Kapitel 16 — Den tredje engels budskab

GSAM 247.1»En tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande eller på sin Hånd, så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Åsyn. Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke. Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud og Troen på Jesus.«¹

GSAM 247Den mest højtidelige advarsel i Bibelen

GSAM 247.2Dette er den mest højtidelige advarsel, som Bibelen indeholder, og det står fast, at vores verdenshistorie ikke vidner om, at dette budskab er blevet hørt i fortiden. Den kendsgerning, at den første og den anden engel i denne række har vist sig at høre til den nuværende generation, fastslår helt klart, at dette budskab ikke hører til fortidens tider.

GSAM 247.3Pastor J. V. Himes sagde i 1847:—

GSAM 247.4»Det fjortende kapitel [i Åbenbaringen] fremfører et forbløffende råb, der endnu skal lyde, som en advarsel til menneskeheden i den time med stærk fristelse. Vers 9-11. En så frygtindgydende forkyndelse af vrede findes ikke i Guds bog, bortset fra denne. Indebærer det ikke en stærk fristelse, at der kræves en så skræmmende formaning?«²

GSAM 248Templet åbnes – arken ses

GSAM 248.1J. N. Andrews sagde om dette budskab: »Åbningen af det allerhelligste i himmelens tempel, hvorved arken bliver synlig, er en begivenhed, der finder sted, mens den syvende engel blæser i sin basun. Og da vores store ypperstepræsts tjeneste flyttes til det rum ved afslutningen af de 2.300 dage, forstår vi, at åbningen af templet markeres af afslutningen af denne periode, som den første engels proklamation symboliserer. Vores ypperstepræsts indtræden i det allerhelligste for at udøve sin tjeneste foran Guds ark henleder menighedens opmærksomhed på Guds bud, der er indeholdt i den ark. Guds bud har strålet ud fra den himmelske helligdom siden den tid.

GSAM 248Ændringen af sabbatten

GSAM 248.2»Det er en ubestridelig kendsgerning, at det fjerde bud for længe siden blev ændret fra Herrens hviledag til den hedenske søndagsfest. Denne ændring blev foretaget i direkte modstrid med de Hellige Skrifter, som overalt anerkender den syvende dag som Herrens eneste ugentlige sabbat. Den blev gennemført af den store frafaldne, som Daniel forudsagde ville ›tænke på at ændre tider og love‹. Denne magt er i det væsentlige den samme som dyret, som hele verden skulle tilbede. Og det er et faktum af dyb interesse, at dette bud, som så længe er blevet trådt under fode, nu bliver retfærdiggjort, og at Guds folk begynder at holde det sammen med de øvrige ni. Tak være Gud, at han forbereder resten til deres endelige kamp mod dragen og til adgang gennem portene ind i den hellige by. Åbenbaringen 12:17; 22:14. Genoprettelsen af det fjerde bud i modsætning til frafaldets sabbat og forkyndelsen af alle Guds bud er et slående vidnesbyrd om, at nutiden er de helliges tålmodighedsperiode og den tredje engels advarsel.«³

GSAM 249.1I de foregående kapitler er der blevet henledt opmærksomheden på det første og det andet af disse budskaber, som blev opfyldt i den store forkyndelse om det andet komme frem til den 22. oktober 1844. Skriftstedet i begyndelsen af dette kapitel lyder: »en tredje Engel fulgte dem«, det vil sige efter den første og den anden engel. Det vil måske være af interesse i denne sammenhæng at henlede opmærksomheden på fremkomsten af den tredje engels budskab.

GSAM 249De første adventistiske sabbatsholdere

GSAM 249.2Under »midnatsråbet« i 1844 begyndte Herren at lede sit folks tanker hen mod overholdelsen af den syvende dags sabbat. Denne lære opstod blandt adventisterne på følgende måde: Rachel Preston, en syvende-dags baptist, flyttede til Washington, New Hampshire, hvor der var en adventistkirke. Hun tilsluttede sig adventlæren, og denne menighed, der bestod af omkring fyrre medlemmer, begyndte gennem hendes missionærindsats at holde sabbatten i henhold til det fjerde bud.⁴ Dette førte til en nærmere undersøgelse af emnet. I udgaven af Cry fra den 5. september 1844 læser vi: »Mange mennesker er dybt optaget af spørgsmålet om en formodet forpligtelse til at holde den syvende dag.« Denne udtalelse var indeholdt i en leder, hvor der blev gjort et svagt forsøg på at underbygge argumenterne for søndagshelligholdelse. Emnet blev fortsat i udgaven fra den 12. september, hvor vi finder følgende betydningsfulde udtalelse, som førte til en seriøs og grundig undersøgelse hos mange:—

GSAM 249Den syvende dag er den eneste lovbestemte dag

GSAM 249.3»I sidste uge nåede vi frem til denne konklusion: Der er ingen bestemt tidsperiode, som kristne ifølge loven er forpligtet til at afsætte som hellig tid. Hvis denne konklusion er forkert, mener vi, at den syvende dag er den eneste dag, for hvis overholdelse der findes nogen lov.«

GSAM 250T. M. Prebles essay

GSAM 250.1Adventisternes opmærksomhed som helhed blev henledt på sabbatsspørgsmålet gennem et essay om emnet af T. M. Preble, dateret den 13. februar 1845 og offentliggjort i Hope of Israel, Portland, Maine, den 28. februar 1845. Efter at have fremhævet Bibelens krav om sabbatten og det faktum, at den blev ændret til søndag ved det store frafald, bemærker han: »Således ser vi Daniel 7:25 opfyldt, idet det lille horn ændrer ›tider og love‹. Derfor forekommer det mig, at alle, der holder den første dag som sabbat, er pavens søndagsholdere og Guds sabbatsbrydere.«⁵

GSAM 250J. B. Cook om sabbatsspørgsmålet

GSAM 250.2Kort efter dette udkom der en artikel af J. B. Cook, hvori han påviste, at der ikke findes noget bibelsk belæg for at holde søndagen som sabbat, og han brugte dette kortfattede udtryk: »Således tages al vinden let ud af sejlene på dem, der, måske ubevidst, sejler under pavens sabbatsflag.«

GSAM 250.3Selvom disse to mænds sabbatsholdning var af kort varighed, havde de sat en proces i gang, der ikke let kunne standses. Sloganerne »pavens søndagsholdere«, »Guds budbrydere« og »at sejle under pavens sabbatsflag« lå på læberne hos hundredvis, der var ivrige efter at kende sandheden om denne sag. Pastor Joseph Bates fra Fairhaven, Massachusetts, fik dermed sin opmærksomhed fanget, og han tog sabbatten til sig i 1845.

GSAM 250Joseph Bates accepterer sabbatten

GSAM 250.4Hans oplevelse var følgende: Da han hørte om menigheden i Washington, New Hampshire, der var sabbatsholdende, besluttede han at besøge den kirke og se, hvad det gik ud på. Det gjorde han da også, og da han studerede emnet sammen med dem, indså han, at de havde ret, og han accepterede straks indsigten i sabbatsspørgsmålet. Da han vendte tilbage til New Bedford, Massachusetts, mødte han på broen mellem New Bedford og Fairhaven en fremtrædende bror, der henvendte sig til ham med ordene: »Kaptajn Bates, hvad er nyheden?« Pastor Bates svarede: »Nyheden er, at den syvende dag er sabbatten for Herren, vores Gud.« »Nå,« sagde manden, »så vil jeg gå hjem og læse i min Bibel og se, hvad der står om det.« Det gjorde han, og da de mødtes igen, havde denne bror accepteret sabbatssandheden og overholdt den.

GSAM 251Den første bog om sabbatten

GSAM 251.2Pastor Bates begyndte straks at forkynde denne sandhed fra stat til stat. Han indså snart, at en bog eller blot en traktat om sabbatsspørgsmålet ville være en stor hjælp for ham i hans arbejde, og hans sjæl blev bevæget af Guds Ånd til at skrive og udgive noget om dette emne. Men spørgsmålet var, hvordan det kunne gøres uden penge, da alt, hvad han havde, var en York-shilling (tolv og en halv cent). Det kan være af interesse for læseren at høre om hans oplevelse i denne sag, præcis som han fortalte mig den i 1855.

GSAM 251Fire pund mel

GSAM 251.3Han sagde, at mens han holdt bøn foran Gud, besluttede han sig for at skrive bogen og følte sig overbevist om, at vejen ville åbne sig for at udgive den. Han satte sig derfor ved sit skrivebord med Bibelen og konkordansen for at påbegynde sit arbejde. I løbet af en time kom fru Bates ind i rummet og sagde: »Joseph, jeg har ikke mel nok til at bage«, og nævnte samtidig nogle andre småting, hun havde brug for. »Hvor meget mel mangler du?« spurgte kaptajn Bates. »Omkring fire pund,« svarede hun. »Godt,« svarede han. Efter at hun havde forladt rummet, gik han hen til en butik i nærheden, købte de fire pund mel og de andre varer, bragte dem hjem og satte sig igen ved sit skrivebord. Kort efter kom fru Bates ind og så varerne på bordet og udbrød: »Hvor kommer dette mel fra?« »Jamen,« sagde kaptajnen, »er der ikke nok? Du sagde jo, du ville have fire pund.« »Jo,« sagde hun, »men hvor har du fået det fra?« »Jeg har købt det,« sagde han; »er det ikke den mængde, du havde brug for til at færdiggøre bagningen?« »Jo,« fortsatte fru Bates, »men har De, kaptajn Bates, en mand, der har sejlet skibe ud fra New Bedford til alle verdenshjørner, været ude og købt fire pund mel?« »Ja, var det ikke den mængde, du havde brug for til at færdiggøre bagningen?« »Ja,« sagde fru Bates, »men har De købt fire pund (!) mel?«

GSAM 25211.000 dollars brugt på sandheden

GSAM 252.1Snart fulgte endnu en prøvelse. Da kaptajn Bates forlod søfarten, solgte han sin andel i et skib for 11.000 dollars, men nu havde han brugt det hele på at fremme sandhedens sag. Indtil da havde fru Bates ikke kendt hans egentlige økonomiske situation, men han følte, at han nu måtte gøre hende bekendt med den, så han sagde roligt: »Kone, jeg har brugt de sidste penge, jeg har på jorden, på de ting.« Med bitre hulken spurgte fru Bates: »Hvad skal vi nu gøre?« Kaptajnen rejste sig og sagde med al den værdighed, som en kaptajn, der styrer sit skib, kan udvise: »Jeg vil skrive en bog; jeg vil udgive den og udbrede denne sabbatssandhed for hele verden.« »Jamen,« sagde fru Bates gennem tårer, der blændede hende, »hvad skal vi så leve af?« »Herren vil åbne vejen,« var kaptajn Bates’ smilende svar. »Ja,« sagde fru Bates, »Herren vil åbne vejen! Det er jo det, du altid siger,« og hun brød ud i gråd og forlod rummet.

GSAM 252En uventet forsyning

GSAM 252.2Efter at kaptajn Bates havde fortsat sit arbejde i en halv time, fik han en indskydelse om at gå hen til posthuset, da der lå et brev til ham der. Han gik derhen, og ganske rigtigt lå der et brev. Dengang var portoen på breve fem cent, og forudbetaling var valgfri. Afsenderen af dette brev havde af en eller anden grund undladt at betale portoen. Og her blev kaptajn Bates igen ydmyget, da han var nødt til at fortælle postmesteren, hr. Drew, som han kendte godt, at han ikke kunne betale portoen, da han ikke havde nogen penge; men han sagde: »Må jeg se, hvor det er fra?« »Tag det med,« sagde postmesteren, »og betal en anden gang.« »Nej,« sagde kaptajnen, »jeg tager ikke brevet med ud af kontoret, før portoen er betalt.« Mens han holdt brevet i hånden, sagde han: »Jeg mener, at der er penge i dette brev,« og han vendte sig mod postmesteren og spurgte: »Vil De være så venlig at åbne det? Hvis der er penge i det, kan De trække portoen fra; hvis ikke, vil jeg ikke læse det.« Postmesteren imødekom hans anmodning, og se! Det indeholdt en ti-dollarseddel. Han fandt ved at læse det, at brevet var fra en person, der sagde, at Herren havde gjort så stort indtryk på hans sind, at pastor Bates havde brug for penge, at han skyndte sig at sende det til ham; og i hastværket havde han sandsynligvis glemt at betale portoen.

GSAM 253.1Efter at have betalt portoen gik han hen til en købmandsbutik og købte en tønde mel for 4 dollar samt kartofler, sukker og andre nødvendige varer. Da han gav besked om, hvor varerne skulle leveres, sagde han: »Kvinden vil sikkert sige, at de ikke hører til der, men tag dig ikke af, hvad hun siger; læs varerne af på verandaen.«

GSAM 253.2Derefter gik han hen til trykkeriet og aftalte at få trykt tusind eksemplarer af et hæfte på omkring hundrede sider, med den aftale, at efterhånden som manuskriptet blev leveret, skulle trykkeriet sætte det med typer så hurtigt som muligt og sende korrektur til ham. Han skulle betale for arbejdet, efterhånden som han modtog pengene, og bøgerne måtte ikke hentes fra trykkeriet, før alle regningerne var betalt.

GSAM 253.3Kaptajn Bates vidste udmærket godt, at der ikke var nogen penge, han havde til gode, men han følte det som sin pligt at skrive denne bog, idet han troede på, at Herren ville røre ved folks hjerter, så de ville sende pengene, når der var brug for dem. Efter at have købt papir, penne osv. – og dermed givet tid til, at husholdningsartiklerne kunne nå frem før ham – begav han sig hen til begyndelsen af gaden, der førte hen til hans hus. Da han så, at varerne var der, gik han ind i huset ad bagindgangen og satte sig igen ved sit skrivebord. Fru Bates kom ind og sagde ophidset: »Joseph, se lige ud på verandaen! Hvor kom de ting fra? En vognmand kom her og ville læsse det af. Jeg sagde til ham, at det ikke hørte til her, men han ville alligevel læsse det af.« »Nå,« sagde kaptajn Bates, »jeg går ud fra, at det er i orden.« »Men,« sagde fru Bates, »hvor kom det fra?« »Tja,« sagde kaptajnen, »Herren sendte det.« »Ja,« sagde fru Bates, »Herren har sendt det; det er jo det, du altid siger.« Han rakte derefter brevet til sin kone og sagde: »Læs dette, så vil du vide, hvor det kom fra.« Hun læste det og trak sig igen tilbage for at græde endnu en gang, men denne gang var det af en anden karakter end den første; og da hun kom tilbage, bad hun ydmygt om tilgivelse for sin manglende tro.

GSAM 254Penge til bogen

GSAM 254.1Efterhånden som arbejdet med at skrive og trykke bogen skred frem, modtog kaptajn Bates fra tid til anden penge via posten og på anden vis, undertiden fra personer, han aldrig havde mødt. Når han modtog pengene, blev de videregivet til trykkeriet og sat ind på bogens konto. Endelig kom den dag, hvor alle bøgerne var trykt, og fra en kilde, som bror Bates ikke havde forventet, blev restbeløbet på kontoen dækket; således blev bøgernes udgivelse ikke forsinket med så meget som en dag.

GSAM 254Sidste regning betalt

GSAM 254.2H. S. Gurney fra Memphis, Michigan, fortalte mig i marts 1884, at han netop den morgen, hvor pastor Bates’ bog var færdig, modtog 100 dollars på et forældet gældsbrev fra en mand, der erklærede, at han aldrig ville betale ham. Da han havde modtaget disse penge, anså han det for en fornøjelse at bruge en del af dem til at betale den sidste regning for pastor Bates’ sabbatsbrochure. »Men,« sagde hr. Gurney, »bror Bates vidste aldrig, helt indtil sin død, hvem der betalte restbeløbet for bogen.« Denne oplevelse, som pastor Bates havde i forbindelse med trykningen af sabbatssandheden, syntes at sige til vores folk helt fra begyndelsen af udgivelsen af sandheden om sabbatsspørgsmålet: »Gå videre med dette arbejde, og forvent, at Guds forsyn vil bane vejen, efterhånden som I skrider frem.«

GSAM 255Pastor Bates var skeptisk over for synerne

GSAM 255.1Følgende udtalelse, forkortet fra Life Sketches, vil vise, hvordan profetiens gave og sabbatsreformen var forenet:—

GSAM 255.2Under et besøg i New Bedford, Massachusetts, i 1846 lærte frøken Harmon pastor Joseph Bates at kende. Han havde tidligt tilsluttet sig adventisttroen og var en aktiv arbejder i sagen. Han var en sand kristen gentleman, høflig og venlig. Han behandlede frøken Harmon så ømt, som om hun var hans eget barn. Første gang han hørte hende tale, viste han dyb interesse, og da hun var færdig, rejste han sig og sagde: »Jeg er en tvivlende Thomas. Jeg tror ikke på syner. Men hvis jeg kunne tro at det vidnesbyrd denne søster i aften har fortalt, i virkeligheden var Guds stemme til os, ville jeg være den lykkeligste mand i live. Mit hjerte er dybt rørt. Jeg tror at taleren er oprigtig, man kan ikke forklare det, hun har fået vist af underfulde ting, som hun har berettet om.«

GSAM 255Frøken Harmon accepterer sabbatten

GSAM 255.3Pastor Bates var sabbatsholdende og understregede dens betydning. Frøken Harmon forstod på det tidspunkt ikke dens betydning og mente, at pastor Bates tog fejl ved at lægge mere vægt på det fjerde bud end på de øvrige ni. Men Herren gav hende et syn af den himmelske helligdom. Guds tempel i himmelen blev åbnet, og hun fik vist Guds ark med nådestolen, der dækkede den. To engle stod, en ved hver ende af arken, med deres vinger spredt over nådestolen og deres ansigter vendte mod den. Dette, fortalte hendes ledsagende engel hende, symboliserede hele den himmelske hær, der med ærbødig ærefrygt så på Guds lov, som var blevet skrevet med Guds finger. Jesus løftede dækslet på arken, og hun skuede stentavlerne, hvorpå de ti bud var skrevet. Hun blev forbløffet, da hun så det fjerde bud lige i midten af de ti bud, omgivet af en blid lysglorie. Englen sagde: »Dette er det eneste af de ti, som forklarer den levende Gud, som skabte himlene og jorden og alt levende som er derpå. Da jordens grundvold blev lagt, blev grundlaget for sabbaten også lagt.« Hun fik vist, at hvis den sande sabbat var blevet holdt, ville der aldrig have været en vantro eller en ateist. Sabbatens helligholdelse ville have beskyttet verden fra afgudsdyrkelse.

GSAM 256.1Det fjerde bud har der været trådt på; derfor er vi kaldet til at udbedre bruddet i loven og forsvare den nedtrådte sabbat. Syndens menneske, som har ophøjet sig selv for Gud og troet at kunne ændre tider og love, forårsagede forandringen af sabbaten fra den syvende-dag til den første dag i ugen. Ved at gøre dette, gjorde han et brud på Guds lov.

GSAM 256.2Lige før Guds store dag, er et budskab sendt ud for at advare folket til at komme tilbage til deres troskab til Guds lov, som antikrist har nedbrudt. Ved regler og eksempel, må der gøres opmærksomt på bruddet i loven. Hun fik også vist, at den tredje engel i Åbenbaringen 14, der forkynder Guds bud og troen på Jesus, repræsenterer de mennesker, der modtager dette budskab og løfter en advarselsrøst til verden om at holde Guds bud og hans lov som øjets æble, og at mange som reaktion på denne advarsel vil omfavne Herrens sabbat.⁶

GSAM 256.3Denne oplevelse, som frøken Harmon og pastor Bates havde, var i overensstemmelse med Herrens arbejdsmetode. Pastor Bates henledte både frøken Harmons og pastor Whites opmærksomhed på sabbatsspørgsmålet, idet han ud fra Skriften fremlagde kravene i Guds uforanderlige lov for dem. Selvom frøken Harmon i omkring atten måneder havde været velsignet med særlige åbenbaringer fra Herren, var der ikke tidligere blevet vist hende noget om dette emne. Nu var Herrens tid kommet, da troende blev rejst op for at holde hans lov, for at give dem lys gennem profetiens gave, og således blev den tredje engels budskab, »Guds Bud« og »Jesu Vidnesbyrd«, samlet på hans egen måde at virke på.

GSAM 257Begyndelsen på den tredje engels budskab

GSAM 257.1Fra det tidspunkt begyndte den tredje engels budskab, i sammenhæng med de to andre, at blive forkyndt. Sabbatssandheden, i forbindelse med Guds ark og det lys, der udviklede sig med henvisning til helligdommen, bekræftede det, der tidligere var blevet åbenbaret — at den tidligere adventbevægelse var rigtig og i overensstemmelse med Herrens vilje. De kunne nu forstå betydningen af de »tre trin op til stien til Guds by« mere fuldt ud end nogensinde før.

GSAM 257Pastor Bates accepterer synerne som værende fra Gud

GSAM 257.2I november 1846 blev der afholdt en konference i Topsham, Maine, hvor pastor Bates var til stede. Ved dette møde havde fru White (frøken Harmons ægteskab med pastor James White er tidligere blevet nævnt) et syn, som var årsagen til, at pastor Bates blev fuldt overbevist om deres guddommelige oprindelse. Han var en mand, der havde sejlet i halvtreds år og havde beklædt alle stillinger fra skibsdreng til skibsfører og skibsejer. Hans kendskab til astronomi var så stort, at han, som han fortalte mig, næsten kunne bestemme sin position på havet, hvad angår breddegrad og længdegrad, ved at observere himmellegemerne. En sådan person ville naturligvis være interesseret i at tale om astronomi.

GSAM 257.3Under en samtale med ham fortalte han mig, hvordan han blev overbevist om synernes guddommelige oprindelse. Han sagde, at han en dag forsøgte at tale med fru White om stjernerne, men han opdagede hurtigt, at hun intet vidste om astronomi; faktisk fortalte hun ham, at hun ikke vidste, om hun nogensinde havde slået op i en bog, der omhandlede dette emne. Hun havde ingen lyst til at tale om det emne og vendte samtalen ved at tale om den nye jord og det, der var blevet vist hende i et syn vedrørende den.

GSAM 258»De åbne himle«

GSAM 258.1Året før, den 19. april 1845, havde Illustrated London News bragt en artikel af stor interesse for astronomer fra Lord Rosse om de vidunderlige opdagelser, han havde gjort gennem sit gigantiske teleskop, især et billede af det, som astronomer kalder »hullet i himlen«. En aften under det ovennævnte møde i hr. Curtiss’ hjem og i nærværelse af pastor Bates, som endnu var uafklaret med hensyn til disse åbenbaringer, begyndte fru White, mens hun var i et syn, at tale om stjernerne og gav en levende beskrivelse af rosenfarvede bælter, som hun så på overfladen af en eller anden planet, og tilføjede: »Jeg ser fire måner.« »Åh,« sagde pastor Bates, »hun ser på Jupiter!« Derefter lavede hun bevægelser, som om hun rejste gennem rummet, og begyndte at beskrive bælter og ringe i deres stadigt skiftende skønhed og sagde: »Jeg ser syv måner.«⁷ Pastor Bates udbrød: »Hun beskriver Saturn.« Derefter sagde hun: »Jeg ser seks måner,« og begyndte straks at beskrive de »åbne himle« med deres herlighed og kaldte dem en åbning ind i et mere oplyst område. Pastor Bates sagde, at hendes beskrivelse langt overgik enhver beretning om de åbne himle, han nogensinde havde læst fra nogen forfatter.

GSAM 258.2Mens hun talte og stadig var midt i sit syn, rejste han sig og udbrød: »Åh, hvor ville jeg ønske, at Lord John Rosse var her i aften!« Pastor White spurgte: »Hvem er Lord John Rosse?« »Åh,« sagde pastor Bates, »han er den store engelske astronom. Jeg ville ønske, han var her for at høre den kvinde tale om astronomi og for at høre den beskrivelse af de ›åbne himle‹. Det overgår alt, hvad jeg nogensinde har læst om emnet.« Fra den aften blev pastor Bates fuldt overbevist om, at fru Whites syner lå uden for hendes viden og kontrol. Dette samt karakteren af den irettesættelse og vejledning, der blev givet, overbeviste ham om, at de kom fra Gud.

GSAM 259.1Dette fænomen på himlen, som fru White således beskrev i det syn, er et emne, der sjældent nævnes af astronomiske forfattere. Huygens, den første, der opdagede det, giver følgende beskrivelse:—

GSAM 259Et strålende lys i Orions sværd

GSAM 259.2»Astronomer placerer tre stjerner tæt sammen i Orions sværd; da jeg i år 1656 betragtede den midterste med et teleskop, dukkede der i stedet for den ene tolv andre stjerner op; blandt disse var der tre, der næsten rørte hinanden, og der dukkede yderligere fire op, der blinkede som gennem en sky, således at området omkring dem syntes meget lysere end resten af himlen, som på grund af det klare vejr fremstod helt sortagtig og kunne ses som gennem en åbning i et forhæng, hvorigennem man havde uhindret udsyn til et andet område, der var mere oplyst.«

GSAM 259.3William Herschel siger om denne åbning i himlen:—

GSAM 259.4»Hvis dens diameter på denne afstand danner en vinkel på 10°, hvilket den næsten gør, må dens størrelse være fuldstændig ufattelig. Det er blevet beregnet, at den må være to billioner gange solens størrelse.«

GSAM 259Lysere end solen

GSAM 259.5Filosoffen Thomas Dick udtaler sig således om denne lysende tåge:—

GSAM 259.6»Hvis vi befandt os så tæt på den som halvdelen af afstanden til den nærmeste stjerne – stor som denne afstand er – ville den fra et sådant punkt udstråle en glans, der nærmer sig solens; og for væsener på en langt kortere afstand ville den fylde en stor del af himlen og fremstå med en ubeskrivelig pragt. Men det endelige formål med et sådant objekt, i alle dets aspekter og sammenhænge, vil måske først blive afsløret i de kommende tidsaldre af en uendelig tilværelse; og ligesom mange andre objekter i skabelsens fjerne rum vækker det i sindet et længselsfuldt ønske om at se universets pragtfulde og mystiske scener udfolde sig lidt mere.«⁸

GSAM 260.1Pastor Bates sagde i afslutningen af en artikel om emnet:—

GSAM 260.2»Således ser vi ud fra alt det fremlagte vidnesbyrd (og vi kunne give meget mere, hvis det var nødvendigt), at der her er tale om et yderst vidunderligt og uforklarligt fænomen på himlen; et hul i himlen med en omkreds på mere end elleve milliarder tre hundrede og fjorten [11.000.000.314] engelske mil. Den berømte Huygens siger: ›Jeg har aldrig set noget lignende blandt de øvrige faste stjerner – et frit udsyn til et andet, mere oplyst område.‹«

GSAM 260Et andet vidnesbyrd om planetsynet

GSAM 260.3Igen citerer vi fra fru Truesdail, som var til stede, da det omtalte syn blev givet. Hun siger:—

GSAM 260.4»Søster White var i meget svag helbredstilstand, og mens der blev bedt bønner for hende, hvilede Guds Ånd over os. Vi bemærkede snart, at hun ikke kunne sanse jordiske ting. Dette var hendes første syn af planetverdenen. Efter at have talt Jupiters måner højt og kort efter Saturns, gav hun en smuk beskrivelse af sidstnævntes ringe. Hun sagde derefter: ›Indbyggerne er et højt, majestætisk folk, så forskelligt fra jordens indbyggere. Synd har aldrig fundet vej hertil.‹ Det fremgik tydeligt af bror Bates’ smilende ansigt, at hans tidligere tvivl om kilden til hendes syner hurtigt var ved at forsvinde. Vi vidste alle, at kaptajn Bates var en stor elsker af astronomi, da han ofte udpegede mange af himmellegemerne for at undervise os. Da søster White efter synet besvarede hans spørgsmål og sagde, at hun aldrig havde studeret eller på anden måde tilegnet sig viden på dette område, blev han fyldt med glæde og lykke. Han priste Gud og gav udtryk for sin tro på, at dette syn om planeterne var givet, for at han aldrig mere skulle tvivle.«⁹

GSAM 261En vild hest blev pludselig tæmmet

GSAM 261.1Kort efter dette møde i Topsham indtraf der endnu en slående hændelse i forbindelse med synerne, som jeg vil fortælle, sådan som pastor Bates fortalte mig den:—

GSAM 261.2Pastor White havde et delvis tæmmet føl og en tosædet markedsvogn til rådighed, som var konstrueret uden stænkbræt, men havde et trin på tværs af vognens forende og et jerntrin fra vognstængerne. Det var nødvendigt at udvise yderst stor forsigtighed ved kørsel med føllet, da det, hvis tøjlerne eller noget andet rørte ved dets flanker, straks ville sparke voldsomt, og det måtte holdes i skak hele tiden med stramme tøjler for at forhindre det i at løbe løbsk. Dette føl tilhørte en person, som de ønskede at besøge, og da pastor White var vant til at håndtere utæmmede føl, troede han ikke, at han ville få alvorlige problemer med denne. Havde de imidlertid vidst, at den under sine voldsomme udbrud tidligere havde dræbt to mænd – den ene ved at knuse ham mod klipperne ved vejkanten – ville han måske have været mindre selvsikker.

GSAM 261.3Denne gang var der fire personer i vognen: pastor White og hans kone på forsædet og pastor Bates og Israel Damon på bagsædet. Mens pastor White gjorde sit yderste for at holde hesten under kontrol, talte fru White om sandheden, da Guds kraft kom over selskabet, og hun blev ført bort i et syn, mens hun sad i vognen. I det øjeblik hun råbte »Ære!«, da hun gik ind i synet, standsede føllet pludselig helt stille og sænkede hovedet. Samtidig rejste fru White sig, mens hun befandt sig i denne tilstand, og med blikket vendt opad trådte hun over forenden af vognen ned på vognstængerne med hænderne på føllets bagpart. Pastor Bates råbte til pastor White: »Føllet vil sparke den kvinde ihjel.« Pastor White svarede: »Herren har nu kontrol over føllet; jeg ønsker ikke at blande mig.« Føllet stod så tamt som en gammel hest. Ved vejkanten rejste skrænten sig omkring seks fod, og ved siden af hegnet var der en græsklædt plads. Fru White, med blikket stadig rettet opad og uden en eneste gang at se ned, gik op ad skrænten og ud på den græsklædte plads, hvorefter hun gik frem og tilbage i et par minutter, mens hun talte og beskrev den nye jords skønhed. Derefter, med hovedet i samme stilling, kom hun ned ad skrænten, gik hen til vognen, trådte op på trinene med hånden på føllets bagdel og dermed op på vognstængerne og ind i vognen igen. I det øjeblik hun satte sig på sædet, kom hun ud af synet, og i samme øjeblik satte hesten, uden nogen anvisning fra kusken, i gang og fortsatte sin vej.

GSAM 262.2Mens fru White var ude af vognen, tænkte pastor White, at han ville afprøve hesten og se, om den virkelig var tam eller ej. Først rørte han den blot let med pisken; andre gange ville hesten have reageret med et spark, men nu skete der intet. Han gav den så et ret kraftigt slag, derefter hårdere og endnu hårdere. Føllet tog slet ikke notits af slagene, men virkede lige så harmløst som de løver, hvis gab englene lukkede den nat, Daniel tilbragte i deres hule. »Det var et højtideligt sted,« sagde pastor Bates, »og det var tydeligt, at den samme Kraft, der frembragte synerne, for øjeblikket havde tæmmet føllets vilde natur.«

GSAM 262.3Hvis dette syn blot var resultatet af nogle af hendes fysiske svagheder, opstår der naturligvis det spørgsmål: Var hesten ramt på samme måde?

GSAM 262Israel Damons vidnesbyrd

GSAM 262.4For at bekræfte den beretning, jeg fik af pastor Bates, vil jeg her gengive følgende udtalelse:—

GSAM 262.5»For omkring tyve år siden, lige efter at jeg var begyndt at holde sabbatten, fortalte Israel Damon mig om omstændighederne omkring søster Whites syn, mens han, pastor Bates samt pastor White og hans hustru kørte i den lette vogn bag det genstridige føl. Jeg har i dag læst ovenstående beskrivelse af hændelsen, som den er nedskrevet af pastor Loughborough, og den stemmer nøjagtigt overens med det, pastor Damon fortalte mig.« Underskrevet: »R. S. Webber, Battle Creek, Michigan, 9. februar 1891.«

GSAM 263Pastor Bates’ vidnesbyrd om synerne

GSAM 263.1Pastor Bates beskriver sin egen oplevelse således:—

GSAM 263.2»Selvom jeg ikke kunne se noget i dem, der stred mod Guds ord, følte jeg mig alligevel foruroliget og sat på en hård prøve, og i lang tid var jeg uvillig til at tro, at det var andet end det, der skyldtes hendes langvarige, svækkede helbredstilstand.

GSAM 263.3»Jeg søgte derfor lejligheder i andres nærvær, når hun ikke syntes at være oprevet (uden for møderne), til at stille hende og hendes ledsagere – især hendes ældre søster – spørgsmål og krydsforhøre dem for om muligt at komme frem til sandheden. Under de mange besøg, hun siden har aflagt i New Bedford og Fairhaven, har jeg under vores møder set hende i et syn adskillige gange, ligeledes i Topsham, Maine; og de, der var til stede under nogle af disse spændende scener, ved udmærket, med hvilken interesse og intensitet jeg lyttede til hvert eneste ord og iagttog hver eneste bevægelse for at afsløre bedrag eller mesmerisk indflydelse. Og jeg takker Gud for den mulighed, jeg har haft sammen med andre for at være vidne til disse ting. Jeg kan nu med sikkerhed tale for mig selv. Jeg tror, at dette arbejde er fra Gud og er givet for at trøste og styrke hans ›spredte‹, ›sønderrevne‹ og ›afskallede folk‹, siden vores arbejde blev afsluttet … i oktober 1844. Den forvirrede tilstand med ›Se, her er!‹ og ›Se, der er!‹ siden den tid har i høj grad forvirret Guds ærlige, villige folk og gjort det yderst vanskeligt for dem, der ikke var i stand til at fortolke de mange modstridende tekster, der er blevet præsenteret for dem. Jeg indrømmer, at jeg har modtaget lys og vejledning om mange passager, som jeg før ikke kunne forstå klart. Jeg tror, at hun er et selvopofrende, ærligt og villigt Guds barn.«¹⁰

GSAM 263.4»Forfatteren ›henter ikke indholdet‹ af sine syner ›fra tidligere lære eller studier‹. Da hun modtog sit første syn i december 1844, havde hun og hele gruppen i Portland, Maine (hvor hendes forældre dengang boede), opgivet ›midnatsråbet‹ som noget, der hørte fortiden til. Det var da, at Herren i et syn viste hende den vildfarelse, som hun og gruppen i Portland var faldet i. Hun fortalte derefter gruppen om sit syn, og de erkendte, at deres oplevelse med den syvende måned var Guds værk.«¹¹

GSAM 264Hvordan de tre budskaber blev opfattet i 1847

GSAM 264.1Følgende uddrag fra pastor James White, skrevet i april 1847, viser, hvordan de tre budskaber dengang blev opfattet:—

GSAM 264.2»Alle grupper af troende på det andet komme er enige om, at den engel, der fremstilles i det sjette og syvende vers i dette kapitel (Åbenbaringen 14), repræsenterer adventbudskabet til kirken og verden.... Den anden engels opgave var at vise adventhæren, at Babylon var faldet. Og da en stor del af dem først fik kendskab til dette faktum, da kraften i ›midnatsråbet‹ vækkede dem lige i tide til, at de kunne undslippe fra menighederne, inden den tiende dag indtraf, følger det, at den tredje engels budskab siden den syvende måned 1844 var og stadig er en advarsel til de hellige om at ›holde fast‹, og ikke vende tilbage og ›modtage‹ de mærker, som jomfrugruppen slap af med under den anden engels råb.

GSAM 264.3»Og har det sande budskab til Guds folk ikke, siden den syvende måned 1844, været netop en sådan advarsel? — Det har det bestemt været.... Det tolvte vers lyder: ›Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud og Troen på Jesus.‹ Hvor så du dem, Johannes? — Jo, ›her‹, under den tredje engels budskab. Da den tålmodige, ventende tid har været siden den syvende måned 1844, og da den gruppe, der er sabbatsholdende osv., er dukket op siden den tid, er det klart, at vi lever i tiden for den tredje engels budskab.«¹²