Kapitel 11 — Den anden engels budskab

GSAM 171.1»Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af sin Utugts Harmes Vin.«¹

GSAM 171.2»da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!«²

GSAM 171.3Herren havde gennem sine prædikanter rystet verden med budskabet: »Hans Doms Time er kommen« — et budskab, som alle hans bekennende tilhængere kunne have forenet sig om, hvis de ville. Dette var den første indkaldelse til bryllups»måltidet«. Den var blevet forkyndt »til de budne«.³ Da denne indkaldelse blev afvist med forskellige undskyldninger, blev der udsendt en anden indkaldelse, svarende til den anden engels budskab.⁴ Ved denne indkaldelse udskilte Herren et folk, der skulle gå frem til tidens ende med det fremadskridende lys fra hans sandhed.

GSAM 171Den anden indkaldelse til bryllupsmåltidet

GSAM 171.4Det andet budskab – det, der følger efter råbet om dommens time – lyder: »Falden, falden er Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af sin Utugts Harmes Vin.« Og den anden opfordring til nadveren lyder: »Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!« I hvert af disse skriftsteder kaldes Herrens bekennende folk en »by«. Med deres modstridende, forvirrede trosbekendelser kaldes de »Babylon«. I et andet skriftsted, der henviser til de sidste tider, ser vi, at lige før Herrens genkomst kaldes hans folk ud af »Babylon«: »Falden, falden er Babylon den store, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og afskyede Fugle.... Går ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.«⁵

GSAM 172»Husk, hvad du har hørt«

GSAM 172.1I henvendelsen til menigheden i Sardes læser vi: »Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig.«⁶ Menigheden i Sardes synes at være fremkommet gennem reformationen efter den mørke periode med »Isebels« – den frafaldne kirkes – virke. Menigheden i Sardes fik at vide, at den havde været en levende menighed; men da den hørte og afviste læren om Herrens genkomst, bragte den sig selv i en situation, hvor den risikerede at blive overrumplet af denne begivenhed som af en »Tyv om Natten«. Således siger apostlen Paulus i 1. Thessalonikerbrev 5:1-5, at det vil være tilstanden for dem, der råber: »Fred og ingen Fare«, når Herrens genkomst er nær. De, der følger sandhedens lys, kaldes »Dagens Børn«, og Herren vil ikke komme over dem som en tyv.

GSAM 172.2I denne profetiske beskrivelse af de syv menigheder ser vi, at Sardes-menighedens fald umiddelbart efterfølges af Filadelfia-menigheden, eller (som ordet betyder) menigheden med broderlig kærlighed. Sådan var de 50.000 troende, der ved den anden engels budskab blev ført ud fra alle de forskellige menigheder og forenet i et bånd af broderlig kærlighed omkring den store grundlæggende sandhed om Kristi umiddelbare genkomst.

GSAM 173Hvordan det andet budskab blev forkyndt

GSAM 173.1Udgaven af Midnight Cry fra den 12. september 1844 indeholder en udtalelse fra pastor J. V. Himes vedrørende den anden engels budskab og de omstændigheder, der førte til forkyndelsen heraf. Hans brev er dateret McConnelsville, Ohio, den 29. august 1844, og lyder således:—

GSAM 173.2»Da vi påbegyndte arbejdet sammen med bror Miller i 1840, havde han holdt foredrag i ni år. I den periode stod han næsten alene. Men hans indsats havde været uophørlig og effektiv til at vække de troende til bevidsthed om Guds folks sande håb og den nødvendige forberedelse til Herrens genkomst; ligeledes til at vække alle grupper af de uomvendte til en erkendelse af deres fortabte tilstand og pligten til øjeblikkelig omvendelse og tilvendelse til Gud som en forberedelse til at møde Brudgommen i fred ved hans genkomst. Dette var de store mål for hans indsats. Han gjorde intet forsøg på at omvende mennesker til en bestemt religiøs sekt eller retning.

GSAM 173.3»Da vi blev overbevist om sandheden om den forestående genkomst og offentligt tilsluttede os læren, havde vi de samme synspunkter og fulgte den samme linje blandt de forskellige sekter, hvor vi ved Guds forsyn blev kaldet til at arbejde. Vi fortalte prædikanterne og menighederne, at det ikke var vores opgave at splitte dem ad eller at skabe splid og forvirring blandt dem: Vi havde ét klart mål, og det var at udbrede ›råbet‹, advarslen om dommen, der stod ›for Døren‹, og overtale vores medmennesker til at gøre sig klar til begivenheden.... De prædikanter og menighedsmedlemmer, der benyttede sig af vores indsats, men ikke oprigtigt havde taget læren til sig, indså, at de enten måtte følge læren og forkynde og forsvare den, eller også ville de i den krise, der stod lige for døren, komme i konflikt med de overbeviste og beslutsomme troende. De valgte derfor at vende sig imod læren og besluttede, nogle på den ene måde og andre på den anden, at undertrykke emnet. Dette satte vores brødre og søstre blandt dem i en yderst vanskelig situation. De fleste af dem elskede deres menigheder og kunne ikke tænke sig at forlade dem. Men da de blev latterliggjort, undertrykt og på forskellige måder afskåret fra deres tidligere privilegier og glæder, og da ›Mad i rette Tid‹ blev holdt tilbage fra dem, og sirenesangen om ›Fred og ingen Fare‹ lød i deres ører fra sabbat til sabbat, blev de snart vænnet fra deres partipræferencer og rejste sig i deres styrkes majestæt, rystede åget af sig og rejste råbet: ›Går ud fra hende, mit Folk!‹

GSAM 174I en prøvelsesfuld situation

GSAM 174.1»Denne situation bragte os i en vanskelig stilling, (1) fordi vi befandt os lige ved slutningen af vores profetiske tid, hvor vi forventede, at Herren ville samle hele sit folk i én enhed; og (2) fordi vi altid havde forkyndt en anderledes lære; og nu, hvor omstændighederne havde ændret sig, ville det blive betragtet som uærlighed fra vores side, hvis vi sluttede os til råbet om adskillelse og opløsning af de menigheder, der havde taget imod os og vores budskab. Vi tøvede derfor og fortsatte med at handle ud fra vores oprindelige holdning, indtil menigheden og prædikanterne drev sagen så langt, at vi i frygt for Gud var nødsaget til at indtage en forsvarsposition for sandheden og Guds undertrykte børn.

GSAM 174Et apostolsk eksempel på vores fremgangsmåde

GSAM 174.2»›Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige. Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.‹⁷ Først da ›nogle forhærdede sig‹ og ›over for Mængden talte ilde om Vejen [Herrens genkomst]‹, blev vores brødre bevæget til at træde ud og adskille sig fra menighederne. De kunne ikke udholde denne ›onde tale‹ fra de ›onde tjenere‹, og de menigheder, der kunne følge en kurs af undertrykkelse og ›ond tale‹ mod dem, der så frem til det ›velsignede håb‹, var for dem intet andet end døtrene af det mystiske Babylon. Således erklærede de dem, og de kom ind i evangeliets frihed. Og selvom vi måske ikke alle er enige om, hvad der udgør Babylon, er vi enige om den øjeblikkelige og endelige adskillelse fra alle, der modsætter sig læren om Herrens genkomst og Guds rige, der er nær. Vi mener, at det er et spørgsmål om liv og død. Det er død at forblive forbundet med de menigheder, der taler let om eller modsætter sig Herrens genkomst. Det er liv at træde ud af al menneskelig tradition, stå fast på Guds ord og dagligt se frem til Herrens fremtræden. Derfor siger vi nu til alle, der på nogen måde er viklet ind i trældommens åg: ›»går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,« »og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige.«‹«⁸

GSAM 175Ubegrundet modstand

GSAM 175.1Wm. Miller taler således om den konflikt, der på det tidspunkt eksisterede mellem kirkerne og adventisterne:—

GSAM 175.2»Det er yderst unaturligt og uforklarligt, at de kristne kirker udelukker denne lære og dens tilhængere på grund af dette velsignede håb. Jeg ved, at nogle af baptistkirkerne siger, at de ikke udelukker dem på grund af deres tro, men på grund af deres nadver med adventisterne. Men hvis det ikke er på grund af deres tro på en kommende Frelser, hvorfor bliver jeg så udelukket fra deres prædikestole, når jeg aldrig har haft nadver med andre end en baptistkirke? Det er et falsk påskud. Men dette kan ikke være metodisternes og presbyterianernes påskud; for de tror på blandet nadver. Hvad udelukker de så for? Jeg har hørt om nogle, der blev udelukket for at ›synge‹ melodier om det andet komme; andre for sindssyge, når alt, hvad der blev bevist mod dem, var, at de holdt udkig efter Kristus. O Gud, ›forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.‹«

GSAM 176Storrs om kirkernes holdning

GSAM 176.1George Storrs talte om kirkernes holdning til adventisterne på følgende måde:—

GSAM 176.2»Hvilke af dem siger ikke i dette øjeblik: ›Jeg sidder som en Dronning‹? Og hvilke af dem trøster sig ikke med tanken om, at de en dag skal erobre verden, og at den skal underkastes deres tro? Hvilke af dem vil tillade, at en sjæl forbliver blandt dem i fred, når denne åbent og frygtløst bekender sin tro på, at Kristi genkomst står for døren? Er betingelserne for at forblive uforstyrret blandt dem ikke, at man ›fuldstændig afstår‹ fra offentligt at bekende sin tro på Herrens komme i år, uanset hvad ens overbevisning måtte være om emnet, og uanset hvor vigtigt man måtte føle det at råbe: ›Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen‹?«

GSAM 176Mansfields vidnesbyrd

GSAM 176.3L. D. Mansfield vidner således i et brev fra Oneida, New York, dateret den 21. marts 1844:—

GSAM 176.4»Gud virker i sindet hos sine kære børn, der venter på Herren fra himlen, og leder dem ikke blot til at lytte til englen, ›som havde et evigt Evangelium at forkynde‹, og han sagde: ›Hans Doms Time er kommen‹, men også til at adlyde den efterfølgende befaling: ›Går ud fra hende, mit Folk!‹ Jeg er mere overbevist end nogensinde før om, at de religiøse organisationer i dag udgør en ikke ubetydelig del af Babylon, som skal vælte med vold og aldrig mere findes … Det forekommer mig dog, at ligheden med det lille horn er mest slående i nogle af organisationerne. Nogle eksempler vil belyse sagen.

GSAM 176Mob-ånden manifesterer sig

GSAM 176.5»En bror, der havde arbejdet med stor succes i denne region med at forkynde Herrens komme, havde aftalt at holde et foredrag et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Herren sørgede for, at han befandt sig seksten engelske mil fra det aftalte sted, men en _____ prædikant var til stede i spidsen for en pøbel, udstyret med tjære og fjer, med det formål at påføre dem denne tjener af Den Højeste Gud. Den samme prædikant indledte kort efter et langvarigt møde, men alt var lige så koldt og iskoldt som gletsjeren i nord – ingen sjæle blev vækket eller omvendt. Til sidst sagde prædikanten, at han mente, han ville ›blive nødt til at sætte sig på bodsbænken‹.

GSAM 177.1»En gruppeleder i denne landsby sagde til sin gruppe, siden vi har holdt møder her, at hvis nogen mand skulle komme ind i hans hus og sige, at han troede, Kristus ville komme i år, ville han smide ham ud af døren.«

GSAM 177Pligt over for menighederne

GSAM 177.2Vi vil her indføje et vidnesbyrd fra en tale til adventkonferencen for troende, der var samlet i Boston, Massachusetts, dateret den 31. maj 1844 og underskrevet af Wm. Miller, Elon Galusha, N. N. Whiting, Apollos Hale og J. V. Himes. De siger:—

GSAM 177.3»Vi vil også sige et par ord om vores pligt over for menighederne. Faren her, som i de fleste andre tilfælde, synes for os at ligge i yderlighederne. Den første form for fare er, at vi tillader, at den menighed, vi måtte være tilknyttet, påtvinger os tavshed i et sådant spørgsmål om pligt. Vi er ikke i tvivl om, at tusinder har bragt sig selv under fordømmelse foran Gud ved at give efter for deres kirkers ubibelske krav i denne sag; hvis de havde været beslutsomme og trofaste, ville de nu befinde sig i en langt mere sikker situation og være mere nyttige, selvom de måske også ville være blevet kaldet til at lide.

GSAM 177.4»Den anden form for fare består i at give efter for en hævngerrig ånd mod kirkerne på grund af deres uretfærdighed over for os og at føre en vilkårlig krig mod alle sådanne organisationer. Hvad angår adventisternes pligt i forhold til de kirker, de måtte være tilknyttet, kunne vi, hvis vi blev bedt om det, ikke give nogen retningslinjer, der kunne finde generel anvendelse. De må handle i frygt for Gud, som omstændighederne i den enkelte sag kræver.

GSAM 178.1»Vi bør dog være beslutsomme i at udføre vores pligt og vidne om sandheden ved alle passende og egnede lejligheder. Og hvis vi ved at følge denne kurs fornærmer menighederne, og de truer os med udstødelse, medmindre vi forbliver tavse (selvom det måske er den bedste løsning, hvis vi finder det hensigtsmæssigt at opløse vores tilknytning til menigheden i mindelighed), så lad os gøre vores pligt, og når vi bliver udstødt, være tålmodige i at udholde uretten og være villige til sammen med vores Herre at ›gå ud uden for porten og bære hans smæle‹.«

GSAM 178.2Ud fra disse citater om kirkernes handlinger over for dem, der forkynder den anden engels budskab, kan man let se, hvordan de, der var samlet i én åndelig hjord, som det første resultat af denne anden indkaldelse til »måltidet« omtales som »de lemlæstede«, »de halte« og »de blinde«, hvilket tydeligt antyder den dårlige behandling, de havde fået ved »slagene« fra deres »medtjenere«, som de var blevet adskilt fra.

GSAM 178Et særskilt folk udvalgt til at modtage nye sandheder

GSAM 178.3Herrens hensigt kan tydeligt skelnes i frembringelsen af et særskilt folk under forkyndelsen af den anden engels budskab – den anden indkaldelse til »måltidet« – og »midnatsråbet«. Kostbare sandheder til de sidste dage skulle udforskes og forkyndes – et arbejde, der ikke kunne udføres i »trosbekendelsesbundne« kirker, ligesom forkyndelsen af evangeliet til verden ikke kunne gennemføres af den apostoliske kirke, så længe den opretholdt en forbindelse til de jødiske sekter. Gud opfordrede til adskillelse dér,⁹ og han opfordrede også til adskillelse af adventisttroende fra dem, der ville søge at holde dem inden for deres trosbekendelsers rammer.

GSAM 179Storrs’ »Six Sermons«

GSAM 179.1Kort efter denne udmeldelse bemærker vi, at lyset kom til adventistgrupperne om emnet fremtidig straf, som beskrevet i pamfletten »Six Sermons« af George Storrs, hvor han indtog den holdning, at mennesket af natur er dødeligt; at de døde er bevidstløse mellem døden og opstandelsen; at den endelige straf for de ugudelige vil være fuldstændig udslettelse; og at udødelighed er en gave fra Gud, som kun kan modtages ved tro på vores Herre Jesus Kristus.

GSAM 179.2Tusinder af adventisterne accepterede denne lære om menneskets natur, men ikke alle. Afvisningen af den skabte ingen forvirring blandt dem, da den blot blev betragtet som et spørgsmål om tro og ikke som en prøve på moralsk standpunkt; derfor forblev den fælles indsats for at advare verden om Kristi nært forestående genkomst ubrudt. Det havde dog den virkning, at det vækkede kirkernes vrede mod dem.

GSAM 179Ude af stand til at tilbagevise »Six Sermons«

GSAM 179.3Den metodistiske prædikant i den by, hvor jeg boede, og som tidligere havde deltaget i forkyndelsen af adventlæren i 1843, modtog »Six Sermons«, læste den og indrømmede over for sine menighedsmedlemmer, at han ikke var i stand til at modbevise læren; men da han opdagede, at mange af hans menighedsmedlemmer accepterede den, rådede han andre til ikke at læse bogen, da de »ville tro på læren, hvis de læste den«. I september 1844, efter at denne prædikant var vendt tilbage fra den årlige konference, trådte han op i prædikestolen og tog offentligt afstand fra adventlæren og bad ydmygt menigheden om tilgivelse for nogensinde at have inviteret foredragsholderne til at tale i kirken.

GSAM 179Draget til ansvar for kætteri

GSAM 179.4Denne handling fra prædikantens side blev snart efterfulgt af et forsøg på at drage adventisttilhængerne til ansvar for kætteri; men da de fik lov til at forsvare deres sag ud fra Bibelen, opnåede menigheden ingen sejr. Flere blev udelukket fra denne menighed, fordi deres adfærd ikke var i overensstemmelse med menighedsreglerne, og mange andre trak sig ud på grund af denne udelukkelse af medlemmer, hvis tro ikke kunne påvises at være i strid med Skriften. Således blev adventlæren for evigt udelukket fra menigheden, hvor hundredvis havde fundet Frelseren og fundet lykke i Gud.

GSAM 180.1Det, der skete i min hjemby, gentog sig også i hundredvis af andre menigheder over hele landet. De, der således blev behandlet af deres tidligere brødre, fandt stor trøst i profeten Esajas’ ord: »Hør Herrens ord, I, der frygter hans ord: Jeres brødre, som hadede jer og udstødte jer for mit navns skyld, sagde: Herren skal herliggøres! Men han skal åbenbare sig til jeres glæde, og de skal blive til skamme.«¹⁰

GSAM 180De ugudeliges vrede åbenbaret

GSAM 180.2Efterhånden som den dag nærmede sig, hvor Herren forventedes at komme, blev de troende mere ihærdige i deres arbejde, og de ugudelige rasede og spottede desto voldsommere, som det fremgår af følgende udtalelse fra redaktøren af Midnight Cry den 31. oktober 1844:—

GSAM 180.3»Den virkning, som denne bevægelse havde på de ugudelige, bidrog også i høj grad til at bekræfte os i vores tro på, at Gud stod bag den. Da Guds børn var samlet for at kaste sig ned og ydmyge sig foran ham og forberede sig på hans genkomst, som det sømmer sig for en skare af syndere, der kun kan frelses ved nåde, udviste de ugudelige den største ondskab. Selvom vi ikke havde annonceret vores møder andetsteds end i vores eget blad og heller ikke havde inviteret offentligheden dertil, strømmede Belials sønner til og skabte stor uro. Om aftenen lørdag den 12. i denne måned [12. oktober 1844] afholdt vi intet møde i tabernaklet, for at kirkens vagtmester kunne få lejlighed til at rense huset til sabbatten [søndag]. Men pøbelen brød ind i huset og nægtede os selv den mulighed. Borgmesteren greb imidlertid uopfordret straks ind og forviste dem.

GSAM 181.1»Ved vores møder den følgende sabbat, efter at tabernaklet var fyldt, fyldte en tæt menneskemængde gaden foran bygningen, hvoraf mange var rasende over, at nogen overhovedet troede på Herrens genkomst. Om aftenen blev der på grund af befolkningens ophidselse ikke afholdt noget møde; alligevel var gaden fyldt med pøbelen allerede tidligt på aftenen; men borgmesterens hurtige indgriben og hans effektive politi ryddede gaden, efter at nogle få var blevet sendt til politistationen. Vi kunne kun sammenligne pøbelens opførsel med den, der omringede Lots dør den aften, hvor Sodomas ødelæggelse stod for døren.... Denne bevægelse fra deres side var så pludselig, samtidig og omfattende, at dens manifestation på den første dag i den jødiske syvende måned styrkede os i vores opfattelse af, at dette måtte være den måned.«

GSAM 181Spottere ifører sig himmelfartsdragter

GSAM 181.2Den 22. oktober 1844, den dag, hvor de 2.300 dage udløb, i Paris, Maine, mens de troende var forsamlet i gudstjenestelokalet og var optaget af højtidelig bøn til Gud i forventning om, at Herren ville komme den dag, samlede de spottende spottere sig omkring huset og sang latterliggørende sange. To af disse ballademagere iførte sig lange hvide klæder og klatrede op på hustaget, hvor de sang sange og gjorde nar af dem inde i huset, der bad og ventede på, at Herren skulle komme.

GSAM 181.3Det er sandsynligt, at det var denne omstændighed, der gav anledning til de usandheder, der blev spredt om, at adventisterne iførte sig himmelfartsdragter; for selv om adventistiske tidsskrifter har udlovet belønninger på op til 500 dollar for ét eneste autentisk eksempel på, at en adventist i 1844 iførte sig en himmelfartsdragt og dermed ventede på Herrens genkomst, er der aldrig blevet fremlagt et eneste sådant tilfælde.

GSAM 182Hazen Foss’ syn, 1844

GSAM 182.1Omkring denne tid boede der i Poland, Maine, en ung mand ved navn Hazen Foss, som fast troede på, at Herren ville komme på den tiende dag i den syvende måned. Han var en mand med et pænt ydre, en behagelig fremtræden og ganske veluddannet. Et par uger før »midnatsråbet« ophørte, kom Herren tæt på ham og gav ham et syn, hvor han fik vist adventisternes rejse til Guds by samt de farer, de ville møde. Han modtog nogle advarselsbudskaber, som han skulle videregive, og han fik også et indblik i de prøvelser og den forfølgelse, der ville følge, hvis han trofast fortalte det, der var blevet vist ham. Ligesom hr. Foy fik han vist tre trin, hvorved Guds folk fuldt ud skulle komme ind på stien til den hellige by. Da han var en fast troende på Herrens genkomst »om få dage« (som de dengang sang), var den del af synet, der vedrørte de tre trin på vejen, uforklarlig for ham; og da han af natur var stolt af sind, veg han tilbage fra korset og nægtede at fortælle om det. Synet gentog sig for anden gang, og derudover fik han at vide, at hvis han stadig nægtede at fortælle, hvad der var blevet vist ham, ville byrden blive taget fra ham og overdraget til et af Herrens svageste børn, en, der trofast ville videregive det, som Gud ville åbenbare. Han nægtede igen. Derefter fik han et tredje syn, og han fik at vide, at han var fritaget, og at byrden blev lagt på en af de svageste af de svage, som ville gøre, som Herren befalede.

GSAM 182Foss undlader at fortælle om sit syn

GSAM 182.2Dette forbløffede den unge mand, og han besluttede at fortælle, hvad der var blevet vist ham, og bekendtgjorde derfor sit møde. Folket strømmede til for at se og høre. Han fortalte omhyggeligt om sin oplevelse, hvordan han havde nægtet at fortælle, hvad Herren havde vist ham, og hvad der ville blive følgen af hans afslag. »Nu,« sagde han, »vil jeg fortælle om synet.« Men ak! Det var for sent: Han stod foran folket, stum som en statue, og sagde til sidst i dybeste kval: »Jeg kan ikke huske et eneste ord af synet.« Han vred sine hænder i angst og sagde: »Gud har opfyldt sit ord. Han har taget synet fra mig,« og i stor sjæleangst sagde han: »Jeg er en fortabt mand.« Fra det øjeblik mistede han sit håb i Kristus og faldt i fortvivlelse. Han deltog aldrig mere i et adventistmøde og havde ingen personlig interesse for religion. Hans opførsel har i mange henseender, mildt sagt, været som en, der er berøvet den blide indflydelse fra Kristi Ånd, som en, der er »overladt til sine egne veje, for at blive fyldt af sine egne gerninger«. I denne sindstilstand døde han i 1893.

GSAM 183Foss’ syn fortalt af en anden

GSAM 183.1Omkring tre måneder efter, at han ikke kunne huske sit syn, hørte han fra et tilstødende rum et syn, som en anden fortalte om. Mødet fandt sted i en bolig, hvor han befandt sig. Han blev opfordret til at komme ind til mødet, men nægtede at gøre det. Han sagde, at synet lignede det, der var blevet vist ham, så meget som to personer kan fortælle om den samme ting. Og således blev det kendt, hvad han havde set, men ikke kunne huske, da han forsøgte at fortælle om det. Da han senere fik øje på personen, sagde han: »Det er det redskab, som Herren har lagt byrden på.«

GSAM 183Trist skuffelse

GSAM 183.2Den tiende dag i den syvende måned efter den jødiske kalender (22. oktober 1844) kom endelig. Den fandt tusinder og atter tusinder, der så frem til dette tidspunkt som fuldendelsen af deres håb. De havde ikke truffet foranstaltninger til noget jordisk liv efter denne dato. De havde ikke engang næret tanken: »hvis det ikke sker«, men havde planlagt deres verdslige anliggender, som om de havde forventet, at den dag ville afslutte deres jordiske liv. De havde advaret og opfordret de ugudelige til at flygte fra den kommende vrede, og mange af disse frygtede, at budskabet måske ville vise sig at være sandt. De havde rådgivet og bedt sammen med deres slægtninge og havde taget afsked med dem, der ikke havde givet deres hjerter til Gud. Kort sagt havde de taget afsked med alle jordiske ting med al den højtidelighed, som kendetegner en, der anser sig selv for at stå over for at møde hele jordens Dommer ansigt til ansigt. Således samledes de i næsten åndeløs ængstelse på deres tilbedelsessteder og forventede hvert øjeblik at høre »Overengels Røst« og »Guds Basun« og at se himlene stå i flammer af deres kommende Konges herlighed.

GSAM 184.1Timerne gik langsomt, og da solen endelig sank ned bag den vestlige horisont, var den jødiske tiende dag i den syvende måned forbi. Nattens skygger bredte endnu en gang deres dystre slør ud over verden; men med dette mørke kom der en smertefuld sorg i hjerterne hos de adventistiske troende, af en sådan art, at den kun kan sammenlignes med sorgen hos vor Herres disciple, da de højtideligt begav sig hjem den nat, der fulgte efter korsfæstelsen og begravelsen af ham, som de kun kort tid forinden triumferende havde eskorteret ind i Jerusalem som deres konge.