Kapitel 8 — Lammets bryllupsmåltid

GSAM 134.1»der var en Mand, som gjorde en stor Nadver og indbød mange. Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt.«¹

GSAM 134.2»Salige ere de, som ere budne til Lammets Bryllups Nadver!«²

GSAM 134.3Nadveren er dagens sidste måltid. I denne lignelse er der tre opfordringer til nadver. Denne lignelse må ikke forveksles med opfordringerne til »middag«, som der tales om i Matthæus 22:1-7. »Middagen« er middagsmåltidet. I lignelsen om indbydelserne til middag lærer vi, at de, der havde udsendt indbydelsen, blev »behandlet ondskabsfuldt« og dræbt, og at selv kongens søn blev dræbt. Kongen, der havde udsendt indbydelsen, »slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.«

GSAM 134.4Denne lignelse om indbydelserne til »middag«, der viser skæbnen for dem, der først afviste denne indbydelse, illustrerede på passende vis, hvad der faktisk overgik dem, der afviste Kristi evangelium og dræbte ham og hans apostle. Herren sendte hære mod den nation, og hærene »slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad« – Jerusalem.

GSAM 134Indbydelsen til nadveren

GSAM 134.5Denne opfordring til nadver i lignelsen henviser utvivlsomt til »Lammets Bryllups Nadver«. Der udtales en velsignelse over dem, der kaldes til dette »Bryllups Nadver«. Et bryllupsmåltid følger efter brylluppet. Lammets bryllup finder sted, før han kommer; for som vi allerede har set, vil Kristus, når han endelig kommer, »bryde op fra Brylluppet«.³

GSAM 135.1Denne indbydelse til bryllupsmåltidet må altså være den samme som den første engels budskab i Åbenbaringen 14 og tidsproklamationen i det tiende kapitel, som allerede er nævnt. Som beskrevet af Lukas går denne første indbydelse til måltidet til »de budne«. Hvem var det, der var blevet indbudt? — Dem, der havde hørt og taget imod Kristi evangelium. De bekender, at de elsker Kristus og elsker hans genkomst som den fulde opfyldelse af deres håb. Hvorfor skulle indbydelsen ikke først gå til dem? Ligesom det var nødvendigt, at evangeliet først blev forkyndt for jøderne, som havde Skrifterne og hævdede at se frem til Messias’ komme,⁴ således blev budskabet om Kristi genkomst først forkyndt for dem, der hævdede at være hans tilhængere og at elske hans genkomst.

GSAM 135Kaldet til dem, der var blevet indbudt

GSAM 135.2Da den første indbydelse til nadveren var rettet til dem, der var blevet indbudt, måtte den gå til menighederne. Faktisk blev forkyndelsen af Kristi nært forestående genkomst fra år 1833 til foråret 1844 fremsat i menighederne og i ganske høj grad støttet af disse menigheders prædikanter. William Millers første offentliggørelse af sine synspunkter om Kristi nært forestående genkomst fandt sted i et baptistisk blad i Brandon, Vermont. Hans og hans medarbejderes indsats frem til april 1844 foregik i vid udstrækning i kirkebygninger eller sale, som datidens menigheder havde stillet til rådighed.

GSAM 135.3Pastor Himes fortæller således om pastor Millers indsats frem til foråret 1844:

GSAM 135.3»Han arbejdede blandt alle grupper og trosretninger uden at blande sig i deres organisationer eller disciplin, idet han troede, at medlemmerne af de forskellige trossamfund kunne bevare deres status og samtidig forberede sig på deres Konges komme.«

GSAM 135.4Pastor Himes siger videre, når han taler om sit eget og pastor Millers fælles arbejde: »De fleste af de prædikanter og menigheder, der åbnede deres døre for os og vores brødre, som forkyndte adventlæren, samarbejdede med os indtil det sidste år« – året 1844.

GSAM 136Åbne døre for budskabet

GSAM 136.1Om sit arbejde og dets karakter sagde Wm. Miller:

GSAM 136.1»Der er blevet åbnet døre for mig til at forkynde denne lære om Kristi genkomst blandt næsten alle trossamfund, så jeg kun har været i stand til at imødekomme en lille del af opfordringerne.... Overalt, hvor jeg har været, er det de mest fromme, hengivne og levende medlemmer af menighederne, der med størst villighed omfavner de synspunkter, der således forkyndes; mens de verdslige bekendere, farisæerne, de fanatiske, de stolte, hovmodige og egoistiske håner og latterliggør læren om Kristi genkomst.«

GSAM 136.2Hvad angår adventbudskabets natur, kan man sige det samme om det, som D’Aubigné sagde om reformationen: — Det »blev gennemført i et åndeligt princips navn. Det havde proklameret Guds ord som sin lærer, troen som frelse og Helligånden som våben; og netop ved disse midler havde det afvist alle verdslige elementer.«

GSAM 136En mægtig bølge af vækkelse

GSAM 136.3Karakteren af de vækkelser, der fulgte efter forkyndelsen af adventbudskabet, beskrives således af L. D. Fleming, pastor ved Casco Street Christian Church i Portland, Maine:—

GSAM 136.4»Den interesse, som hans [Wm. Miller] foredrag vækker, er af den mest velovervejede og besindige art, og selv om det er den største vækkelse, jeg nogensinde har set, er der alligevel den mindste lidenskabelige ophidselse. Den synes at få størst greb om den mandlige del af befolkningen. Det, der frembringer denne virkning, er følgende: Bror Miller tager ganske enkelt Åndens sværd, trukket og blottet, og lægger dets skarpe ægge mod det blottede hjerte, og det skærer! Det er alt. Foran ægget af dette mægtige våben falder vantroen, og universalismen visner bort. Falske grundvolde forsvinder, og Babels købmænd undrer sig. Det forekommer mig, at dette må være det, der kommer tættest på de apostoliske vækkelser, som den moderne tid har været vidne til.«

GSAM 137En oplevelse i Richmond, Maine

GSAM 137.1Som en illustration af det vækkelsesarbejde, der fulgte med forkyndelsen af adventlærens budskab, vil vi citere fra beretningen fra en person, der var aktivt engageret i denne bevægelse. Når han taler om et kvartalsmøde, der blev afholdt i Richmond, Maine, og som repræsenterede tredive Freewill Baptist-menigheder, siger han:—

GSAM 137.2»Da jeg trådte ind i gudstjenestelokalet, rejste pastor Rollins, der sad ved siden af prædikestolen i den bagerste ende af salen, sig og sagde: ›Bror White, du kan sætte dig her ved siden af mig.‹ Efter prædikenen blev der givet ordet til kommentarer, og jeg talte frit om det kristne liv og de retfærdiges sejr ved Kristi andet komme. Mange stemmer råbte: ›Amen! Amen!‹, og de fleste i den store menighed havde tårer i øjnene.... Mod slutningen af mødet rejste pastor Rollins sig, efter at have indhentet mit samtykke, og sagde: ›Bror White, der sidder til min højre side, vil tale i forsamlingshuset i Reed i aften om vor Herre Jesus Kristi genkomst. Kom herop, brødre, og hør det selv. Vi har plads nok til at rumme jer alle. Kom herop, brødre, det vil ikke skade nogen af jer at høre om dette emne.... Han vidste udmærket godt, at de fleste af hans brødre ville forlade deres møde i landsbyen og gå tre engelske mil for at høre mig, og at deres planlagte forretningsmøde ville blive afbrudt. Og sådan blev det. Tre fjerdedele af prædikanterne og næsten alle delegerede gik, og forsamlingshuset i Reed var fyldt allerede tidligt på aftenen. Mit emne var Matthæus 24. Guds Ånd gav mig stor frihed. Interessen var fantastisk.

GSAM 137.3»Da jeg afsluttede med en opfordring til de kristne om fuldt ud at vie sig og være rede, og til syndere om at søge Kristus og gøre sig rede til Menneskesønnens komme, kom Guds kraft over mig i en sådan grad, at jeg måtte støtte mig med begge hænder fast grebet om prædikestolen. Det var et højtideligt øjeblik. Da jeg betragtede syndernes tilstand, fortabte uden Kristus, opfordrede jeg dem under tårer og gentog flere gange: ›Kom til Kristus, synder, og bliv frelst, når han skal fremstå i sin herlighed. Kom, stakkels synder, før det bliver for sent. Kom, synder, stakkels synder, kom.‹

GSAM 138.1»Stemningen var frygtelig højtidelig. Prædikanter og menighed græd, nogle højlydt. Ved afslutningen af hver opfordring til synderen lød der et generelt suk gennem hele forsamlingen. Jeg havde stået op og fortolket kapitlet og formanet i mere end to timer og var ved at blive hæs. Jeg holdt op med at tale og græd højt over dette kære folk med en dyb følelse, som kun den kender, som Gud har kaldet til at forkynde sin sandhed for syndere. Klokken var ni, og at give andre mulighed for at tale ville betyde at fortsætte mødet indtil midnat. Det var bedst at afslutte med den dybe følelse, der herskede i øjeblikket, men ikke før alle havde haft en chance for at tage stilling på Herrens side. Jeg opfordrede derefter alle i menigheden, der ville slutte sig til mig i bøn, og dem, der ønskede at blive fremstillet for barmhjertighedens trone, så de måtte være rede til at møde Frelseren med glæde ved hans genkomst, til at rejse sig. Hver eneste sjæl i det store hus, som jeg senere fik at vide af personer i forskellige dele af det, rejste sig. Efter en kort bønstid blev mødet afsluttet.

GSAM 138.2»Næste morgen vendte jeg tilbage til landsbyen, ledsaget af mindst syv ottendedele af deltagerne fra det kvartalsmøde hos Freewill Baptist. Alle fortalte, hvor herligt et møde de havde været med til aftenen før.

GSAM 138Opfordringer til at forkynde budskabet andre steder

GSAM 138.3»I pausen opfordrede delegerede og prædikanter mig til sammen med dem at fastlægge tidspunkter, hvor jeg kunne holde foredrag for de forskellige menigheder i det kvartalsmøde, som havde rummelige gudshuse. Det var dengang midt i februar, og det blev besluttet, at der ikke var mere end seks uger tilbage med sikre slædeforhold, hvilket gav folk en god mulighed for at deltage i møderne. Tolv af de vigtigste steder blev udvalgt til mit arbejde i løbet af de seks uger. Jeg skulle holde ti foredrag, hvilket ville kræve, at jeg talte tyve gange om ugen. Det gav mig kun en halv dag hver uge, som jeg som regel havde hårdt brug for til at rejse femten eller tyve engelske mil til det næste mødested.«⁵

GSAM 139Hundredvis blev omvendt

GSAM 139.1Vækkelse og omvendelse af hundredvis af mennesker overalt fulgte i kølvandet på forkyndelsen af adventlærens budskab, og dette gjaldt især, efterhånden som man nærmede sig afslutningen af det jødiske år 1843 (21. marts 1844). Det var i løbet af den vinter, at forfatteren i sin hjemlandsby – Victor, New York – for første gang hørte om emnet, og selv om han kun var tolv år gammel, tog han, så vidt han forstod det, troen på det andet komme til sig. Indtrykket på befolkningen var sandelig højtideligt, ikke kun ved møderne, men overalt. Victor var på det tidspunkt kun en landsby med omkring to hundrede indbyggere, men omegnen var tæt befolket. Som resultat af den række af møder, der blev afholdt i den lille landsby, blev der rapporteret om fem hundrede omvendte.

GSAM 139Vidnesbyrd fra Methodist Year Book

GSAM 139.2Hvad angår den mægtige bølge af vækkelse, der fulgte i kølvandet på adventproklamationen, finder vi i Methodist Year Book, at »i løbet af de fire år fra 1840 til 1844 fandt der 256.000 omvendelser sted i Amerika.« Det, der gjaldt i Amerika, gjaldt i lige så høj grad i de andre lande, hvor opfordringen blev fremsat. »En mægtig kraft fulgte med forkyndelsen, og sjæle blev omvendt overalt.« Da den første indbydelse til bryllupsmåltidet gik til menighederne – »de budne« – blev den gennem dem udvidet til alle, der ville komme og tage del i den frelse, der ventede Guds folk. Uanset om budskabet blev forkyndt, bedt eller sunget i »adventmelodier«, ledsagede Guds Ånds mægtige virke arbejdet.

GSAM 140Børn prædiker i Sverige

GSAM 140.1I denne sammenhæng vil vi bemærke, hvordan Herren virkede for at indføre forkyndelsen i de lande, hvor loven forbød forkyndelse af noget, der stod i strid med den »etablerede kirke«. Sverige var et af disse lande. Der brugte Herren små børn til at indføre arbejdet. Den første af disse manifestationer fandt sted i sommeren 1843 i Eksjö i det sydlige Sverige. En lille pige på kun fem år, som aldrig havde lært at læse eller synge, sang en dag på en yderst højtidelig måde en lang luthersk salme korrekt og forkyndte derefter med stor kraft, at »hans Doms Time er kommen«, og opfordrede familien til at gøre sig klar til at møde Herren, for han kom snart. De uomvendte i familien påkaldte Guds nåde og fandt tilgivelse. Denne bevægelse spredte sig fra by til by, idet andre børn forkyndte budskabet. Den samme bevægelse blandt børn viste sig i et vist omfang også i Norge og Tyskland.

GSAM 140»Ja! Jeg var nødt til at prædike«

GSAM 140.2I 1896, mens jeg afholdt møder i sytten forskellige egne af Sverige, kom jeg forbi flere steder, hvor børnene havde prædiket i 1843, og fik lejlighed til at tale med dem, der havde hørt prædikenerne, og med mænd, der havde prædiket, da de var børn. Jeg sagde til en af dem: »Prædikede du adventbudskabet, da du var dreng?« Han svarede: »Prædikede! Ja, jeg måtte prædike. Jeg havde ikke selv fundet på det. En kraft kom over mig, og jeg sagde det, som jeg blev tvunget til at sige af den kraft.«

GSAM 140Boquist og Walbom i Örebro, Sverige

GSAM 140.3I Örebro Län (amt) bredte dette arbejde sig, indtil ældre mennesker blev tilskyndet til at forkynde budskabet. Derefter anholdt de verdslige myndigheder, på opfordring af præsterne fra den »etablerede kirke«, to unge drenge, Walbom, på atten år, og Ole Boquist, på femten år, med den begrundelse, at de ville statuere et offentligt eksempel med dem. De piskede deres bare rygge med birkegrene og satte dem med deres blødende sår i fængslet i Örebro. Da sårene var helet, hentede de dem ud af fængslet og spurgte dem: »Vil I holde op med at forkynde denne lære?« Selvom de slog dem med grene for anden gang og dermed åbnede sårene på ny, var det eneste svar, de kunne få, »Vi vil forkynde det budskab, som Herren pålægger os.« Gennem forbøn fra et fremtrædende kvindeligt menighedsmedlem i Örebro pålagde kong Oscar I myndighederne at løslade drengene fra fængslet og lade disse mennesker være i fred. Således blev sejren for sandheden vundet i Sverige.

GSAM 141Boquists vidnesbyrd

GSAM 141.1I Review and Herald fra den 7. oktober 1890 findes der en meget interessant beretning om børnenes forkyndelse, skrevet af O. Boquist selv. Han siger:—

GSAM 141.2»I året 1843 opstod der en religiøs bevægelse blandt befolkningen i Karlskoga Sogn i Örebro Län. Lederne af denne bevægelse var børn og unge mænd, der blev kaldt ›rapare‹. Disse prædikede med guddommelig kraft og forkyndte med stor beslutsomhed for folket, at Guds doms time var kommet.

GSAM 141.3»I efteråret samme år blev jeg, O. Boquist, dengang femten år gammel, sammen med en anden ung mand, Erik Walbom, på atten år, så påvirket af denne usynlige kraft, at vi på ingen måde kunne modstå den. Så snart vi blev grebet af denne himmelske kraft, begyndte vi at tale til folket og med høj røst at forkynde, at dommens time var kommet, idet vi henviste dem til Joel 2:28-32 og Åbenbaringen 14:6, 7.«

GSAM 141Børn i syn

GSAM 141.4Folkene fortalte mig, at de, der således blev påvirket af denne himmelske kraft, var helt uvidende om alt omkring dem. De var faktisk i et syn fra Gud og talte med en kraft, der havde en mægtig, overbevisende indflydelse. De sagde, at disse små børn, mens de var under denne indflydelse, talte med samme styrke og værdighed som voksne mænd og kvinder. Så de, der så det, blev ført til den konklusion, at det var Herren, der brugte dem profetisk til at forkynde disse højtidelige sandheder. Forfatteren fortsætter:—

GSAM 142.1»Folk strømmede til i stort antal for at lytte til os, og vores møder fortsatte både dag og nat, hvilket resulterede i en stor religiøs vækkelse. Unge som gamle blev rørt af Guds Ånd og råbte til Herren om nåde, idet de bekendte deres synder foran Gud og mennesker.

GSAM 142.2»Men da præsten i kirken blev underrettet om dette, blev der gjort mange forsøg på at bringe os til tavshed og dermed standse den herskende religiøse begejstring; men alle bestræbelser var forgæves. Sheriffen blev derefter anmodet om at sørge for vores anholdelse, og i seks uger blev der foretaget en frugtesløs eftersøgning for at finde os i skoven, hvorhen vi var flygtet for at søge tilflugt.

GSAM 142.3»Til sidst blev vi dog indkaldt til at møde op foran kirkens pastor. Vores antal var vokset, så fyrre unge mænd og kvinder mødte op på præstegården, hvor vi blev udsat for et langt forhør. Alle undtagen mig selv og Walbom fik lov til at vende hjem; men vi blev anholdt og blev dagen efter sat i varetægt i Örebro-fængslet, hvor vi blev anbragt sammen med tyve i celle 14, som om vi havde begået en alvorlig forbrydelse.«

GSAM 142Boquists søsters vidnesbyrd

GSAM 142.4Den 22. september 1896 deltog Boquists søster, der var 72 år gammel, i vores møde i Örebro og fortalte os om sin brors oplevelser; for hun var vidne til hans piskning, fængsling og frigivelse. Hun sang for os den salme, som Boquist og Walbom sang, da de gik ud af fængslet og ud på broen over voldgraven, der omkransede det slot fra det 16. århundrede, som i 1843 blev brugt som fængsel. Kraften fra bevægelsen i 1843 ledsagede vidnesbyrdet og salmesangen. Oversat til engelsk lyder salmen som følger:—

GSAM 143Salme sunget af Boquist og Walbom

GSAM 144Drengeprædikanten i Karlskoga

GSAM 144.4En herre i Örebro fortalte mig om en begivenhed i Karlskoga, hvor han boede i 1843. Han sagde:—

GSAM 144.5»En lille dreng på otte år, som aldrig havde lært at læse bogstaverne, begyndte at forkynde budskabet og citerede mange skriftsteder. Folket sagde: ›Den dreng er simpelthen fyldt med Bibelen.‹ Denne begivenhed fandt sted, efter at kong Oscar havde talt til fordel for de forfulgte, så stedets præst kunne ikke få drengen for retten for at standse hans virke; men han bad folket om at bringe drengen foran ham, så han kunne afsløre ham og vise dem hans uvidenhed om Bibelen.

GSAM 144.6»Foran en skare af mennesker åbnede præsten sin salmebog og bad drengen om at læse for ham. Drengen svarede: ›Jeg kan ikke læse,‹ men han vendte ryggen til præsten og sang salmen korrekt igennem fra første til sidste vers, mens præsten i mellemtiden stirrede forbløffet på bogen. Præsten sagde til drengen: ›Du ser ud til at vide alt.‹ Drengen svarede: ›Nej. Vi har ikke altid lov til at fortælle alt, hvad vi ved.‹

GSAM 145.1»Præsten åbnede derefter Det Nye Testamente og sagde til drengen: ›Læs for mig heri.‹ Drengen svarede: ›Jeg kan ikke læse.‹ Præsten spurgte: ›Hvad ved du egentlig om Bibelen?‹ Hans svar var: ›Jeg ved, hvor der er en tekst, der indeholder ordet og fjorten gange.‹ Præsten sagde: ›Nej! Der findes ikke sådan en tekst i Bibelen.‹ Drengen sagde: ›Vil du være så venlig at læse Åbenbaringen 18:13 for mig?‹ ›Ja,‹ sagde præsten. Mens han læste, talte folkene med, og ganske rigtigt var ordet og der netop fjorten gange, og blandt de fjorten gange var ›sjælenes binding‹. Folket råbte: ›Der! Der! Drengen ved mere om Bibelen end præsten!‹ Meget fortrydt lod præsten emnet falde og lod derefter folket være i fred.«

GSAM 145.2Således bekræfter Herren sit ord gennem børns mund og bragte på denne vidunderlige måde sin sandhed til ørerne på det folk, hvis love forbød forkyndelsen af enhver anden lære end den »etablerede religion«.

GSAM 145Åndens gaver forbundet med budskabet

GSAM 145.3Det var ikke kun i Sverige, at Herren i forbindelse med adventbevægelsen talte til sit folk gennem sin Ånds gaver. I Skotland, i England og også i Amerika har Herren undervist sit folk gennem særlige åbenbaringer.

GSAM 145William Foys syner

GSAM 145.4I året 1842 boede der i Boston, Massachusetts, en veluddannet mand ved navn William Foy, som var en veltalende taler. Han var baptist, men forberedte sig på at blive ordineret som episkopal pastor. Herren gav ham nådigt to syner i året 1842, den ene den 18. januar, den anden den 4. februar. Disse syner bar tydelige tegn på at være ægte manifestationer af Guds Ånd. Han blev inviteret fra sted til sted for at tale fra prædikestolen, ikke kun af episkopalerne, men også af baptisterne og andre trossamfund. Når han talte, bar han altid præstekjolen, sådan som prædikanterne i den pågældende kirke bærer den under gudstjenesterne.

GSAM 146.1Hr. Foys syner handlede om Kristi forestående genkomst, Guds folks rejse til den himmelske by, den nye jord og herligheden i den frelste tilstand. Da han havde et godt sprogligt udtryk og en fin beskrivende evne, vakte han opsigt, hvor end han kom frem. På invitation rejste han fra by til by for at fortælle om de vidunderlige ting, han havde set; og for at give plads til de store skarer, der samledes for at høre ham, blev der skaffet store sale, hvor han for tusinder fortalte, hvad der var blevet vist ham af den himmelske verden, det Nye Jerusalems skønhed og englenes skarer. Når han talte om Kristi ømme og medfølende kærlighed til de stakkels syndere, opfordrede han de uomvendte til at søge Gud, og mange reagerede på hans inderlige bønner.

GSAM 146Synet om de tre trin

GSAM 146.2Hans arbejde fortsatte indtil året 1844, tæt på afslutningen af de 2.300 dage. Da blev han velsignet med endnu en åbenbaring fra Helligånden — et tredje syn, som han ikke forstod. I dette blev han vist Guds folks vej frem til den himmelske by. Han så en stor platform eller et trin, hvorpå skarer af mennesker samlede sig. Lejlighedsvis faldt en person igennem denne platform og forsvandt ud af syne, og om en sådan person blev der sagt til ham: »Faldet fra.« Derefter så han folket stige op til et andet trin eller en anden platform, og også der faldt nogle igennem platformen og forsvandt ud af syne. Endelig dukkede en tredje platform op, som strakte sig helt frem til portene til den hellige by. En stor skare samlede sig sammen med dem, der var nået frem til denne platform. Da han forventede, at Herren Jesus ville komme inden for meget kort tid, overså han det faktum, at et tredje budskab skulle følge efter det første og det andet budskab i Åbenbaringen 14. Derfor var synet uforklarligt for ham, og han holdt op med at tale offentligt. Efter afslutningen af den profetiske tidsperiode, i år 1845, hørte han en anden berette om det samme syn med den forklaring, at »det første og det andet budskab var blevet givet, og at et tredje skulle følge«. Kort efter dette blev hr. Foy syg og døde.

GSAM 147.1Med sådanne åbenbaringer af Guds kraft i forbindelse med forkyndelsen af hans komme »for Døren« og med glæden hos tusinder, der vendte sig bort fra synden for at tjene Herren og vente på hans komme, blev folket dobbelt forsikret om, at dette virkelig var Herrens budskab til verden.

GSAM 147.2Men den 21. marts 1844 kom og gik, og Herren kom ikke. De hengivne og eftertænksomme var imidlertid overbevist om, at de havde handlet i overensstemmelse med Herrens vilje, og at alt ville blive klart til sin tid.