Kapitel 2 — Frelsesplanen udfoldet

GSAM 38.1»Et udskudt håb gør hjertet sygt, men når ønsket opfyldes, er det et livets træ.«¹ »For således siger Hærskarers Herre: Endnu én gang, om en kort tid, vil jeg ryste himlene og jorden, havet og det tørre land; og jeg vil ryste alle nationer, og alle nationers Begær skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre.«²

GSAM 38.2Fra det tidspunkt, hvor Adam blev drevet ud af Edens have og bort fra livets træ, har de ord, der blev rettet til Satan om kvindens afkom – »Det skal knuse dit hoved« – givet håb om djævelens endelige nederlag, om, at hans listige planer vil blive tilintetgjort, og om en tilbagevenden til livets træ. Den forventede – det lovede Afkom – blev således »alle nationers Begær«.

GSAM 38.3I ovenstående citat fra Haggai fremgår det, at denne Begæredes komme hænger sammen med den tid, hvor Herren skal ryste både himlene og jorden. Paulus placerede i sit brev til hebræerne denne rystelse i fremtiden og sagde: »›Endnu én Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen.‹ Men dette ›endnu én Gang‹ giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.«³ Denne formulering om den ene rystelse, der endnu skal komme, synes at sætte den i tæt forbindelse med den endelige oprettelse af Guds rige under Kristus, det lovede Afkom, »alle nationers Begær«.

GSAM 39.1Den genoprettelse, der skal fuldendes gennem Kristus, kan i disse sidste dage tydeligt ses af alle, der har hele Bibelen åben foran sig. Sådan var det ikke for de gamle. Herrens ord kom til dem, »bud efter bud, bud efter bud; linje efter linje, linje efter linje; lidt her og lidt der.«⁴ Således var åbenbaringen af frelsesplanen for dem som den retfærdiges vej, »som det strålende lys, der skinner mere og mere indtil den fuldkomne dag.«⁵ Det er derfor meget interessant kort at følge den gradvise udfoldelse af denne plan for hans folk i oldtiden.

GSAM 39Forsinkelsen blev ikke afsløret fra starten

GSAM 39.2Herren udskød ikke straks deres håb og gjorde deres hjerter bedrøvede ved at åbenbare for dem, at der ville gå hundreder af år, før de ville nå fuldendelsen af deres håb i det lovede Afkom. Ud fra de nedskrevne kilder kan vi udlede, at de fik lov til at tro, at det første barn, der blev født, ville være dette Afkom, og at Edens have meget snart på en eller anden måde ville blive genoprettet, og at de igen ville få adgang til livets træ. Da Kain blev født, udbrød Eva: »Jeg har fået en mand fra Herren.«⁶ Nogle hebraiske lærde vidner om, at teksten, når den oversættes bogstaveligt og fuldt ud, lyder: »Jeg har fået en mand, Herren.« Det vil sige: Her er det Afkom, der skal udføre dette herreagtige værk med at besejre Satan. Der findes ingen beretning om et sådant udtryk fra Evas side, da Abel blev født. Hun kunne – og ville naturligvis – antage, at den førstefødte var den, der skulle opfylde løftet. Hvor må hendes håb dog være svundet og endda dødt, efterhånden som Kains karakter udviklede sig, og hun var vidne til hans onde færden, der til sidst førte til drabet på hans bror. Inden Abel blev dræbt, må de have modtaget en vis indsigt og viden om det fremtidige offer, der skulle bringes på deres vegne; for Abel bragte, som han var blevet guddommeligt instrueret, sit lam som offer, mens Kain, der havde fået den samme undervisning som sin bror, bragte et offer af jordens frugter, og dette endda blandet med en ånd af vrede og misundelse. Abels offer var mere velbehageligt end Kains, for det blev bragt »ved Tro«, og om det skriver Paulus: »taler han endnu efter sin Død.«⁷

GSAM 40Er Set Afkommet?

GSAM 40.1Efter Abels død blev Set født, og da genopstod håbet; »for Gud«, sagde Eva, »har givet mig et andet afkom i stedet for Abel, som Kain dræbte.«⁸ Senere blev Set medregnet i slægtslinjen fra Adam. (Se 1. Mosebog 5:3.) Kain, den egentlige førstefødte, er ikke medregnet i slægtslinjen. Det er meget sandsynligt, at Eva antog, at Set nu var det lovede Afkom. Det fremgår af beretningen, at menneskene efter Sets fødsel begyndte at kalde sig selv ved Herrens navn. (Se marginen til 1. Mosebog 4:26.) Måske gjorde de dette ud fra den antagelse, at Set var den, der skulle blive den endelige hersker, Herren, og vælte Satans uretmæssige herredømme.

GSAM 40Håbet centreret om Noa

GSAM 40.2I den korte beretning om begivenhederne fra Adams tid til Noas fødsel gives der kun lidt mere end slægtens stamtræ. Ved Noas fødsel (»den retfærdige«, i marginen) spirede håbet op igen, og folket sagde: »Han skal trøste os med hensyn til vores arbejde og vores hænders møje på grund af den jord, som Herren har forbandet.«⁹ Det guddommelige ord siger intet om, hvordan eller på hvilken måde de forventede trøst; men man nærede håb om, at forbandelsen over jorden på en eller anden måde ville blive mildnet. En viden om den ugudelighed, der herskede i Noas tid, hvor menneskene skulle fylde verden så meget med synd og vold, at menneskeslægten ville blive udslettet fra jorden ved en syndflod, og kun Noa og hans familie undslap ødelæggelsen; og det faktum, at han i hundrede og tyve år skulle advare verden om den forestående ødelæggelse, blev alt sammen holdt skjult for dem.

GSAM 41Babel opføres

GSAM 41.1Efter syndfloden blev folket gennem Noa pålagt at genbefolke jorden; men da de begyndte at formere sig, afviste de Herrens plan om at herske over dem. Nimrod grundlagde kongeriget Babel (senere kaldet Babylon, det første af de jordiske riger).¹⁰ Lidt senere begyndte folket at opføre Babels tårn for at gøre sig et navn og forhindre, at de blev spredt ud over jorden, hvilket var i direkte modstrid med det, Herren gennem Noa havde lært dem. I stedet for tålmodigt at vente på, at Herren skulle fuldføre sine hensigter, tog de sagen i egne hænder, hvorpå Gud forvirrede deres sprog, og således blev de spredt.

GSAM 41Abraham skal være verdens arving

GSAM 41.2Følger vi den korte beretning ned til den tiende i rækkefølgen efter Noa, kommer vi til Abrahams kald, til hvem Herren sagde: »Alt det land, du ser, vil jeg give dig og dit afkom for evigt. Og jeg vil gøre dit afkom som jordens støv; således at hvis en mand kan tælle jordens støv, så skal også dit afkom kunne tælles. Stå op, vandre gennem landet i dets længde og bredde; for jeg vil give det til dig.«¹¹ Trods dette løfte til Abraham om, at han skulle besidde landet, forsikrede Herren ham om, at han ville dø. Paulus siger, at han drog ud til »et Sted, som han skulde tage til Arv.«¹² Dette spørgsmål om løftets opfyldelse blev utvivlsomt gjort klart for Abraham i et syn fra Gud, for han »forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud.«¹³ I Romerbrevet 4:13 hedder det, at løftet var, »at han skulde være Arving til Verden«; ikke i dens nuværende tilstand, men før eller senere, efter at han skulle opstå igen.

GSAM 42.1Fra et menneskeligt synspunkt kunne Abraham ikke se, hvordan det lovede afkom kunne være hans egne efterkommere. Han foreslog derfor, at Elieser, hans forvalter, skulle betegnes som afkommet. Herren sagde: Nej, men det skal være en, der »skal komme ud af dit eget skød«. Nu begynder Herren at åbenbare for ham, at hans afkoms endelige værk ikke skal fuldbyrdes med det samme. Han sagde til Abraham: »Dit afkom skal være fremmed i et land, der ikke er deres, og skal tjene dem; og de skal undertrykke dem i fire hundrede år … Og du skal gå til dine fædre i fred; du skal begraves i en god alderdom.«¹⁴

GSAM 42.2Abrahams hustru foreslog en uklog plan for at fremskynde opfyldelsen af løftet; men efter at Isak var født, en ægte søn af Abraham og Sara, hans lovformelige hustru, sagde Herren om Ismael og hans mor Hagar: »Forvis denne trælkvinde og hendes søn.«

GSAM 42.3Da Abrahams tro blev sat på prøve ved ofringen af Isak på alteret, lærte han en lektie om de dødes opstandelse. Der siges om ham: »han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse [Isak] fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.«¹⁵

GSAM 42Det sande Afkom

GSAM 42.4Abraham blev på et tidspunkt underrettet om, at det sande Afkom, gennem hvilket alle nationerne skulle modtage velsignelse, skønt det var af hans efterkommere efter kødet, i virkeligheden ville være Guds Kristus; for Herren sagde ikke til ham: »›og Sædene‹, som om mange, men som om ét: ›og din Sæd‹, hvilken er Kristus.«¹⁶ Apostlen Paulus sagde om dette: »da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: ›I dig skulle alle Folkeslagene velsignes‹.«¹⁷ Løftet til Abraham blev fornyet til Isak og hans afkom,¹⁸ og også til Jakob.

GSAM 42.5Da Jakob havde tolv sønner, ville spørgsmålet nu naturligt opstå: Gennem hvem skal det sande Afkoms slægt spores? I det inspirerede vidnesbyrd, som Jakob afgav om sine sønner, blev sagen afgjort: »Scepteret skal ikke vige fra Juda, ej heller lovgiveren fra hans fødder, indtil Silo kommer; og til ham skal folkene samles.«¹⁹ Som opfyldelse heraf er det værd at bemærke her, at israelitterne, selvom de var underlagt de forskellige nationer, fik lov til at have deres Sanhedrin. Således havde Juda – jødernes stamme, der er opkaldt efter Juda – en vis indflydelse på deres regering, indtil Silo (Kristus) faktisk kom.

GSAM 43Den skjulte tid

GSAM 43.1Patriarkerne var i besiddelse af en vis viden om genoprettelsen og det lovede Afkom; men hvornår eller hvor længe før han skulle komme, var stadig skjult for dem. Efterhånden som Jakobs efterkommere formerede sig i Egypten, og den assyriske Farao (Esajas 52:4) – som »ikke kendte Josef«²⁰ – undertrykte dem, vendte deres tanker naturligt tilbage til de 400 (faktisk 430) år, der var nævnt for Abraham som den periode, der dækkede deres lidelser og deres ophold som fremmede, i håb om, at befrielsen fra disse lidelser ville indvarsle den lovede arv.

GSAM 43.2Da Moses blev født, så hans forældre, at »Barnet var dejligt«.²¹ De må have fået indsigt i, at han under Guds ledelse skulle blive Israels befrier fra deres grusomme trældom. Uden tvivl blev denne viden videregivet til Moses; for da han i en alder af fyrre år besluttede sig fuldt ud for at slutte sig til de undertrykte israelitter og lide trængsel sammen med dem frem for at blive kaldt Faraos datters søn og arving til den egyptiske trone,²² og da han begyndte at forsvare sit folks sag og i deres forsvar dræbte en egypter, undrede han sig meget over, at de ikke genkendte hans gerning; for »han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Hånd.«²³

GSAM 44.1Da Herrens tid kom, hvor israelitterne skulle forlade Egypten, drog de af sted, og det skete på den forudsagte dag. 2. Mosebog 12:40, 41. De kunne ikke have betragtet Moses som deres endelige hersker og det afkom, til hvem løftet var givet, for han var af Levi-stammen, og havde Jakob ikke i sin inspirerede forudsigelse erklæret, at Juda skulle være deres hersker, indtil Silo kom?

GSAM 44»Jeg skal se ham, men ikke nu.«

GSAM 44.2Da israelitterne var på vej til Kana’an, tilkaldte Balak, kongen af Moab (en efterkommer af Lot), Bileam for at forbande Israel. Herren forvandlede hans forbandelse til en velsignelse, hvorigennem de modtog yderligere lys, beregnet til at fjerne tanken om, at den endelige befrielse fra Satans magtovertagelse ville finde sted umiddelbart ved deres indtog i Kana’an. I Skriftens beretning om dette står der, at Bileam i et syn fra Gud sagde: »Jeg skal se ham, men ikke nu; jeg skal skue ham, men ikke på nær: Der skal komme en stjerne ud af Jakob, og et scepter skal rejse sig fra Israel og slå Moabs hjørner og tilintetgøre alle Sets børn.«²⁴

GSAM 44.3Om dette talrige afkom, der udsprang fra Abraham, taler Paulus på denne måde: »Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles. I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden.«²⁵

GSAM 44.4Israels hjerte behøvede ikke at miste modet eller blive modløst af Bileams forudsigelse om, at fuldendelsen af deres håb »ikke er nu« og heller ikke »nær«; for Herren havde ikke længe før denne profeti svoret ved sit eget liv, at den herlige tilstand til sidst skulle komme. Gennem Moses sagde han: »Men så sandt som jeg lever, skal hele jorden blive fyldt med Herrens herlighed.«²⁶ I profeten Habakuks dage, 863 år senere, blev den samme sandhed gentaget, men omtalt som en begivenhed, der endnu lå i fremtiden: »For jorden skal fyldes med kendskabet til Herrens herlighed, ligesom vandet dækker havet.«²⁷

GSAM 45Helligdomstjenesten som et forbillede på den sande

GSAM 45.1Da Herren førte Israel ud af Egypten, proklamerede han for hele lejren sin lov med moralske forskrifter og gav dem en kopi af den på sten, indgraveret med sin egen finger, for at de stadigt måtte blive ledt hen imod den Frelser, der til sidst ville ofre sig selv for dem; og for at deres synder kunne blive renset bort ved kraft af hans dyrebare blod, lod han en helligdom opføre i ørkenen. Moses blev pålagt at udforme dette tabernakel, eller helligdom, i alle dets detaljer nøjagtigt efter den model, som Herren havde vist ham på bjerget.²⁸ Tjenesten i denne helligdom var en skygge af Kristi virkelige tjeneste i den himmelske helligdom.²⁹ Mens Guds hensigt med helligdommens offergaver og ofre var at holde en skygge af »de kommende Goder« for øje hos menneskene,³⁰ var Satans bestræbelse at få folket til at se på selve offeret i stedet for på Kristus og hans egentlige tjeneste, som dette kun var et eksempel på. Således søgte han at få dem til at stole på deres egne gerninger for at opnå frelse.

GSAM 45.2Det var Herrens hensigt at være hersker over sit folk – israelitterne – at udkæmpe deres slag og underlægge sig nationerne. Han havde sin egen måde at regere på, som det fremgår af følgende tekst: »han udryddede syv Folk i Kana'ans Land og fordelte disses Land iblandt dem, og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel.«³¹

GSAM 45Israel kræver en konge

GSAM 45.3Israelitterne brød sig åbenbart ikke om Herrens måde at regere dem på. Det var imidlertid hans hensigt og hans vilje, at de skulle være et særligt folk, adskilt fra alle andre omkring dem. Havde de nøje fulgt hans anvisninger, ville selv nationerne have sagt om dem: »Sikkert er dette store folk et klogt og forstandigt folk. For hvilket folk er der så stort, som har Gud så nær sig, som Herren, vores Gud, er i alt det, vi beder ham om?«³²

GSAM 46.1I deres utilfredshed bad de Samuel om, at han skulle udnævne en konge over dem, og Herren sagde til Samuel: »De har forkastet mig, så jeg ikke skal regere over dem.«³³ Igen sagde de til Samuel, og denne gang lidt mere påtrængende: »Giv os nu en konge, der kan dømme os ligesom alle de andre nationer.«³⁴ Omhyggeligt redegjorde Samuel for den undertrykkelse, der ville ramme dem, hvis de fik en konge, men »alligevel nægtede folket at adlyde Samuels røst; og de sagde: Nej, men vi vil have en konge over os, så vi også kan blive som alle andre nationer, og så vores konge kan dømme os, gå foran os og føre vores kampe.«³⁵

GSAM 46.2Så havde de konger til at regere over dem i omkring fem hundrede år, først som ét rige under Saul, David og Salomon; derefter opdelt i de to riger, Israel og Juda. Kun meget få af deres konger var gode og retfærdige, men de fleste af dem var onde og førte folket ind i afgudsdyrkelse og grove ugudeligheder. Så folket var ikke blot ligesom de omgivende nationer i at have en konge, men ligesom dem i ugudelighed, i at forlade deres fædres Gud og i at tilbede afguder og himlens hærskarer.

GSAM 46.3Herren sagde om dette kongedømme gennem profeten Hoseas mund: »O Israel, du har ødelagt dig selv; men i mig er din hjælp. Jeg vil være din konge; hvor er der nogen anden, der kan frelse dig i alle dine byer? Og dine dommere, om hvem du sagde: Giv mig en konge og fyrster? Jeg gav dig en konge i min vrede og tog ham bort i min harme.«³⁶

GSAM 47Kongeriget væltet

GSAM 47.1Dette kongedømme varede, indtil kaldæerne brændte Jerusalem ned, tog templets kar og førte Juda i fangenskab til Babylon, hvor de forblev i halvfjerds år, som det var forudsagt mod dem. Da dette monarkiske styre ophørte, sagde Herren gennem profeten Ezekiel til Zedekias, deres sidste konge: »Du vanhellige, ugudelige fyrste af Israel, hvis tid er kommet, hvor uretfærdigheden skal have en ende, således siger Herren Gud: Fjern diademet og tag kronen af; dette skal ikke være det samme; ophøj den, der er lav [herskeren over Babylon], og ydmyg den, der er høj [denne højt selvophøjede hersker over Judas stamme]. Jeg vil vælte, vælte, vælte det; og det skal ikke være mere, indtil han kommer, som har ret til det; og jeg vil give det til ham.«³⁷

GSAM 47.2Denne retmæssige hersker, det sande Afkom, er Kristus. Om ham skrev profeten Mika: »Du, o hjordens tårn, Zions datters fæstning, til dig skal det komme, ja, det første herredømme [herredømmet over jorden, genoprettet i Kristus]: kongeriget skal komme til Jerusalems datter.«³⁸

GSAM 47.3Da Israel mistede scepteret, gik det over i hænderne på kongen af Babylon. Da de efterfølgende var under herredømmet af Medo-Persien, Grækenland og Rom, blev riget væltet tre gange. Under kejser Augustus’ regeringstid, kejser af Rom, blev Kristus, den retmæssige arving til Davids trone — det sande Afkom af kvinden, af Abraham og af David — født, og på den måde, der var forudsagt.

GSAM 47.4For at folket måtte vide, at den retmæssige Hersker, det sande Afkom, var mere end en almindelig dødelig mand med et kortvarigt rige, inspirerede Herren salmisten til at skrive således: »Jeg vil gøre ham til min førstefødte, højere end jordens konger. Min barmhjertighed vil jeg bevare for ham for evigt, og min pagt skal stå fast med ham. Også hans afkom vil jeg lade bestå for evigt, og hans trone som himlens dage.« »Hans afkom skal bestå for evigt, og hans trone som solen foran mig. Den skal blive grundfæstet for evigt som månen og som et trofast vidne i himlen.«³⁹

GSAM 48.1I Esajas’ profeti læser vi yderligere om denne Hersker som følger: »Et barn er født til os, en søn er givet os; og regeringen skal hvile på hans skulder; og hans navn skal kaldes Vidunderlig, Rådgiver, Den mægtige Gud, Den evige Fader, Fredsfyrsten. Hans herredømme og fred skal vokse uden ende på Davids trone og over hans rige, for at styre det og befæste det med retfærdighed og ret fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres iver skal fuldbyrde dette.«⁴⁰

GSAM 48Enoks og Elias’ himmelfart

GSAM 48.2Der findes beretninger om personer i oldtiden, der blev bortrykt til himlen uden at smage døden. Om Enok, den syvende fra Adam, siges det, at han »vandrede med Gud; og han var ikke mere til, for Gud tog ham.«⁴¹ »Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget Gud.«⁴²

GSAM 48.3Igen, da Elias og Elisa vandrede sammen, »skete det, mens de stadig gik og talte, at se, da viste der sig en ildvogn og ildheste, og de skiltes ad; og Elias steg op til himlen i en hvirvelvind. Elisa så det og råbte: Min fader, min fader, Israels stridsvogn og dens ryttere! Og han så ham ikke mere.«⁴³

GSAM 48.4Enok profeterede om Kristi komme som dommer over hele jorden med disse ord: »Se, Herren kom med sine hellige Titusinder for at holde Dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle deres Ugudeligheds Gerninger, som de have bedrevet, og for alle de formastelige Ord, som de have talt imod ham, de ugudelige Syndere!«⁴⁴

GSAM 49Job underviste om Herrens komme

GSAM 49.1Job, som menes at have levet på Moses’ tid, havde en vis viden om Kristi genkomst og opstandelsen; for han sagde: »Åh, at mine ord nu blev skrevet ned! Gid de var trykt i en bog! Gid de var indgraveret med en jernpen og bly i klippen for evigt! For jeg ved, at min Forløser lever, og at han på den sidste dag skal stå på jorden; og selv om orme efter min død ødelægger denne krop, skal jeg dog i mit kød se Gud: ham skal jeg selv se, og mine øjne skal skue ham, og ingen anden.«⁴⁵

GSAM 49Davids trone – Herrens trone

GSAM 49.2Davids trone blev kaldt Herrens trone. »Salomon satte sig på Herrens trone som konge i stedet for sin fader David.«⁴⁶ Om David siges der: »Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham [David], at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone, talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse.«⁴⁷ Og der siges yderligere om Kristi fremtidige regering: Han skal sidde på Davids trone. (Se Esajas 9:7.) Igen: »Jordens konger rejser sig, og herskerne rådslår sig sammen mod Herren og mod hans Salvede... Men jeg har sat min konge på mit hellige bjerg Zion. Jeg vil forkynde den beslutning: Herren har sagt til mig: Du er min Søn; i dag har jeg avlet dig.«⁴⁸ Igen: »Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg har gjort dine fjender til din fodskammel.«⁴⁹

GSAM 49Jøderne forvirrede

GSAM 49.3Disse tekster forvirrede jøderne. Her var et problem, de ikke kunne løse: hvis David kaldte ham Herre, hvordan kunne han så være hans søn? Hvordan kunne han være et barn født af Davids afkom og alligevel være Immanuel – Gud med os? Men Esajas, deres egen profet, erklærede: »En jomfru skal blive gravid og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.«⁵⁰

GSAM 50.1Kristus vidste udmærket, hvilket spørgsmål der ville bringe de spidsfindige farisæere til tavshed, og derfor spurgte han dem: »›Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?‹ De sige til ham: ›Davids.‹ Han siger til dem: ›Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder. Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?‹«⁵¹

GSAM 50.2Dette emne hentydes igen til i Salme 45:6, 7: »Din trone, o Gud, er for evigt og altid; dit riges scepter er et retfærdigt scepter. Du elsker retfærdighed og hader uretfærdighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine medmennesker.«⁵² Med disse skriftsteder i tankerne må det jødiske folk have haft ophøjede forestillinger om den fremtidige Herskers og Genopretters karakter. Det kunne ikke have været anderledes.

GSAM 50Afkommet af guddommelig oprindelse

GSAM 50.3Der blev givet detaljerede anvisninger vedrørende Kristus og hans fødsel, for Herren angav gennem profeten Mika hans guddommelige oprindelse og endda den lille landsby, hvor han skulle fødes: »Men du, Bethlehem Efrata, selv om du er den mindste blandt Judas tusinder, skal der dog fra dig komme den frem til mig, som skal være hersker i Israel; hvis oprindelse er fra oldtiden, fra evighed« (marginalnote: hebr., fra »evighedens dage«).⁵³

GSAM 50Guds nærvær åbenbaret i shekinahen og skyen

GSAM 50.4Senere i israelitternes historie, da Salomon havde færdiggjort opførelsen af templet, som han sagde skulle være overordentligt »storslået«, indtog Guds herligheds shekinah sin plads mellem keruberne over nådestolen. Beretningen fortæller, at ved templets indvielse, da præsterne kom ud af det hellige sted, »fyldte skyen Herrens hus, så præsterne ikke kunne stå og udføre deres tjeneste på grund af skyen; for Herrens herlighed havde fyldt Herrens hus.«⁵⁴ Herrens nærvær i dette tempel blev åbenbaret for folkets øjne i herlighedens sky. Herren besvarede Salomons bøn ved denne lejlighed og sagde til ham: »Jeg har hørt din bøn og har udvalgt dette sted til mig selv som et offerhus.«⁵⁵

GSAM 51.1Folket syndede — gav sig af med afgudsdyrkelse — og derfor lå deres by og helligdom i ruiner i halvfjerds år. Efter fangenskabet blev templet genopbygget under Zerubbabels ledelse. Selvom det ikke var lige så pragtfuldt som det, Salomon havde opført, sagde Herren alligevel om det gennem sin profet: »Dette senere hus’ herlighed skal blive større end det forrige.«⁵⁶ Dette hus blev forskønnet af Herodes, og i dets gårde underviste Frelseren. Det første hus havde en herlighedssky, der repræsenterede Herren, men ind i det andet kom Frelseren selv, Skaberen af alle ting.

GSAM 51Isais rods herlige regering

GSAM 51.2For de forventningsfulde, ventende mennesker i Esajas’ tid må skildringerne i hans profeti af de herlige ting, der var forbundet med den endelige forløsning, have været en kilde til styrke og opmuntring. Disse profetier skitserer igen meget tydeligt den slægt, hvorfra denne forventede Befrier skulle komme, som følger: »Og der skal fremkomme en kvist af Isais rod, og en gren skal vokse ud af hans rødder; og Herrens ånd skal hvile over ham, visdommens og forståelsens ånd, rådets og styrkens ånd, kundskabens og Herrens frygtens ånd; og den skal gøre ham hurtig til at forstå i frygt for Herren; og han skal ikke dømme efter det, hans øjne ser, ej heller straffe efter det, hans ører hører; men med retfærdighed skal han dømme de fattige og straffe med retfærdighed for de ydmyge på jorden; og han skal slå jorden med sin munns stav, og med sine læbers ånde skal han dræbe de ugudelige.«⁵⁷

GSAM 52Opstandelsen, som profeterne lærte om

GSAM 52.1Profeten Esajas lærte også læren om de dødes opstandelse med disse trøstende ord: »På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde et festmåltid med fete retter for alle folk, et festmåltid med vin på bærmen, med fete retter fulde af marv, med vin på bærmen, der er velraffineret. Og han vil på dette bjerg ødelægge det slør, der er kastet over alle folk, og det forhæng, der er bredt ud over alle nationer. Han vil opsluge døden i sejr; og Herren Gud vil tørre tårerne bort fra alle ansigter; og sit folks skam vil han fjerne fra hele jorden; for Herren har talt det. Og man vil sige på den dag: Se, dette er vores Gud; vi har ventet på ham, og han vil frelse os: dette er Herren; vi har ventet på ham, vi vil glæde os og juble over hans frelse.«⁵⁸

GSAM 52Riget på den fornyede jord

GSAM 52.2Den samme profet siger, at det skal være en fornyet jord, hvorpå det endelige rige skal oprettes: »For se, jeg skaber nye himle [atmosfæriske himle] og en ny jord; og det forrige skal ikke huskes, ej heller komme i tankerne [marginalnote, hebr., ›komme over hjertet‹, det vil sige at blive begæret igen]. Men glæd jer og jubl for evigt over det, jeg skaber; for se, jeg skaber Jerusalem til glæde og hendes folk til fryd. Og jeg vil glæde mig over Jerusalem og fryde mig over mit folk; og grådens røst skal ikke længere høres i hende, ej heller skrigets røst. Der skal derfra [fra det tidspunkt, hvor den nye jord skabes] ikke længere være et spædbarn [et kortlivet barn] eller en gammel mand, der ikke har udlevet sine dage [for tidlig alderdom]; for barnet skal dø, når det er hundrede år gammelt [i tider, hvor mennesker nåede en levetid på ni hundrede år, kunne børn være hundrede år gamle]; men den synder, der er hundrede år gammel [i de senere år af en hundredeårig levetid], skal være forbandet. [De, der dør på det tidspunkt, hvor den nye jord indføres, er dem, der omkommer i de ugudelige menneskers undergang. 2. Petersbrev 3:7.] Og de skal bygge huse og bo i dem; og de skal plante vingårde og spise frugten deraf. De skal ikke bygge, for at en anden skal bo der; de skal ikke plante, for at en anden skal spise; for ligesom et træs dage [livets træ, Septuaginta] er mit folks dage, og mine udvalgte skal længe nyde frugten af deres hænders arbejde.«⁵⁹

GSAM 53.1Ezekiel ser ned gennem tidens lange udsigt mod de dødes opstandelse. Gennem ham siger Herren: »Se, mit folk, jeg vil åbne jeres grave og få jer til at stige op af jeres grave og føre jer ind i Israels land.«⁶⁰

GSAM 53»Han har båret vore sorger«

GSAM 53.2For Esajas, evangelieprofeten, blev Frelserens prøvelse, lidelser og død til fordel for menneskene åbenbaret mere fuldt ud. »Hvem,« siger profeten, »har troet på vores budskab? Og for hvem er Herrens arm åbenbaret? For han skal vokse op foran ham som en spæd plante og som en rod ud af tør jord; han har ingen skønhed eller ynde; og når vi ser ham, er der ingen skønhed, som får os til at begære ham. Han er foragtet og afvist af mennesker; en mand fuld af smerte og vant til lidelse; og vi skjulte så at sige vores ansigter for ham; han var foragtet, og vi agtede ham ikke. Sikkert har han båret vore smerter og taget vore sorger på sig; dog anså vi ham for at være slået, ramt af Gud og plaget. Men han blev såret for vore overtrædelsers skyld, han blev knust for vore misgerningers skyld; straffen for vore freds skyld lå på ham, og ved hans sår er vi blevet helbredt.«⁶¹

GSAM 53.3Skal disse så vidunderlige begivenheder finde sted i min tid? Det kunne både folket og profeten have spurgt om. Svaret ville have været: Det skal ikke ske nu; tiden er endnu ikke kommet for denne store Befrier; men profeten siger: »Dine øjne skal se Kongen i hans skønhed; de skal skue det land, der ligger meget langt borte.«⁶²

GSAM 54Daniels profetier afslører fremtiden

GSAM 54.1Det var imidlertid gennem profeten Daniel, at Herren begyndte at undervise sit folk om de på hinanden følgende riger, der skulle opstå og herske indtil oprettelsen af hans evige rige; og at åbenbare en særlig tidsperiode, fra en begivenhed, der dengang endnu ikke var indtruffet, til Messias’ faktiske fremtræden og borttagelse. Fortolkningen af Nebukadnezars drøm afslørede, at de fire riger, der skulle herske over verden, ville miste magt og storhed i samme forhold som den faldende værdi af guld, sølv, bronze og jern; og at rigerne til sidst i deres splittede og uenige tilstand ville kunne sammenlignes med skrøbeligheden af jern blandet med ler. Derefter skulle Himmeriget komme, som skulle følge efter nedgangen af de riger, der ville blive som agnene på sommerens tærskeplads, så der ikke kunne findes plads til dem, mens Guds rige ville fylde hele jorden.

GSAM 54.2Derefter, i synet i det syvende kapitel, under symbolerne på de fire store dyr, behandles det samme emne igen, og andre træk ved disse riger fremlægges. I dette kapitel skildres forløbet og virket for den »lille horn«-magt, der skulle opstå efter opdelingen af det fjerde rige i ti dele, idet den ville vælte eller underlægge sig tre af dem for at etablere sig som en åndelig hersker over dem alle. Denne pavelige magt skal fortsætte i det fjerde riges splittede og skrøbelige tilstand, ja, i 1260 år. Således blev begivenheder åbenbaret, der strækker sig frem til den tid, hvor Kristus modtager riget fra sin Fader og giver det til den Højestes hellige; et rige, som til sidst skal herske over hele jorden og bestå for evigt.

GSAM 55De 2.300 dage

GSAM 55.1I det ottende kapitel af Daniel, under synet om vædderen, bukken og det »lille horn, der voksede sig overmåde stort«, føres profeten igen frem til tidens ende. I vers 13 og 14 henledes hans opmærksomhed på en tidsperiode – 2.300 dage – der strækker sig frem til dommen. Det var en lang tidsperiode, og sådan opfattede profeten det også; for englen meddelte ham, at synet endnu lå mange dage frem i tiden. Der var endnu ikke angivet nogen dato for dagernes begyndelse, og derfor afslutter han kapitlet med at sige: »Jeg blev forbløffet over synet, men ingen forstod det.«

GSAM 55De halvfjerds uger til Messias

GSAM 55.2Det niende kapitel fortæller om, at englen kom til Daniel som svar på hans bøn om at give ham indsigt og forståelse. Han fortalte ham om en periode på halvfjerds uger. Niogtres af disse uger af år [det er, får vi at vide, betydningen af ordet shevooim, der oversættes med »uger«] ville strække sig frem til Messias. Det tidspunkt, hvorfra perioden skulle begynde, »befalingen om at genoprette og genopbygge Jerusalem«, var endnu ikke blevet givet. Spørgsmålet melder sig: Hvordan kunne Daniel vide, hvor de 69 uger ville ende? I det tolvte kapitel behandles tidsspørgsmålet igen, og på hans forespørgsel: »Hvad skal der blive af disse ting?« bliver han bedt om at gå sin vej, for ordene er »lukket og forseglet indtil endens tid«, når »de vise skal forstå«.

GSAM 55.3Dette tidsspørgsmål er utvivlsomt et af de eksempler, som apostlen Peter hentyder til, når han siger: »Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del, idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd, som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi Lidelser og den derpå følgende Herlighed.«⁶³

GSAM 56De ugudeliges skæbne

GSAM 56.1Malakias, den sidste af Det Gamle Testamentes profeter, efterlader en spændende beskrivelse af de ugudeliges endelige undergang: »Se, den dag kommer, som skal brænde som en ovn; og alle de stolte, ja, og alle, der handler ugudeligt, skal blive som strå; og den dag, der kommer, skal brænde dem op, siger Hærskarers Herre, så der hverken bliver rod eller gren tilbage af dem. Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol gå op med helbredelse i sine vinger; og I skal drage ud og vokse op som kalve i stallen. Og I skal trampe de ugudelige ned; for de skal blive til aske under jeres fodsåler på den dag, hvor jeg gør dette, siger Hærskarers Herre.«⁶⁴

GSAM 56.2Når alle disse kendsgerninger, der er nedskrevet i Det Gamle Testamente og som israelitterne havde i deres besiddelse, afslørede så mange aspekter af frelsesplanen for dem, hvor stor må da ikke interessen have været hos de flittige studerende af Ordet, da de så og indså, at de nærmede sig den tid, hvor dette lovede Afkom skulle komme. Mens masserne, og endda dem, der hver sabbat læste Skrifterne i synagogerne, ikke forstod ordet (ApG 13:27), bad de fromme og flittige, som trofast granskede Skrifterne under Herrens ånds vejledning, utvivlsomt inderligt, ligesom apostlen Johannes gjorde i denne tidsalder: »Kom, Herre Jesus, og kom snart!«