Kapitel 12 — Skuffelsen — den bitre bog

GSAM 185.1»Jeg tog den lille bog af engelens hånd og spiste den op; og den var i min mund sød som honning; og så snart jeg havde spist den, blev min bug bitter. Og han sagde til mig: Du skal atter profetere for mange folk og nationer og tungemål og konger. Og der blev givet mig et rør ligesom en stav; og englen stod og sagde: Stå op og mål Guds tempel og alteret og dem, som tilbeder deri« (ordret oversættelse af KJV).¹

GSAM 185.2I det bibelske sprog symboliserer det at »spise« en bog modtagelsen af sandheden for at formidle den til andre, som det ses i Ezekiel, hvor profeten får vist »en bogrulle«, og det blev sagt til ham: »Spis denne rulle, og gå hen og tal til Israels hus.« Efter at have spist rullen siger han: »Da spiste jeg den, og den var i min mund sød som honning.«²

GSAM 185.3Profeten Jeremias bruger det samme billede: »Dine ord blev fundet, og jeg spiste dem; og dit ord var for mig glæde og jubel i mit hjerte.«³ Af denne formulering lærer vi, at bogens »sødme«, mens man spiser den, symboliserer den glæde og tilfredshed, som de oplever, der således nærer sig af Herrens ord.

GSAM 185Den søde bog, der blev bitter

GSAM 185.4Den bog, der nævnes i Åbenbaringen 10, og om hvilken det siges, at den for den, der spiste den, var sød som honning, men så snart den var spist, var den »bitter« (ordret oversættelse af KJV) (eller, som nogle oversætter, »så snart jeg havde fordøjet den, var den picra i min mave«⁴), var den bog, hvorfra englen på vegne af ham, der skabte himlen, jorden og havet, forkyndte: »at der ikke mere skal gives Tid.« At spise denne bog må altså symbolisere den glædelige accept af tidsproklamationen. Den pludselige bitterhed i mundfulden for dem, der spiste den, må symbolisere den triste kontrast i deres oplevelse, når bogens tid er udløbet, og de finder sig selv dybt skuffede i deres forventninger.

GSAM 186Tidsproklamationen – en sød mundfuld

GSAM 186.1Tidsproklamationen i 1844 var sandelig en glædelig nyhed for dem, der troede, og som uden tvivl forventede en så snarlig evig befrielse fra alle denne syndige verdens plager, ulykker og sorger. Tanken om, at de inden for få korte uger skulle blive herliggjort, udødeliggjort og befinde sig i Guds gyldne by sammen med deres Konge, var sandelig sjæleopbyggende. Som en, der havde denne oplevelse, udtrykte det: »Dem, som oprigtigt elsker Jesus kan værdsætte deres følelser, som vågede med den mest inderlige længsel efter deres Frelsers komme … Vi nærmede os denne time med en stille alvor. De sande troende hvilede i et sødt fællesskab med Gud, et forvarsel om den fred, der skulle blive deres i det strålende liv efter døden. Ingen som oplevede dette håb og denne tillid, kan nogen sinde glemme de dyrebare ventende timer.«

GSAM 186.2Den særdeles prøvende situation for dem, der den ellevte dag i den syvende måned stadig befandt sig i denne mørke verden af prøvelser og fristelser, hvor de måtte møde hån, spot og latterliggørelse fra dem, som de få timer forinden havde opfordret til at gøre sig klar til at møde deres Herre, finder en passende illustration i tilfældet med Maria, da hun »stod udenfor ved Graven og græd«; og da englene henvendte sig til hende med spørgsmålet: »Kvinde! hvorfor græder du?«, svarede hun dem: »Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.«⁵

GSAM 187Skuffede, men ikke modløse

GSAM 187.1De, der gennemlevede denne prøvelse, sagde om den:

GSAM 187.1»Vi var forvirrede og skuffede og fraskrev os dog ikke vor tro. Vi følte at vi havde gjort vor pligt, vi havde levet op til vor dyrebare tro; vi var skuffede, men ikke gjort modløse. Vi havde brug for grænseløs tålmodighed, for der var mange spottere. Vi blev ofte mødt med hånlige hentydninger til vores tidligere skuffelse. ›I er endnu ikke steget op; hvornår regner I med at stige op?‹ og lignende sarkasmer blev ofte rettet mod os af vores verdslige bekendte og endda af nogle, der påstod at være kristne, men som, selv om de accepterede Bibelen, ikke havde lært dens store og vigtige sandheder. Dødeligheden klæbede stadig til os; forbandelsens virkninger var overalt omkring os. Det var svært at påtage os livets plagefulde bekymringer, som vi troede, var lagt til side for evigt.«

GSAM 187Sammenlignet med de skuffede disciple

GSAM 187.2Disse følelser må, sammenlignet med den glæde og jubel, de havde følt blot få timer forinden, have været for dem som den skarpe bitterhed af picra. Omverdenen antog – ligesom masserne uden tvivl gjorde efter Kristi korsfæstelse – at de troende nu ville give afkald på deres tro og slutte sig til hån mod deres egen formodede dårskab. Til deres store forbløffelse måtte de meget snart indse, at kærligheden til Herrens genkomst ikke let kunne udryddes af hjerterne hos dem, der virkelig havde viet sig til Gud.

GSAM 187»Sad ikke sammen med spotterne«

GSAM 187.3Den kurs, disse inderlige mennesker fulgte, og deres følelser, beskrives godt med profeten Jeremias’ ord, hvor han siger:

GSAM 187.3»Dine ord blev fundet, og jeg spiste dem; og dit ord var for mig glæde og jubel i mit hjerte; for jeg er kaldet ved dit navn, o Hærskarers Herre. Jeg sad ikke i spotternes forsamling og glædede mig ikke; jeg sad alene på grund af din hånd; for du har fyldt mig med harme. Hvorfor er min smerte evig, og mit sår uhelbredeligt, som nægter at blive helet? Vil du være for mig som en løgner og som vand, der svigter?«⁶

GSAM 188James White om skuffelsen

GSAM 188.1Et par korte citater fra nogle af disse skuffede, men alligevel håbefulde mennesker, vil give et godt indtryk af situationen. Det første er fra pastor James White, der arbejdede med stor succes i 1843 og 1844. Han siger:—

GSAM 188.2»Skuffelsen, da fristen var udløbet, var bitter. De oprigtigt troende havde givet afkald på alt for Kristi skyld og følt hans nærhed som aldrig før. De havde, som de troede, givet deres sidste advarsel til verden og havde mere eller mindre adskilt sig fra den vantro, spottende skare. Og med den guddommelige velsignelse over sig, følte de større lyst til at omgås deres snart forventede Herre og de hellige engle end dem, de havde adskilt sig fra. Jesu kærlighed fyldte sjælen og strålede fra hvert ansigt, og med ubeskrivelige længsler bad de: ›Kom, Herre Jesus, og kom hurtigt,‹ men han var ikke kommet.

GSAM 188.3»Men Gud forlod ikke sit folk.... Og med særlig kraft og trøst trængte passager som det følgende fra Hebræerbrevet ind i sindet og hjertet hos de prøvede, ventende: ›Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen. Thi »der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.« Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse‹.⁷ De vigtige punkter i denne del af Skriften er følgende:—

GSAM 188.4»1. De, der tales til, er i fare for at miste deres tillid til det, hvor de har handlet ret.

GSAM 189.1»2. De havde gjort Guds vilje og var blevet bragt ind i en prøvelsesperiode, hvor tålmodighed var nødvendig.

GSAM 189.2»3. De retfærdige skulle på dette tidspunkt leve af tro, ikke ved at tvivle på, om de havde gjort Guds vilje, men ved at have tillid til det, hvorved de havde gjort Guds vilje.

GSAM 189.3»4. De, der ikke ville udholde troens prøvelse, men ville kaste deres tillid til det værk, hvor de havde gjort Guds vilje, bort og trække sig tilbage, ville tage den direkte vej til fortabelse.«⁸

GSAM 189Fra N. Southard, redaktør af Midnight Cry

GSAM 189.4I Midnight Cry fra 31. oktober 1844, omkring ti dage efter afslutningen af de 2.300 dage, blev følgende offentliggjort fra redaktørens pen:—

GSAM 189.5»I lyset af alle de omstændigheder, der har ledsaget denne bevægelse, de velsignede virkninger, den har haft på Guds børns sind, og det had og den ondskab, som hans fjender har udvist, må vi betragte den som det sande ›midnatsråb‹. Og hvis vi har nogle få dage til at sætte vores tro på prøve, er det stadig i overensstemmelse med lignelsen om de ti jomfruer; for da de alle var stået op og havde gjort deres lamper i stand, skulle der stadig komme et tidspunkt, hvor de ukloge jomfruers lamper ville slukke. Dette kunne først ske efter den tiende dags forløb; for indtil da ville deres lamper brænde. Den dag må derfor først forløbe, før de ukloge kan opgive deres tro, ligesom 1843 måtte forløbe, før ventetiden kunne komme. En lille forsinkelse er derfor ingen grund til skuffelse, men viser, hvor nøjagtig Gud er i opfyldelsen af sit ord. Lad os derfor fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen.«

GSAM 189Fra Joseph Marsh, redaktør af Voice of Truth

GSAM 189.6I Voice of Truth fra 7. november 1844 læser vi:—

GSAM 189.7»Vi indrømmer gerne, at vi har taget fejl med hensyn til arten af den begivenhed, vi forventede ville finde sted på den tiende dag i den syvende måned; men vi kan endnu ikke indrømme, at vores store ypperstepræst ikke på den dag fuldendte alt det, som forbilledet berettigede os til at forvente. Vi tror nu, at han gjorde det.«

GSAM 190.1Adventisterne forventede, at de 2.300 dage ville udløbe den tiende dag i den syvende måned 1844, og at Kristus på den dag ville fuldføre sit præstelige værk og komme til jorden for at give velsignelse til sit folk. Senere undersøgelser har vist, at det var begyndelsen på hans værk med at rense den himmelske helligdom, der fandt sted på den dag, og ikke fuldførelsen af hans værk som præst.⁹ I stedet for at betragte helligdommens renselse som en del af Kristi præstegerning, hævdede man, at helligdommens renselse skulle være en renselse af jorden ved ild ved Kristi genkomst. Hvis ikke hele jorden, så ville i det mindste Kana’ans land blive renset på det tidspunkt.

GSAM 190Helligdommen anset for at være jorden

GSAM 190.2Denne tanke fremhæves i en artikel af Geo. Storrs i Midnight Cry fra den 25. april 1844. Han spørger: »Hvad er den helligdom, der skal renses? Min tidligere opfattelse har været, at det var hele jorden. At det er en del af jorden, tror jeg stadig på. Men hvilken del? Det er det spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare.«

GSAM 190.3Han citerer løftet til Abraham, bekræftelsen af det samme til Isak og fornyelsen af det til Jakob, og citerer derefter Moses’ sang, som Mirjam komponerede efter krydsningen af Røde Hav, hvor de sang: »Du skal føre dem ind og plante dem på dit arvelige bjerg, på det sted, o Herre, som du har skabt til at bo i, i helligdommen, o Herre, som dine hænder har grundlagt.«¹⁰

GSAM 190.4Hvis læseren omhyggeligt sammenligner ovenstående tekst med salmedigterens beretning om dens opfyldelse, vil han se, at der ikke står, at selve Palæstina er helligdommen. David siger, når han taler om Herrens ledelse af Israels børn: »Han førte dem til grænsen af sin helligdom, ja, til dette bjerg, som hans højre hånd havde erhvervet.«¹¹ I sangen ved Røde Hav siges det om Kana’ans land, at det var det sted, han havde skabt til at »bo i, i helligdommen«. I dette citat fra Salmerne kaldes Moria-bjerget, hvor helligdommen blev bygget, altså blot »grænsen af hans helligdom«. Men i samme salme siges det: »Han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elskede. Og han byggede sin helligdom som høje paladser, som den jord, han har grundfæstet for evigt.«¹²

GSAM 191Helligdommens renselse anses for at være en renselse af jorden

GSAM 191.1I den nævnte artikel fortsætter pastoren, efter at have citeret det påståede bevis for, at jorden – eller i det mindste Palæstina – var helligdommen, med at spørge: »Hvordan vil helligdommen blive renset?« Med profeten Mikas ord svarer han: »For se, Herren kommer frem fra sit sted og vil stige ned og træde på jordens højder. Og bjergene skal smelte under ham, og dalene skal kløves, som voks foran ilden, og som vand, der strømmer ned ad en stejl skråning.«¹³

GSAM 191.2Med den på den tid almindeligt accepterede opfattelse, at jorden var helligdommen, vil læseren let forstå, hvorfor de uden tvivl antog, at Herren ved udløbet af de 2.300 dage ville komme og rense jorden på den måde, som Mika beskriver. I al den modstand, der blev rejst mod adventisterne, var der ikke en eneste modstander, der så meget som antydede, at renselsen af jorden ved ild ikke var den begivenhed, der skulle finde sted som helligdommens renselse ved udløbet af de 2.300 dage.

GSAM 191Apostlene blev skuffede, men Skriften blev alligevel opfyldt

GSAM 191.3Dette er ikke det eneste tilfælde, hvor mennesker har gjort Herrens vilje, opfyldt Skriften og alligevel er blevet skuffede i deres forventninger, simpelthen fordi de ikke forstod karakteren af den begivenhed, der skulle finde sted. Sådan var det også med Kristi apostle. Da han sad på æselungen og red ind i Jerusalem, råbte de, idet de mindedes profetens ord:¹⁴ »Råb, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig; han er retfærdig og bringer frelse; han er ydmyg og rider på et æsel, på en æselunge, et æselføll.«¹⁵ Det var så nødvendigt, at der blev råbt ved den lejlighed, at hvis de havde holdt sig tavse, ville selve stenene have råbt.¹⁶ Disciplene antog, at Kristus netop dér og da ville bestige Davids trone som en verdslig konge (»vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel«¹⁷), og derfor råbte de: »Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer.«¹⁸ Hvor meget jubel ville der have været ved den lejlighed, hvis de havde forstået, at Kristus inden for en uge ville ligge død i Josefs grav, omgivet af den romerske vagt? Hvor meget »ære« til Gud og hvor meget indvielse ville der have været blandt adventisterne i 1844, hvis de havde forstået, at helligdommens renselse ved afslutningen af al profetisk tid ville strække sig over en række år, før Herren kom?

GSAM 192Ingen fejl i beregningen af de 2.300 dage

GSAM 192.1Da dette folk omhyggeligt gennemgik deres beregning af tidsrummet, fandt de ingen fejl; men Herren kom ikke, og jorden blev heller ikke renset ved ild. Hvad betød det? De vidste med sikkerhed, at Herren havde været med dem i den store bevægelse; men nu var de i uvished. Deres tillid til Herren var urokkelig. De vidste, at han ikke ville svigte dem. Lyset ville komme fra en eller anden kilde. Det vanskelige spørgsmål, de stod over for, er formuleret i de allerede nævnte ord fra Jeremias: »Vil du være for mig som en løgner og som vand, der svigter?« Troen nærede ikke denne tvivl, for Herrens ord gennem profeten Habakuk om synet dukkede op i deres sind: »Til sidst skal det tale og ikke lyve.«¹⁹ Det allerede citerede udtryk fra redaktøren af Voice of Truth beskriver deres holdning godt: »Vi kan endnu ikke indrømme, at vores store ypperstepræst ikke på netop den dag fuldendte alt det, som forbildet berettigede os til at forvente.«

GSAM 193Lys over helligdommen opdaget

GSAM 193.1Hiram Edson fra Port Gibson, New York, fortalte mig, at dagen efter at fristen var udløbet i 1844, da han bad bag majsstakkerne på en mark, kom Guds Ånd over ham på en så kraftfuld måde, at han næsten blev slået til jorden, og med den kom en indskydelse: »Den helligdom, der skal renses, er i himlen.« Han delte denne tanke med O. R. L. Crosier, og sammen undersøgte de emnet omhyggeligt. I begyndelsen af 1846 blev en udførlig redegørelse for helligdomsproblematikken set fra et bibelsk synspunkt, skrevet af hr. Crosier, trykt i Day Star, en avis, der dengang udkom i Cincinnati, Ohio. I dette lange essay blev det vist, at arbejdet med helligdommens renselse var Kristi afsluttende værk som vores ypperstepræst, der begyndte i 1844 og sluttede lige før han faktisk kommer igen i himmelens skyer som kongers Konge og herrers Herre.

GSAM 193Kirker på jagt efter mistede medlemmer

GSAM 193.2Den tiende dag i den syvende måned var forbi, og menighederne troede, at det ville blive let for dem at genvinde de mistede medlemmer, som var blevet adskilt fra dem under »midnatsråbet« og den anden engels budskab; men her blev de stærkt skuffede, som det fremgår af følgende svar på opfordringerne til at vende tilbage til deres tidligere organisationer, som det fremgår af Midnight Cry fra den 26. december 1844:—

GSAM 193.3»Men hvad er kendsgerningerne? De ved udmærket godt, at de fremtrædende temaer i den store del af disse menigheder er ›verdens omvendelse‹, ›tusindårsrige‹ og ›jødernes tilbagevenden til Palæstina‹ før Frelserens personlige genkomst. De, der vender tilbage for at lytte til vuggesangene fra sådanne ubibelske og urimelige læresætninger, gør det med åbne øjne; og en sådan fremgangsmåde fra deres side vil sandelig være at ›vende tilbage‹.

GSAM 194.1»Efter at være blevet ›frie‹ i bibelsk forstand er det langt mere sikkert at ›stræbe fremad‹ end enten at ›vende tilbage‹ eller at ›trække sig tilbage‹, især på dette tidspunkt, hvor herlighedens krone så snart skal gives til de trofaste i Kristus Jesus.«

GSAM 194.2Kirkernes fremgangsmåde med at udskyde Herrens komme ved at forfægte ovennævnte ubibelske læresætninger fik adventisterne til at tænke på disse ord fra profeten Ezekiel: »Menneskesøn, se, de af Israels hus siger: Det syn, han ser, gælder for mange dage fremover, og han profeterer om tider, der ligger langt ude i fremtiden.« I samme sammenhæng findes det svar, som adventisterne brugte: »Derfor skal du sige til dem: Så siger Herren Gud: Intet af mine ord skal længere udskydes, men det ord, som jeg har talt, skal ske, siger Herren Gud.«²⁰

GSAM 194»Du bør igen profetere«

GSAM 194.3De, der »spiste« bogen og fremsatte »tids«-proklamationen, anså deres arbejde for verden for at være fuldført; deraf erklæringen om, at de igen skal undervise nationer, tungemål og konger. En anden del af arbejdet, som hidtil har været usynlig, skal nu fuldføres — nemlig at præsentere folket for den virkelige karakter af Guds tempel i himlen og dets altertjeneste. Påbuddet om at måle templet²¹ er nødvendigt for at opnå kendskab til arten af den begivenhed, der skal finde sted ved afslutningen af den profetiske tid, og dermed give en forklaring på ordene: »Da skal helligdommen renses.«

GSAM 194.4Bemærk, at englen for denne tidsproklamation kom fra himlen, og inden hans arbejde er fuldført, giver han et mandat til at undervise folket på ny. Budskabet, der skal forklare spørgsmålet om helligdommen, give de skuffede tillid og samtidig give dem et »rør«, en »stav« eller en regel, hvormed Guds folk kan prøve deres moralske stand foran ham, må bære tydelige tegn på, at det er født i himlen og ikke af menneskelig oprindelse.

GSAM 195Fordomme spærrede adgangen til folket

GSAM 195.1Den eksisterende fordom mod adventlæren var en næsten uoverstigelig barriere for folket; og at forsøge at undervise dem igen uden klart og entydigt lys om årsagen til skuffelsen ville være nytteløst. De adventistiske troende havde selv brug for at få deres egne sjæle fornyet med en himmelsk opgave, før folket kunne undervises korrekt; og hvordan kunne dette opnås? Kunne det ske ved rent menneskelig visdom? Eller ville de, der havde oplevet Guds Ånds dybe virke under den forrige bevægelse, være tilfredse med blot menneskeligt ræsonnement? Intet andet end et værk som »den tredje engels budskab«²² kunne løfte dem ud af deres forvirring; og dette blev, trin for trin, i takt med at de kunne modtage det, behørigt indledt og bar de mest overbevisende beviser på, at det var af himmelsk oprindelse.

GSAM 195Som får uden en hyrde

GSAM 195.2Her var den store adventistbevægelse, i en vis forstand som får uden en hyrde, hvoraf tusinder kun få uger forinden havde adskilt sig fra alle kirker og trosbekendelser, uden at nogen menneskelige organisationer var ansvarlige for deres åndelige velfærd. De havde ingen jordiske rådgivere, som de kunne betro sig til; alene på Gud hvilede deres tillid.

GSAM 195.3De var dog sikre på én ting, og dette var for dem som et anker – tidsproklamationen var rigtig.²³ Men som et folk befandt de sig i en situation, hvor de, medmindre Gud vejledte og bevarede dem, risikerede at acceptere falske forklaringer eller miste »tålmodigheden« og opgive troen på deres tidligere erfaringer. Dette gjorde nogle; mens andre, med troens øje rettet mod ham, som deres sjæle elskede, inderligt spurgte: »Vagtmand, hvordan går det med natten? Vagtmand, hvordan går det med natten? Vagtmanden sagde: Morgenen kommer, og også natten; hvis I vil spørge, så spørg; vend om, kom.«²⁴

GSAM 196J. N. Andrews om skuffelsen

GSAM 196.1Pastor J. N. Andrews, en af dem, der gennemgik denne oplevelse i 1844, taler således om skuffelsen:—

GSAM 196.2»De, der forventede Herrens komme i 1843 og 1844, blev skuffede. For mange er dette faktum grund nok til at afvise alt vidnesbyrd i denne sag. Vi anerkender skuffelsen, men kan ikke erkende, at dette udgør en berettiget grund til at benægte Guds hånd i dette værk. Den jødiske menighed blev skuffet, da Jesus ved afslutningen af Johannes Døberens virke trådte frem som den lovede Messias. Og de tillidsfulde disciple blev dybt skuffede, da han, som de forventede skulle befri Israel, blev taget til fange og dræbt af onde hænder. Og efter hans opstandelse, da de forventede, at han igen skulle genoprette riget for Israel, kunne de ikke undgå at blive skuffede, da de forstod, at han skulle drage bort til sin Fader, og at de i lang tid skulle efterlades til trængsel og kval. Men skuffelse beviser ikke, at Gud ikke har nogen indflydelse på ledelsen af sit folk. Den bør føre dem til at rette op på deres fejl, men den bør ikke føre dem til at opgive deres tillid til Gud. Det var netop fordi Israels børn blev skuffede i ørkenen, at de så ofte fornægtede den guddommelige ledelse. De fremstilles som en advarsel til os, så vi ikke skal falde i det samme eksempel på vantro.«²⁵

GSAM 196Sandheden gennemgår en dåb af upopularitet

GSAM 196.3Det synes at være Herrens plan at placere vigtige sandheder i en upopulær kanal, hvor det vil være et kors²⁶ at acceptere og adlyde dem. Dette gælder især i disse sidste dage. Peter, der taler om den tid, hvor alle tings ende vil være »nær«, og hvor »Dommen« skal »begynde med Guds Hus«, siger: »I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget underligt; men glæder eder i samme Mål, som I have Del i Kristi Lidelser, for at I også kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds Åbenbarelse. Dersom I hånes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder.«²⁷

GSAM 197.1Når sandheden har modtaget sin dåb af upopularitet, kræver det mere nåde at acceptere den end blot at følge massernes tro. Hykleriske forstillere ser ingen stor tilskyndelse til at acceptere en sandhed, der kræver handling, som at ro op ad strømmen »mod vind og strøm«. Således bliver sandheden en prøve for de loyale, ærlige, oprigtige og samvittighedsfulde.

GSAM 197.2Vi har tidligere vist, at profetien om adventbevægelsen forudsiger en skuffelse. Den kom; og således havde accepten af dette budskab, i Guds forsyn, sit kors.