet af året 1847 var deres arbejde hovedsageligt begrænset til Maine og Massachusetts.

GSAM 244.2Den første sabbat i april fik fru White et yderst interessant syn i Stockbridge Howlands hjem i Topsham, hvor møderne dengang normalt blev afholdt. Dette syn er det, der nævnes i Early Writings, hvor hun fik et syn af helligdommen og dens inventar, trængselstiden, de hellige, der flygtede fra byerne, de ugudelige, der omringede dem, deres befrielse ved Guds røst, jubelåret, Herrens komme i den skybeklædte vogn osv. Det kan være værd at bemærke nogle af hendes bevægelser, mens hun var i dette syn.

GSAM 244Mange bibler brugt i et syn

GSAM 244.3Fru Frances Lunt (datter af S. Howland) sagde den 19. januar 1890 til mig:

GSAM 244.3»Ved den ene side af det rum, hvor møderne blev afholdt, stod der et bord med en række bøger af forskellig art, heriblandt flere bibler i almindelig størrelse. Mens hun var i et syn, rejste fru White sig, gik hen til bordet, tog en bibel uden at røre ved nogen af de andre bøger, og holdt den åben over hovedet med sin venstre hånd, mens hun med pegefingeren på højre hånd pegede på den tekst i Skriften, hun gentog, mens hun stod foran den person, som den var tiltænkt, og lagde derefter den åbne bog på brystet af den person, foran hvem hun gentog skriftstedet. Da hun vendte tilbage til bordet, tog hun en anden bibel og gentog på samme måde et andet skriftsted og lagde den åbne bibel på brystet af den person, hun henvendte sig til. Denne handling blev gentaget over for omkring et halvt dusin personer; hvorefter hun på en yndefuld måde satte sig i en stol, mens hendes øjne hele tiden var rettet opad og væk fra bogen.«

GSAM 245.1Om dette siger fru Truesdail:

GSAM 245.1»Jeg var til stede [april 1847], da søster White gik hen til bordet og tog den ene bibel efter den anden blandt de bøger, der lå på bordet, og lagde bibelen på brystet af den person, som hun havde et skriftsted til. Dette skete, mens hendes øjne var vendt op mod himlen. Ved denne lejlighed holdt hun Bibelen over sit hoved, mens hun talte til mig; og derefter lagde hun den på mit bryst. Det skriftsted, jeg fik, var 2. Korintherbrev 6:17.«⁴

GSAM 245.2I et brev fra fru Frances Lunt nævner hun navnene på tre personer, der var til stede ved denne lejlighed, og på hvem biblerne blev lagt, mens fru White talte til dem om den respektive tekst, og blandt navnene var fru Truesdails.

GSAM 245Det første arbejde foregik blandt adventistiske troende

GSAM 245.3Frøken Harmons arbejde, under vejledning af den profetiske gave, fra januar 1845 til foråret 1846 – næsten atten måneder – foregik blandt de »troende« på Kristi snarlige genkomst, som hun tidligere havde haft omgang med. Efter afslutningen af de 2.300 dage (22. oktober 1844) og indtil årsagen til deres skuffelse og karakteren af den begivenhed, der da fandt sted, blev forstået, ville der være fare for, at de troende ville glide ind i vildledende opfattelser eller helt opgive deres tidligere erfaringer. Hendes budskab til dem lød således: »Den forgangne bevægelse var fra Gud. Hold fast i jeres tro. Herren har stadig et arbejde for sit folk. Studér Bibelen. Gransk Ordet, så vil I finde lyset.«

GSAM 245.4Denne vejledning er i overensstemmelse med Herrens plan. Hans hensigt har altid været, at hans særlige budskaber til sit folk på deres tid skal fremkomme ud fra hans ord, og derefter kommer profetiens gave »i anden række« for at bekræfte og opbygge de troende.

GSAM 246.1Et slående eksempel på dette findes i historien om Kornelius, som den er nedskrevet i Apostlenes Gerninger. En af Guds engle viste sig for ham og gav ham et syn i hans eget hus. Den engel kendte udmærket evangeliets sandheder og kunne have undervist Kornelius i dem, men han var udsendt for at tjene en, der var en arving til frelsen, ved at give Kornelius et syn. Han forsikrede ham om, at hans fromhed og hengivenhed var blevet taget imod af Herren. Han forkyndte ikke evangeliet for ham, men bad ham blot om at sende bud efter Peter, som boede hos garveren Simon i Joppe. Peter kom og forkyndte for Kornelius Kristi evangelium ud fra Skrifterne.

GSAM 246Profetiens gaves plads

GSAM 246.2På dette tidspunkt kan det være på sin plads at bemærke rækkefølgen i udviklingen af gaverne, således som Herren har angivet den i sit ord. Paulus henviser til dette i sit brev til korinterne, hvor han siger: »nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter.«⁵

GSAM 246.3Når vi betragter apostelens udtalelse om forholdet mellem disse gaver i evangeliearbejdet, ser vi straks, hvorfor denne rækkefølge overholdes. Når Paulus sammenligner disse gaver, siger han: »Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro.«⁶ Herrens rækkefølge er, at hans særlige budskaber til verden skal fremgå af hans ord; og derfor inspirerer han mennesker til at granske Skrifterne og drage ud som apostle, bærende Herrens budskaber, og forkynde dem ud fra Bibelen, som har bestået tidernes prøve. Efterhånden som troende rejses op, kommer profetiens gave »i anden række« og udfører sin del »til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse.«⁷