Kapitel 3 — Det lovede Afkoms komme

GSAM 57.1»da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, … født under Loven, for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi skulde få Sønneudkårelsen.«¹

GSAM 57.2»ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til Troslydighed: Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders Evighed!«²

GSAM 57.3»ved Åbenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, således som jeg foran kortelig har skrevet, … som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, således som den nu er bleven åbenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Ånden: … Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Nåde given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting«.³

GSAM 57.4Det er blevet sagt, at evangeliet ligger skjult i Det Gamle Testamente; i Det Nye Testamente er det åbenbaret. Som en anden har udtrykt det: »Efterhånden som jøderne vendte sig fra Gud, mistede de i høj grad læren i den rituelle tjeneste af syne. Denne tjeneste var blevet indstiftet af Kristus selv. Enhver del af den var et symbol på ham, og den havde været fuld af livskraft og åndelig skønhed. Men jøderne gik glip af det åndelige liv i deres ceremonier og klamrede sig til døde formaliteter. De stolede på selve ofringerne og forordningerne i stedet for at hvile i ham, som de viste hen til.

GSAM 58På udkig efter verdslig herredømme

GSAM 58.1»Skønt jøderne længtes efter Messias’ komme, havde de ingen sand opfattelse af hans opgave i verden. De søgte ikke forløsning fra synden, men befrielse fra romerne. De så hen til, at Messias skulle komme som en erobrer, der ville bryde undertrykkelsens åg og ophøje Israel til et verdensherredømme. Således var vejen banet for dem til at forkaste Frelseren.

GSAM 58.2»Folket længtes i deres mørke og undertrykkelse ligesom deres ledere, der higede efter magt, efter at der skulle komme én, der kunne overvinde deres fjender og genoprette Israels rige. De havde gransket profetierne, men uden åndelig indsigt. De havde overset de profetier, der viser hen til det ydmyge ved Kristi første komme, og misforstået dem, som taler om herligheden ved hans andet komme. Hovmodet formørkede deres dømmekraft. De fortolkede profetierne i overensstemmelse med deres egenkærlige ønsker.

GSAM 58.3»I mere end tusind år havde jødefolket ventet på Frelserens komme. Deres lykkeligste forhåbninger havde drejet sig om denne begivenhed. I sang og profetier, i tempelritualer og bønner i hjemmet havde de bevaret hans navn. Og alligevel kendte de ham ikke, da han kom. Himmelens elskede Søn var for dem ›som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed,‹ og de så i ham intet smukt, så de kunne synes om ham. ›Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.‹«⁴

GSAM 58Af Davids slægt

GSAM 58.4Da den tid, som Daniel havde forudsagt, nærmede sig, hvor »Messias, Fyrsten« – den salvede – skulle fremtræde, kunne det jødiske folk have ræsonneret således – og det gjorde det utvivlsomt også: Messias efter kødet skal være af Davids hus og slægt, derfor må hans fødsel finde sted i denne slægt; og i henhold til den jødiske lovs og skikkers bestemmelser skal han salves til offentlig tjeneste i en alder af tredive år; og hvis han skal træde frem som den salvede i den alder, må hans fødsel finde sted tredive år før afslutningen af de niogtres uger af år, som skal strække sig frem til Messias’ komme.

GSAM 59Simeon og Annas forudsigelser

GSAM 59.1Omkring denne tid var hele Israel i forventning. De ivrige, hengivne studerende af Skrifterne så frem til fødslen af ham, der skulle blive deres hersker og regent. For den gamle og fromme Simeon blev det åbenbaret »af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede«.⁵

GSAM 59.2Da den spæde Frelser blev bragt til templet, vidste Simeon, at dette barn var den, der var omtalt – Kristus. »Da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde: ›Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord. Thi mine Øjne have set din Frelse, som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn, et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel.‹…

GSAM 59.3»Og Simeon velsignede dem [Josef og Maria] og sagde til hans Moder Maria: ›Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges, ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares.‹

GSAM 59.4»Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; ... Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.«⁶

GSAM 59Engle besøger hyrderne

GSAM 59.5Forud for dette var den glædelige nyhed om Frelserens fødsel blevet forkyndt af engle til hyrderne på sletterne ved Bethlehem. Til hyrdernes lyttende ører sang englene disse melodiske toner:—

GSAM 60De vise mænd besøger Bethlehem

GSAM 60.2Derefter kom de vise mænd fra Østen, som havde set »stjernen gå op«, som Bileam havde forudsagt. De fulgte stjernens vejledning og nåede frem til Jerusalem, hvor det blev nødvendigt at forhøre sig om den nyfødte konge. Da de fik at vide, at Bethlehem skulle være den Efterlængtedes fødested, rejste de videre; og, ledt derhen af stjernen, som igen viste sig, blev de ført til det ydmyge sted, hvor Frelseren lå. Her tilbad de det hellige barn og overrakte ham gaver af guld, røgelse og myrra, hvorefter de begav sig ud på den lange rejse hjemad.

GSAM 60Frelseren som tolvårig

GSAM 60.3Fra barndommen til tolvårsalderen er der kun få optegnelser om Kristus, Frelseren, bortset fra hans fremgang i visdom og statur samt hans pligtopfyldende underordning under sine forældre. Men da han som tolvårig havde ledsaget Josef og Maria op til Jerusalem for at deltage i den årlige højtid, forbløffede han der præsterne med den viden, han udviste i sine spørgsmål og i de svar, han gav på deres indviklede problemer. Fra dette tidspunkt og indtil han påbegyndte sit offentlige virke, ærede han det ydmyge håndværk som tømrer, mens han arbejdede sammen med Josef, Marias ægtemand.

GSAM 60Johannes Døberens mission

GSAM 60.4I seks måneder forud for sin offentlige tjeneste blev Kristi mission forkyndt af Johannes Døberen. Folket strømmede til i store skarer for at høre Johannes og for at lade sig døbe af ham. Da de »var i Forventning [om Messias’ komme], og alle tænkte [›resonerede eller diskuterede‹, marginalnote] i deres Hjerter om Johannes, om ikke han skulde være Kristus, da svarede Johannes og sagde til alle: ›Jeg døber eder med Vand; men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild. Hans Kasteskovl er i hans Hånd, for at han skal gennemrense sin Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.‹«⁷

GSAM 61Jesus blev døbt

GSAM 61.1Da Johannes udførte dåbsritualet, så han Jesus komme til sig for at blive døbt, og han sagde: »Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd.... Og Johannes vidnede og sagde: ›Jeg har set Ånden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, som døber med den Helligånd. Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn.‹«⁸

GSAM 61Stemmen fra himlen

GSAM 61.2Kristi messiasværdighed blev ikke blot bekræftet ved Helligåndens synlige nedstigning i en legemlig skikkelse som en due, men også ved en stemme fra himlen. I Matthæusevangeliet læser vi: »da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene åbnedes for ham, og han så Guds Ånd dale ned som en Due og komme over ham. Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: ›Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‹«⁹

GSAM 61.3»Johannes gjorde vel intet Tegn«, men folket blev, da de så den mægtige kraft, der ledsagede Kristi tjeneste, tvunget til at sige: »alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.«¹⁰

GSAM 61Kristus salvet i henhold til loven

GSAM 61.4I forbindelse med Lukasevangeliets beretning om dåben og den samme salvelse ved Helligånden i form af en due læser vi: »Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte.«¹¹

GSAM 62.1Efter vor Herres lange faste på fyrre dage og djævelens voldsomme fristelser i ørkenen, som fulgte umiddelbart efter hans dåb, kom han »til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse.... Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige.... Han begyndte at sige til dem: ›I Dag er dette Skriftord gået i Opfyldelse for eders Øren.‹«¹²

GSAM 62Tiden er opfyldt

GSAM 62.2Markus, der beretter om den samme begivenhed, siger: »Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær; omvender eder og tror på Evangeliet!«¹³ Den tid, der var forudsagt for den Salvedes fremtræden, var kommet. Salvelsen ved Helligånden havde fundet sted ved hans dåb, og han påbegyndte nu sin tjeneste, netop på det tidspunkt og på den måde, som de hellige profeter fra oldtiden havde forudsagt.

GSAM 62Synligt bevis på, at Kristus var Messias

GSAM 62.3Kristi tjeneste var ledsaget af en konstant udførelse af mirakler, som for folket – selv om de ikke fuldt ud forstod hans lignelser og ord – var et synligt bevis på, at han var Immanuel, eller at »Gud var med ham«.¹⁴ Gennem disse mirakler gav Kristus verden ikke blot et bevis på Guds kraft i sig selv, men også en praktisk demonstration af Guds karakter og hans kærlige godhed. Da Filippus, efter tre års uafbrudt samvær med Kristus, hvor han havde været vidne til hans mægtige mirakler, sagde: »Herre! vis os Faderen, og det er os nok«, sagde Jesus til ham: »Så lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? ... Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, så tror mig dog for selve Gerningernes Skyld!«¹⁵

GSAM 63Johannes forvirret

GSAM 63.1Selvom Johannes ved Kristi dåb havde været vidne til Helligåndens synlige nedstigning og havde hørt stemmen fra himlen, der proklamerede ham som Guds Søn, og selv havde erklæret, at han var »det Guds Lam, som bærer Verdens Synd«, udviklede begivenhederne sig så anderledes end hans forventninger, at han i sit dystre fængsel var bekymret og forvirret.

GSAM 63.2»Ligesom Frelserens disciple vidste Johannes Døber heller ikke helt, hvordan Kristi rige skulle forstås. Han ventede, at Jesus skulle bestige Davids trone, og efterhånden som tiden gik, og Frelseren ikke gjorde krav på kongelig myndighed, blev Johannes forvirret og bekymret.«¹⁶ »[Han] kaldte to af sine Disciple til sig og sendte dem til Herren og lod sige: ›Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?‹« »I den samme Time helbredte han [Jesus] mange for Sygdomme og Plager og onde Ånder og skænkede mange blinde Synet. Og han svarede og sagde til dem: ›Går hen, og forkynder Johannes de Ting, som I have set og hørt.‹«¹⁷

GSAM 63.3Det var svært for jøderne og endda for disciplene at se klart mange af de sandheder, som Frelseren udtalte, fordi de var så fast forankrede i troen på, at når Messias skulle komme, ville han bryde det romerske åg, som var så tyngende for dem, og straks genoprette Davids rige og regere som en verdslig konge.

GSAM 63.4Jesus begyndte sin forkyndelse med at sige: »Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.«¹⁸ Da hans tolv apostle blev udsendt, bragte de det samme budskab: »Himmeriges Rige er kommet nær.«¹⁹ Endnu senere i hans tjeneste, da de halvfjerds blev udsendt, var det med ordene: »Guds Rige er kommet nær til eder.«²⁰

GSAM 64Folk forbløffede over Kristi gerninger

GSAM 64.1Kristi vidunderlige ord og lære fik folket til at sige: »Aldrig har noget Menneske talt således som dette Menneske.«²¹ Og da han helbredte den blinde og stumme mand, hed det: »alle Skarerne forfærdedes og sagde: ›Mon denne skulde være Davids Søn?‹«²² eller med andre ord: Er dette ikke Davids afkom, den lovede Frelser? »han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så at de bleve slagne af Forundring og sagde: ›Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger? Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?‹«²³

GSAM 64.2Omkring det tredje år af Kristi tjeneste, da han var i templet for at deltage i indvielsesfesten, samlede jøderne sig om ham og sagde til ham: »Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!«²⁴ Året før, da han havde udført det mægtige mirakel med at mætte de fem tusinde med de »fem Bygbrød og to Småfisk«, forstod han, »at de vilde komme og tage ham med Magt for at gøre ham til Konge, [derfor] gik han atter op på Bjerget.«²⁵

GSAM 64Kristus underviser disciplene om sin død

GSAM 64.3Når Kristus underviste sine disciple, lagde han stor vægt på at fjerne forestillingen om et jordisk herredømme, der skulle begynde med det samme, og på at vise dem, at han måtte dø og opstå igen, gå bort og komme igen. Derfor spurgte han dem: »Hvad om I da få at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var før?«²⁶ Efter at have pålagt dem, »at de måtte ikke sige til nogen at han var Kristus«, læser vi: »Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at han skulde gå til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje Dag. Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og sagde: ›Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!‹«²⁷

GSAM 65.1Samtidig fortalte han dem, at der var nogle, der stod der, som ikke ville dø, før de havde set Menneskesønnen komme i sit rige.²⁸ Omkring otte dage senere blev denne profeti opfyldt; og apostlen Peter henviser til det »syn« af Kristus, der kommer i sit rige, som bevis på Kristi faktiske genkomst, der endnu ligger i fremtiden.²⁹

GSAM 65.2En gang, da Kristus og hans disciple var i Galilæa, sagde Jesus til dem: »›Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder; og de skulle slå ham ihjel, og på den tredje Dag skal han oprejses.‹ Og de bleve såre bedrøvede.«³⁰ Og alligevel forstod de ikke, kunne ikke begribe, hvad han mente, for selv mens han søgte at indprente dem den højtidelige sandhed om sin død og opstandelse, diskuterede de indbyrdes, hvem der skulle være den største i Himmeriget.³¹

GSAM 65.3Ved en anden lejlighed sagde Peter til Jesus: »›vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?‹ Men Jesus sagde til dem: ›Sandelig, siger jeg eder, at i Igenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin Herligheds Trone, skulle også I, som have fulgt mig, sidde på tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer.‹«³² Alligevel var tanken om et rige, der snart skulle oprettes, det, der fyldte mest i deres sind, og de begyndte, som mennesker nu engang er, at søge den højeste plads i riget.

GSAM 65.4Derefter kommer den ambitiøse mor til Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, og beder Kristus om, at hendes sønner må blive begunstiget med høje poster – den ene til højre og den anden til venstre for hans trone; eller måske den ene som regeringschef og den anden som udenrigsminister. Men Kristus sagde klart: »I vide ikke, hvad I bede om.«³³

GSAM 66Triumfmarchen ind i Jerusalem

GSAM 66.1Ikke længe efter fandt der en stor og opsigtsvækkende begivenhed sted. Det var opvækningen af Lazarus fra graven, han, der havde været død i fire dage. Et så mægtigt mirakel ophidsede og forbløffede folket så meget, at farisæerne blev foruroligede; de indkaldte straks sammen med præsterne til et råd, og under deres drøftelser spurgte de: »Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk.«³⁴ Mens en satanisk magt fra underverdenen således greb fat i dem, der søgte at ødelægge Kristus, bevægede en magt fra det høje masserne til at prise ham og opfylde det, der var forudsagt om ham.

GSAM 66.2I den ovenfor nævnte anledning strømmede folket ud i massevis, ikke kun for at se Jesus, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Nu forekom det dem sikkert, at Jesus var deres længe ventede konge, og da de mødte ham, der kom mod Jerusalem, siddende på et æselung, kom Skriftens ord med kraft til deres sind: »Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en Asenindes Føl.«³⁵ Et mægtigt triumfbrøl steg op fra den enorme skare, hvilket i høj grad foruroligede de koldhjertede, beregnende farisæere. Indbyrdes sagde de: »I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden går efter ham.«³⁶ Da de bad Kristus om at få dem til at holde op med at råbe, svarede han: »Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe.«³⁷ Herren havde sagt om denne begivenhed: »Råb!«, og hvis folket ikke opfyldte hans ord, ville han give stenene på gaden en stemme, og de ville råbe; for hans ord skal opfyldes.

GSAM 66Kristus skal gå bort og vende tilbage

GSAM 66.3Vores Frelser søgte ikke blot at rette disciplenes tanker mod det faktum, at han skulle dø og opstå igen, men han ønskede også at lære dem, at riget ikke skulle komme, før han var gået bort og vendt tilbage. Med henvisning til sin korsfæstelse sagde han: »›jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.‹ Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. Skaren svarede ham: ›Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?‹«³⁸

GSAM 67.1For at indprente disciplene endnu tydeligere, at han skulle gå bort og vende tilbage, før hans rige blev oprettet på jorden, sagde han: »Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: ›Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme,‹ siger jeg nu også til eder... Simon Peter siger til ham: ›Herre! hvor går du hen?‹ Jesus svarede ham: ›Hvor jeg går hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig.‹«³⁹ Derefter opmuntrede han deres ængstelige og sorgfulde hjerter med disse ord: »Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig! I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var så, havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder Sted. Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I være.«⁴⁰

GSAM 67Lignelsen om adelsmanden

GSAM 67.2Igen søgte Frelseren at rette op på den fejlagtige opfattelse, at riget straks skulle komme, ved at fortælle følgende lignelse, da han og disciplene var på vej op til Jerusalem: »En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen. Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer.... Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet.«⁴¹ I denne lignelse repræsenterer Herren sig selv ved adelsmanden. Han skulle rejse til et fjernt land – til sin Fader – og der modtage kongeriget, før han vendte tilbage for at regere.

GSAM 68.1Som svar på disciplenes spørgsmål: »hvad er Tegnet på din Tilkommelse og Verdens Ende?«⁴² gav Frelseren dem en liste over de begivenheder, der skulle udspille sig gennem den store trængsel, som skulle komme over menigheden, og de entydige tegn, der ville indtræde. Når disse tegn viste sig, kunne de vide, at hans komme var nær, ja, lige for døren, og at den generation, der så dem, ikke ville forlade denne verden, før han kom.⁴³

GSAM 68Forladt af alle disciplene

GSAM 68.2Men trods al den undervisning, Kristus havde givet apostlene om sin død og ydmygelse, forstod de slet ikke den sandhed, han havde lært dem om sin retssag og korsfæstelse. Så svag en forestilling havde de om sandheden, at da prøvelsen kom, døde deres håb, og de »forlode ham alle og flyede«.⁴⁴ Selv Peter, den altid ivrige Peter, som så selvsikkert havde forsikret, at selv om alle mennesker forlod ham, ville han aldrig gøre det, benægtede få timer senere sin Herre og erklærede under ed, at han ikke kendte manden. Så langsomme var de til at forstå Herrens udsagn om, at han på den tredje dag efter sin korsfæstelse ville opstå fra de døde, at de spurgte hinanden og diskuterede, »hvad det er at opstå fra de døde«.⁴⁵ De var faktisk så tomme for tro, at de, efter at han var død, og hans lig var blevet lagt i Josefs nye grav, gjorde forberedelser til at balsamere ham. Med håbet væk – begravet sammen med Kristus i graven – hvilken sabbatsdag for disciplene! Med hjerter tynget af sorg og skuffelse og uden en medfølende, barmhjertig Frelser, hvis liv havde været fyldt med handlinger af ømhed og barmhjertighed, tæt på for at trøste og styrke dem – hvor øde var da ikke deres tilstand!

GSAM 69Spændende begivenheder på opstandelsens morgen

GSAM 69.1Morgenen på den første dag i ugen bryder frem! Hvilken bevægelse i himlen og på jorden! En mægtig engel kommer ned fra herlighedens rige til Josefs grav med et budskab, der befaler Guds Søn at stå op. »Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte sig på den. Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde.«⁴⁶ »mange af de hensovede helliges legemer bleve oprejste, og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange.«⁴⁷ Tænk på sådanne besøgende i Jerusalem, ved deres venners døre, med budskabet om, at den korsfæstede Kristus var opstået fra de døde, og at også de var blevet bragt til live ved hans kraft for at vidne om hans opstandelse. Hvilken aktivitet blandt disciplene og de hellige kvinder – de løb frem og tilbage for at fortælle den glædelige nyhed: »Han er opstået fra de døde, for vi har set ham og talt med ham!«

GSAM 69Jesus begiver sig ud på landet

GSAM 69.2»Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier [syv og en halv engelske mil] fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. Men han sagde til dem: ›Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?‹ Og de standsede bedrøvede. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: ›Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?‹ Og han sagde til dem: ›Hvilket?‹ Men de sagde til ham: ›Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.‹

GSAM 70.1»Og han sagde til dem: ›O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?‹ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.«⁴⁸ Da han skulle spise sammen med dem, brød han brødet og takkede, »da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham … Og de sagde til hinanden: ›Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?‹«⁴⁹

GSAM 70.2Nu kan disciplene endelig, efter at sagen er blevet fuldt ud påvist for dem, se, at der var en død og en opstandelse forbundet med Frelserens mission. Men hvordan vil de forholde sig til spørgsmålet om hans rige?

GSAM 70.2»Han også, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige. Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke måtte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse, ›hvorom,‹ sagde han, ›I have hørt af mig. Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den Helligånd om ikke mange Dage.‹

GSAM 71Vil du nu genoprette riget?

GSAM 71.1»Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: ›Herre! opretter du på denne Tid Riget igen for Israel?‹ [hvilket var det samme som at sige: Vi har lært, at det var nødvendigt, at du måtte korsfæstes og opstå fra de døde i overensstemmelse med Skrifterne, men vil du ikke genoprette riget nu?] Men han sagde til dem: ›Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt. Men I skulle få Kraft, når den Helligånd kommer over eder; og I skulle være mine Vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.‹ Og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de så derpå, og en Sky tog ham bort fra deres Øjne. Og som de stirrede op imod Himmelen, medens han for bort, se, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder, og de sagde: ›I galilæiske Mænd, hvorfor stå I og se op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme igen på samme Måde, som I have set ham fare til Himmelen.‹«⁵⁰

GSAM 71Jesus forbliver i himlen indtil genoprettelsen

GSAM 71.2Nu, da Frelseren havde forladt dem, og de virkelig havde set ham fare »op, hvor han var før«, havde de vished om, at Helligånden ville undervise dem om den tid, hvor riget skal komme. Derfor sagde Peter i sine instrukser til folket, efter at de havde modtaget Helligånden: »Han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage.«⁵¹

GSAM 71.3Apostlen Peter fik også ved Helligånden oplysning om de tre verdener: For det første den verden, der eksisterede før syndfloden, og som blev ødelagt af vand; for det andet den nuværende verden, der er bestemt til ild — ild, som jorden er fyldt med, som det hedder i den reviderede udgave — den ild, der skal blive til fortabelse, undergang og ødelæggelse for de ugudelige mennesker; for det tredje den nye jord, i hvilken »Retfærdighed bor«; eller, som nogle oversætter det, »hvor de retfærdige skal bo«.⁵²

GSAM 72.1Apostlen Paulus beskrev Guds folks opstandelse og alle hans helliges forvandling fra dødelige til udødelige »i et Øjeblik, ved den sidste Basun«. Han erklærede over for korinterne, at Kristus nu sidder på sin Faders trone og vil forblive der, indtil alle hans fjender er underlagt ham. Det vil sige, indtil han får riget – sit rige – overdraget i sine hænder af Faderen, som forudsagt i Daniel 7:13, 14; Salme 2:8, 9. Til menigheden i Thessaloniki fremstillede han Kristi genkomst og opstandelsen som deres eneste håb og som den sande trøst, når deres kære blev skilt fra dem ved dødens hånd.⁵³

GSAM 72Mesterens genkomst er ubestemt

GSAM 72.2Indtil videre havde menigheden ingen bestemt viden om, hvornår Mesteren ville vende tilbage. Da apostlen i sit første brev til tessalonikerne sagde: »vi levende, som blive tilbage, bortrykkes«, forstod brødrene ham således, at Kristus ville komme, mens nogle af dem stadig var i live. I sit andet brev korrigerer han deres fejlagtige opfattelse af hans brev og fortæller dem, at »den dag skal ikke komme, thi først må jo Frafaldet komme og Syndens Menneske åbenbares, Fortabelsens Søn, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom.«⁵⁴

GSAM 72Frafaldet

GSAM 72.3Og stadig må kirken famle sig frem i mørket, hvad angår tidspunktet for Kristi genkomst. Brødrene har lært, at der skal komme et frafald; men hvor længe det skal vare, var spørgsmålet. Et svar blev senere givet til Johannes, mens han var i et syn på øen Patmos, i de symboler, der findes i kapitel tolv og tretten i Åbenbaringen – »en tid, tider og en halv tid«, »to og fyrretyve Måneder«, »tolv hundrede og tres dage« (år); men endnu var den begivenhed, der markerede begyndelsen på denne lange periode, ikke indtruffet. Så kirken håbede og ventede stadig på Kristi genkomst uden at vide det nøjagtige tidspunkt for hans fremtræden; for når denne trængselstid var forbi, ville der stadig være en kort periode med kamp og sejr tilbage for »rest«-menigheden.⁵⁵

GSAM 73.1Med afslutningen af Det Nye Testamente har vi temaet om Kristi genkomst klart for øje. Omkring ét vers ud af hver tredive nævner på en eller anden måde vor Herre Jesu Kristi genkomst. Om dette og kirkens stilling med hensyn til dette håb gennem de mellemliggende tidsaldre frem til nutiden udtaler Robert Patterson, D.D., sig i et blad ved navn Interior under overskriften »Det salige håb« på følgende måde:—

GSAM 73Det verdslige tusindårsrige — Patterson

GSAM 73.2»Da vor Herre forlod sin kirke på jorden for at gå til Faderen, efterlod han den i en sørgelig tilstand. Hans fem hundrede disciple var omgivet af hele verden af hans fjender, organiseret i antikristne religioner og regeringer af en af de højeste intelligenser, drevet af den mest giftige ondskab og uddannet gennem århundreders erfaring i de mest effektive former for ødelæggelse. Herren var ikke uvidende om vores fare; og i sine sidste taler bagatelliserede han den heller ikke, ej heller lovede han nogen formindskelse af verdens fjendskab og kirkens trængsel. Men han lovede, at han selv ville vende tilbage for at besejre sine fjender, og at han ville støtte os indtil den velsignede dag. ›Derfor hader Verden eder. I Verden have I Trængsel. I skulle græde og jamre, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders Bedrøvelse skal blive til Glæde.... Også I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder. Hvis jeg går bort, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I være.‹

GSAM 74.1»Sådan var det salige håb om hans personlige genkomst, som han trøstede sin menighed med ved sin personlige afsked. Han sagde, at vi i hele den periode, hvor han var væk, måtte lide trængsel; og således er det sket. Hvis vi skal nyde en periode med ydre fred under hans fravær, hvis hans menighed skal blive befriet fra verdens angreb, hvis der skal komme en tid med renhed, hvor ukrudtet ikke vokser blandt hveden, eller hvis han ved sin genkomst skal blive modtaget af befolkningen på en jord fyldt med Herrens herlighed, eller ja, endog være i stand til at finde tro på jorden, vil det være en højst uventet overraskelse for ham. Jesus vidste ikke noget om dette tusindårsrige. Vi siger, at han ikke vidste noget om det, fordi han ikke fortalte os om det; og han siger: ›Eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder.‹ Men i alle hans taler og lignelser findes der ikke den mindste antydning af, at vi skal håbe på nogen periode med fred eller herlighed før hans genkomst. Apostlene er lige så uvidende om et tusindårsrige uden Kristus. I tre hundrede år efter vor Herres bortgang var kirkens velsignede håb håbet om hans genkomst.

GSAM 74.2»Men da Kristi brud, i takt med sit forudsagte frafald, begyndte at trøste sig i hans fravær med venskabet med jordens konger, vendte hun helt naturligt sit blik bort fra den østlige himmel og fra sin Herres genkomst, som ville sætte en stopper for hendes verdslige storhed. Da reformatorerne satte evangeliets trompet til munden … blev drømmene om et Kristusløst tusindårsrige øjeblikkeligt fejet væk, … og kirken begyndte igen at se frem til Herrens komme for at tilintetgøre Antikrist … I deres breve, prædikener og trosbekendelser proklamerede reformatorerne deres præmillennialistiske håb.

GSAM 74.3»Westminster-forsamlingen afslutter sin trosbekendelse med en erklæring om sin tro på Herrens genkomst med ord, der fuldt ud udtrykker præmillennialisternes tro. De proklamerer med disse vægtige ord: ›Ligesom Kristus vil have os til med sikkerhed at være overbevist om, at der skal komme en dommedag, både for at afholde alle mennesker fra synd og til større trøst for de gudfrygtige i deres modgang, så vil han også have, at den dag skal være ukendt for mennesker, for at de kan ryste al kødelig tryghed af sig og altid være vågne, fordi de ikke ved, på hvilket tidspunkt Herren vil komme; og må de altid være rede til at sige: Kom, Herre Jesus, og kom hurtigt!‹⁵⁶

GSAM 75.1»Vores reformatoriske forfædre styrkede deres hjerter ved at se frem til Herrens komme og opmuntrede hinanden med råbet: ›Hold stand! For han kommer med legioner af hjælp,‹ en følelse, der for nylig er blevet udtrykt i en populær vækkelsessalme, men som var velkendt for de gamle skotske covenantere.

GSAM 75.2»Men det varede ikke længe, før der opstod et nyt frafald fra troen blandt de reformerede kirker. I Skotland blev det kendt som moderatisme; i England som arianisme og for nylig som bredkirkelighed; i Amerika kaldte man det unitarisme; og i Tyskland rationalisme. Ved at sætte den menneskelige fornuft som dommer og vores meget begrænsede moderne iagttagelser som bevis, og ved at benægte, at nogen begivenhed kunne finde sted andet end i overensstemmelse med de observerede naturlove, reducerede den Jesus til rangen af en jødisk rabbiner, der ganske vist var noget forud for sin tid, men fuldstændig uvidende om moderne videnskab. Naturligvis blev forestillingen om, at en sådan person skulle vende tilbage fra den usynlige verden for at regere på jorden, henvist til den hebraiske mytologi.

GSAM 75Daniel Whitby om tusindårsriget

GSAM 75.3»Løfterne om hans genkomst og herredømme på jorden blev fortolket som blot udbredelsen af hans evangelium og en stor del af verdens underkastelse under kristendommen i en periode på tusind eller, som nogle mente, 360.000 år; i løbet af hvilken menneskeheden skulle gøre fremskridt inden for civilisationens kunster og nyde en hidtil uset fred og velstand. Og ved afslutningen af denne langstrakte cyklus, der var for omfattende til, at det almindelige sind kunne overskue den, ville der muligvis indtræffe en stor naturkatastrofe, og man kunne sige, at Herren ville komme og ødelægge verden og kalde menneskeheden til dom. Denne teori blev uddybet og populariseret af en engelsk kommentator ved navn Whitby [Daniel Whitby døde i 1726], som gennem sin offentliggjorte korrespondance viste sig at være arianer, men hvis kommentarer var populære blandt hans egen klasse, og hvis mytiske tusindårsrige blev modtaget med velvilje af mange af de ortodokse, der var lønnet af eller venner af de statslige kirker i Europa, for hvem det lovede en langvarig sikring af tiendeindtægter og æresbevisninger. Gennem deres indflydelse blev den importeret til Amerika, hvor den straks blev brugt som stof til floskler fra talerstolen og afsluttende taler.«

GSAM 76.1Sådan var teorierne i forskellige dele af verden, da vi nærmede os den tid, hvor Herren udsendte den højtidelige advarsel om sit komme, ja, »for Døren«.