Kapitel 10 — Midnatsråbet
GSAM 160.1»ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i Møde! Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.«1
GSAM 160.2Vi har allerede talt om den ventetid, der fremstilles i denne lignelse om de »ti jomfruer«, og vil nu rette særlig opmærksomhed mod den del af den, der introduceres i ovenstående tekst, og som adventisterne betegner som »midnatsråbet«. En fremtrædende forfatter om dette emne skriver i et tidsskrift ved navn Midnight Cry fra 3. oktober 1844:—
GSAM 160.3»Men hvordan kom vi ind i denne ventetidens nat? Fordi vi begyndte synet [synet om de 2.300 dage] om foråret i stedet for om efteråret 457 f.Kr. Vi nåede ikke frem til den bestemte havn; der manglede seks måneder og et par dage. Det kastede os ud i ventetidens nat, seks måneder.«
GSAM 160.4En anden forfatter, S. S. Snow, sagde i The Cry den 22. august 1844, da han talte om de 2.300 dage:—
GSAM 160.5»De begyndte ved udstedelsen af dekretet om at genoprette og genopbygge Jerusalem. Dekretet blev oprindeligt udstedt af Kyros, fornyet af Darius og fuldendt af Artaxerxes Longimanus i det syvende år af hans regeringstid. Det blev bekendtgjort og trådte i kraft i efteråret år 457 f.Kr., da Ezra, der var ankommet til Jerusalem ved Herrens gode hånd, genoprettede det jødiske samfund, udnævnte embedsmænd og dommere og påbegyndte opførelsen af muren.«2
GSAM 160.6Da tiden for synet var 2.300 hele år, ville det kræve hele året 457 og hele året 1843 for at nå op på 2.300, og hvis dekretet først blev udstedt i den syvende måned i år 457 f.Kr., blev det lært, at perioden ikke ville slutte før den syvende måned i 1844. Da fejringen af den tiende dag i den syvende måned syntes at være den begivenhed, der markerede periodens begyndelse, blev det endegyldigt påvist, at på den tiende dag i den syvende måned (efter jødisk tidsregning), den 22. oktober 1844, ville de 2.300 dage udløbe, og at tiden var kommet til, at helligdommen skulle renses. Alle de beviser, der blev brugt til at fastslå periodens afslutning i 1843, gjaldt med lige stor vægt for beregningen for 1844, og med det fulgte en forsikring om, at de havde fundet, hvad der syntes at være en sikker løsning på årsagen til deres skuffelse. Den måde, hvorpå adventisterne forkyndte det »sande midnatsråb«, som det dengang blev kaldt, kan ikke bedre illustreres end ved at citere fra skrifterne af dem, der på det tidspunkt var fremtrædende i arbejdet.
GSAM 161»Går ham i Møde«
GSAM 161.1I udgaven af Cry fra 3. oktober 1844 var der en artikel skrevet af George Storrs under overskriften »Går ham i Møde«, hvor han sagde:—
GSAM 161.2»Jeg tager pennen i hånden med følelser, som jeg aldrig før har oplevet. I mine øjne er der ingen tvivl om, at den tiende dag i den syvende måned vil være vidne til vores Herre Jesus Kristi åbenbaring i himmelens skyer. Vi er kun få dage fra denne begivenhed – et frygtindgydende øjeblik for de uforberedte, men herligt for dem, der er rede.
GSAM 161.3»›Se, Brudgommen kommer‹ i år; ›går ham i Møde!‹ Vi er færdige med de nominelle kirker og alle de ugudelige, bortset fra i det omfang dette råb måtte påvirke dem. Vores opgave er nu at vække de ›Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde.‹ Hvor står vi nu? ›Hvis synet lader vente på sig, så vent på det.‹ Er det ikke vores svar siden sidste marts eller april? – Ja. Hvad skete der, mens Brudgommen lod vente på sig? – Jomfruerne slumrede og sov alle sammen, gjorde de ikke? Kristi ord har ikke svigtet; og ›Skriften kan ikke rokkes.‹ Det nytter ikke noget for os at lade som om, at vi har været vågne; vi har slumret, ikke med hensyn til selve Kristi genkomst, men med hensyn til tidspunktet. Vi kom ind i ventetiden; vi vidste ikke, ›hvor længe‹ den ville vare, og på det punkt har vi slumret. Nogle af os har i vores søvn sagt: ›Bestem ikke en anden tid!‹, så vi sov. Nu er problemet at vække os. Herre, hjælp os, for menneskets hjælp er forgæves. Tal selv, Herre. Åh, måtte ›Faderen‹ nu ›give kundskab om‹ tiden.
GSAM 162Budskabets midnat
GSAM 162.1»Hvor længe varer ventetiden? — Et halvt år. Hvordan ved du det? — Fordi vor Herre siger: ›ved midnat‹, mens Brudgommen lod vente på sig. Synet gjaldt ›2300 aften-morgener‹, altså dage. En ›aften‹, eller nat, udgør halvdelen af en af disse profetiske dage og svarer derfor til seks måneder. Det er ventetidens samlede varighed. Det nuværende kraftige råb om tiden begyndte omkring midten af juli og har spredt sig med stor hastighed og kraft, og det ledsages af en åbenbaring af Ånden, som jeg aldrig har været vidne til, da råbet var ›1843‹. Det er nu bogstaveligt talt: ›Går ham i Møde!‹ Der er en opgivelse af alt, som jeg aldrig havde drømt om at se. Når dette råb griber hjertet, forlader landmændene deres gårde med deres afgrøder. Der er et kraftigt råb med tårer og en helligelse af alt til Gud, som jeg aldrig før har været vidne til. Der er en tillid til denne sandhed, som aldrig før er blevet følt i samme grad under det forrige råb, og en grædende eller smeltende herlighed i den, der overgår al forståelse, undtagen for dem, der har følt den.
GSAM 162.2»På denne nuværende sandhed vover jeg ved nåde at sætte alt på spil og føler, at at give efter for tvivl om den ville være at fornærme Gud og påkalde mig selv ›brat Undergang‹. Jeg er overbevist om, at nu vil ›den, som søger at bjærge sit Liv‹, hvor dette råb er blevet tydeligt forkyndt, ved at give sig hen til et ›hvis det ikke sker‹ eller ved frygt for at vove sig ud på denne sandhed, ›miste sit liv‹. Det kræver den samme tro, som fik Abraham til at ofre Isak, eller Noa til at bygge arken, eller Lot til at forlade Sodoma, eller Israels børn til at stå hele natten og vente på deres udvandring fra Egypten, eller Daniel til at gå ind i løvernes hule, eller de tre hebræere ind i den brændende ovn. Vi har indbildt os, at vi skulle ind i riget uden en sådan trosprøve, men jeg er overbevist om, at det ikke er tilfældet. Denne sidste sandhed medfører en sådan prøve, og ingen vil vove sig ud i den undtagen dem, der tør blive betragtet som tåber, galninge eller hvad som helst andet, som de sodomitter fra før syndfloden, en lunken menighed eller sovende jomfruer er tilbøjelige til at overøse dem med. Endnu en gang vil jeg råbe: ›Flygt for dit liv!‹; ›Se dig ikke tilbage!‹; ›Kommer Loths Hustru i Hu!‹«
GSAM 163Storrs’ flade klippe
GSAM 163.1I Midnight Cry fra den 10. oktober 1844 blev følgende, skrevet af George Storrs, bragt under overskriften »Finalen«, men kaldet »Storrs’ flade klippe« af adventisterne:—
GSAM 163.2»Hvordan skal vi være rede til den dag? — Tro på Guds sandhed og sæt alt på spil for den med en stærk tro, der giver Gud ære. Vi må have den samme sindstilstand, som vi ville have, hvis vi vidste, at vi skulle dø den dag, den samme fuldstændige hengivelse til Gud og dødhed over for verden.
GSAM 163.3»Jeg kan ikke bedre illustrere, hvad jeg mener, end ved at forestille mig en stor, flad klippe midt i havet. En herlig og mægtig fyrste har lovet, at han på et bestemt tidspunkt vil sende et prægtigt dampskib for at føre alle de mennesker, han finder der, og som har vist, at de fuldt ud har troet på hans ord, til et herligt land. Mange vover sig ud til klippen. Nogle, når de er i sikkerhed på klippen, skærer rebet over, og den båd, de kom dertil med, driver væk fra dem, og de ser ikke mere efter den, men holder udkig efter dampskibets ankomst. De tvivler ikke på løftets sandhed og sætter alt på spil for det. Andre, der kommer der, mener, at det er nok, at de er på klippen. Men de vil være ›kloge‹ og ikke løbe for stor en risiko.
GSAM 164.1»›Det ske eder efter eders Tro‹ var blevet udtalt, før dampskibet forventedes at ankomme. Dagen kommer. De forsigtige har måske til hensigt at løsne deres både og lade dem drive væk, hvis de ser dampskibet komme. Det kommer til syne; men nu er det for sent at give slip på deres både uden at blive opdaget; og desuden ville den samme forsigtighed nu tilsige, at de ikke lader deres både drive væk, før de er sikre på, at de ikke tager fejl af det skib, der nærmer sig. Nu kommer det så tæt på, at de umuligt kan løsne bådene uden at blive opdaget.
GSAM 164.2»Dampskibet ankommer til klippen. ›Hvad er beviset for, at I havde fuld tillid til løftet om dampskibets ankomst?‹ – ›Vores både er løsnet og er drevet væk fra os, så vi umuligt kunne nå i land og ville være omkommet, hvis dampskibet ikke var ankommet, for det er en klippe, hvor intet andet skib nogensinde sejler forbi.‹ ›Det er nok,‹ råber dampskibets kommandør; ›kom om bord; en sådan tillid skal ikke skuffes.‹
GSAM 164.3»De, der havde holdt deres både fastgjort til klippen, trænger sig nu sammen og kæmper for at komme om bord på dampskibet. Kaptajnen spørger: ›Hvad betyder de både, jeg ser, der er fastgjort til klipperne derovre, eller hvis reb først er blevet skåret over, siden jeg kom til syne?‹ De svarer: ›Vi tænkte, at vi ville være forsigtige, så hvis dampskibet ikke ankom, kunne vi have noget at vende tilbage til land med.‹ ›I sørgede altså for det kødelige,‹ udbryder kommandøren, ›gjorde I det, og tvivlede I således på mine ord? Det ske eder efter eders Tro! Beviserne taler imod jer. I sørgede for at kunne vende tilbage, og nu må I høste frugten af jeres vantro.‹ Så ›de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.‹ Åh, hvilken forfærdelig tilstand af fortvivlelse!
GSAM 164.4»Skær jeres reb over nu, brødre; lad jeres både drive ud af syne; ja, skynd jer, før ›Menneskesønnens Tegn‹ viser sig. Så vil det være for sent. Vov det nu, og sæt alt på spil. Åh, mit hjerte smerter for jer; tøv ikke; skub den båd ud, ellers er I fortabte; for ›den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det‹, således siger Jesus Kristus, vor Herre og Dommer. Skynd jer da, endnu en gang beder jeg jer, åh, skynd jer! Lad alle de både, som I nu regner med at bruge til at flygte til land ›hvis det ikke kommer‹, sejle væk. Det ›hvis‹ vil blive jeres undergang. Det er nu den sidste prøvelse og fristelse. Gør som vor Herre gjorde ved djævelens sidste fristelse – ›Vig bort, Satan,‹ sagde han. Da forlod djævelen ham, og ›se, Engle kom til ham og tjente ham.‹ Således vil det også være med jer, når I har vundet denne sejr.«
GSAM 165Midnatsråbets hurtige virkning
GSAM 165.1Hvad angår hastigheden, kraften og virkningen af budskabet fra »midnatsråbet«, får vi et korrekt indtryk af ordene fra N. Southard, redaktør af det blad, vi tidligere har citeret fra – Midnight Cry. I udgaven dateret 31. oktober 1844 siger han:—
GSAM 165.2»I begyndelsen var der generelt modstand mod det bestemte tidspunkt; men der syntes at være en uimodståelig kraft forbundet med dets forkyndelse, som knækkede alt foran sig. Det fejede over landet med en tornados hastighed og nåede hjerter på forskellige og fjerne steder næsten samtidigt og på en måde, der kun kan forklares ud fra den antagelse, at Gud var med i det. Alle vegne var der inderlig hjerteransagelse og ydmygelse for himlens Gud. Interessen blev vendt fra det, der hører denne verden til; al strid og fjendskab blev bilagt, alle forurettelser tilstået, og angrende, bodfærdige hjerter bad Gud om tilgivelse. Der var en sjælens ydmyghed, hvis lige vi aldrig før havde set. Gennem Joel havde Gud befalet, at når hans store dag var nær, skulle mennesker sønderrive deres hjerter og ikke deres klæder og omvende sig til ham med faste og gråd. Som Gud havde lovet gennem Zakarias, udgød han nådens og bønnens ånd over sine børn. De tænkte på ham, som de havde gennemboret, og der var stor sorg i landet, hver familie for sig og deres hustruer for sig; de, som afventede Herrens komme, ydmygede sig for ham.«
GSAM 166Folket bevæget af en overnaturlig kraft
GSAM 166.1Igen siger han om denne rørende proklamation:—
GSAM 166.2»Det forekom os at være så uafhængigt af menneskelig indgriben, at vi ikke kunne andet end at betragte det som en opfyldelse af ›midnatsråbet‹, efter at Brudgommen havde ladet vente på sig, og jomfruerne havde slumret og sovet, da de alle skulle rejse sig og gøre deres lamper i stand. Og det sidste arbejde synes at være udført; for der har aldrig før været en tid, hvor de forskellige adventistgrupper var i en så god tilstand af forberedelse til Herrens komme.«
GSAM 166Afhændelse af verdslige ejendele
GSAM 166.3Under den inspirerende forkyndelse af adventlæren afhændede mange deres jordiske ejendele og brugte deres midler til at støtte de offentlige talere i deres arbejde, til at udbrede trykte aviser og traktater eller til at dække de trængendes behov, hvorved de gav verden det bedste bevis på deres oprigtighed og inderlighed; mens de, der holdt fast i deres jordiske ejendele og ikke bragte noget særligt offer for arbejdet, blev betragtet af de verdslige som folk, der ikke virkelig troede på det, de bekendte sig til. Som illustration vil jeg give to eksempler, et fra hver side af spørgsmålet.
GSAM 166En kartoffelmark
GSAM 166.4Det første handler om en troende ved navn Hastings, der boede i New Ipswich, New Hampshire, og som havde en stor mark med fremragende kartofler, som han lod stå uopgravet. Hans naboer var bekymrede for dem og kom til ham og tilbød at grave dem op og lægge dem i kælderen for ham gratis, hvis han ville lade dem gøre det, »for«, sagde de, »du får måske brug for dem.« »Nej!« sagde hr. Hastings, »jeg vil lade den kartoffelmark forkynde min tro på Herrens snarlige genkomst.«
GSAM 167.1Det efterår, som det fremgår af Claremont (N.H.) Eagle, New York True Sun og forskellige andre aviser, gik kartoffelhøsten næsten helt tabt på grund af »kartoffelråd«. Som det udtrykkes i Sun: »Hvor smertefuldt er det at høre, at hele høsten af denne værdifulde spiseplante er blevet ødelagt af råddenskab. En korrespondent for en avis i Philadelphia siger, at kartoffelhøsten i den delstat er ødelagt. Det eneste område, hvorfra der kun høres få klager, er Maine, men selv der er høsten ikke sluppet for sygdommen.«
GSAM 167.2Da efteråret var mildt, og hr. Hastings’ kartofler blev ladet stå i jorden indtil november, rådnede ingen af dem. Derfor havde han et rigeligt forråd til sig selv og sine uheldige naboer, som havde været så bekymrede for hans velbefindende den forrige oktober, og som om foråret var nødt til at købe læggekartofler af ham og gerne betalte en god pris for dem. Det, som de havde antaget ville blive en sådan katastrofe for hr. Hastings, forvandlede Gud til en timelig velsignelse, og ikke kun for ham, men også for hans naboer.
GSAM 167Fornægtede sin tro
GSAM 167.3Det andet tilfælde fandt sted i mit eget bopælsområde. Det drejede sig om et kirkemedlem, der i menigheden havde meget at sige om Herrens genkomst i efteråret 1844. Han var en mand med betydelig formue og havde blandt andet en flok svin, der var i den helt rigtige alder til at blive holdt tilbage til forårsmarkedet. En onkel af mig, der ikke gav sig ud for at være religiøs, og hvis erhverv var køb og salg af husdyr, opsøgte denne selvudnævnte adventist for at købe hans svin, men fik at vide, at han ikke ønskede at sælge dem, da han ville beholde dem indtil næste forår som »fedesvin«. Onklen henvendte sig til min bedstefar, der var adventist, og sagde: »Den mand tror ikke på det, han bekender sig til.« »Hvorfor?« spurgte bedstefar. »Fordi,« sagde onkel, »han siger, at Herren kommer, og at verden går under i efteråret, men han vil beholde sine svin indtil næste forår. Han behøver ikke tale med mig; han tror ikke på et eneste ord af det.«
GSAM 168Midler tilbudt for sent
GSAM 168.1Der var mænd, der holdt fast i deres midler og hele tiden kæmpede med overbevisningen om, at de burde bruge dem til at fremme arbejdet, indtil det var for sent at investere dem. Sådanne kom til dem, der var beskæftiget med at trykke budskabet, og opfordrede dem med tårer i øjnene til at modtage deres penge, men svaret var: »I kommer for sent! Vi har betalt for alt det trykte materiale, vi overhovedet kan udbrede inden verdens ende. Vi har lejet flere maskindrevne trykpresser, der kører døgnet rundt; vi har ikke brug for flere penge.« Et øjenvidne fortalte mig, at han så mænd lægge tusindvis af dollars på skrivebordet foran udgiveren af Voice of Truth og i sjælelig kval bønfalde ham om at tage dem og bruge dem. Svaret var: »I kommer for sent! Vi vil ikke have jeres penge nu! Vi kan ikke bruge dem!« Så spurgte de: »Kan de ikke gives til de fattige?« Svaret var det samme: »Vi har sørget for de umiddelbare behov hos alle dem, vi kan nå.« I sjælelig nød tog mændene deres penge med sig og erklærede, at Guds vrede hvilede over dem på grund af deres manglende tro og den grådighed, der havde fået dem til at tilbageholde midler fra Guds sag, da der var brug for dem, og de gerne ville være blevet brugt.
GSAM 168Udnævnte værger
GSAM 168.2Karakteren og principperne hos dem, der lod deres afgrøder stå uhøstede og deres butikker forladte for at udbrede de trykte skrifter eller tale og bede med folket fra hus til hus, var hævet over enhver kritik. Folket tvivlede ikke på, at sådanne mænd og kvinder troede på hvert et ord, de sagde, og desuden var der en sådan kraft med dem, at de ærlige ikke kunne modsige eller modstå deres ord. Tusinder blev på denne måde ført til at tro på sandheden og søgte og fandt Guds nåde.
GSAM 169.1Den hånende synder og den verdslige bekender besluttede imidlertid, at dette arbejde med at uddele adventpublikationer måtte stoppes. Disse mænd, der indtog en kommune eller et helt amt og gik fra hus til hus med denne adventlære, og som forsømte deres forretninger og familier, måtte være ude af sig selv, sagde de, og der måtte derfor sættes værger over dem. De påståede tegn på sindssvaghed, som de troende udviste (nemlig blot at arbejde for deres medmenneskers frelse, uden at der var tegn på, at familierne led under, at de forsømte deres forretninger), var ikke tilstrækkeligt bevis på sindssvaghed; derfor blev kun få personer sat under værgemål. At dømme efter den lethed, hvormed modstandere i dag taler om dette faktum, kunne man tro, at der var mange tilfælde; men i hele mit virke som adventistprædikant, der dækker en periode på over 56 år, har jeg kun stødt på to tilfælde af »milleritter«, der blev sat under værgemål. En kort omtale af disse er måske ikke malplaceret.
GSAM 169Hans egen værge
GSAM 169.2Det første tilfælde fandt sted i staten New York, mindre end tredive engelske mil fra, hvor jeg boede. En mand, der var omkring 100.000 dollars værd, tilsluttede sig adventlæren. Han gav omkring halvdelen af dette beløb til sin kone og sine børn, som ikke delte hans tro. Resten anså han for at være sin egen, som han kunne disponere over, som han fandt det passende; og da en del af den gik til adventbevægelsen, rejste hans børn indvendinger og rådførte sig med en dommer, idet de anmodede om, at der blev udpeget en værge for deres far. Efter at dommeren havde forklaret dem en værges pligter og beføjelser i forbindelse med forvaltningen af formuen, bad han dem om at foreslå, hvem de ønskede, at han skulle udpege. Efter at have rådført sig med hinanden et stykke tid besluttede de, at de ikke kendte nogen mand, som de turde betro formuen til, og meddelte dommeren, at de havde valgt deres far som sin egen værge. Dommeren vendte sig mod manden og sagde: »Hr. _____, Deres børn har valgt Dem som den rette person til at forvalte Deres egen formue. Deres anliggender står nøjagtig som før, De blev stillet for retten.«3
GSAM 170En latterlig situation
GSAM 170.1Den anden sag drejede sig om Stockbridge Howland fra Topsham, Maine. Han var en af de bedste håndværkere i hele den del af landet, en mester i opførelsen af møller og broer. I denne »midnatsråbet«-bevægelse red hr. Howland til hest gennem flere kommuner og uddelte adventistiske tidsskrifter og traktater fra hus til hus, meget til irritation for modstandere og spottere, der klagede over, at han ved denne uddeling af traktater forsømte sit arbejde. Så sørgede de straks for at få udpeget en værge, der fik mere at lave, end han havde regnet med, da hr. Howland sendte alle skatteopkrævere til ham og faktisk alle, der kom med regninger, der skulle betales; »for«, sagde han, »jeg anses ikke for at være kompetent til at varetage nogen forretninger.« Kort tid efter ønskede amtet at opføre en bro over Kennebec-floden – en bro, der kunne modstå de voldsomme vandstrømme og den drivende is i forårets oversvømmelsestid. Amtets kommissærer og byens byrådsmedlemmer besluttede, at Stockbridge Howland var den rette mand til opgaven. Da de kom med specifikationer og en kontrakt om, at han skulle bygge broen, sagde han ironisk: »Mine herrer, I må henvende jer til min værge. I ved jo, at jeg ikke anses for at være kompetent til at varetage mine egne anliggender, og alligevel kommer I til mig for at få bygget en bro!« Situationen var lidt for latterlig for fornuftige mænd, og værgemålet blev pludselig ophævet. Det er nok at sige, at hans forfølgere efterfølgende ydede de ydmygeste undskyldninger for den uretfærdige og uberettigede fremgangsmåde, de havde valgt.