Kapitel 21 — Den ledende hånd i arbejdet
GSAM 322.1»Jeg vil vejlede dig og lære dig den vej, du skal gå.«1
GSAM 322.2For den, der sætter sin lid til Herren, er hans omsorg til stadighed åbenbar. Der er dog tidspunkter, hvor denne omsorg mærkes særligt tydeligt, såsom ved særlige befrielser fra ondskab og farer, synlige og usynlige, og direkte providentielle muligheder for udbredelsen af hans sandhed. Det er disse emner, dette kapitel omhandler.
GSAM 322Det første syn i Michigan
GSAM 322.3I maj 1853 besøgte pastor White og hans hustru Michigan. Det var første gang, de havde været vest for Buffalo i New York. Den sidste sabbat i maj befandt de sig i Tyrone, og dér fik fru White i et syn vist de forskellige grupper af sabbatsholdere i delstaten, ledsaget af advarsler om de påvirkninger, der kunne virke imod dem. Den 2. juni i Jackson skrev hun otte sider på foolscap-papir, hvor hun redegjorde for nogle af de ting, der var blevet vist hende. Hun gav mig en blyantskopi af synet på betingelse af, at jeg ville udfærdige en ren kopi skrevet med pen og blæk til hende.
GSAM 322En kvinde, der påstod at være hellig
GSAM 322.4Blandt de ting, der blev vist, blev der beskrevet tilfældet med en kvinde, der forsøgte at trænge sig ind blandt vores folk. Hun sagde, at denne kvinde bekendte sig til stor hellighed. Fru White havde aldrig mødt hende og havde intet kendskab til hende ud over det, der blev åbenbaret for hende i dette syn. Hun beskrev ikke blot kvindens fremgangsmåde, men også at hun, når hun blev irettesat, ville antage et helligt udtryk og sige: »Herren—kender—mit—hjerte.« Hun sagde, at denne kvinde rejste rundt i landet sammen med en ung mand, mens hendes mand, en gammel mand, var hjemme og arbejdede for at forsørge dem i deres onde livsførsel. Fru White sagde, at Herren havde vist hende, at »trods kvindens påstande om hellighed gjorde hun og den unge mand sig skyldige i at overtræde det syvende bud.« Med den skriftlige beskrivelse af denne sag i lommen ventede jeg med en vis ængstelse på at se, hvordan tingene ville udvikle sig.
GSAM 323Mødet i Vergennes, Michigan
GSAM 323.1Vi holdt møder i Jackson, Battle Creek, Bedford og Hastings og kom derefter til Vergennes i Kent County, som viste sig at være det sted, hvor kvinden boede. Vi ankom til det sted, hvor vi skulle overnatte, den 11. juni, lidt før sabbatten. Vores overnatningssted var hjemmet hos en pastor White, der tidligere havde været prædikant i trossamfundet Christian. Da dette var et nybosat område, var der blevet truffet forberedelser til vores møder i en stor, nybygget lade, tre engelske mil længere fremme, og den kvinde, der var set i synet, boede, som det viste sig, stadig to engelske mil længere væk end mødestedet.
GSAM 323Vidnesbyrd til fanatikeren
GSAM 323.2Den 12. juni kl. 10.30 samledes vi i laden til mødet. Fru White sad i venstre ende af podiet, jeg sad ved siden af hende, pastor Cornell ved siden af mig, og pastor White sad til højre for podiet og talte. Efter at han havde talt i omkring femten minutter, kom en gammel mand og en ung mand ind sammen og satte sig på forreste række ved siden af podiet. De var ledsaget af en høj, slank kvinde med mørk hudfarve, som satte sig tæt på døren. Efter en kort tale af pastor White rejste fru White sig og indledte sine bemærkninger med at tale om den omhu, som prædikanter bør udvise, for ikke at skade det arbejde, der er betroet dem, idet hun anvendte teksten: »Vær rene, I, som bærer Herrens kar.« Hun sagde, at det ikke var Guds vilje at kalde en kvinde til at rejse rundt i landet med en anden mand end hendes ægtemand. Til sidst sagde hun klart og tydeligt:
GSAM 323.2»Den kvinde, der for kort tid siden satte sig ned ved døren, hævder, at Gud har kaldet hende til at prædike. Hun rejser sammen med denne unge mand, der netop har sat sig foran talerstolen, mens denne gamle mand, hendes ægtemand – må Gud have medlidenhed med ham! – slider derhjemme for at tjene de midler, som de bruger til at fortsætte deres ugudelighed. Hun påstår at være meget hellig – at være helliget – men trods al hendes foregivne hellighed har Gud vist mig, at hun og denne unge mand har gjort sig skyldige i at overtræde det syvende bud.«
GSAM 324.1Alle tilstedeværende vidste, at fru White aldrig havde set disse personer, før de kom ind i laden. At hun udpegede dem og skildrede deres karakter på den måde, hun gjorde, havde indflydelse på de tilstedeværendes sind, styrkede deres tillid og bekræftede deres tro på synerne.
GSAM 324De udtalte ord som forudsagt
GSAM 324.2Mens fru White afgav sit vidnesbyrd, var der et ængsteligt blik rettet mod fru Alcott, den kvinde, der blev irettesat, for at se, hvordan hun tog imod det, der blev sagt, og hvad hun ville gøre og sige. Havde hun været uskyldig i den anklage, der var rettet mod hende, ville man naturligvis forvente, at hun rejste sig og benægtede det hele. Hvis hun var skyldig og groft fordærvet, ville hun måske ikke være for god til at benægte det hele, selvom hun vidste, at det var sandt. I stedet gjorde hun præcis, hvad vidnesbyrdet sagde, hun ville gøre, når hun blev irettesat. Hun rejste sig langsomt, mens alle øjne var rettet mod hende, og med et helligt udtryk i ansigtet sagde hun langsomt: »Herren—kender—mit—hjerte«, og satte sig ned uden at sige et ord mere. Hun havde sagt præcis, hvad vidnesbyrdet sagde, hun ville sige, og sagde det på samme måde.
GSAM 325Skyld erkendt
GSAM 325.1Det er sandt, at Gud kendte deres hjerter, og de vidste selv, at de var skyldige i anklagen; for bagefter sagde den unge mand til hr. Gardner, en beboer fra samme sted, som udspurgte ham indgående om sagen: »Hr. Gardner, det, fru White sagde om os, var alt for sandt;« og kvinden, efter at hun i 1862 i Greenville havde fortalt fru Wilson, at hun »ikke ville vove at sige et ord imod søster White, af frygt for at blive fundet i strid med Gud«, indrømmede, at det, der var blevet åbenbaret om hende og den unge mand, var sandt.
GSAM 325Messenger-gruppen
GSAM 325.2I løbet af efteråret 1853 sluttede nogle få utilfredse i Michigan sig sammen og begyndte at udgive et blad ved navn Messenger of Truth. Dette blads og dets redaktørers mission syntes at være at nedbryde og bagvaske i stedet for at opbygge. Der blev indsat mange usandheder på bladets sider, hvilket forstyrrede os i vores arbejde med budskabet; og da det var vores første erfaring med et så åbent angreb, anså vi det for vores pligt at tilbagevise deres æreskrænkende udtalelser. Dette tog tid, som burde have været brugt på at fremme den sandhed, der var betroet os, og det passede godt til Satans formål, som utvivlsomt var ophavsmanden til denne modstand. Og således fortsatte situationen indtil aftenen den 20. juni 1855, da pastor White og hans hustru, pastor Cottrell og jeg netop havde afsluttet et møde i Oswego, New York. Vi var blevet generet under mødet af en vis Lillis, der kom ind og omdelte disse bagvaskende dokumenter blandt tilhørerne. Igen opstod spørgsmålet om vores pligt i denne sag. Alle tidligere forsøg på at imødegå deres usandheder havde kun resulteret i, at de fremstillede endnu flere.
GSAM 325Råd og forudsigelse
GSAM 325.3På et bønnemøde, der blev afholdt den aften i John Places hus i byen Oswego, fik fru White et syn, hvor hun fik vist, at hvis vi fortsatte vores arbejde med at forkynde sandheden, uanset folk som »Messenger-gruppen«, ville de gå i krig indbyrdes, og deres avis ville gå under, og når det skete, ville vi opdage, at vores rækker var fordoblet. Da vi troede, at dette vidnesbyrd kom fra Herren, begyndte vi straks at handle i overensstemmelse med det.
GSAM 326Messenger-gruppens og avisens sammenbrud
GSAM 326.1Sandhedens sag skred hurtigt frem, mens »Messenger-gruppen« kom i indbyrdes uenighed. På kort tid blev gruppen spredt, idet mange af dens ledere havde opgivet sabbatten. Deres avis ophørte snart på grund af manglende opbakning, og den, der i en periode havde fungeret som redaktør, vendte sin opmærksomhed mod at undervise i skolen; men da han ikke først havde lært at styre sig selv, mislykkedes han fuldstændigt i at styre sine elever. Da han forsøgte at irettesætte en af drengene i sin skole, trak han en revolver, som klikkede, men ikke affyrede. For at undgå at blive lynchet var han nødt til at flygte om natten til Canada.
GSAM 326Indvirkning på adventistbevægelsen
GSAM 326.2På dette tidspunkt herskede der en større harmoni og enhed blandt vores folk end nogensinde før; og da der blev gjort en indsats for at udbrede budskabet, åbnede vejen sig i alle retninger.
GSAM 326.3I nr. 10, bind 11, af Review, den 14. januar 1858, sagde redaktøren, da han talte om resultatet af arbejdet med Messenger: »På tidspunktet for splittelsen, da der blev gjort forsøg på at nedbryde Review, blev kirkens ejendom på kontoret vurderet til kun 700 dollars. Siden da er værdien steget til 5.000 dollars. Dengang var der omkring tusind betalende abonnenter, nu er der to tusind, foruden en ganske anseelig liste over ›gratis‹ abonnenter.«
GSAM 326.4Da vi nu var nået til det tidspunkt (1858), hvor »Messenger-gruppen« splittede sig og spredte sig, og Messenger ophørte med at eksistere, er ovenstående tal betydningsfulde. Ligesom antallet af betalende abonnenter på Review var nøjagtigt fordoblet, så var antallet af troende mere end fordoblet. Dermed blev den forudsigelse, der blev fremsat gennem fru White i juni 1855, opfyldt.
GSAM 327Teltmøder blev først foreslået
GSAM 327.1I budskabets tidlige dage var det vores skik at afholde møder i skolebygninger, når der ikke var noget bedre sted at finde. I en bygning af denne art samledes der ved en lejlighed en så stor menneskemængde, at to skolebygninger af den størrelse ikke ville have kunnet rumme dem. For at alle kunne høre ham, stod taleren i et åbent vindue og talte til dem inde i huset og til et større publikum, der sad i deres hestevogne og på græsset. Det var synet af denne store forsamling, der førte til overvejelsen om at afholde teltmøder.
GSAM 327Det første teltmøde i Battle Creek, Michigan
GSAM 327.2Derfor besluttede pastor James White og andre i rådet den 22. maj 1854, at det ville være en gennemførlig plan at bruge telte til møder. På det tidspunkt blev store telte meget sjældent brugt til andre formål end cirkusser, menagerier og forestillinger af forskellig art. Michigan var den første delstat, hvor syvende-dags adventisterne tog springet i denne retning. Det første teltmøde blev indledt i Battle Creek den 10. juni 1854. I dag har denne måde at afholde møder på i sommersæsonen udviklet sig til at omfatte store proportioner.
GSAM 327Forslag om lejrmøder
GSAM 327.3I året 1868 blev der taget endnu et fremadrettet skridt. Man overvejede nøje, om det var hensigtsmæssigt at afholde lejrmøder, og man nåede frem til den beslutning, at dette ville være en fremragende måde at rumme de store forsamlinger af vores folk ved generalmøder. Med et stort telt til offentlige gudstjenester og mindre familietelte ville folk få det behageligt, og dermed kunne man tilbringe en række dage frugtbart med rådgivning og tilbedelse.
GSAM 328Det første lejrmøde i Wright, Michigan
GSAM 328.1Det første lejrmøde blev afholdt i Wright, Michigan, den 1.-7. september 1868. Disse vigtige generalmøder for vores menighed er vokset i et sådant omfang, at der hvert år afholdes over halvtreds lejrmøder i forskellige dele af arbejdsområdet. Disse lejrmøder afholdes ikke kun i Amerika, men også i Europa, Australien, New Zealand og Sydafrika.
GSAM 328.2Den største forsamling af denne art, der nogensinde er blevet afholdt af vores menighed, fandt sted i 1893 i Lansing, Michigan. Ved denne store sammenkomst var der 3.400 deltagere, der boede i over 500 familietelte. Der blev brugt over 150.000 yards lærred til opførelsen af de forskellige telte i lejren.
GSAM 328Frelse fra en jernbaneulykke
GSAM 328.3Dagen efter, at beslutningen om at købe vores første 60-fods telt var blevet truffet (23. maj 1854), skulle pastor White og hans hustru, som på det tidspunkt befandt sig i Jackson, Michigan, begive sig ud på deres rejse til Wisconsin, hvor de skulle arbejde i en periode. Vi tilbragte eftermiddagen hos D. R. Palmer, kun en kort afstand fra stationen. Flere gange i løbet af eftermiddagen sagde pastor White: »Jeg har en mærkelig fornemmelse med hensyn til at tage af sted på denne rejse; men, Ellen, vi har en aftale, og vi må af sted. Hvis jeg ikke havde en aftale, ville jeg ikke tage af sted i aften.«
GSAM 328.4Da aftenen faldt på, kort før togets ankomst, holdt vi en bønestund. Alle syntes at blive ledt til at bede for pastor Whites og hans kones sikkerhed på denne rejse. Da vi rejste os, gav pastor White udtryk for sin tro på, at Herren ville tage sig af dem og beskytte dem.
GSAM 328.5Klokken otte fulgte jeg med dem ud til toget for at hjælpe med at finde pladser og få deres bagage på plads. Vi gik ind i en vogn med høje ryglæn, som dengang blev kaldt en »sovevogn«. Fru White sagde: »James, jeg kan ikke blive i denne vogn, jeg må ud herfra.« Jeg hjalp dem med at finde en plads midt i den næste vogn. Fru White satte sig ned med sine pakker i skødet, men sagde: »Jeg føler mig ikke hjemme på dette tog.« Klokken ringede, og efter at have sagt et hastigt »Farvel« til dem, begav jeg mig straks hen til Cyrenius Smith for at overnatte der.
GSAM 329.1Omkring klokken ti blev vi alle meget overraskede over at høre pastor White, som vi havde antaget var godt på vej mod Chicago, banke på døren. Han fortalte, at toget var kørt af sporet tre engelske mil vest for Jackson; at det meste af toget, inklusive lokomotivet, var totalt ødelagt; men selvom en del var omkommet, var han og fru White sluppet uskadt fra ulykken. Han skaffede sig hurtigt en hest og en vogn og tog sammen med Abram Dodge ud for at hente fru White, som pastoren havde båret et stykke vej i sine arme, over et vådt, sumpet område og på tværs af en lille bæk, til et sikkert sted, væk fra ulykkesstedet.
GSAM 329.2Tidligt næste morgen tog jeg sammen med hr. Dodge ud for at se vraget. På et sted, hvor vejen korser jernbanesporet skråt, havde en okse lagt sig til hvile lige på sporet. Lokomotivet havde ingen kvægfanger, og da det ramte dyret, blev det derfor kastet ud af sporet til venstre. Ved det første stød, da lokomotivet ramte jorden, sprang bagagevognen, der indeholdt pastor Whites kuffert med bøger, helt ud af sporet og blev ikke beskadiget; samtidig blev passagervognen bagest i toget frakoblet resten af toget uden menneskelig hjælp og standsede roligt på sporet. Lokomotivet og tenderen kørte på jorden uden for sporet omkring seks til otte rod, indtil lokomotivet ramte en egestub med en diameter på omkring tre fod. Togets kraft var så stor, at lokomotivet vendte sig om, så bunden vendte opad, og bagsiden af tenderen svingede rundt på tværs af sporet. Hovedparten af toget, der kørte med fuld fart, ramte dette vrag af lokomotivet og forårsagede dermed et andet stød. Den første vogn, der ramte lokomotivet, var en ekspresvogn, som blev knust til brænde. Den lå sammen med sit indhold som en bunke affald stablet oven på og omkring tenderen. Den næste var en andenklasses vogn med atten passagerer, hvoraf én omkom, og alle de øvrige blev mere eller mindre såret. Denne vogn blev splittet i to, da sovevognen kørte igennem den. Den forreste del af sovevognen blev smadret i stykker, og det sæde, hvor fru White ikke turde blive siddende, blev fuldstændig knust.
GSAM 330Bevis på guddommelig frelse
GSAM 330.1Da vi betragtede vraget og derefter den vogn, som pastor White og hans hustru kørte i på ulykkestidspunktet, og som stod stille for sig selv, omkring femten rod væk fra vraget, følte vi i vores hjerter, at Gud hørte bønnen, og hvem ved, om han ikke sendte sin engel for at afkoble den vogn, så hans tjenere kunne undslippe uskadt? Denne tanke gjorde endnu større indtryk på os, da bremsepasseren sagde, at han ikke havde koblet den fra, og desuden, at der ikke var nogen på vognens platform, da det skete, og at det var et mysterium for ham selv og for hele togpersonalet, hvordan det var sket; og hvad der var endnu mere gådefuldt for dem, var, at både koblingen og bolten var intakte, og at bolten med sin kæde lå på platformen på den forulykkede vogn, som om den var blevet lagt der af en omhyggelig hånd.
GSAM 330.2Om aftenen den 24. var sporet ryddet så meget for vragdele, at togene kørte som normalt, og pastor White og fru White steg igen om bord på vognene og nåede sikkert frem til deres aftale i Wisconsin.
GSAM 330Modstanderne irettesat
GSAM 330.3Det var ikke alt sammen »glat sejlads« for det gamle Israel. De havde fjender udenfor, som søgte at hindre deres fremskridt ved hvert eneste skridt. Den »blandede skare« og de uindviede inden for lejren var villige redskaber, gennem hvilke Satan søgte at vække utilfredshed, strid, murren og oprør. Det faktum, at Guds velsignende hånd var med de tillidsfulde, og at sejr fulgte deres bestræbelser, var et bevis på, at dette folk havde fundet nåde for hans øjne – at Herrens hånd ledte dem.
GSAM 331.1Således har den tredje engels budskabs fremgang og udvikling ikke været, fordi de fremlagte sandheder har været noget, der appellerede til menneskets naturlige hjerte. Tværtimod står selve budskabets centrale sandhed – Herrens sabbat – i konflikt med egoistiske, verdslige interesser og adskiller dem, der adlyder den, fra verdens gøremål to dage om ugen. Den nuværende sandheds sag har haft sine ydre fjender, der har været beslutsomme og vedholdende i deres bestræbelser på at vælte arbejdet. Om dem kan man sige med salmisten: »Havde det ikke været Herren, der var på vores side, så lad Israel nu sige; havde det ikke været Herren, der var på vores side, da mennesker rejste sig imod os; da havde de fortæret os levende, da deres vrede blussede op imod os.«2
GSAM 331.2Fra tid til anden er der opstået egoistiske og utilfredse personer i vores rækker, der har fortalt, hvilke store ting der ville blive udrettet, når deres mål var nået; men ligesom en lygtemand er deres lys for længst slukket. Sagen om den nuværende sandhed har i mellemtiden sikkert og støt banet sig vej rundt om i verden og vundet i stabilitet og styrke med hvert fremskridt.
GSAM 331Pastorerne Stephenson og Hall
GSAM 331.3I løbet af sommeren 1855 forsøgte pastorerne Stephenson og Hall at skabe et oprør i delstaten Wisconsin. Det var velkendt blandt de ledende brødre, at de havde ønsket at sætte alle andre punkter i vores tro på prøve ved hjælp af deres »Den kommende tidsalder«-lære, og de var meget ivrige efter, at syvende-dags adventisterne skulle undervises i læren om prøvetiden efter Kristi genkomst.
GSAM 331Forudsigelse vedrørende dem
GSAM 331.4Den 20. november 1855 fik fru White et syn af deres færden med en forudsigelse om dens endelige udfald med disse ord: »Tror du, svage menneske, at du kan standse Guds værk? Svage mennesker: En berøring med hans finger kan slå jer til jorden. Han vil tillade jer det en lille stund endnu.«
GSAM 332.1Vores modstandere har sagt, at dette var et syn, der forkyndte, at disse mænd snart skulle dø, og da de levede i flere år, var synet ikke gået i opfyldelse. Der står intet i synet om, at de skulle dø. De blev vist i rollen som mænd, der søgte at standse arbejdet med den tredje engels budskab. Mens de fik at vide, hvor let det ville være for Gud at standse dem, tilføjes det: »Han vil kun tåle dig en kort stund.« Hvad gjorde de? — I stedet for at få succes i deres kamp, som de havde forventet, syntes de at blive overladt til at famle sig frem i mørket. I løbet af få uger opgav de helt sabbatten og vendte sig mod den. De havde håbet at danne et »kommende tidsalder«-parti med sig selv som ledere. I stedet for at lykkes med dette mistede de, ved at opgive sabbatten, fuldstændigt deres greb om vores folk. Således besejrede de ved deres egen fremgangsmåde fuldstændigt det, de oprindeligt havde til hensigt at gøre. Vores folk sagde: »Gud har sandelig ›tålt dem kun en kort tid‹.«
GSAM 332En trist afslutning på livet
GSAM 332.2Hvad angår udfaldet for disse to mænd, kan det være på sin plads at gengive nogle udtalelser om deres triste skæbne, som blev fremsat af deres egne brødre, »Den kommende tidsalder«-troende, som de var tilknyttet, efter at de havde forladt sabbatten. For syvogtredive år siden blev hr. Hall en smule dement (forårsaget af hjerneblødhed), idet årsagen til denne tilstand var tabet af en betydelig formue som følge af svindel begået af andre. Han led under den vrangforestilling, at hvis han gik udendørs, ville han blive fladtrykt eller falde ned på jorden. Han er harmløs, men har naturligvis i alle disse lange år været fuldstændig uegnet til prædikantarbejde i nogen form.3
GSAM 332.3Pastor Stephenson har været død i omkring seksten år. I flere år før sin død var han sindssyg, om end ikke farlig for andre. Inden han blev således, forlod han – under den frihed, han formodede at have i kraft af den lovløshedsteori, han havde tilsluttet sig – sin egen hustru, en kvinde, som ingen beskyldte for at være uærbar (han kunne kun opnå skilsmisse ved at ansætte en uærlig advokat), og giftede sig med en anden kvinde, der var meget yngre end hans tidligere hustru. Denne handling var en så åbenlys krænkelse af moraliteten, at hans egne brødre i »Den kommende tidsalder«-bevægelsen tog afstand fra hans fremgangsmåde og ikke længere ville tillade ham at prædike for dem.
GSAM 333.1Deres egne brødres udtalelser om disse mænds sidste dage udtrykker den dybeste medlidenhed; alligevel er det de uforfalskede kendsgerninger, der fremstilles uden ondskab eller fordomme. Med dette overlader vi det til vores læsere at drage deres egne konklusioner med hensyn til den konkrete anvendelse af vidnesbyrdet.
GSAM 333Pastor J. H. Waggoner accepterer budskabet
GSAM 333.2I året 1852 accepterede pastor J. H. Waggoner, der havde redigeret et lokalblad i Wisconsin, den nuværende sandhed, og det følgende år viede han sig fuldt ud til prædikantgerningen. I 1857 skrev han to meget vigtige pjecer på hver omkring 200 sider. Den første af disse havde titlen The Nature and Tendency of Modern Spiritualism, og den anden A Refutation of the Age-to-Come. Den førstnævnte har ikke blot været et middel til at redde mange fra at falde i Satans fælde, men har med Guds velsignelse også åbnet øjnene for mange, der ikke vidste, hvad de skulle mene om disse moderne manifestationer.
GSAM 333.3Hans Refutation of the Age-to-Come er en yderst fuldstændig afsløring af de falske teorier om en prøvetid for syndere efter vor Herres genkomst. Det er en så fuldstændig tilbagevisning af denne lære, at den ikke blot ikke er blevet besvaret, men at der endnu aldrig er blevet gjort noget forsøg på at svare på den, så vidt vi har kunnet observere. Bogen redegør på en yderst klar og kortfattet måde for Kristi stilling som præst på sin Faders trone (hans Melkisedek-præstedømme) under den nuværende tidsalder, og den stilling, han vil indtage på sin egen trone i sit fremtidige evige rige — en trone, som intet mæglerpræstedømme vil være forbundet med.
GSAM 334.1Endnu senere skrev pastor Waggoner en tredje pjece af omtrent samme omfang med titlen The Atonement in the Light of Reason and Revelation. Omkring år 1884 blev denne revideret og udvidet til et bind på omkring 400 sider. Det er en klar og kortfattet afhandling om det emne, som titlen angiver.
GSAM 334.2Fra dette tidspunkt var han tæt knyttet til forlagsarbejdet, både som forfatter og redaktør. Han fortsatte også sit prædikantarbejde og tilbragte sine sidste år i Europa.
GSAM 334.3Den 17. april 1889 døde han pludseligt i Basel, Schweiz, kort efter at han havde færdiggjort sin sidste bog, From Eden to Eden. Den 16. havde han arbejdet en hel dag med at skrive og skrev følgende i sin dagbog: »Har arbejdet hårdt i dag.« Fra den rapport om hans dødsfald, som blev udarbejdet af de europæiske brødre, fremgår følgende detaljer:—
GSAM 334.4»Om morgenen den 17., omkring klokken halv seks, faldt han død om i sit køkken uden forvarsel som følge af hjertestop. Han havde arbejdet meget hårdt for at færdiggøre den engelske udgave af sin nye bog, og han regnede med at rejse til London den følgende søndag for at arbejde med projektet der, inden han vendte tilbage til Amerika den kommende sommer.«
GSAM 334.5Siden 1854 havde pastor Waggoner konstant og fremtrædende været i offentlighedens søgelys i forsvaret af sandheden, både fra prædikestolen og i pressen. På tidspunktet for hans død var han næsten niogtres år gammel. Han blev begravet i Basel den 20. april. Således faldt endnu en af de tidlige arbejdere i sagen på sin post.
GSAM 334Troshelbredelse
GSAM 334.6I det tidlige forår 1858 havde fru White i en række dage været stærkt plaget og var sengeliggende i en næsten hjælpeløs tilstand. En aften, tæt på midnat, besvimede hun; familien forsøgte alle de midler, de kendte til, for at bringe hende til bevidsthed igen, men deres bestræbelser mislykkedes. Hun forblev i denne tilstand i over en halv time, hvorefter pastor Andrews og jeg selv hastigt blev tilkaldt af pastor White for at deltage i en bønstund. Som svar på de inderlige bønner, der blev fremsat ved hendes seng, bragte Herren hende barmhjertigt tilbage til bevidsthed og genoprettede hendes sædvanlige helbred. Mens hun priste Gud, blev hun ført bort i et syn, mens hun stadig lå i sengen. Nogle af de ting, der blev vist hende i dette syn, kan læses i »Vidnesbyrd for menigheden«, nr. 5.
GSAM 335Bemærkelsesværdig fysisk manifestation
GSAM 335.1En ejendommelig fysisk manifestation var forbundet med dette syn, som vi vil henlede særlig opmærksomhed på. Pastor White og jeg sad på den ene side af sengen, og pastor Andrews på den anden side. Hendes hænder var skiftevis foldet over brystet eller bevægede sig sammen med armene på hendes sædvanlige frie og yndefulde måde mod de forskellige scener, hun så. Den øverste del af hendes krop var løftet fra sengen, så der var et mellemrum på omkring otte eller ni tommer mellem hendes skuldre og puden. Med andre ord var kroppen fra hofterne og opefter bøjet i en vinkel på omkring tredive grader. Og i den stilling forblev hun, mens synet varede, hvilket var i tredive minutter. Ingen kunne naturligt indtage den stilling uden støtte fra hænder og arme, endsige holde sig der i så lang tid. Her var endnu et bevis på, at en eller anden kraft, som hun ikke havde kontrol over, var forbundet med synet.
GSAM 335Endnu en forudsigelse
GSAM 335.2Den 1. oktober 1858 afholdt pastor White, fru White og undertegnede et fællesmøde i Rochester, New York. Efter dette møde fulgte undertegnede med dem på en rejse gennem staten New York og New England-staterne. En sabbat fik fru White et syn, hvor hun blandt andet fik vist, at Satan et eller andet sted på vores planlagte rejse ville udføre et kraftigt angreb på hende, og at pastor White og jeg selv måtte holde fast i troen for hende, og at Herren ville frelse hende.
GSAM 336Fru Whites lidelse
GSAM 336.1Her var der igen tale om en profeti om, hvad der ville ske. Fortsættelsen vil vise, hvor nøjagtigt den blev opfyldt. Den første sabbat efter mødet i Rochester var vi i Roosevelt, og den næste sabbat i Brookfield i Madison County. Den følgende uge afholdt vi møder i hr. Ballous rummelige køkken i Mannsville, Jefferson County. Under togturen fra Brookfield til Mannsville blev fru Whites ansigt betændt lige under øjnene. Det var så smertefuldt, at hun, da vi nåede Mannsville, var nødt til at gå i seng. Betændelsen forværredes i to dage, hvilket berøvede hende søvnen og forhindrede hende i at deltage i møderne. Hendes hoved var så opsvulmet, at begge øjne var lukkede, og hendes ansigt var så vansiret, at det ikke længere lignede et menneskes. Midt i al denne ulidelige smerte og ekstreme nervøsitet, forårsaget af søvnmangel, stræbte fjenden ihærdigt efter at få hende til at murre mod Gud. Således fortsatte det indtil afslutningen af de planlagte møder.
GSAM 336.2Efter at møderne var afsluttet, sagde pastor White til mig:
GSAM 336.2»Bror John, dette er netop det angreb fra Satan på min kone, som vi blev advaret om i Rochester. Du husker vel det løfte, der blev givet der, om at hvis vi sammen ville tage fat og holde hende oppe i troen og ikke give slip et øjeblik, når kampen kom, ville fjendens magt blive brudt, og hun ville blive befriet. Lad os straks gå ind og holde en bønestund.«
GSAM 336Befrielse som forudsagt
GSAM 336.3Vi gik straks ind i det værelse, hvor fru White lå sengeliggende, og bad inderligt for hende, mens brødrene i det rum, hvor vi havde holdt møderne, forblev i stille bøn. Omkring ti minutter efter, at vi var begyndt at bede, kom Herrens kraft ned og fyldte rummet. Fru White blev øjeblikkeligt befriet for al smerte og bad straks om mad. Det var omkring klokken fem om eftermiddagen. Klokken syv var hævelsen i hendes ansigt helt forsvundet, og hun deltog i mødet den aften, tilsyneladende så frisk som altid.
GSAM 337.1På borgernes anmodning blev der om aftenen holdt en tale om »De helliges arv«, og ved afslutningen af denne holdt fru White en formaning. Mens pastor White var udenfor sammen med sin lille dreng, W. C., blev hun ført bort i et syn foran den store forsamling. Nogle af de ting, der blev vist hende på det tidspunkt, kan læses i den afsluttende artikel i Vidnesbyrd for menigheden, nr. 5, dateret Mannsville, New York, den 21. oktober 1858.
GSAM 337.2Den lindring, som fru White opnåede ved den ovenfor nævnte lejlighed, var lige så effektiv, som det var blevet forudsagt i det syn, der blev givet i Rochester. Der opstod ingen vanskeligheder af den art igen på den rejse, og vi opnåede en strålende sejr for sandheden overalt.
GSAM 337Forudsigelsen om den amerikanske borgerkrig
GSAM 337.3På sabbatten den 12. januar 1861, præcis tre måneder før det første skud blev affyret mod Fort Sumter (hvilket reelt var krigens begyndelse, der resulterede i befrielsen af 4.000.000 afrikanske slaver i Amerika), blev syvende-dags adventisternes forsamlingshus i Parkville, Michigan, indviet. Gudstjenesten blev overværet af pastor White og hans hustru, pastorerne Waggoner, Smith og undertegnede. Da pastor Whites prædiken var afsluttet, holdt fru White en rørende formaning, hvorefter hun satte sig i en stol. I denne stilling blev hun ført bort i et syn. Huset var fyldt med mennesker, og der herskede en højtidelig stemning. Da hun kom ud af synet, rejste hun sig, så sig rundt i huset og sagde:—
GSAM 338.1»Der er ikke en eneste person i dette hus, der så meget som har drømt om den ulykke, der vil ramme dette land. Folk gør nar af South Carolinas udtrædelsesforordning, men jeg har netop fået vist, at et stort antal stater vil slutte sig til denne stat, og der vil udbryde en frygtelig krig. I dette syn har jeg set store hære fra begge sider samlet på slagmarken. Jeg hørte kanonernes drøn og så de døde og døende overalt. Så så jeg dem storme frem i nærkamp [og stikke hinanden med bajonetter]. Derefter så jeg slagmarken efter kampen, helt dækket af de døde og døende. Så blev jeg ført til fængslerne og så lidelserne hos de nødlidende, der var ved at svinde hen. Derefter blev jeg ført til hjemmene hos dem, der havde mistet ægtemænd, sønner eller brødre i krigen. Jeg så deres fortvivlelse og kvaler.«
GSAM 338.2Derefter så hun sig langsomt omkring i huset og sagde: »Der er nogle i dette hus, der vil miste sønner i den krig.«
GSAM 338Fru Ensigns vidnesbyrd om synerne
GSAM 338.3Som en bekræftelse af ovenstående kendsgerning, og som bevis på, at forudsigelsen blev fremsat på den angivne dag, samt som en illustration af, hvordan menigheden forstod den og videreformidlede den, afgives følgende vidnesbyrd:—
GSAM 338.4»Dette bekræfter, at jeg boede i St. Joseph County, Michigan, i januar 1861, omkring seks engelske mil fra Parkville. Jeg var ikke adventist. Den 12. dag i den pågældende måned tog en række af mine naboer til Parkville for at deltage i møderne. Da de kom hjem, fortalte de mig, at der var en kvinde ved mødet, der var i trance, og som sagde, at der var en frygtelig krig på vej mod USA; at der ville blive opstillet store hære på begge sider, både i Sydstaterne og i Nordstaterne, og at mange ville lide i fængsler; og at mange familier ville komme til at lide under stor nød som følge af, at de mistede ægtemænd, sønner og brødre i krigen; og at der var mænd i huset, som ville miste sønner i den krig.« Underskrevet: »Martha V. Ensign, Wild Flower, Fresno County, Californien, 30. januar 1891.«
GSAM 339.1I forbindelse med forudsigelsen om denne frygtelige krig udtalte fru White desuden, at syvende-dags adventisterne »ville blive bragt i trængsler som følge af krigen, og at det var alles pligt at bede inderligt om, at de måtte få visdom til at vide, hvad de skulle gøre i de prøvelser, der lå foran dem.«
GSAM 339Borgerkrigens omfang
GSAM 339.2På det tidspunkt, hvor synet blev givet, havde befolkningen i Nordstaterne generelt kun ringe eller slet ingen forestilling om den forestående krig. Selv præsident Lincoln, tre måneder senere (den 12. april 1861), da flere stater havde sluttet sig til South Carolina i dens udtrædelsesforordning, og det første skud blev affyret mod Fort Sumter, indkaldte kun 75.000 mænd, og disse kun for en kort periode på tre måneder.
GSAM 339.3Det samlede antal soldater, der var indrulleret på Unionens side under krigen, var 2.859.132. Encyclopedia Britannica angiver, at »den konfødererede hær ved begyndelsen af 1863 talte omkring 700.000 mænd«, men at det er vanskeligt at fastslå, hvor mange der i alt var indrulleret. Den anslår deres tabstal til »omkring 300.000 mænd«. Nogle af de nyere encyklopædier angiver tabene på Unionens side (af dem, der blev dræbt i kamp, eller som døde af sår eller sygdomme pådraget i felten eller i fængsler) til 359.528. Om gælden på Unionens side skriver Britannica:—
GSAM 339.4»Gælden nåede sit højdepunkt den 31. august 1865 og beløb sig til 2.845.907.626,56 dollars. Der var desuden blevet brugt omkring 800.000.000 dollars af indtægterne, hovedsageligt på krigen; stater, byer, amter og kommuner havde brugt deres egne skatteindtægter og opbygget deres egne gældsbyrder til krigsformål; udbetalingerne til pensioner vil sandsynligvis i sidste ende beløbe sig til 1.500.000.000 dollars. Konføderationens udgifter kan aldrig fastslås, og den ejendom, der blev ødelagt af de føderale hære og af de konfødererede hære, kan næppe anslås; og den økonomiske værdi ($2.000.000.000) af slaverne i Syden blev udslettet af krigen. Alt i alt er $8.000.000.000 et moderat skøn, selvom krigens omkostninger ikke kan beregnes nøjagtigt.«4
GSAM 340Endnu en bekræftelse af synet
GSAM 340.1Hvad angår forudsigelsen om, at mændene i Parkvilles forsamlingshus ville miste sønner i krigen, vil jeg blot nævne, at jeg i efteråret 1883 mødte den ældste i Parkville-menigheden, som også var ældste i januar 1861, da synet blev givet; og jeg spurgte ham, om han huskede den bemærkning, som fru White fremsatte, da hun fortalte om synet vedrørende krigen. »Ja,« sagde han, »det gør jeg.« »Vil De fortælle mig, hvor mange De kender, der var i huset den dag, og som mistede sønner i krigen?« Han huskede straks navnene på fem og sagde: »Jeg ved, at disse var der, og at de mistede sønner i krigen; og hvis jeg var hjemme, hvor jeg kunne tale med mine folk, kunne jeg give Dem flere navne. Jeg tror,« fortsatte han, »at der var fem til ud over dem, jeg har nævnt.«
GSAM 340.2Fire år og mere med vedholdende kamp fra Sydstaternes side, indtil næsten halvdelen af alle de indkaldte styrker var gået tabt ved død i kamp eller af sygdom, viser en slående opfyldelse af ovenstående forudsigelse.
GSAM 340Slaveri og krigen
GSAM 340.3I sin beretning om et syn, hun modtog den 4. januar 1862, sagde fru White:—
GSAM 340.4»Tusinder har formået at få den opfattelse at denne krig var for at udrydde slaveri; men nu hvor de er sat fast, finder de at de er blevet bedraget og at målet for denne krig ikke var at afskaffe slaveriet, men at beskytte det som det er.«
GSAM 341.1Ovenstående blev givet på et tidspunkt, hvor soldaterne blev pålagt at medvirke til at returnere alle slaver, der var flygtet ind i Unionens linjer, til deres herrer, og soldaterne beskrives som om de siger: »Hvis vi havde held med at undertrykke dette oprør, hvad havde vi da opnået?« De svarer modløst: »Intet. Det, som forårsagede oprøret er ikke fjernet. Slaveriets ordning, som har ødelagt vor nation, har fået lov til at overleve og pirre til et andet oprør.« Disse ord, der er hentet fra Vidnesbyrd for menigheden, nr. 7, hvor der under overskriften »Slaveri og krigen« gives en spændende og udførlig beretning om krigen, siger ikke, at slaveri aldrig ville blive afskaffet, men skildrer situationen, som soldaterne så den dengang. Lidt længere fremme i det samme vidnesbyrd findes følgende forudsigelse:—
GSAM 341Forudsigelse om sejr for Nordstaterne
GSAM 341.2»Og alligevel blev en national fastedag proklameret! Herren siger: ›Nej, faste efter mit sind er at løse gudløshedens lænker, at løse ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg?‹ Når vores nation overholder den faste, som Gud har udvalgt, vil han acceptere deres bønner, for så vidt angår krigen; men nu trænger de ikke ind i hans øre.«
GSAM 341.3De, der kender krigens historie, er klar over de nederlag, katastrofer, forsinkelser osv., der var forbundet med Nordstaternes bestræbelser på at besejre de sydlige styrker frem til det tidspunkt, hvor frigivelseserklæringen blev udstedt – den 1. januar 1863. Hvor hurtige var da erobringerne fra det tidspunkt til krigens afslutning! Hvor tydeligt var det ikke for dem, der fulgte forløbet af begivenhederne, at forudsigelsen fra den 4. januar 1862 gik i opfyldelse. Efter at byrderne var blevet løftet, blev trældommen løsnet, og åget brudt for slaven! Hvor tydeligt var det ikke, at Gud hørte sit folks bønner og støttede bestræbelserne på at afslutte krigen, da de valgte den faste, der var ham behagelig!
GSAM 342Tidligere guvernør St. Johns vidnesbyrd
GSAM 342.1I en tale, som den tidligere guvernør John P. St. John fra Kansas holdt i Ottawa, Illinois, og som jeg lyttede til om eftermiddagen den 29. juni 1891, fremsatte han følgende udtalelse:—
GSAM 342.2»Jeg har aldrig været så skuffet, som da [konføderaterne] besejrede os ved Bull Run. Men det hele var en del af Guds plan. Havde vi besejret [konføderaterne], ville politikerne have udtænkt en fredsaftale, og Unionen ville have fortsat med slaveri, og det ville vi have haft i dag. I to år havde [konføderaterne] overtaget; men efter at Lincoln havde udstedt den berømte frigivelsesproklamation, var vi vendt over på Guds side og kunne ikke tabe.«