Kapitel 7 — Budskabets hurtige fremskridt

GSAM 126.1»Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og Regnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen og hans Fødder som Ildsøjler, og han havde i sin Hånd en lille åbnet Bog. Og han satte sin højre Fod på Havet og den venstre på Jorden. Og han råbte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han havde råbt, lode de syv Tordener deres Røster høre. … Og Engelen, som jeg så stå på Havet og på Jorden, opløftede sin højre Hånd imod Himmelen og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som har skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpå er, og Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid; men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, når han skal til at basune, da er Guds skjulte Råd fuldbyrdet således, som han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.«¹

GSAM 126En engel – et symbol på menneskelige budbringere

GSAM 126.2Som allerede vist er arbejdet med at forkynde evangeliet blevet betroet mennesket, og Herren har lovet sin velsignelse over dette redskab indtil »Verdens Ende«.² Så må englen, der bærer dette budskab, være et symbol på et budskab om tiden, som skal forkyndes for jordens indbyggere. Budskabet forkyndes fra en bog, der er »åben«, hvilket tydeligt antyder, at den engang har været lukket. Disse budbringere er højt agtet af Gud; for »buen«, et tegn på Guds pagt, hviler over dem, og de står klædt i lyset af Guds herlighed og forkynder budskabet med autoritet fra Skaberen af alle ting. Det, der her forkyndes, er et tidsbudskab, der engang var »forseglet«, men nu forkyndes fra en »åben« bog.

GSAM 127.1I de foregående kapitler er det blevet bevist, at Herren fastsatte tidspunktet, hvor lyset skulle gives i forbindelse med afslutningen af den store profetiske tidsperiode – 2.300 dage – der fører frem til retsundersøgelsen; at forudsigelsen om, at viden skulle øges, blev nøjagtigt opfyldt ved, at han rejste mange, til hvem han åbenbarede dette lys; og at han også fastsatte tidspunktet, hvor »Lignelsen af Figentræet« skulle læres, ved at rejse sine lærere netop da og dér for at gå ud og forkynde denne lignelse for verden. Lige så nøjagtigt har han fastsat det tidspunkt, hvor tidsbudskabet skulle vokse til det høje råb, og lige så nøjagtigt blev det opfyldt.

GSAM 127Det høje råb i det første budskab

GSAM 127.2Det tidspunkt, hvor dette budskabs høje råb skulle fremsættes, er et spørgsmål af interesse. Det er her placeret mellem lyden af den sjette og den syvende basun, hvilket kan ses ikke blot ved dets placering i Skriftens beretning, men også ved selve budskabet, som siger: »I de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, når han skal til at basune, da er Guds skjulte Råd fuldbyrdet således, som han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.« Dette er et afgørende bevis på, at den tid, der forkyndes i dette budskab, strækker sig frem til den syvende basuns lyd.

GSAM 127Tiden for det høje råb

GSAM 127.3Når den syvende engel blæser, læser vi, at »Guds Tempel i Himmelen blev åbnet, og hans Pagts Ark kom til Syne i hans Tempel.«³ I tjenesten i den jordiske helligdom blev det rum, der indeholdt arken – det allerhelligste – kun åbnet én gang om året; det var på forsoningsdagen og med det formål at udslette synder – helligdommens renselse. Den tid, som profeterne talte om, hvor dette renselsesværk, som udført af Kristus, skulle finde sted, er ved afslutningen af de 2.300 dage.⁴ Det siges også, at når den syvende engel blæser i sin basun, siger stemmer i himlen, at tiden er kommet, hvor de døde skal dømmes.⁵

GSAM 128.1Dette profetiske symbol i Åbenbaringen 10 skildrer det tidspunkt, hvor dette budskab skal forkyndes »med høj Røst« og til sidst »som en Løve brøler«. Det tidspunkt, hvor budskabet ifølge denne profeti skulle vokse til sit »høje råb«, strækker sig fra slutningen af den sjette basun til afslutningen af den profetiske tidsperiode, der fører frem til helligdommens renselse, med andre ord til slutningen af de 2.300 dage. De første fire basuner fandt deres opfyldelse i krigene med goterne, vandalerne, hunnerne osv., som delte det vestlige Rom i ti dele eller kongeriger.

GSAM 128Den femte basun

GSAM 128.2Den femte basun skildrer islams fremkomst med dens sky af vildfarelser, men især perioden på »fem måneder« eller hundrede og halvtreds bogstavelige år fra det tidspunkt, hvor de havde en konge over sig. Den 27. juli 1299 invaderede Osman, grundlæggeren af det osmanniske rige, Nicomedia-området. Fra det tidspunkt plagede og »pinte« osmannerne det østlige romerske rige indtil den 27. juli 1449, de 150 år, hvor den femte basun lød. På det tidspunkt rykkede tyrkerne med deres styrker frem mod selve byen Konstantinopel og anvendte krudt i deres krigsførelse; og fra en tung kanon, som ifølge historikeren Gibbon krævede tres okser til at trække, affyrede de store klippeblokke mod Konstantinopels mure.

GSAM 128Afslutningen på den sjette basun

GSAM 128.3Omkring denne tid døde Johannes Palaiologos, som af historikere betegnes som den sidste græske kejser. Konstantin Decozes var den retmæssige tronarving, men det siges, at hans frygt for Amurath, den tyrkiske sultan, der førte denne krig mod ham, fik ham til at bede Amurath om tilladelse til at bestige tronen. En sådan handling ville næsten fremstå som en afståelse af tronen til tyrkerne. Faktisk kom osmannerne meget kort tid efter i besiddelse af byen Konstantinopel og det østlige romerske rige. Således »dræbte« de (politisk set) det rige, som de før havde »plaget«. De skulle »dræbe« det i »en time, en dag, en måned og et år« (ordret oversættelse af KJV).

GSAM 129.1Hvis man betragter dette som en profetisk tidsangivelse, hvor en dag svarer til et år, hvor lang tid ville det så være? Regnestykket er enkelt: et år, 360 dage eller år; en måned, 30 dage eller år; og en dag, et år — i alt 391 dage eller, bogstaveligt talt, 391 år. Da en time er den fireogtyvende del af en dag, ville den som symbol svare til en halv måned eller femten dage. Den samlede varighed af det muslimske uafhængige herredømme over det østromerske område ville derfor være 391 år og 15 dage. Lægger man dette til den 27. juli 1449, kommer man frem til den 11. august 1840 som afslutningen på den tyrkiske uafhængighedsperiode, som beskrevet under den sjette basun.

GSAM 129Dr. Josiah Litch forudsiger det osmanniske imperiums fald

GSAM 129.2I 1838 sluttede dr. Josiah Litch fra Philadelphia, Pennsylvania, sig til den sandhed, som William Miller havde fremlagt, og deltog i arbejdet med at give budskabet større offentlig opmærksomhed. Han udarbejdede artikler til offentlig udgivelse om de syv basuner i Åbenbaringen. Han indtog den uforbeholdne holdning, at den sjette basun ville holde op med at lyde, og at det osmanniske imperium ville falde den 11. august 1840, og at dette ville bevise for verden, at en dag i symbolsk profeti repræsenterer et år i bogstavelig tid.

GSAM 129.3Nogle af brødrene, selv dem, der delte hans tro på dette punkt, skælvede af frygt for konsekvenserne, »hvis det ikke skulle gå i opfyldelse«, som han sagde. Dette afskrækkede ham dog ikke, men han fortsatte med at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at udbrede sine synspunkter om det tyrkiske spørgsmål. Offentlige tidsskrifter spredte hans påstand om emnet vidt og bredt. Ikke-troende foreninger drøftede spørgsmålet på deres møder og sagde: »Her er en mand, der vover noget, og hvis denne sag udvikler sig, som han siger, vil det uden tvivl bekræfte hans påstand om, at en dag i profetien symboliserer et år, og at 2.300 dage er lige så mange år, og at de vil slutte i 1844.«

GSAM 130.1Udgivelsen af dr. Litchs foredrag vakte stor opsigt, og mange tusinder blev dermed opfordret til at holde øje med afslutningen på de uoverensstemmelser, der var opstået mellem Mehemet Ali, pashaen af Egypten, og den tyrkiske sultan. Hundredvis sagde: »Hvis denne sag ender, som doktoren har hævdet, vil det bekræfte ›år-dag‹-princippet for fortolkning af symbolsk tid, og vi vil blive adventister.«

GSAM 130Den tyrkiske sultan i krig med pashaen af Egypten

GSAM 130.2I flere år forud for 1840 havde sultanen været indblandet i en krig med Mehemet Ali, pasha af Egypten. I 1838 blev uenighederne mellem sultanen og hans egyptiske vasal foreløbig dæmpet takket være de udenlandske ambassadørers indflydelse. I 1839 blev fjendtlighederne imidlertid genoptaget og fortsatte, indtil sultanens hær i et stort slag mellem sultanens og Mehemets hære blev fuldstændig nedkæmpet og tilintetgjort, og hans flåde blev erobret af Mehemet og ført til Egypten. Sultanen var blevet så fuldstændigt ydmyget, at da krigen igen brød ud i august, havde han kun to linjeskibe af første rang og tre fregatter tilbage som de sørgelige rester af den engang så mægtige tyrkiske flåde. Denne flåde nægtede Mehemet kategorisk at afstå og returnere til sultanen og erklærede, at hvis magterne forsøgte at tage den fra ham, ville han brænde den. Sådan stod tingene, da England, Rusland, Østrig og Preussen i 1840 greb ind og besluttede at finde en løsning på problemet; for det var tydeligt, at hvis man lod ham være i fred, ville Mehemet snart blive herre over sultanens trone.

GSAM 131De allierede magters indgriben

GSAM 131.1»Sultanen accepterede de allierede magters indgriben og overlod dermed frivilligt spørgsmålet i deres hænder. Der blev afholdt en konference mellem disse magter i London, hvor sheiken, Effendi Bey Likgis, var til stede som osmannisk befuldmægtiget. Der blev udarbejdet et ultimatum, der skulle forelægges pashaen af Egypten, hvori sultanen skulle tilbyde ham det arvelige styre over Egypten samt hele den del af Syrien, der strækker sig fra Suezbugten til Tiberias-søen, sammen med provinsen Akko, på livstid; han skulle på sin side evakuere alle andre dele af sultanens rige, som han på det tidspunkt besatte, og tilbagelevere den osmanniske flåde. I tilfælde af at han afviste dette tilbud fra sultanen, skulle de fire magter tage sagen i egne hænder og anvende de midler, de fandt passende, for at tvinge ham til at indgå en aftale.

GSAM 131.2»Det var tydeligt, at så snart dette ultimatum blev overdraget til Mehemet Ali, ville sagen for altid være uden for den førstnævntes [sultanens] kontrol, og styringen af hans anliggender ville fra det øjeblik ligge i hænderne på de fremmede magter.

GSAM 131Profetien opfyldt – slutningen på den tyrkiske uafhængighed

GSAM 131.3»Sultanen sendte Rifat Bey af sted med et regeringsdampskib til Alexandria for at overbringe ultimatummet til pashaen. Det blev overdraget til ham, og han modtog det den 11. august 1840! Samme dag sendte sultanen en note til de fire magters ambassadører, hvori han spurgte, hvilken plan der skulle følges, hvis pashaen skulle nægte at efterkomme ultimatummets betingelser; hvortil de svarede, at der var truffet foranstaltninger, og at der ikke var nogen grund til, at han skulle bekymre sig om eventuelle uforudsete hændelser. Denne dag udløb den periode på tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage, der var afsat til den osmanniske magts beståen; og hvor var sultanens uafhængighed? — Væk!«⁶

GSAM 132.1Fra den dag til i dag har sultanen været tvunget til at handle efter magternes diktat og se til, mens hans rige blev stykket ad, idet det stykke for stykke blev tilegnet til deres eget brug.

GSAM 132Offentlighedens interesse for profetier vækkes

GSAM 132.2Denne slående opfyldelse af profetien havde en enorm indvirkning på den offentlige bevidsthed. Den forstærkede folks interesse for at høre om emnet opfyldte og opfyldende profetier. Dr. Litch fortalte, at han inden for få måneder efter den 11. august 1840 havde modtaget breve fra mere end tusind fremtrædende ikke-troende, hvoraf nogle var ledere af ikke-troende foreninger, hvori de erklærede, at de havde opgivet kampen mod Bibelen og havde accepteret den som Guds åbenbaring til mennesket. Nogle af disse blev fuldt ud omvendt til Gud, og en række af dem blev dygtige talere i den store bevægelse for det andet komme. Nogle udtrykte sig over for dr. Litch på følgende måde: »Vi har sagt, at fortolkere af profetierne citerer fra historiens mugne sider for at underbygge deres påstande om profetiske opfyldelser; men i dette tilfælde har vi de levende kendsgerninger lige for øjnene af os.«

GSAM 132.3For at illustrere, hvordan adventbudskabet lige ved afslutningen af den sjette basun begyndte at lyde »med høj Røst«, vil jeg nævne et tilfælde, som en af aktørerne i dette budskab har fortalt mig om.

GSAM 132.4I året 1840 tog E. C. Williams, en stor telt- og sejlmager fra Rochester, New York, budskabet til sig og inviterede pastorerne Miller og Himes til at komme til Rochester og tale til de tusinder i byen. De svarede, at de manglede de nødvendige penge til at leje en sal, der var stor nok til at rumme folket. Han svarede: »Jeg har et cirkulært telt med en diameter på 120 fod. Jeg vil slå det op, sætte stole op og passe på det – helt gratis. Kom og forkynd budskabet.« »De kom,« sagde han til mig, »og teltet kunne ikke engang rumme halvdelen af dem, der kom for at lytte, så jeg satte en 40 fods forlængelse ind, hvilket gjorde teltet 160 x 120 fod stort. Dette telt var fyldt med mennesker hver dag, og hundredvis trængte sig sammen udenfor, alle ivrige efter at høre ordet.«

GSAM 133Hundredvis forkynder budskabet

GSAM 133.1For at imødekomme den voksende interesse blev der brugt store telte, og der blev afholdt møder i lunde om sommeren. Nogle af de største kirkebygninger og offentlige sale blev brugt om vinteren, og alle var fyldt til bristepunktet med interesserede tilhørere. I stedet for at pastor Miller nu, som han havde gjort før 1840, stod »næsten alene« og forkyndte budskabet, sluttede omkring tre hundrede sig til ham i offentligt at forkynde afslutningen på den 2.300-dages periode og i at udbryde: »at der ikke mere skal gives Tid,« og: »Hans Doms Time er kommen.« Således ser vi, hvordan Herrens ord blev opfyldt, da tiden var inde til, at budskabet skulle brede sig over hele verden, og hvordan millioner blev grebet af et ønske om at høre kaldet.

GSAM 133.2Hvad der gjaldt for bevægelsen i Amerika, gjaldt også i andre lande. Fra år 1840 sprang der, i stedet for at nogle få enkeltpersoner spredte deres publikationer, så at sige snesevis frem for at forkynde råbet. I England var der alene i Den Engelske Kirke 700 prædikanter, der forkyndte budskabet, for ikke at tale om de mange andre, der var engageret i det samme arbejde. I mere end tyve af jordens førende nationer bredte budskabet sig med en sådan iver, at tilskuerne sagde: »Dette folk mener det virkelig alvorligt.«