Kapitel 6 — Budskabet og budbringerne

GSAM 108.1»Skriv synet ned, og gør det tydeligt på tavler, så den, der læser det, kan løbe. For synet gælder endnu for en bestemt tid, men til sidst skal det tale og ikke lyve; selv om det lader vente på sig, så vent på det; for det skal helt sikkert komme, det skal ikke lade vente på sig.«¹

GSAM 108.2»Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden, og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk, og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.«²

GSAM 108.3De, der stod for adventproklamationen, hævdede, at dette »syn« med dets »bestemte« tidspunkt, som profeten Habakuk nævnte, omfattede synene i Daniels og Åbenbaringens profetier. Dette gjorde de så tydeligt i deres fremstillinger af dem på deres profetiske diagrammer, at den, der læste fortolkningen, virkelig kunne »løbe« og videregive oplysningerne til andre.

GSAM 108Et klart budskab

GSAM 108.4Adventisternes forkyndelse var ikke blot den bekendtgørelse, som Paulus fremsatte for Felix: »Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom«; det var heller ikke den udtalelse, som Luther fremsatte, efter at han havde afsluttet oversættelsen af Bibelen, da han kort før sin død angiveligt skal have sagt: »Jeg er overbevist om, at dommen ikke er langt væk; ja, at Herren selv ikke vil være fraværende mere end tre hundrede år.« Det var heller ikke den udtalelse, som John Wesley fremsatte, da han sagde, at han »mente, at tusindårsriget måske ville begynde om omkring hundrede år.« Adventisterne hævdede at forkynde det budskab, der symboliseres i Åbenbaringen 14:6, 7: »hans Doms Time er kommen«, og råbet i Åbenbaringen 10:6: »at der ikke mere skal gives Tid.« En sådan profeti kunne ikke opfyldes ved en forkyndelse af en begivenhed, der »skulle komme«, »om tre hundrede år« eller »om hundrede år«, men på et bestemt tidspunkt, »er kommen«. Netop et sådant budskab, med netop den bestemthed, som de ovennævnte profetier krævede, blev forkyndt af adventisterne til hele verden.

GSAM 109Dommen ved Kristi genkomst

GSAM 109.1Da dette budskab først blev forkyndt, var alle kristne trossamfund af den opfattelse, at dommen ville finde sted ved Kristi genkomst. Et folk, der under disse omstændigheder forkyndte budskabet om, at dommens time var kommet, mens det holdt fast ved denne opfattelse, ville derfor nødvendigvis forkynde Kristi genkomst. Faktisk var det netop proklamationen af et bestemt tidspunkt, der gav budskabet styrke og bevægede folket mest kraftfuldt. Først hævdede de, at verdens ende ville indtræde på et tidspunkt i løbet af det »jødiske år« 1843, og at dette faldt inden for perioden mellem den 21. marts 1843 og den 21. marts 1844. Efter at denne periode var forløbet, erfarer vi i Midnight Cry fra året 1844, at den bestemte dag var fastsat for afslutningen af de profetiske tider. Dette var den tiende dag i den syvende jødiske måned, svarende til den 22. oktober 1844.

GSAM 109Beregningen af de 2.300 dage

GSAM 109.2Grundlaget for tidsregningen – 1843 – var de 2.300 dage i Daniel 8. Det blev hævdet, at da disse »dage« var forbundet med profetier, hvor dyr blev valgt til at repræsentere kongeriger, måtte »dage« bruges symbolsk til at repræsentere år, i overensstemmelse med Herrens fortolkning af symbolsk tid, som angivet i 4. Mosebog 14:34 og Ezekiel 4:5, 6; at halvfjerds uger – 490 dage – i Daniel 9 skulle udgøre den første del af de 2.300 dage, og at de to perioder begyndte samtidig. Den begivenhed, der er beskrevet i Daniel 9, og som markerede begyndelsen på de halvfjerds uger, var »udstedelsen af befalingen om at genoprette og genopbygge Jerusalem«. Denne befaling blev udstedt i det syvende år af Artaxerxes Longimanus’ regeringstid, 457 f.Kr., som beskrevet i Ezra 7.

GSAM 110.1At dette var den sande dato for begyndelsen af halvfjerds uger, blev påvist af det faktum, at i netop 69 uger – 483 år – fra 457 f.Kr., eller i år 27 e.Kr., blev Kristus døbt af Johannes og påbegyndte sin tjeneste med ordene: »Tiden er fuldkommet«³ (osv.). Kristi tjenestes begyndelse i år 27 e.Kr., hans korsfæstelse tre og et halvt år fra denne dato, »midt i [den halvfjerdsindstyvende] uge«, afslutningen på det særlige arbejde blandt jøderne i år 34 e.Kr. og den hurtige omvendelse af Saul, apostlen for hedningerne, beviste, at de halvfjerds uger faktisk sluttede på den dato, og derfor at de begyndte i år 457 f.Kr. De regnede det ud på følgende måde: Fra 2.300 trækker man 457, og der resterer 1843. Og da de 457 år lå før Kristus, kommer vi for afslutningen af de 2.300 dage frem til slutningen af 1843.

GSAM 110Indrømmelser fra modstanderne

GSAM 110.2Det er med rette blevet sagt, at »indrømmelser til fordel for sandheden fra modstandernes rækker udgør den højeste form for bevis.« Ingen af modstanderne af adventbudskabet har nogensinde antydet, at retsundersøgelsen over Herrens folk var en begivenhed, der skulle finde sted før Kristi genkomst; men de argumenterede på dette punkt i overensstemmelse med adventisterne. Som bevis for denne påstand citerer vi to fremtrædende modstandere.

GSAM 110.3Hr. N. Colver, der i 1842 prædikede i Marlboro Street Chapel i Boston i opposition til adventisterne, sagde:—

GSAM 111.1»Hvis disse dage er år, vil verden gå under i 1843; det kan enhver skoleelev se; for hvis de 490 dage sluttede ved Kristi død, ville de 2.300 dage slutte i 1843; og verden må gå under, medmindre det kan påvises, at der skal finde en anden begivenhed sted, og jeg kan ikke se, hvordan det kan lade sig gøre.«

GSAM 111.2Professor Stuart sagde omtrent på samme tid:

GSAM 111.2»Det er et bemærkelsesværdigt faktum, at langt de fleste fortolkere i den engelske og amerikanske verden i mange år har været vant til at opfatte de dage, der er angivet i Daniel og Åbenbaringen, som repræsentationer eller symboler for år. Jeg har fundet det vanskeligt at spore oprindelsen til denne generelle, ja, jeg vil næsten sige universelle, skik.«

GSAM 111Professor Bushs vidnesbyrd

GSAM 111.3Professor Bush sagde: »Den, der angriber hr. Miller på hans tidsangivelse, angriber ham på hans stærkeste punkt. Hans tid er rigtig; men han tager fejl med hensyn til den begivenhed, der skal indtræffe.« Bush troede på, at hele verden ville blive omvendt inden Kristi genkomst. Hans teori var, at tusindårsriget ville begynde i 1844.

GSAM 111.4Prædikanterne inden for adventisttroen lærte i deres offentlige foredrag, at verdenshistorien viste, at de forskellige nationer befandt sig netop i den tilstand, der symboliseres af billedet i Daniel 2, hvor stenen skulle ramme billedet på fødderne, og Himlens Gud oprette sit rige; og i kapitel 7, hvor »riget og herredømmet og storheden af riget under hele himlen skal gives til Den Højestes hellige.« De gjorde også opmærksom på, at tegnene – fysiske, politiske og moralske – var præcis, hvad Skriften havde forudsagt, at man ville se, når Herren skulle til at åbenbare sig.

GSAM 111Vidundere i himlene

GSAM 111.5Herren siger gennem profeten Joel: »Jeg vil vise vidundere i himlene og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen skal forvandles til mørke, og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.«⁴ Adventisterne troede og lærte, at aurora borealis fra de sidste århundreder (almindeligvis kaldet nordlys) var den »ild og røgsøjler«, der opfylder profetens beskrivelse; og ud fra de bedste oplysninger, der kan hentes fra historien (vi henviser til Edinburgh Encyclopedia som vidnesbyrd), var det sjældent blevet set før denne periode.

GSAM 112.1Så mens budskabet om Herrens snarlige genkomst nåede ud til de fjerneste egne af jorden, blev der udstillet tegn på himlen, som understregede sandheden og fangede folks opmærksomhed.

GSAM 112.2Den 25. januar 1837 var der et yderst storslået skue af det flammende nordlys, som syntes at lede manges tanker direkte hen på profeten Joels forudsigelse om, hvad der skulle gå forud for Herrens store dag. Følgende beskrivelse af scenen stammer fra avisen New York Commercial Advertiser fra den 22. oktober 1839. Den stemmer nøjagtigt overens med den scene, som forfatteren var vidne til i Victor, Ontario County, New York.

GSAM 112Det flammende nordlys i 1837

GSAM 112.3»Om aftenen den 25. januar 1837 fandt der et bemærkelsesværdigt skue af det samme fænomen [dvs. nordlyset] sted i forskellige dele af landet, som vores læsere uden tvivl vil huske. Hvor jorden var dækket af sne, var synet storslået og ›frygtindgydende‹ på en helt enestående måde. Et sted, der lå tæt på et bjerg, fortalte de mennesker, der var vidne til scenen, os, at det lignede ›bølger af ild, der rullede ned ad bjerget‹, og generelt, så vidt vi har forstået, så sneen, der dækkede jorden, ud som ild blandet med blod, mens himlen ovenover (som apostlen siger) ›stod i brand‹ og lignede så meget den profetiske beskrivelse af den sidste dag, at mange blev forbløffede; børnene, der så det, blev forfærdede og spurgte, om det var dommens komme; og selv dyrene skælvede af tydelig frygt.«

GSAM 113.1Det var ikke kun i Amerika, at dette tegn fra profeten Joel viste sig, men i takt med at læren om Herrens genkomst vandt udbredelse i Storbritannien, viste det samme tegn sig på himlen i det land. Avisen New York Commercial Advertiser fra den 22. oktober 1839 citerer følgende fra londonske aviser vedrørende et bemærkelsesværdigt fænomen, der blev observeret i det land natten den 3. september:—

GSAM 113Nordlyset i 1839

GSAM 113.2»London, 5. SEPT. — Mellem klokken ti torsdag aften og klokken tre i går morges blev der på himlen observeret et af de mest storslåede eksemplarer af disse ekstraordinære fænomener, stjerneskud og nordlys, som man har været vidne til i mange år. Det første tegn på dette usædvanlige fænomen viste sig ti minutter før klokken ti, da et lyst karmoisinrødt skær, der tilsyneladende var damp, steg op fra den nordlige del af himmelhvælvet og gradvist bredte sig mod himmelens midte, og ved klokken ti eller kvart over ti var hele himlen, fra øst til vest, et eneste stort lysende tæppe. Det så yderst alarmerende ud og lignede nøjagtigt det, der opstår ved en voldsom brand. Lyset varierede betydeligt; på et tidspunkt syntes det at falde, og straks derefter steg det op med intens lysstyrke. Blandet med det kunne man se store røgskyer, der rullede frem og tilbage, og alle tilskuere syntes overbevist om, at det var ›en voldsom brand‹.

GSAM 113.3»Forfærdelsen i hovedstaden var meget stor; tusinder af mennesker løb i retning af den formodede forfærdelige katastrofe. Brandsprøjterne fra brandstationerne i Baker Street, Farringdon Street, Watling Street, Waterloo Road samt dem fra stationerne i det vestlige London – ja, faktisk alle brandsprøjter i London – blev spændt for heste og galoperede mod det formodede ›ødelæggelsessted‹ med usædvanlig iver, fulgt af vogne, ryttere og store menneskemængder. Nogle af brandvognene nåede helt til High Gate og Halloway [omkring fire engelske mil], før fejltagelsen blev opdaget. Dette skue varede i over to timer, og hen imod morgenen blev det til et storslået syn.

GSAM 114.1»Klokken to om morgenen udgjorde fænomenet en yderst storslået scene, som er meget vanskelig at beskrive. Hele London var oplyst så klart som midt på dagen, og luften var bemærkelsesværdigt klar. Den sydlige halvkugle var på det nævnte tidspunkt, selvom den var skyfri, meget mørk; men stjernerne, som var utallige, strålede smukt. Den modsatte side af himlen udgjorde en ejendommelig, men storslået kontrast; den var ekstremt klar, og lyset var meget levende; der var en vedvarende strøm af meteorer, som varierede i pragt – de syntes at dannes i midten af himlen og bredte sig, indtil de så ud til at eksplodere. Effekten var elektrisk. Myriader af små stjerner skød ud over horisonten og susede med en sådan hastighed mod jorden, at øjet næppe kunne følge deres bane; de syntes også at eksplodere og kaste en mørk, purpurrød tåge ud over hele halvkuglen. Farverne var yderst storslåede.

GSAM 114.2»Klokken halv tre skiftede skuet til mørke, som, da det spredte sig, afslørede en lysende regnbue i himmelens zenit og rundt om den mørke kant, der hang over den sydlige del af landet. Kort derefter strålede søjler af sølvfarvet lys ud fra den. De voksede forunderligt i styrke, blandet med den purpurrøde tåge, der dannedes samtidig, og da de nåede deres fulde højde, var synet ufatteligt. Stjerner susede rundt i alle retninger, og det fortsatte indtil klokken fire, da det hele forsvandt.«

GSAM 114Mærkelige fænomener i solen

GSAM 114.3Mens de levende forkyndere fremlagde sandheden om Herrens genkomst, blev der i forskellige dele af verden observeret mange og forskelligartede vidundere på himlen. Af disse giver vores plads kun mulighed for at beskrive solens fremtræden i Norwich, England, i december 1843. Et lignende fænomen fandt sted i New Haven, Connecticut, den 9. september 1844, i to timer før og efter middagstid, og blev bevidnet af tusindvis af mennesker.

GSAM 115Solens mærkelige udseende

GSAM 115.1Den lille indre cirkel repræsenterer solen. Den havde en lys orange nuance. Den ydre del af de to cirkler, der befandt sig i ulige afstande fra og omgav solen, fremstod i samme nuance; men den indre del af disse cirkler var dybgul, himlen inden for disse cirkler fremstod i en mørkebrun farve, og de tre store cirkler, der passerede gennem og under solen, fremstod som et tydeligt, klart lys.

GSAM 115.2Om begivenheden i England læser vi følgende i et brev fra E. Lloyd, London, dateret den 3. januar 1844:—

GSAM 115.3»Der har været et bemærkelsesværdigt ›tegn i solen‹, som blev set af de fremtrædende borgere i Norwich og det omliggende land, et fænomen, der aldrig før er set i England. Det blev set i december sidste år, omkring klokken 12 ved middagstid, og varede i to timer. Det foruroligede indbyggerne meget. Det fandt sted lige før brødrene Winter, Burgess og Routon indviede deres mission i den by. Det syntes at bane vejen for sandheden, så de opnåede stor succes dér.«

GSAM 116.1Beretningen om fænomenet, som det fandt sted i New Haven, Connecticut, er gengivet i Midnight Cry fra den 10. oktober 1844 og er hentet fra New Haven Palladium fra den 10. september 1844. I beretningen i Cry siger redaktøren: »Ingen filosof har været i stand til at give en forklaring på årsagen til dette fænomen, som han selv finder tilfredsstillende.«

GSAM 116.2En beretning om dette fænomen, der optrådte i forbindelse med solen i New Haven, Connecticut, den 9. september 1844, blev også offentliggjort i Hartford Courant den 12. september 1844 og lyder som følger:—

GSAM 116.3»Ringene omkring solen mandag den 9. september 1844, i to timer før og efter middagstid, synes generelt at være blevet observeret af vores borgere med stor interesse og har vakt en velbegrundet nysgerrighed efter at lære mere om fænomener af samme art og deres årsag.

GSAM 116.4»Den foreliggende halo var bemærkelsesværdig for sin varighed og gav gode muligheder for observation. Omkring middagstid bestod den hovedsageligt af to komplette ringe, den ene omkring 45 grader bred, der omkransede solen i dens centrum, og den anden omkring 72 grader bred, med sit centrum i zenit, mens dens omkreds gik gennem solen. Den mindre cirkel var ledsaget af en ellipse med stor hovedakse og lille excentricitet. Lige overfor solen og 36 grader nord for zenit blev den store cirkel skåret af to andre cirkler med næsten eller helt samme diameter, der dannede en lys plet ved skæringspunktet, som naturligt ville opstå ved det kombinerede lys fra tre lysende ringe. Den ring, der omkransede solen, viste regnbuens farver, ofte med stor livlighed og skønhed. De øvrige ringe var hvide og svagere, da de befandt sig længere væk fra solen. Små cirkeludsnit med prismatiske [regnbue]farver dukkede dog op på forskellige tidspunkter, både i øst og vest.... En sådan ensartethed i strukturen må afhænge af en eller anden lov, der regulerer dannelsen af haloer; men lovens natur er ikke fuldt ud klarlagt.... Der har ikke været de store vanskeligheder med at forklare dannelsen af den ring, der omkranser solen, da årsagen i nogen grad ligner den, der frembringer regnbuen, men det har vist sig at være vanskeligere at forklare oprindelsen af den ring, hvis omkreds går gennem solens centrum.«

GSAM 117Vidundere, der opfylder profetierne i Skriften

GSAM 117.1Hvordan disse vidundere, der blev set på himlen, blev fortolket både i England og Amerika, kan vi lære ved at læse i Exposition of the Twenty-fourth of Matthew af Sylvester Bliss, udgivet i Boston i 1843. Efter at have citeret nogle af de ovennævnte beretninger siger han:—

GSAM 117.2»Således synes de ›store tegn‹ og ›frygtindgydende syn‹, der er forudsagt i sandhedens Skrifter, alle at være opfyldt, ligesom dem, som Frelseren erklærede skulle gå forud for hans genkomst.

GSAM 117.3»Lige så sikkert som det, at træerne springer ud, er et tegn på sommer, lige så sikkert skal de kristne, når disse tegn opfyldes, vide, at Kristi genkomst er nær, ja, lige for døren. Det er ikke blot tilladt at vide det, men vores Frelser befaler dem at vide det.«⁵

GSAM 117BUDBRINGERNE

GSAM 117.4Efter at have henledt opmærksomheden på nogle af de vigtigste træk ved budskabet om det andet komme, som det først blev forkyndt, kan det være interessant at bemærke nogle af dem, der spillede en fremtrædende rolle i den store forkyndelse. Vi har allerede nævnt navnene på mange af datidens mest begavede prædikanter i fremmede lande, som forkyndte budskabet. Når vi nu henleder opmærksomheden på nogle af dem, der gik forrest i Amerika, og på hvem Herren lagde byrden for arbejdet, vil det yderligere illustrere, at Herrens hånd virkelig var med i bevægelsen.

GSAM 118William Miller

GSAM 118.1Først vil vi nævne William Miller, der spillede en så fremtrædende rolle i adventbevægelsen i USA, at bevægelsen for mange kun er kendt som »Millerismen«.

GSAM 118.2William Miller blev født i Pittsfield, Massachusetts, i februar 1782. Allerede i sin tidlige barndom viste han tegn på en intellektuel styrke og aktivitet, der gik ud over det sædvanlige. Efter få år blev disse tegn mere og mere tydelige for alle i hans omgangskreds. Han besad en stærk fysisk konstitution, et aktivt og naturligt veludviklet intellekt samt en ubesmittet moralsk karakter. Han havde kun haft de begrænsede fordele ved distriktsskolen i nogle få år, før det blev almindeligt anerkendt, at hans færdigheder oversteg dem hos de lærere, der normalt var ansat.

GSAM 118.3Hr. Miller giftede sig i 1802 og bosatte sig i Poultney, Vermont. De mænd, som han omgikkes fra det tidspunkt, hvor han flyttede til Poultney, og som han i høj grad skyldte sine verdslige fordele, var dybt præget af skeptiske principper og deistiske teorier. De var ikke umoralske mænd, men som gruppe var de gode borgere og generelt af seriøs opførsel, humane og velvillige. De afviste imidlertid Bibelen som målestok for religiøs sandhed og bestræbte sig på at gøre denne afvisning plausibel ved hjælp af det, de kunne hente i skrifterne af Voltaire, Hume, Volney, Paine, Ethan Allen og andre. Miller studerede disse værker indgående og erklærede sig til sidst som deist. Han har selv udtalt, at hans deistiske liv strakte sig over en periode på tolv år, der begyndte omkring 1804.

GSAM 118.4Da han modtog en kaptajns udnævnelse, trådte han ind i hæren i 1810. Da han vendte tilbage fra hæren, flyttede han med sin familie til Low Hampton, New York, for der at begynde at drive landbrug i 1812. Som landmand havde han mere fritid til at læse. Han opdagede, at hans deistiske synspunkter ikke gav ham nogen sikkerhed for lykke ud over det nuværende liv. Bag graven var alt mørkt og dystert. For at bruge hans egne ord:

GSAM 118.4»Tilintetgørelse var en kold og gysende tanke, og slutregnskabet alles undergang. Himlen var som kobber over mit hoved og jorden som jern under mine fødder. Evigheden — hvad var det? Og døden — hvorfor var den til? Jo mere jeg spekulerede, des længere kom jeg fra et resultat. Jo mere jeg tænkte, jo mere usammenhængende blev mine slutninger. Jeg forsøgte at holde op med at tænke, men mine tanker ville ikke lystre mig. Jeg var i sandhed elendig, men fattede ikke hvorfor.... Kort efter blev Frelserens skikkelse pludselig levende indprentet i mit sind. Det syntes, som om der kunne findes et væsen, der var så godt og medfølende, at det selv kunne udføre forsoning for vores overtrædelser og derved frelse os fra at lide syndens straf. Jeg følte straks, hvor dejligt et sådant væsen måtte være, og forestillede mig, at jeg kunne kaste mig i armene på et sådant væsen og stole på dets barmhjertighed.«

GSAM 119William Millers omvendelse

GSAM 119.1Han sagde videre:

GSAM 119.1»Jeg så, at Bibelen netop viste mig den frelser, som jeg behøvede. Det forvirrede mig, at en ikke inspireret bog kunne beskrive noget, der passede så godt til en falden verdens behov. Jeg var nødt til at indrømme, at Skriften måtte være en åbenbaring fra Gud. Den blev min lykke, og jeg fandt en ven i Jesus.... Bibelen blev mit vigtigste studieobjekt, og jeg kan med sandhed sige, at jeg studerede den med stor glæde. Jeg opdagede, at ingen havde fortalt mig mere end halvdelen. Jeg undrede mig over, at jeg ikke før havde set skønheden og herligheden i den, og forstod ikke at jeg nogen sinde kunne afvise den.«

GSAM 119.2William Millers måde at studere Bibelen på beskrives således af ham selv:

GSAM 119.2»Jeg besluttede at lægge alle mine forudfattede meninger til side, grundigt at sammenligne skriftsted med skriftsted og at forfølge studiet på en regelmæssig, metodisk måde.... Hver gang jeg stødte på noget uklart, var det min praksis at sammenligne det med alle relaterede skriftsteder; og ved hjælp af Cruden undersøgte jeg alle de skriftsteder, hvor der forekom nogen af de fremtrædende ord, der indgik i et hvilket som helst uklart afsnit.... På denne måde fortsatte jeg studiet af Bibelen, da jeg læste den for første gang, i omkring to år, og blev fuldt ud overbevist om, at den er sin egen fortolker.

GSAM 120.1»Mens jeg studerede på denne måde, blev jeg overbevist om, at hvis de profetier, der er gået i opfyldelse i fortiden, udgør et kriterium for at bedømme, hvordan de fremtidige profetier vil gå i opfyldelse, så understøttes de udbredte opfattelser af Kristi åndelige regering – et timeligt tusindårsrige før verdens ende og jødernes tilbagevenden – ikke af Guds ord .... Jeg fandt det klart forkyndt i Skrifterne, at Jesus Kristus igen vil stige ned til denne jord og komme i himlens skyer i al sin Faders herlighed.

GSAM 120.2»Jeg følte en glæde ved studierne, som jeg ikke tidligere havde drømt om at få ud af dens forkyndelse. Jeg påbegyndte studiet uden forventning om at finde tidspunktet for Frelserens komme, og jeg kunne i starten næppe tro det resultat, jeg var nået frem til; men beviserne slog mig med en sådan kraft, at jeg ikke kunne modstå mine overbevisninger. Jeg blev næsten helt overbevist om mine konklusioner og begyndte at vente, våge og bede om Frelserens genkomst.«

GSAM 120.3Igen siger han:

GSAM 120.3»Jeg troede; og straks blev pligten til at forkynde denne lære, så verden kunne tro og gøre sig rede til at møde Dommeren og Brudgommen ved hans komme, indprentet i mit sind. Jeg behøver ikke her at gå i detaljer med mine lange og smertefulde prøvelser. Det er nok at sige, at jeg efter en række år blev tvunget af Guds Ånd, sandhedens kraft og kærligheden til sjælene til at tage mit kors på mig og forkynde disse ting for en døende og fortabt verden.«

GSAM 120.4Hr. Miller, ligesom de, der blev inspireret af dette budskab i andre lande, tænkte først på at udføre sin opgave ved at skrive og udgive artikler i offentlige tidsskrifter og i pamfletter. Han offentliggjorde først sine synspunkter i Vermont Telegraph, et baptistisk blad, der blev trykt i Brandon, Vermont. Dette var i året 1831. Han talte første gang offentligt om emnet i året 1832. Om dette møde sagde han: »Herren udgød sin nåde over menigheden, og mange kom til tro til deres sjæles frelse.«

GSAM 121.1I 1836 blev hans foredrag trykt i nogle af datidens offentlige tidsskrifter. I vinteren 1837-38 blev hans foredrag udgivet i en pamflet. I 1838 blev der trykt en anden pjece på 204 sider, og i denne pjece erklærede hr. Miller, at det osmanniske rige muligvis ville falde i 1839 eller 1840. Hans første foredrag i nogen af de store byer fandt sted i 1836. Han talte derefter i byerne Randolph, Lowell, Groton og Lynn i Massachusetts.

GSAM 121.2Helt frem til 1840 stod hr. Miller næsten alene som offentlig taler om emnet Kristi forestående genkomst. I det år sluttede hundredvis sig pludselig til ham i forkyndelsen af budskabet. Hvad der forårsagede denne store forandring, vil blive beskrevet i det følgende kapitel. I vinteren 1839-40 holdt hr. Miller en række foredrag i Exeter, New Hampshire. Der mødte han for første gang pastor J. V. Himes, som på det tidspunkt tilsluttede sig troen og fra den dag af stod side om side med pastor Miller som udgiver og ivrig forkynder af budskabet om det andet komme.

GSAM 121Joshua V. Himes

GSAM 121.3Hvad angår denne ihærdige medarbejder i denne store bevægelse, kan vi ikke gøre det bedre end at citere fra hans biograf, der siger:—

GSAM 121.4»Joshua V. Himes blev født i Wickford, Rhode Island, den 19. maj 1805. Hans far var velkendt som handelsmand i Vestindien og var et fremtrædende medlem af St. Paul’s Episcopal Church i Wickford. Hans mor havde et elskværdigt væsen og en kærlighed til Frelseren, som hun indpodede i sin søns villige ører.

GSAM 121.5»Det havde været faderens hensigt at uddanne sin søn, Joshua, til prædikantgerningen i den kirke, som han selv tilhørte, men omstændighederne forhindrede det. Gud havde et andet arbejde, som denne søn skulle udføre, og han ordnede tingene på en sådan måde, at det ønskede resultat skulle opnås. I 1817 sendte faderen en værdifuld last af sted under kaptajn Carters kommando med Alexander Stewart som supercargo. Disse mænd viste sig at være utro, og da de nåede en vestindisk havn, solgte de både skibet og lasten og flygtede. Denne begivenhed ændrede alle de planer, der var blevet lagt for den unge Joshuas fremtid, som skulle have været sendt til Brown-universitetet i Providence, Rhode Island. I stedet blev han i april 1821 ført til New Bedford, Massachusetts, og sat i lære hos William Knights for at lære snedkerfaget.

GSAM 122.1»Da han ankom til sit nye hjem, kastede han sig ivrigt over det arbejde, der var blevet ham tildelt, fast besluttet på at blive en mester i sit fag. Han opdagede dog snart, at hans religiøse omgivelser ikke helt faldt i hans smag. Han siger: ›Min mester var unitarist, og han tog mig med til sin kirke. Pastor Orville Dewey var kirkens pastor. Han var for nylig omvendt fra den ortodokse tro. Min uddannelse under biskop Griswold og pastor William Burge, sognepræst ved St. Paul’s i Wickford, samt det at jeg ofte hørte den veltalende dr. Crocker fra St. John’s i Providence, Rhode Island, gjorde mig helt uegnet til at acceptere hr. Deweys veltalende benægtelser af Kristi og hans apostles lære.‹

GSAM 122.2»Da der på det tidspunkt ikke fandtes nogen episkopalsk kirke i New Bedford, besluttede han at gå i First Christian Church [ikke Disciple] og sluttede sig senere til dette menighedssamfund. ›Her,‹ siger han, ›fandt jeg den åbne Bibel og tankefrihed, og jeg gjorde god brug af begge dele.‹ Denne kirke stod under pastor Moses Howes ledelse. Pastor Clough døbte Joshua V. Himes den 2. februar 1823. Med et hjerte, der brændte af iver for sin Herre, begyndte han straks, i en alder af atten år, at fortælle historien om korset og opfordre mennesker til at omvende sig. Han siger om sig selv:—

GSAM 122.3»›Jeg blev snart en forkynder, og jeg fik tilladelse til at udvikle min gave.... Jeg gennemførte min læretid tilfredsstillende og modtog ros. Men i fem eller seks år havde jeg for vane at udføre overarbejde og fik dermed en eller to dage om ugen til studier og missionsarbejde i fattige kvarterer, hvis udbytte jeg gav til min pastor.‹

GSAM 123.1»I 1825 blev han udnævnt til missionær for konferencen af kristne kirker i det sydlige Massachusetts. ›Der var ingen plan eller midler til at forsørge missionærer,‹ siger pastor Himes, ›og jeg besluttede at gå ind i erhvervslivet for at forsørge mig selv og prædike, hvad jeg kunne.‹

GSAM 123.2»I 1828 forlod han New Bedford, ikke med betænkeligheder eller manglende energi, men med en beslutsomhed, der måtte sejre, og begav sig til Plymouth, hvor han forkyndte Guds ord i skolebygninger, i improviserede lokaler og hvor som helst, han kunne finde et publikum. I 1829 fortsatte han det samme arbejde i Fall River indtil 1830, hvor han flyttede til Boston som pastor for den Første og Anden Kristne Kirke; og her forblev han i treogtredive år. I 1839 blev han omvendt til adventbevægelsen, som den blev forkyndt af den berømte pastor William Miller. Han kastede sig ind i den nye sag med al den entusiasme, han besad, og hans prædikener var fulde af ild og kraft. I 1840 begyndte han udgivelsen af Signs of the Times, hvor han var talsmand for den sag, som han havde lagt hele sit hjerte i. Alle sine penge, al sin arbejdsindsats, al sin energi satte han ind på denne sag, og tusinder blev omvendt.«

GSAM 123Miller og Himes’ fælles indsats

GSAM 123.3Fra 1840 til efteråret 1844 arbejdede pastorerne Miller og Himes i vid udstrækning sammen, mens de rejste fra by til by, om sommeren med deres kæmpetelt, om vinteren i kirker og forsamlingshuse. Pastor Himes’ store fysiske styrke holdt ham i live, indtil han nåede sit 92. år. Hans mentale evner var livskraftige til det sidste. Den 28. september 1894 holdt han en yderst rørende tale for en menighed på over 3.000 syvende-dags adventister på lejrpladsen i Lansing, Michigan. Han syntes at tale med meget af den samme inderlighed og kraft som i gamle dage. Dette var virkelig forunderligt for en mand, der var tre måneder inde i sit 91. leveår, og som led af en uhelbredelig sygdom, som han døde af det følgende år.

GSAM 124.1Pastorerne Miller og Himes stod så at sige i »forreste linje i kampen« i bevægelsen for det andet komme i Amerika og var blot to blandt mange, der arbejdede sammen med dem for at forkynde læren om Kristi andet komme, og hvis fremtrædende kendetegn var målbevidsthed og ufravigelig integritet. Disse mænd tilhørte i høj grad den klasse, som verden kalder »selvgjorte mænd« – mænd, der havde udviklet sig gennem kontakt med livets barske realiteter, og som havde lært at bedømme en sags berettigelse ud fra principper og ikke ud fra beregning. De havde den karakter, som pastor Miller sagde, at de, der normalt tog budskabet imod fra menighederne, havde: »de mest fromme, hengivne og levende medlemmer.« Dette faktum blev bekræftet af prædikanterne i de forskellige kirker, som efter adventisternes endelige adskillelse fra dem sagde: »Den [læren] har taget cremen af vores menighed.«

GSAM 124Andre fremtrædende adventistprædikanter

GSAM 124.2Det kan være interessant at nævne ved navn nogle af de mænd, der spillede en fremtrædende rolle sammen med pastorerne Miller og Himes i bevægelsen i de tidlige tider. Først på listen står Charles Fitch fra Cleveland, Ohio, som i 1842 foreslog ideen om at lave diagrammer til at illustrere synerne i Daniel og Åbenbaringen. Tanken havde sin oprindelse i Habakuk 2:2, 3. Charles Fitch døde den 10. oktober 1844.

GSAM 124.3Dr. Josiah Litch fra Philadelphia, som, som vi skal se i det følgende kapitel, blev inspireret af Herren til at forkynde en sandhed, der, da den gik i opfyldelse, medførte en pludselig og hurtig stigning i interessen for adventbudskabet.

GSAM 124.4Elon Galusha fra Lockport, New York, en kendt baptistprædikant, hvis skrifter og tjeneste om emnet Herrens forestående genkomst skabte stor opsigt i den pågældende trosretning.

GSAM 125.1E. R. Pinney fra Seneca Falls, New York, en anden hengiven prædikant i baptistkirken, hvis tjeneste og skrifter var en drivkraft i arbejdet. Han kunne med rette kaldes »Jordens Salt«.

GSAM 125.2Geo. Storrs fra New York City, der før sin omvendelse til adventlærens tro var en fremtrædende vækkelsesprædikant. Hans skrifter udøvede en mægtig indflydelse på at bevæge folket til en større hengivelse af sig selv og deres midler til arbejdet; dette gjaldt især i de sidste uger af de 2.300 dage. Det var ham, der efter skuffelsen forelagde adventisterne og verden sine seks prædikener om menneskets natur, de dødes tilstand og den fremtidige straf.

GSAM 125.3Pastor Stockman fra Portland, Maine, var en anden ivrig medarbejder i William Millers vækkelse i den by. Han døde få uger før afslutningen af det jødiske år 1843, mens adventisterne håbede og forventede, at Herren ville komme på det tidspunkt.⁶

GSAM 125.4Der var andre fremtrædende mænd, som vi af pladsmangel blot vil nævne, såsom N. N. Whiting, der udarbejdede en oversættelse af Det Nye Testamente til engelsk, kendt som Whitings oversættelse; S. S. Snow, F. G. Brown, Apollos Hale, L. D. Mansfield, Geo. Needham, O. R. Fassett; George, Wesley og Edwin Burnham (tre brødre), alle dygtige arbejdere i budskabet.