Kapitel 14 — Den lukkede dør

GSAM 214.1»medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket.«¹

GSAM 214.2Brudgommens komme, som beskrives i denne lignelse, er ikke Kristi komme til jorden, men til brylluppet. Brylluppet er en begivenhed, der finder sted før Herrens genkomst. Det udtrykkes i det evangelium, som Lukas har nedskrevet, således: »Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham.«²

GSAM 214At modtage et rige kaldes et bryllup

GSAM 214.3Brudgommens komme til brylluppet er beskrevet i Daniel 7:13, 14, hvor Kristus kommer til Faderen for at modtage sit rige. I oldtiden blev en konges ankomst til sin hovedstad for at modtage sin trone og sit rige kaldt et bryllup. Denne begivenhed – modtagelsen af hovedstaden som bruden – blev fejret med al den pomp og pragt, der hører til et rigtigt bryllup. Så når Kristus modtager sit rige fra Faderen i himlen, siges han at blive gift med sin brud – det Nye Jerusalem (Åbenbaringen 21:9); og dette kaldes i lignelsen »brylluppet«.

GSAM 214.4Efter afslutningen af de 2.300 dage, den 22. oktober 1844, sagde adventisterne, som sammenlignede begivenhederne i deres oplevelse med de kendsgerninger, der knytter sig til et østligt bryllup: »Kristus er gået ind til brylluppet.« Efterhånden som de fik klarere indsigt i karakteren af den begivenhed, der skulle finde sted ved afslutningen af de 2.300 dage, fulgte deres tro Kristus i det arbejde, han havde påbegyndt; således gik de ved tro »ind med ham til Brylluppet«.

GSAM 215»Jeg vil vende tilbage«

GSAM 215.1I et syn, som frøken Harmon modtog i 1845, hvor Kristus gik fra det første til det andet rum i den himmelske helligdom, finder vi disse ord: »›Vent her; jeg går til min Fader for at modtage riget; hold jeres klæder pletfri, og om lidt vil jeg vende tilbage fra brylluppet og modtage jer til mig selv.‹ Derefter kom en skybeklædt vogn med hjul som flammende ild, omgivet af engle, hen til det sted, hvor Jesus stod. Han trådte ind i vognen og blev ført til det Allerhelligste, hvor Faderen sad.«³

GSAM 215Barmhjertighed, efter at døren er lukket

GSAM 215.2Den lukkede dør i denne lignelse synes at henvise til en begivenhed, der finder sted før Menneskesønnens egentlige komme i himlens skyer; for efter at døren er lukket, kommer de andre jomfruer og banker på og får at vide, at de skal »våge«, fordi de ikke kender dagen eller timen for hans komme. Igen lukkes denne dør, efter at de kloge jomfruer er gået ind med Brudgommen til brylluppet.

GSAM 215.3Det fremgår af det sprog, der bruges i denne lignelse om jomfruerne, at der efter indgangen til bryllupsfesten stadig er mulighed for, at selv de »tåbelige« jomfruer kan gøre sig en passende forberedelse til at møde Brudgommen. De bliver påbudt at »våge«. At våge og vente er kendetegn, der er forbundet med den sande forberedelse til at møde Herren. Det ser derfor ud til, at barmhjertigheden ikke trækkes tilbage, når døren i denne lignelse lukkes.

GSAM 215Ikke døren i Lukas 13:25-28

GSAM 215.4Tidligere er der begået fejl ved at forveksle den dør, der tales om i denne lignelse, med den dør, der nævnes i Lukas 13:25-28, hvor der står: »Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke, hvorfra I ere; ... viger bort fra mig, alle I, som øve Uret! Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv blive kastede udenfor.« Det fremgår meget tydeligt af ovenstående ord, at når denne dør er lukket, er skæbnen for dem, der er lukket ude, afgjort. Guds rige er da kommet; for de skal se de frelste i riget. I modsætning hertil er Herren i lignelsen om jomfruerne endnu ikke kommet ind i sit rige, men er gået til sin Fader for at modtage sit rige.

GSAM 216En lukket dør i den forbilledlige tjeneste

GSAM 216.1De, der ved tro fulgte Kristus i hans værk efter afslutningen af den periode på 2.300 dage – den 22. oktober 1844 – så, at når forsoningsdagen kom i den forbilledlige tjeneste, lukkede ypperstepræsten døren til det ydre rum og åbnede døren ind til det allerhelligste for der at udføre sit arbejde med at udslette de synder, der var bekendt i helligdommen; og at Kristus, vores ypperstepræst, på samme måde havde lukket døren til det ydre rum i det himmelske tempel og åbnet det rum, hvor »hans Pagts Ark« kunne ses.⁴

GSAM 216Hvem var i vildfarelse?

GSAM 216.2På dette tidspunkt var der nogle blandt de adventistiske troende, som endnu ikke havde modtaget klart lys om Kristi helligdomstjeneste, idet deres opmærksomhed endnu ikke var blevet henledt på den tredje engels budskab. Disse begik den fejl at forveksle denne ydre dør til helligdommen med den lukkede dør i Lukas 13:25-28. Disse var dog ikke syvende-dags adventister. Men hvem de var, og hvordan denne lære opstod, og hvilke omstændigheder der førte til sådanne konklusioner, vil vi bestræbe os på at vise.

GSAM 217.1De mennesker, der havde adskilt sig fra de nominelle kirker under forkyndelsen af adventbudskabet, såvel som dem, fra hvem de således havde adskilt sig, henvendes der til i vidnesbyrdet til den femte og sjette af de syv menigheder i Åbenbaringen. Formaningen til den femte menighed, Sardis, lyder: »Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig.«⁵ Af denne formulering fremgår det tydeligt, at de personer, der her henvendes til, havde hørt forkyndelsen om Herrens genkomst. De havde angiveligt taget imod den, men var nu ved at fornægte den.

GSAM 217Filadelfia-menigheden

GSAM 217.2Filadelfia-menigheden, den sjette tilstand i evangeliets menighed, nævnes herefter. Denne menighed repræsenterer det folk, der var blevet ført ud under forkyndelsen af det første og det andet budskab i Åbenbaringen 14. Til denne menighed siger Herren: »Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din Krone.«⁶ De tiltales yderligere med følgende ord: »Dette siger den hellige, den sanddru, han, som har Davids Nøgle, han, som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg har givet dig, at der foran dig er en åbnet Dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.«⁷

GSAM 217Hvad er den lukkede dør i denne lignelse?

GSAM 217.3Hvad skal man forstå ved den åbne og den lukkede dør i det netop citerede skriftsted? Vi mener, at der kan findes et tilfredsstillende svar på spørgsmålet i den ledsagende forklaring: Mens der var nogle blandt adventisterne, der havde modtaget yderligere lys og lærte, at Frelseren havde flyttet sin tjeneste fra det første til det andet rum i den himmelske helligdom, og korrekt fremlagde spørgsmålet om den åbne og den lukkede dør for dem, der ville høre, var der en anden gruppe, der modsatte sig denne sandhed og forsøgte at indføre troen på læren om, at den åbne dør var lukket, og den lukkede dør åben. Ved at gøre dette spærrede de vejen eller hindrede arbejdet for Herrens tjenere her på jorden. Dørene til den himmelske helligdom åbnes og lukkes ved Kristi kraft – »Han, som lukker op, så ingen lukker i.« I henvendelsen til menigheden i Filadelfia vinder de mennesker, der holder fast, bevarer ordet og ikke fornægter hans navn, en sejr, der åbner en dør, som ingen kan lukke. Dette henviser utvivlsomt til adgangsdøren til folket, en dør, som mennesker tilsyneladende (som vi skal se) effektivt havde lukket; men som en anerkendelse af deres standhaftighed stiller Herren en »åben dør« foran de trofaste, som ingen kan lukke.

GSAM 218En Ordets dør

GSAM 218.1Der findes mange eksempler i Skriften, hvor en dør bruges i denne betydning. Paulus skriver til korinterne: »en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange Modstandere.«⁸ I sit andet brev til korinterne siger han igen: »Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder.«⁹ Han fremsatte også en anmodning til kolossenserne på denne måde: »Værer vedholdende i Bønnen, idet I ere årvågne i den med Taksigelse; idet I tillige bede også for os, at Gud vil oplade os en Ordets Dør til at tale Kristi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg også er bunden.«¹⁰

GSAM 218.2Af disse skriftsteder fremgår det, at muligheder for at forkynde sandheden kaldes åbne døre; og ud fra de ord, der blev talt til menigheden i Filadelfia, ser det ud til, at på det tidspunkt, hvor dette folk blev kaldt ud, gjorde mennesker ihærdige bestræbelser på at lukke døren for deres forkyndelse. Da menigheden i Filadelfia gennemgik prøvelsen og holdt fast ved hans »ord« og »navn«, var Herrens ord til dem, at han ville stille en åben dør foran dem, som ingen kunne lukke.

GSAM 219Situationen efter den 22. oktober 1844

GSAM 219.1Nu hvor vi har sagen for os, som den er beskrevet i profetiens ord, lad os kaste et tilbageblik på situationen, efterhånden som begivenhederne udviklede sig. Som allerede fremlagt var menighederne frem til april 1844 åbne for forkyndelsen af adventbudskabet, idet efterspørgslen efter arbejdere var større, end de levende prædikanter kunne dække. Efter skuffelsen i foråret 1844 vendte de, der ikke oprigtigt havde taget læren til sig, sig mod den. Da den anden engels budskab fra Åbenbaringen 14 og »midnatsråbet« (Matthæus 25) blev forkyndt i sommeren 1844, opstod der den mest bitre forfølgelse af dem, der stadig vovede at bekræfte deres tro på Herrens snarlige genkomst. Disse modstandere søgte på forskellige måder at undertrykke emnet og på alle mulige måder at hindre arbejdet hos dem, der stadig forkyndte, at »hans Doms Time er kommen«. William Miller sagde om denne modstand: »Det er det mest unaturlige og uforklarlige.« Modstanden var så beslutsom kort før afslutningen af de 2.300 dage, at Geo. Storrs sagde om den: »Vi er færdige med de nominelle kirker og alle de ugudelige, bortset fra i det omfang, dette råb måtte påvirke dem.«

GSAM 219.2Efter periodens afslutning, da modstanden og hån fra de ugudelige blev fordoblet og tredoblet, sagde William Miller om situationen: »Vi har udført vores arbejde med at advare syndere og med at forsøge at vække en formalistisk kirke. Gud har i sit forsyn lukket døren.«¹¹

GSAM 219Syndernes generelle hårdhed

GSAM 219.3Denne holdning fra den spottefulde verden gjorde ikke blot syndere modvillige over for læren om Kristi genkomst, men vidnesbyrdet fra dem i de nominelle kirker lød således: »Når vi tænker på, hvor sjældent nogen bliver omvendt, og på, hvor næsten utroligt frække og forhærdede synderne er, må vi uvilkårligt spørge: ›Har Gud glemt at være nådig? Er nådens dør lukket?‹«¹²

GSAM 220.1Fra en anden medarbejder læser vi yderligere om situationen efter afslutningen af den profetiske tidsperiode: »Det var dengang næsten umuligt at få adgang til de vantro; skuffelsen i 1844 havde forvirret mange så meget, at de ikke ville lytte til nogen forklaring på sagen.«¹³

GSAM 220Alle døre til de vantro er lukket

GSAM 220.2En sådan tilstand syntes foreløbig at lukke døren for alle undtagen dem, der stadig holdt fast ved deres tro og håb om Kristi snarlige genkomst. Da Ordets dør syntes så fuldstændig lukket, og adventisterne så, at der i lignelsen var en lukket dør, der gjaldt deres oplevelse, kan man let forstå, hvordan de nåede frem til den konklusion, at der ikke længere var nåde for syndere: eller, som nogle udtrykte det, at »nådens dør var lukket«, især hvis de mente, at den lukkede dør i denne lignelse og den lukkede dør i Lukas 13 var den samme. Hvis folket fuldstændigt nægtede at lytte og dermed forhærdede sit hjerte, hvordan kunne de da omvendes?

GSAM 220Hvem forkyndte først den falske lære om den lukkede dør?

GSAM 220.3Spørgsmålet melder sig nu: Hvem indledte undervisningen i læren om »ingen nåde for syndere«? Hvem troede på den? Og hvem afviste den? Som svar på det første spørgsmål vil vi henlede opmærksomheden på beretningen om et besøg, som J. V. Himes aflagde i foråret 1845 i delstaten Maine. Han siger:—

GSAM 220.4»Bror Joseph Turner og andre indtog det standpunkt, at vi befandt os i den store sabbat – at de seks tusind år var forløbet – og at ingen adventist derfor længere burde udføre noget manuelt arbejde. At gøre det ville efter deres opfattelse helt sikkert føre til deres endelige undergang.

GSAM 220.5»Mens de ventede i denne tilstand af passivitet med hensyn til verdsligt manuelt arbejde, skinnede der, som man troede, et nyt lys ind i bror Turners sind, nemlig at Brudgommen VAR KOMMET – at han kom på den tiende dag i den syvende måned i det forgangne jødiske år – at brylluppet da fandt sted – at alle jomfruerne da på en måde gik ind med ham til brylluppet, og døren blev lukket!—ingen af disse kunne gå tabt, og ingen udenfor kunne blive frelst. Således var alle de åndelige anliggender på denne mægtige klode afsluttet.«¹⁴

GSAM 221Hvem modsatte sig kraftigt den falske teori?

GSAM 221.1Pastor Turner begyndte at forkynde sin »ingen-nåde-mere«-lære i Paris, Maine, og havde i en kort periode en ganske stor tilhængerskare i den del af landet. Da der var en så fuldstændig lukket dør for adgang til folk uden for adventisterne, hvad enten de var bekendende eller ikke-bekendende, drev mange ganske naturligt over til Turners syn på emnet.

GSAM 221.2For at undgå misforståelser af udtrykket adventister vil vi herefter omtale dette folk som Førstedagsadventister; og det var mange af denne gruppe, der tilsluttede sig hr. Turners synspunkter. De havde endnu ikke set eller hørt sabbatssandheden, og de havde heller ikke hørt om den tredje engels budskab. Det er om disse, at fru White udtaler sig således i en af sine publikationer:—

GSAM 221.3»Da det tidspunkt, hvor de havde ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at de stod over for en betydningsfuld krise, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand var afsluttet. Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længere nogen byrde for synderes frelse, og de anså de gudløses blasfemiske hån for yderligere et bevis på, at Gud havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at ›nådedøren var lukket‹. Som nævnt var adventisterne i en kort periode enige om, at nådens dør var lukket.«¹⁵

GSAM 222.1I dette citat redegør fru White for den holdning, som Førstedagsadventisterne indtog. Hun antyder ikke engang, at hun selv troede på den. Som vist ovenfor blev læren først forkyndt af Joseph Turner i Paris, Maine. Fru White (dengang frøken Harmon) mødte Joseph Turner på det ovennævnte sted i det tidlige forår 1845 og hørte ham forkynde sin lære om, at »der ikke længere var manuelt arbejde for adventisterne, og at der ikke længere var nåde for syndere«, og hun sagde klart til ham, at han »forkyndte en falsk lære; at der stadig var nåde for syndere og for dem, der ikke bevidst havde afvist sandheden.«

GSAM 222Modstand mod »ingen nåde«-teorien

GSAM 222.2J. N. Andrews, der boede i Paris, Maine, i 1844 og 1845, og som var fuldt ud bekendt med forholdene blandt befolkningen dér såvel som med Joseph Turners, der lærte, at der ikke længere var nåde for syndere, siger om frøken Harmons holdning til emnet på det tidspunkt: »I stedet for at synerne fik dem til at tilslutte sig denne opfattelse, korrigerede de dem, der stadig holdt fast ved den.«¹⁶

GSAM 222.3Frøken Harmon aflagde endnu et besøg i Paris, Maine, i sommeren 1845. Om dette besøg vil jeg citere fru Truesdail, der dengang boede i Paris. Hun siger:—

GSAM 222.4»Under frøken Harmons besøg i Paris, Maine, i sommeren 1845 fortalte jeg hende detaljerne om en kær veninde af mig, hvis far havde forhindret hende i at deltage i vores møder, og som derfor ikke havde afvist lyset. Hun svarede smilende: ›Gud har aldrig vist mig, at der ikke er frelse for sådanne mennesker. Det er kun dem, der har fået sandhedens lys forelagt og bevidst har afvist det.‹«¹⁷

GSAM 222.5Hun omtaler også frøken Harmons tredje besøg i Paris i 1846 på følgende måde:—

GSAM 222Endnu en tilbagevisning af den falske teori

GSAM 222.6»En anden begivenhed, der er værd at nævne, var et syn, der blev givet i 1846 i Paris, Maine. Frøken Harmon fik vist, at når Satan ikke kunne forhindre de oprigtige i at udføre deres fulde pligt, ville han udnytte sin dygtighed til at skubbe dem ud over deres pligt. En god søster havde fortalt menighederne, at Gud havde forkastet dem, fordi de havde afvist det budskab, der var sendt fra himlen for at frelse dem. Søster Harmon fik at se, at der ikke var nogen sandhed i hendes budskab, da der var mange i menighederne, som endnu ville omfavne sandheden; at de gode engle endnu ville gå i gang med at arbejde for sjælene i disse menigheder, og når de gjorde det, ville de [englene] lade denne søster med hendes budskab [dvs. hendes ›ingen nåde‹-budskab] stå uden for døren.«¹⁸

GSAM 223Ingen modsigelse

GSAM 223.1Da der er nogle, der er meget ivrige efter at bevise, at fru White engang lærte teorien om »ingen nåde mere for syndere«, men nu lærer det modsatte, vil jeg fremlægge vidnesbyrd fra dem, der har kendt hendes arbejde siden 1845, om hendes indsats for synderes omvendelse. Følgende er en udtalelse fra Ira Abbey fra Brookfield, Madison County, staten New York:—

GSAM 223.2»Mellem årene 1846 og 1850 kom bror og søster White til vores hus og var meget ivrige efter at nå ud til børnene og dem, der ikke havde afvist sandheden. De arbejdede for de uomvendte sjæle, og jeg kan ikke huske nogensinde at have hørt søster White sige, at der ikke var noget håb for de frafaldne og dem, der ikke havde afvist sandheden.«¹⁹

GSAM 223Førstedagsadventisternes vidnesbyrd

GSAM 223.3Hvad angår, hvad Førstedagsadventisterne i New England ved om den ekstreme lære om den lukkede dør, lad følgende brev vidne herom:—

GSAM 223.4»Den 5. til 9. august 1891 førte jeg en debat med pastor Miles Grant i Brookston, en by med omkring 30.000 indbyggere. Debatten fandt sted i det store telt og blev ledet af hr. John Barbour, der engang var formand for byrådet. Denne by ligger omkring tyve engelske mil fra Boston. Debatten drejede sig om sabbatsspørgsmålet, men hr. Grant forsøgte at trække spørgsmålet om søster Whites oplevelse i dette arbejde ind i debatten. Han anklagede hende for, at ›hun allerede helt tilbage i 1844 fik at vide, at prøvetiden var forbi, og at der ikke længere var nåde for syndere.‹«

GSAM 224.1»Som svar fortalte jeg ham, at næsten alle Førstedagsadventisterne indtog den holdning på et tidspunkt, før vi adskilte os fra dem, og at fru White ikke blot ikke støttede denne holdning overhovedet, men at en af de første ting, hun fik vist, var, at denne holdning var ›falsk‹, og at der stadig var nåde for syndere. Jeg sagde: ›Sådan er det, og pastor Grant ved, at det er sådan.‹ Da jeg sagde dette, nikkede mange af de Førstedagsadventister, der sad foran mig [denne gruppe udgjorde en betydelig del af det store, fulde telt], med hovedet i eftertrykkelig og positiv tilslutning til udsagnet. Det er tilstrækkeligt at sige, at pastor Grant ikke nævnte dette punkt igen i debatten.« Underskrevet »Geo. E. Fifield, South Lancaster, Massachusetts, 6. december 1895.«

GSAM 224Fru White søger altid syndernes frelse

GSAM 224.3At fru White har arbejdet for synderes omvendelse fra 1844 til i dag, bevises yderligere af disse kendsgerninger: Hun og pastor White afholdt et møde i Albert Beldens hus i Rocky Hill, Connecticut, der begyndte den 20. april 1848. På dette møde blev der gjort en indsats for nogle fra verden. Pastor White og hans hustru udviste særlig interesse for sådanne sjæle. På dette punkt vil vi gengive vidnesbyrdet fra en af denne gruppe, som blev døbt af pastor White. John Y. Wilcox skriver fra Kensington, Connecticut, den 22. februar 1891:—

GSAM 224.4»Jeg blev ført ind i sandheden på det tidspunkt, hvor der blev afholdt møder i det ufærdige værelse i bror A. Beldens hus i Rocky Hill, Connecticut. Det var takket være bror og søster White, at jeg modtog lyset fra den nuværende sandhed. Jeg blev kort efter døbt af bror White. Havde det ikke været for den opmuntring og styrke, jeg modtog fra dem, ved jeg ikke, om jeg nogensinde ville have vovet at tænke eller føle, at jeg var blevet accepteret af Herren. De var dybt interesserede i mig og arbejdede hårdt for at hjælpe mig.«

GSAM 225.1Pastor White sagde om det møde i et brev til Stockbridge Howland i Topsham, Maine: »Bror Bates fremstillede budene i et klart lys og deres betydning blev understreget af kraftfulde vidnesbyrd. Ordene havde påvirkning til at grundfæste dem, der allerede var i sandheden og til at vække dem som ikke var helt besluttede.«

GSAM 225Arbejde for syndere i Oswego, New York

GSAM 225.2I 1849 arbejdede pastor James White og hans hustru i Oswego, New York. Ved disse møder blev Hiram Patch og en frøken Benson, som var forlovede, omvendt til Gud og den nuværende sandhed.

GSAM 225.3I marts 1850 blev der igen afholdt møder i Oswego. I apriludgaven af Present Truth sagde pastor White, da han talte om disse møder:

GSAM 225.3»Der foregår nu et meget interessant arbejde blandt restens børn i denne by. Deres frelse har været hovedemnet på vores møder de sidste to sabbatter, og Gud har sendt os en vidunderlig velsignelse. Sandheden har haft en god indvirkning på os såvel som på vores børn. Om aftenen efter den sidste første dag holdt vi et møde specielt for deres skyld, og Herrens Ånd blev udgydt iblandt os. Børnene bøjede sig alle for Herren og syntes at fornemme vigtigheden af at holde budene, især det femte, og søge frelse gennem Jesus Kristus. Dette var et af de mest interessante møder, jeg nogensinde har været vidne til.«

GSAM 225.4I Present Truth fra november 1849 offentliggjorde pastor White en beretning om en række mennesker, der var blevet omvendt og døbt; og i det sidste nummer af dette tidsskrift i 1850 findes der en beretning om et møde, der blev afholdt i Waitsfield, Vermont, og om Heman Churchills deltagelse, som netop var blevet omvendt fra verden. Han omtales i artiklen som »bror«. Hvordan kunne det være muligt, hvis der ikke længere var nåde for syndere?

GSAM 226Vidnesbyrd fra enogtyve vidner

GSAM 226.1I denne sammenhæng bringer vi et vidnesbyrd, der i 1888 blev underskrevet af enogtyve personer, som hver især var en del af adventbevægelsen i året 1844 og var fortrolige med fremkomsten af den tredje engels budskab. Alle havde taget imod budskabet før 1851, og de fleste af dem havde været tilknyttet syvende-dags adventisterne næsten lige fra budskabets fremkomst:—

GSAM 226.2»Vi, de undertegnede, som var godt bekendt med adventbevægelsen i 1844, da fristen udløb, og som også allerede i 1850 havde taget sandheden i den tredje engels budskab til os, underskriver hermed med glæde følgende erklæring vedrørende den lukkede dør-lære, som tilhængerne af den tredje engels budskab har holdt fast ved fra budskabets fremkomst til den sidstnævnte dato og fremover.

GSAM 226.3»De troede, i overensstemmelse med Åbenbaringen 3:7, 8 og andre skriftsteder, at ved afslutningen af de 2.300 dage i Daniel 8:14 afsluttede Kristus sit arbejde i det første rum i den himmelske helligdom, flyttede sin tjeneste til det allerhelligste og påbegyndte dommens værk, hvorved han i denne henseende ændrede sit forhold til frelsesplanen. Her blev en dør åbnet og en dør lukket.

GSAM 226.4»De troede, at de, der havde haft det klare lys om den første engels budskab og vendte sig imod det og bittert modsatte sig det, blev forkastet af Gud. Men de troede ikke, at de, der ikke havde haft lyset, eller de, der ikke havde nået den alder, hvor man kan holdes ansvarlig, før 1844, ville blive forkastet, hvis de søgte Gud med oprigtige hjerter.

GSAM 226.5»Selvom de umiddelbart efter fristens udløb troede sammen med William Miller og den store masse af adventister, at deres arbejde for verden var fuldført, og at Herren ville komme meget snart, troede de dog ikke – efter at lyset over helligdommen og det tredje budskab havde forklaret deres skuffelse – at nåden var forbi, bortset fra for dem, der havde afvist lyset.«

GSAM 227.1Underskrevet: »J. B. Sweet, South Saginaw, Michigan; Samuel Martin, West Rindge, New Hampshire; Ira Abbey, North Brookfield, New York; fru R. B. Abbey, North Brookfield, New York; fru Diana Abbey, North Brookfield, New York; fru L. B. Abbey, North Brookfield, New York; Heman S. Gurney, Memphis, Michigan; Ann E. Gurney, Memphis, Michigan; William Gifford, Memphis, Michigan; fru Mary S. Chase, Battle Creek, Michigan; S. M. Howland, Battle Creek, Michigan; fru F. H. Lunt, Battle Creek, Michigan; fru Melora A. Ashley, Battle Creek, Michigan; fru Caroline A. Dodge, Battle Creek, Michigan; fru Sarah B. Whipple, Battle Creek, Michigan; fru Uriah Smith, Battle Creek, Michigan; fru Paulina R. Heligass, Moline, Kansas; R. G. Lockwood, St. Helena, Californien; fru R. G. Lockwood, St. Helena, Californien; Reuben Loveland, North Hyde Park, Vermont; fru Belinda Loveland, North Hyde Park, Vermont.«

GSAM 227Et misfortolket syn

GSAM 227.2Der er gjort et forsøg på at fortolke et syn, som fru White modtog i Topsham, Maine, den 24. marts 1849, som om det lærte denne vildledende lære – at der ikke længere er nåde for syndere. Dette syn blev givet netop på det tidspunkt, hvor »Rochester-bankelydene« (spiritismen) blev introduceret. Fru White så, at de mystiske tegn og vidundere samt falske reformationer ville tage til og brede sig. Disse reformationer var ikke reformationer fra vildfarelse til sandhed (hun sagde ikke, at der aldrig ville finde sådanne reformationer sted, men at den slags, der blev vist hende, hvor man anvendte menneskelig indflydelse, var af den art), men fra dårligt til værre; for de, der påstod at have gennemgået en hjertets forandring, havde blot svøbt sig i en religiøs dragt, der skjulte et ugudeligt hjertes uretfærdighed. Nogle syntes at være virkelig omvendte og var dermed i stand til at bedrage Guds folk; men hvis man havde kunnet se deres hjerter, ville de have fremstået lige så sorte som altid.

GSAM 227.3Hun sagde derefter: »Min ledsagende engel bad mig se efter den sjæleangst for syndere, som der plejede at være. Jeg så mig omkring, men kunne ikke se den; for tiden for deres frelse er forbi.«²⁰

GSAM 228.1Der er blevet hævdet, at dette syn lærte, at der ikke længere var nåde for syndere, men vi spørger: Hvordan kunne det være, når hun havde modsat sig denne lære lige fra det øjeblik, Joseph Turner først forkyndte den i foråret 1845, og hele tiden havde arbejdet ihærdigt for syndernes omvendelse og frelse?

GSAM 228.2I Supplement to Experience and Views, udgivet i 1854, siger fru White: »De ›falske reformationer‹, der henvises til, skal endnu ses mere tydeligt. Dette syn vedrører især dem, der har hørt og afvist lyset fra adventlærens budskab. De er overgivet til stærke vildfarelser. Sådanne vil ikke have den ›sjæleangst for syndere‹, som der var tidligere.«²¹

GSAM 228.3Modstanderne hævder at vide mere om, hvad fru White så i dette syn, end hun selv gjorde. Lad os et øjeblik undersøge det i lyset af deres fortolkning, nemlig at hun så syndernes tilstand i stedet for vækkelsesprædikanternes. Hun så altså på synderne for at finde en »sjæleangst for syndere, men kunne ikke se den«. Hvem har nogensinde fundet en sjæleangst for syndere ved blot at se på syndere? Men vi spørger: Hvad med de personer, der nævnes i ovenstående vidnesbyrd, og som blot brugte menneskelig indflydelse og mesmerisme til at vinde omvendte og kaldte det Guds Ånds værk? Er disse modstandere, som var så ivrige efter at vise, at fru White lærte den ekstreme »lukkede dør«-teori, parate til at indrømme, at disse vækkelsesprædikanter var hellige mennesker, der vandt ægte omvendte?

GSAM 228.4Det er indlysende for ethvert ærligt sind, at den gruppe af personer, der omtales i denne sammenhæng, var dem, der påstod at have denne sjæleangst, mens de havde afvist lys og sandhed og benyttede mesmerisme til at vinde omvendte. Sådanne kunne ikke have en ægte sjæleangst for syndere, når de selv var genstand for fordømmelse; for »tiden for deres [deres egen] frelse er forbi.«

GSAM 229.1Ud fra fru Whites syn den 24. marts 1849 har nogle forsøgt at drage den konklusion, at det lærte, at der ikke længere var nåde for syndere; men vi har allerede vist, at hun i 1845 i Paris, Maine, lærte, at der var nåde for alle, der ikke bevidst og med forståelse havde afvist lyset og sandheden. I et syn, der blev givet samme sted i 1846, blev det vist, at Herren havde et »folk i menighederne, som ikke havde afvist sandheden«. Til de personer, der tænkte anderledes, blev der givet en irettesættelse, hvor det blev sagt, at Guds engle endnu ville virke for sådanne, og når de virkede, ville de, der fordømte dem, blive efterladt udenfor.

GSAM 229.2I april 1848 arbejdede pastor White og hans hustru igen i Rocky Hill, Connecticut, for synderes omvendelse. Alt dette beviser, at synet fra den 24. marts 1849 stemmer overens med det, der blev givet i Paris, Maine, i 1846, og med den kurs, som disse tjenere for Gud fulgte i april 1848.

GSAM 229En falsk vækkelsesprædikant besejret

GSAM 229.3Dette syn blev først offentliggjort i Connecticut i året 1849. En prædikant arbejdede meget ihærdigt der for at vinde omvendte og påstod endda at have tungetalen. Han bestræbte sig på at vinde indflydelse over den lille gruppe af sabbatsholdere i Rocky Hill. En af disse kaldte han en »kær Herrens hellige«. I hans nærværelse fik fru White et syn, der afslørede den vildledende karakter af hans virke, og at hans »kære hellige« fulgte en kurs, der ikke var i overensstemmelse med det syvende bud. Denne »hellige« dame benægtede anklagen, og prædikanten kom med en kraftig appel, idet han søgte at vinde sympati for den »stakkels Herrens hellige«, som han kaldte hende. Den følgende nat fik denne unge kvinde et anfald af kolera morbus og troede, at hun skulle dø. Hun sendte bud efter fru White og tilstod, at det, der var blevet vist om hende, var sandt; at hun var skyldig i netop det, fru White havde påpeget. Således mislykkedes denne falske arbejder i at vildlede den menighed, og karakteren af hans arbejde blev afsløret, hvilket pludselig satte en stopper for hans bestræbelser på det sted.

GSAM 230En anden falsk vækkelsesprædikant i Oswego, New York

GSAM 230.1Som en yderligere illustration af det princip, der fremgår af ovenstående vidnesbyrd, og for at vise, hvordan pastor White og hans hustru stadig i 1849-50 arbejdede for synderes omvendelse, bringer vi følgende kendsgerninger, som blev fortalt mig af Elias Goodwin og andre af de tidlige medlemmer af menigheden i Oswego i staten New York:—

GSAM 230.2Der boede dengang (1849) i byen en ung mand ved navn Hiram Patch. Han var forlovet med en ung dame, som han kort tid efter giftede sig med. De var uomvendte, men deltog i de møder, som pastor White og hans hustru afholdt, og var næsten overbevist om at blive kristne. På dette tidspunkt opstod der en vækkelse i en af kirkerne i Oswego, ikke initieret af prædikanterne, men af et fremtrædende lægmedlem, en kasserer for amtskassen. Denne mand fremstod meget ivrig og påstod at bære en stor byrde for syndere. Han vred hænderne, mens han bad for de uomvendte, og var tilsyneladende i dyb fortvivlelse på grund af deres fortabte tilstand.

GSAM 230.3Hr. Patch og hans forlovede gik til disse vækkelsesmøder og var i tvivl om, hvordan de skulle beslutte sig. De var til stede ved en lejlighed, hvor fru White fik et syn, hvor hun blev henvist til Hosea 5:6, 7, hvor der står: »De skal drage ud med deres hjorde og deres besætninger for at søge Herren, men de skal ikke finde ham; han har trukket sig tilbage fra dem. De har handlet forræderisk mod Herren; for de har avlet fremmede børn: nu skal en måned fortære dem med deres andel.« Det blev hende åbenbaret, at de, der ledede denne vækkelse, ikke stod ret for Gud, og at de ikke bar nogen ægte sjælebyrde for syndere.

GSAM 231En forudsigelse om fiasko

GSAM 231.1Derefter sagde hun til hr. Patch: »Jeg blev bedt om at sige til dig, at i dette tilfælde vil teksten blive opfyldt bogstaveligt. Vent en måned, så vil du selv erkende karakteren af de personer, der er engageret i denne vækkelse, og som påstår at have en så stor byrde for syndere.« Hr. Patch sagde: »Jeg vil vente.«

GSAM 231.2Inden for to uger fra det tidspunkt, hvor dette syn blev givet, bristede der i den nævnte kasserer, der hævdede at have en sådan sjæleangst for syndere, i hans påtagede kval et blodkar i maven, og han måtte lægges i seng på grund af blodtab. Kassererkontorets anliggender måtte overtages af amtets sheriff, som sammen med en af politibetjentene gennemgik den saldo, der fremgik af kassererens bog, og derefter talte pengene op som forberedelse til at overtage ansvaret for forretningen, da der pludselig viste sig at mangle et beløb på præcis 1.000 dollars.

GSAM 231.3For sheriffen og politibetjenten forekom det umuligt, at en mand, der var så inderlig i sin vækkelse, kunne være skyldig i at have taget pengene. De mente, at han måtte have udbetalt dem og glemt at foretage den rette bogføring; eller måske havde han indsat dem i banken, og de fremgik ikke af kontoen i pengeskabet. Under alle omstændigheder måtte de kræve en tilfredsstillende forklaring af ham, men det måtte gøres med forsigtighed; for hvis han havde pengene, ville han utvivlsomt forsøge at skjule dem. Det blev derfor aftalt, at en af dem skulle gå i forvejen og skjule sig i skuret bag huset for at holde øje med bagdøren, hvis der skulle opstå uro, mens sheriffen skulle gå ind ad hoveddøren. Da sheriffen nærmede sig huset og trådte ind ad hoveddøren, opdagede han en kvindes kjole, der netop var ved at forsvinde ud af bagdøren. Manden i skuret så kvinden skynde sig hen til en snedrive, grave et hul i sneen og lægge noget der, som hun dækkede til med sne, hvorefter hun vendte tilbage til huset.

GSAM 232.1Sheriffen gik hen til kassererens seng og spurgte ind til hans helbredstilstand, hvorefter han antydede deres forvirring på kontoret og foreslog, at han sandsynligvis kunne forklare problemet. Manden, der var meget oprevet, løftede hånden mod himlen, påkaldte Gud som vidne og sagde, at han intet vidste om pengene. I det samme trådte hustruen ind og ville vide, hvad der var i vejen, og hvorfor hendes mand var så oprevet. Manden svarede: »De tror, vi har deres penge.« Kvinden løftede da sine hænder på samme måde og påkaldte Gud som vidne på, at de ikke havde pengene, og at de desuden intet vidste om dem. Lige da hun havde afsluttet denne sætning, greb politibetjenten, der havde skyndt sig fra sit skjulested hen til snedriven, da hun gik ind i huset, ind med disse ord: »Frue, hvad er det her? Jeg så Dem skynde Dem ud af huset og lægge dette i snedriven, og her er den, den forsvundne sæk med penge, mærket med 1.000 dollar.«

GSAM 232.2Som man kunne forvente, brød denne vækkelse pludselig sammen. Hr. Patch og hans forlovede indtog, efter at have fået kendskab til karakteren hos den, der ledede vækkelsen, en holdning til fordel for sandheden og sluttede sig til syvende-dags adventisterne, hvor de forblev værdige medlemmer indtil deres dødsdag.

GSAM 232.3Dette syn blev, som det tydeligt fremgår, givet i de uomvendtes interesse og til deres særlige gavn og resulterede i synderes omvendelse, mens det umiddelbart rettede sig mod dem, der selv var syndere og afvist af Herren på grund af deres hykleri. De havde »handlet forræderisk mod Herren«; mens de foregav at have stor sjæleangst for syndere, avlede de kun »fremmede børn«.

GSAM 232En hyklerisk arbejder i Camden, New York

GSAM 232.4Blandt de steder, som pastor White og fru White besøgte i vinteren 1849-50, var byen Camden, New York, omkring fyrre engelske mil fra Oswego, hvor de stadig boede. Om dette møde siger fru White:

GSAM 232.4»Inden vi tog af sted, blev jeg vist den lille menighed, der bekendte sig til sandheden dér, og blandt dem så jeg en kvinde, der gav sig ud for at være meget from, men som var en hykler og vildledte Guds folk.«²²

GSAM 233.1I januar 1884, mens jeg arbejdede i staten New York, fik jeg følgende oplysninger fra hr. Preston, som var bosiddende i Camden på tidspunktet for den ovennævnte konference, og hos hvem pastor White og hans hustru opholdt sig under mødet:—

GSAM 233.2»Denne kvinde forkyndte ekstreme synspunkter om helliggørelse og sagde, at der var en tilstand af fuldkommenhed, der kunne opnås, hvor et menneske ville stå helt over Guds lov; og hun hævdede at have nået denne fuldkomne tilstand. Med denne lære om hellighed forvirrede hun sindet hos nogle af vores folk i Camden. Søster White fik vist, at trods al denne kvindes foregivne hellighed var hendes hjerte sort af synd, og i sit liv var hun fordærvet.

GSAM 233.3»Mens hun var på dette sted, fik søster White endnu et syn i nærværelse af denne kvinde, som syntes at bære en stor sjælebyrde for de uomvendte; men søster White sagde til hende, at det ikke var en ægte sjæleangst for syndere, fordi hendes egen livsførsel var sådan, at hun ikke selv stod ret i Guds øjne. ›Så,‹ sagde hr. Preston, ›det, der kaldes Camden-synet, gjaldt helt klart og specifikt denne kvindes tilfælde og ikke syndernes tilstand generelt, og det var sådan, vi forstod det dengang.‹«

GSAM 233.4Efter at fru White havde fortalt om sit syn, rejste kvinden sig og sagde: »Gud kender mit hjerte, og hvis De kunne se det, ville De se, at det er rent og uplettet.« Således sluttede mødet. Ikke længe efter blev kvinden imidlertid alvorligt syg og troede, at hun var ved at dø. Hun sagde: »Jeg må se søster White; jeg har noget at tilstå over for hende. Jeg fortalte hende, at jeg var en god kvinde, at jeg var ren. Det er ikke sandt. Jeg er en ond kvinde. Denne mand, som jeg lever sammen med, er ikke min ægtemand. Jeg forlod en god mand i England og et lille barn og stak af med denne mand. Vi blev aldrig gift. Jeg har udgivet mig for at være læge og har solgt medicin, som jeg under ed i retten svor kostede mig 1 dollar pr. flaske, men den kostede mig kun tolv cent pr. flaske. Jeg svor også, at en ko, vi solgte til en fattig mand, kostede os 30 dollar, mens den kun kostede os 20 dollar.«²³

GSAM 234.1Det er til sådanne hykleriske forstillere, at fru Whites ord om »sjæleangst for syndere« gælder, og ikke til syndere i almindelighed. Når man tager de ovenfor fremlagte kendsgerninger i betragtning, som viser, at læren om »ingen nåde mere« for syndere blev fuldt ud fordømt lige fra den blev forkyndt første gang i foråret 1845; og at fru White hele tiden siden da har arbejdet ihærdigt for syndernes omvendelse, hvem kan da tro, at hun i 1851, da hendes værk med titlen Experience and Views blev udgivet, havde til hensigt at lære, at der ikke længere var »frelse for syndere«?

GSAM 234En »ingen nåde«-mand

GSAM 234.2Selv så sent som i år 1848 fandtes der her og der enkelte personer, der hævdede, at der ikke længere var nåde for syndere. Disse var imidlertid ikke syvende-dags adventister. En af denne slags, ved navn Sweet, boede i byen Rochester, New York. Lige efter at jeg havde aflagt en offentlig trosbekendelse og var blevet døbt blandt Førstedagsadventisterne, deltog jeg i et teltmøde i Canandaigua, New York, ledet af pastorerne J. C. Bywater og Geo. W. Burnham. Denne mand, Sweet, var til stede og gav udtryk for meget alvorlige tvivl om ægtheden af min religiøse oplevelse, fordi han »mente, at det nu ikke var muligt for syndere at blive omvendt«.