Kapitel 4 — Endens tid

GSAM 77.1»DÅ sagde jeg: O min Herre, hvad skal der blive af disse ting? Og han sagde: Gå din vej, Daniel, for ordene er lukket og forseglet indtil endens tid. ... De ugudelige skal handle ugudeligt, og ingen af de ugudelige skal forstå det, men de vise skal forstå det.«¹

GSAM 77.1»Han sagde til mig: Forstå, o menneskesøn, for i endens tid skal synet opfyldes.«²

GSAM 77.1»Men du, Daniel, skal holde ordene hemmelige og forsegle bogen indtil endens tid; mange skal løbe frem og tilbage, og viden skal blive større.«³

GSAM 77.1Hvad menes her med »endens tid«? Det kan ikke være selve enden, for i så fald ville den del af Daniels profeti, der var »forseglet«, være til ingen nytte for menneskeheden. Da »de ting, der er åbenbaret, tilhører os«⁴, må denne del på et eller andet tidspunkt være til nytte. Udtrykket »endens tid« må derfor henvise til en periode lige før selve enden, hvor de ting, der blev talt om til Daniel, vil blive forstået.

GSAM 77Hans forberedelsesdag

GSAM 77.2Det henviser utvivlsomt til den tid, som profeten Nahum kalder »dagen for hans forberedelse«. Her talte profeten om Nineves ødelæggelse med »lyden af en pisk og lyden af hjulenes raslen og af de springende heste og de hoppende stridsvogne«.⁵ Profetens opmærksomhed henledes først på en større ulykke, der skal ramme hele verden, når »bjergene skælver for ham, og bakkerne smelter, og jorden brænder ved hans nærvær, ja, verden og alt, hvad der bor deri. Hvem kan stå imod hans vrede? Og hvem kan udholde hans raseri? Hans vrede udgydes som ild, og klipperne styrtes ned af ham.... Han vil gøre en fuldstændig ende på det; ulykken skal ikke opstå en anden gang.«⁶

GSAM 78Vogne med flammende fakler

GSAM 78.1Profeten taler endnu mere om denne forberedelsesdag: »Vognene skal være med flammende fakler på dagen for hans forberedelse, og fyrretræerne skal rystes voldsomt. Vognene skal rase i gaderne, de skal støde mod hinanden på de brede veje; de skal ligne fakler, de skal løbe som lynene. Han skal tælle sine tapre; de skal snuble i deres gang; de skal skynde sig hen til muren, og forsvaret skal være forberedt.«⁷

GSAM 78.2Hvilken præcis beskrivelse af det moderne lyntog, hvor konduktøren konstant tæller og genoptæller sine passagerer fra station til station, og hvor de snubler, mens de går, når toget er i bevægelse. Dertil kommer det enorme forbrug af fyrretræer til jernbanesveller, bropiller, sneoverdækninger osv. Det siges, at en jernbanestrækning over Sierra Nevada-bjergene har 47 engelske mil sneoverdækninger af fyrretræ. Og dette, sagde profeten, ville ske på »dagen for hans forberedelse«.

GSAM 78.3Om denne endens tid taler også profeten Joel, når befalingen gives til Herrens tjenere: »Blæs i trompeten i Zion, og lad alarmen lyde på mit hellige bjerg; lad alle landets indbyggere skælve; for Herrens dag kommer, for den er nær.«⁸

GSAM 78.4Og igen siger profeten Zefanja: »Saml jer, ja, saml jer, I uønskede folk; før dommen udfærdiges, før dagen forsvinder som agn, før Herrens voldsomme vrede kommer over jer, før dagen for Herrens vrede kommer over jer. Søg Herren, alle I ydmyge på jorden, som har udført hans dom; søg retfærdighed, søg ydmyghed: måske vil I blive skjult på dagen for Herrens vrede.«⁹

GSAM 79.1For at få et mere fuldstændigt indblik i, hvad der menes med udtrykket »endens tid«, og hvornår den begynder, vil vi se på et andet eksempel, hvor det samme udtryk anvendes. I det ellevte kapitel af Daniel introduceres en forfølgende magt, som skulle beholde sit herredømme indtil endens tid. Herren sagde om denne forfølgende magt: »Nogle af de kloge skal falde, for at de kan blive prøvet, renset og gjort hvide, helt frem til endens tid; for den [endens tid] er endnu ikke kommet, men er fastsat til en bestemt tid.«¹⁰

GSAM 79Det lille horns værk

GSAM 79.2Protestantiske kommentatorer er generelt enige om at henføre denne magt og det »lille horn« fra Daniel 7 til den romerske kirke, som havde den verdslige magt i sine hænder i den »bestemte« tid. Den bestemte tid var »en tid, to tider og en halv tid«.¹¹ Dette var de 1260 profetiske dage – 1260 år – af det lille horns verdslige herredømme, der strakte sig fra år 538 til 1798 e.Kr. På sidstnævnte dato blev det lille horns verdslige magt taget fra det på den »bestemte tid«. Så på det tidspunkt var folket ophørt med at »falde« for den magts hånd, som de tidligere havde gjort. Dette år – 1798 – markerer altså begyndelsen på den tidsperiode i denne profeti, der kaldes »endens tid«.

GSAM 79.3Året 1798 afsluttede de »ét Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage« – 1260 år – hvor Herrens »tvende Vidner« (Det Gamle og Det Nye Testamente) skulle »profetere … klædte i Sække«.¹² Under den mørke middelalder med forfølgelse blev Skrifterne bevaret på græsk og latin, og disse sprog forstod almindelige mennesker ikke. Denne tilbageholdelse af Skrifterne sammenlignes med at klæde dem »i Sække«.

GSAM 80De to vidner dræbes

GSAM 80.1»når de få fuldendt deres Vidnesbyrd [i sækklædetilstanden], skal Dyret, som stiger op af Afgrunden, føre Krig imod dem [Satan, der ophidser og virker gennem verdslige mennesker] og overvinde dem og ihjelslå dem. Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre blev korsfæstet [›bliver korsfæstet‹, dansk]. Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemål og Folkeslag skulle se på deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tilstede, at deres Lig lægges i Grav.«¹³

GSAM 80Terrorregimet

GSAM 80.2Drabet på disse vidner fandt sted under »terrorregimet« i Frankrig fra 1792 til 1795 – tre og et halvt år. Selvom den franske revolution varede omkring seks eller syv år, var det i løbet af de første tre og et halvt år, at man gjorde en stor indsats for at ødelægge Bibelen, religionen og alle, der vovede at tale til fordel for nogen af delene. Mens den franske revolution foregav at kæmpe mod monarkiet og præstevældet, blev den i virkeligheden en krig for udryddelse af Gud og Bibelen. Om tiden lige før revolutionen læser vi:

GSAM 80.2»Man må aldrig glemme, at det siges, at fortalerne for vantro i Frankrig før revolutionen i 1792 indsamlede og brugte 900.000 pund [4.500.000 dollar] på et år – ja, gang på gang – på at købe, trykke og udbrede bøger for at fordærve folks sind og forberede dem på desperate handlinger.«¹⁴

GSAM 80Vantro forfattere

GSAM 80.3»Vejen til en sådan revolution blev banet af skrifterne fra Voltaire, Mirabeau, Diderot, Helvetius, D’Alembert, Condorcet, Rousseau og andre af samme slags, hvori de bestræbte sig på at udbrede principper, der undergravede både den naturlige og den åbenbarede religion. Åbenbaringen blev ikke blot anfægtet, men fuldstændig tilsidesat; Guddommen blev forvist fra universet, og et imaginært spøgelse under navnet Fornuftens Gudinde trådte i stedet.«¹⁵

GSAM 81.1I året 1793 var folkets holdninger sådan, at teaterkunstnere blev mødt med højlydte jubelråb for deres blasfemiske hån mod Gud og Bibelen. Som et eksempel citerer vi:

GSAM 81.1»Komikeren Monert førte i St. Roche-kirken [Paris] ugudelighed til sit højdepunkt. ›Gud, hvis du eksisterer,‹ sagde han, ›hævn dit krænkede navn! Jeg udfordrer dig! Du forbliver tavs; du tør ikke slippe din torden løs. Hvem vil herefter tro på, at du er til?‹«¹⁶

GSAM 81Blasfemisk forestilling i Lyon, Frankrig

GSAM 81.2Hvordan de, der dræbte Vidnerne, »igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot« (Hebræerbrevet 6:6), vil fremgå af forløbet af en fest, som Fouché afholdt i Lyon til ære for Chalier, guvernøren i Lyon, som var blevet henrettet. Inden sin ankomst til Lyon beordrede Fouché, at

GSAM 81.2»alle religiøse symboler skulle ødelægges; og at der over kirkegårdens porte skulle stå skrevet: Døden er en evig søvn... Chaliers buste blev båret gennem gaderne, efterfulgt af en enorm skare af mordere og prostituerede. Bag dem kom et æsel, der bar evangeliet, korset og nadverkarene, som snart blev overgivet til flammerne, mens æselet blev tvunget til at drikke den indviede vin af nadverkoppen.«¹⁷

GSAM 81.3En Fornuftens fest, der blev afholdt i Paris, beskrives således:

GSAM 81.3»De begav sig i procession til Konventet, og pøbelen … karikerede på den mest lattervækkende måde de religiøse ceremonier … Mænd, iført messeskjorter og korkåber, kom syngende hallelujaer og dansende Carmagnole hen til Konventets skranke. Der afleverede de hostien, de kister, hvori den blev opbevaret, samt statuerne af guld og sølv. De holdt burleske taler … ›O I,‹ udbrød en delegation fra St. Denis, ›O I, fanatismens redskaber, velsignede helgener af alle slags, vær endelig patrioter, rejs jer en masse og tjen landet ved at gå til møntværket for at blive smeltet ned.‹«¹⁸

GSAM 82Guds ord træder frem fra mørket

GSAM 82.1»Efter de tre og en halv Dags Forløb kom der Livs Ånde fra Gud i dem« (vidnerne), og de »stege op til Himmelen i Skyen.«¹⁹ Guds tid var kommet, hvor Guds ord skulle træde frem fra ukendtheden og blive genindsat foran verden. Tiden var kommet (1798) til, at der skulle udføres missionsarbejde i hele verden. I 1804 blev British Bible Society stiftet. Dette blev efterfulgt af snesevis af andre bibelselskaber, og nu er Bibelen oversat til alle verdens førende sprog. Således sammenlignes Skrifterne, de to vidner, der træder frem, hvor alle kan se og læse dem, med deres opstigning til himlen i en sky.

GSAM 82.2Under den franske revolution udtalte Voltaire, at Bibelen ville være forældet om hundrede år. I det hundrede år efter denne dato var der alene i Frankrig flere bibler i omløb, end der var kendt at eksistere, da Voltaire fremsatte denne forfængelige påstand. Og selv det hus, hvor han fremsatte udtalelsen, siges nu at blive brugt som et bibelhus.

GSAM 82Rosettastenen opdaget

GSAM 82.3Der er to punkter forbundet med året 1798 og det franske folk, som vi må bemærke: For det første væltede den franske hær under general Berthier i det år den pavelige regering i Rom og opfyldte dermed (uden selv at vide det) profetien om denne begivenhed, som var indeholdt i netop den bog, de havde ført krig imod; for det andet opdagede den franske hær samme år ved Fort St. Julien ved Rosetta-grenen af Nilen under en udgravning den berømte Rosettasten, som nu befinder sig i British Museum. På denne sten findes en indskrift i tre former: hieroglyffer, den skrift, som præsterne benyttede; demotisk skrift, den skriftform, som almindelige mennesker benyttede; og græsk. Dette er nøglen, der låste de hidtil mystiske demotiske og hieroglyfiske skrifter op. Som en anden har udtrykt det: »Hakken og skovlen, der afdækker disse skrifter i demotiske tegn, leverer flere beviser på rigtigheden af de gamle bibelske beretninger end nogen anden kilde uden for selve Skriften.« Så netop de mennesker, der troede, de kunne udrydde Bibelen, blev – helt ubevidst om det selv – brugt til at virkeliggøre en profeti ved at fratage pavedømmet dets herredømme ved afslutningen af de 1260 år, og de opdagede også nøglen til netop de skrifter, der bekræfter sandheden i Skrifterne, som de så ihærdigt forsøgte at ødelægge.

GSAM 83»Du skal stå i din lod«

GSAM 83.1Hvad var det, som englen sagde til Daniel, at der skulle ske i endens tid? Fra det øjeblik, han hørte den hellige sige: »I to tusind tre hundrede dage skal helligdommen renses«,²⁰ var hans sind fyldt med angst over, hvad »slutningen på disse ting« skulle være, og »hvor længe« det skulle vare.²¹ Til sidst får han at vide, at kendskabet til tiden ikke er for hans tid. Der siges til ham: »Gå din vej, indtil enden kommer; for du skal hvile og stå i din lod ved dagernes ende.«²²

GSAM 83.2Nogle har antaget, at denne formulering henviste til verdens endelige undergang, og at Daniel på det tidspunkt sammen med resten af Herrens folk ville modtage sin belønning og indtage sin arv. Det hebraiske ord for arv, landområde osv. er, får vi at vide, gheh-vel. Det er ikke det ord, der er oversat med lod i dette skriftsted; ordet her er goh rahl. Hebraiske forskere fortæller os, at dette ord, goh rahl, forekommer 76 gange i Det Gamle Testamente, og at det er det samme ord, der bruges, når der tales om helligdommens forbilledlige renselse, hvor der blev kastet lod for at afgøre, hvilken af de to bukke der skulle slås ihjel. Da ypperstepræsten tog blodet fra Herrens buk og gik ind i helligdommen for at udføre renselsesritualet, stod hele Israel udenfor, ydmygede deres sjæle og bekendte deres synder, for at de måtte stå rene og modtage ypperstepræstens velsignelse, når han kom ud af helligdommen. Således stod Israel på den dag i sin lod.

GSAM 84.1Når den endelige renselse af helligdommen skulle finde sted ved afslutningen af de 2.300 dage, skulle Daniels sag sammen med alle de retfærdige afdødes sager blive taget op til gennemgang foran Gud. Således står Daniel i sin lod.

GSAM 84Ordene forseglet indtil 1798

GSAM 84.2Som svar på Daniels spørgsmål: »O min Herre, hvad skal der blive af disse ting?«²³ får han at vide: »Ordene er lukket og forseglet indtil endens tid.«²⁴ Det, der så meget optog Daniels sind, var »hvornår?«, »hvor længe?« og »hvad skal der blive af det?« Det var disse punkter, der forvirrede og bekymrede profeten, og det var kun disse ting, der skulle holdes skjult og forseglet indtil »endens tid«, og ikke hele Daniels Bog, som nogle har troet. Før denne periode i 1798 havde profetistudenter indsigt i de halvfjerds uger og forstod, at de begyndte i 457 f.Kr., idet Kristi offentlige tjeneste, hans død osv. fandt sted i nøjagtig overensstemmelse med beregningen af niogtres og halvfjerds uger fra denne dato. Denne nøjagtige opfyldelse af Frelserens mission i overensstemmelse med denne beregning havde givet dem et stærkt bevis på, at han virkelig var den sande Messias, og at datoen for de halvfjerds ugers begyndelse dermed var uforanderligt fastlagt. Deres manglende erkendelse af, at de halvfjerds uger udgjorde den første del af de 2.300 dage, lod sagen forblive forseglet indtil efter 1798, som forudsagt.

GSAM 84Nøglen til de 2.300 dage

GSAM 84.3Lad os nu se på fakta i sagen. Indtil år 1798 havde fortolkere af profetierne ingen indsigt i, hvornår de 2.300 dage ville slutte. De kunne forstå symbolerne, billedet og dyrene i Daniels Bog, men kunne ikke sige, hvor de 2.300 dage ville slutte, for de havde endnu ingen forståelse for, hvornår dagene begyndte. Som bevis herpå læser vi i Midnight Cry, et adventistisk tidsskrift, der dengang udkom i New York City, under datoen 15. juni 1842: »Det er virkelig interessant at se, hvordan forskellige uafhængige forfattere siden 1798 har indset, hvad der før var fuldstændig ubemærket – nemlig at halvfjerds uger var nøglen til de 2.300 dage.«

GSAM 85Mange opdager lyset

GSAM 85.1Ligesom denne viden var »forseglet«, indtil den tid kom, som Herren havde bestemt, hvor den skulle åbnes for sit folks forståelse, så var det ligeledes sandt, at da »endens tid« kom, skulle mange »løbe frem og tilbage« gennem Skrifterne for at udforske disse ting. Ved at sammenligne nogle få oversættelser af teksten vil denne tanke blive gjort meget tydelig.

GSAM 85.2Dr. Adam Clarke siger: »Mange vil bestræbe sig på at udforske betydningen; og viden vil blive øget – på denne måde.«

GSAM 85.3I den reviderede tyske Luther-bibel læser vi: »Således skal mange gennemgå den og finde stor forståelse.«

GSAM 85.4I den tyske parallelbibel står der: »Mange skal gennemgå den, og således vil viden blive øget.«

GSAM 85.5Den tyske bibel af L. Van Ess, som også er godkendt af paven til katolske læsere, oversætter det således: »Mange vil gennemgå den, og viden vil blive stor.«

GSAM 85.6I den svenske bibel står der: »Mange skal søge i den, og viden skal blive stor.«

GSAM 85.7I den reviderede dansk-norske bibel står der: »Mange skal ivrigt søge, og viden skal blive stor.«

GSAM 85.8I Midnight Cry fra den 15. juni 1842 læser vi om denne søgen efter og opnåelse af viden om det, der før 1798 var forseglet: »Er det ikke et vidunderligt sammentræf, at så mange forfattere, uden at kende hinanden, nåede frem til den samme konklusion omtrent på samme tid?«

GSAM 86.1Vi fremlægger hermed en liste over tyve forskellige personer og grupper, der opdagede sandheden om afslutningen af de 2.300 dage, ikke ved at kommunikere med hinanden, men som resultat af en flittig undersøgelse af Skrifterne, ledet af Guds Ånds indflydelse. Øverst på denne liste placerer vi William Miller fra staten New York; derefter følger A. J. Krupp fra Philadelphia, Pennsylvania; David McGregor fra Falmouth, Maine; Edward Irving fra England; Archibald Mason fra Skotland; W. E. Davis fra South Carolina; Joseph Wolff, der virkede i forskellige dele af Asien; Alexander Campbell i hans debat med Robert Owen i 1829; kaptajn A. Landers fra Liverpool, England; Leonard Heinrich Kelber fra Stuttgart, Tyskland; Lacunza fra Spanien; Hentzepeter fra Haag, Holland; dr. Capadose fra Amsterdam, Holland; Rau fra Bayern; præster fra Tartarien i 1821; bibelstuderende fra Yemen i deres bog med titlen »Seera«; Hengstenberg i en anden del af Tyskland; russere ved Det Kaspiske Hav; molokanere ved Østersøens kyster osv.

GSAM 86.2Hvordan dette emne fra tid til anden åbnede sig for profeti-studerende, og det endda uden at de kendte hinanden, vil følgende vise:—

GSAM 86.3I Midnight Cry fra den 15. juni 1842 står der følgende: »Netop modtaget, en bog med følgende titel: ›Two Essays on Daniel’s Prophetic Numbers of 2300 Days, and a Christian’s Duty to Inquire into the Church’s Deliverance, af Archibald Mason, evangelieprædikant, Wishawtown, Skotland, Newberg. Trykt efter Glasgow-udgaven af Ward M. Gazeley, 1820.‹ I denne bog siger Mason: ›Jeg har for nylig set en lille pjece, som først blev udgivet i Amerika af pastor Wm. E. Davis fra South Carolina og genudgivet i 1818 i Warkington i det sydlige England. Denne forfatter hævder, at de 2.300 dage begyndte med de halvfjerds uger (kap. 9:24). Jeg er nødt til at tilslutte mig denne opfattelse.‹«

GSAM 87Davis fra South Carolina

GSAM 87.1I samme nummer af Midnight Cry sagde redaktøren: »Davis’ bog må være skrevet omkring 1810.« Om den argumentation, der fremlægges i bogen, udtaler han: »Læseren kunne virkelig få indtryk af at læse værker af Miller, Litch, Stores eller Hale, men vi mener, at ingen af de nuværende forfattere om det andet komme kendte til denne bogs eksistens før i sidste uge. Redaktøren af dette blad [The Cry] havde aldrig hørt om den før. Davis’ holdning til tidsregningen, som Mason tilsluttede sig, var, at de 2.300 dage ville slutte med det jødiske år 1843 – vores år 1844.«

GSAM 87Joseph Wolff og tyve andre

GSAM 87.2I Midnight Cry fra 31. august 1843 læser vi, at »i 1822 udgav Joseph Wolff (fra England) en bog med titlen ›He Will Come Again, the Son of Man in the Clouds of Heaven‹«. Og videre, at »i 1826 mødtes tyve personer af alle ortodokse trosretninger i London sammen med hr. Wolff for at studere Bibelen. De nåede enstemmigt frem til den samme konklusion. De lagde 45 år til de 1260.« Hvis man lægger 45 år til de 1260 år, der sluttede i 1798, kommer man frem til slutningen af 1843, det jødiske år, hvilket i virkeligheden er vores 1844.

GSAM 87Alexander Campbells holdning

GSAM 87.3I samme nummer af avisen hedder det om Alexander Campbell, at »i 1829 havde han sin berømte debat med Robert Owen, den vantro, hvor han hævdede, at Daniels syner strækker sig til tidens ende, at de 2.300 dage er år og vil slutte omkring 1847 år efter Kristi fødsel, hvilket ifølge hans egen fremstilling var fire år før den almindelige tidsregning.« Så ifølge hans beregning ville de 2.300 dage faktisk slutte ved udgangen af 1843 fulde jødiske år regnet fra den kristne tidsregning – altså egentlig 1844.

GSAM 88.1I udgaven af Midnight Cry fra den 21. september 1843 findes der en meddelelse om en modtaget bog med titlen »A Voice to Britain and America, in a Scriptural statement of the second advent of our Lord and Saviour, which we daily pray for, saying, ›Thy kingdom come, thy will be done in earth as it is in heaven,‹²⁵ af kaptajn A. Landers fra Liverpool, udgivet af S. Kent and Co., 1839.«

GSAM 88.2»Han giver, ligesom de andre, en beregning af tidspunktet og angiver afslutningen på de 2.300 dage som 1847 år fra Kristi faktiske fødsel.« Det ville være vores år 1844, da han blev født fire år før den almindelige tidsregning.²⁶

GSAM 88Leonard Heinrich Kelber

GSAM 88.3I Review and Herald fra den 17. maj 1892 findes der en artikel af pastor L. R. Conradi fra Hamborg i Tyskland, hvor han skriver:—

GSAM 88.4»De fleste af vores læsere har måske hørt om den berømte lutherske prælat Bengel, der i det forrige århundrede [ifølge Schaff døde Bengel i 1751] fastsatte tidspunktet for vor Herres genkomst til år 1836, idet hans beregninger var baseret på tallet 666 i Åbenbaringen. Men længe før denne tid var udløbet, begyndte en anden mand at skrive, en skoleleder ved navn Leonard Heinrich Kelber. Hans første pamflet udkom i 1824 under titlen ›The End Near‹ og indeholdt en udlægning af Matthæus 24 og 25. Den blev trykt i Bayern. Men i 1835 udkom der i Stuttgart en større pamflet med samme titel, der omfattede 126 sider. Denne vil være af særlig interesse, og for at give vores læsere et bedre indtryk tilføjer jeg en oversættelse af titelsiden: ›Enden kommer, bevist på en grundig og overbevisende måde ud fra Guds ord og de seneste begivenheder; hvilket fuldstændigt afkræfter alle fordomme mod at vente på vor Herres komme eller at beregne tiden; og som tydeligt viser, hvordan prælaten Bengel tog fejl med syv år med hensyn til det store, afgørende år; for ikke 1836, men året 1843 er det afgørende tidspunkt, hvor den store kamp mellem lys og mørke vil være afsluttet, og vor Herre Jesu længe ventede fredsregering vil begynde på jorden.‹

GSAM 89.1»En anden udgave udkom i 1841, ligeledes i Stuttgart, og så vidt jeg ved, endnu en i Sachsen. Som titelsiden angiver, imødegår pamfletten de almindelige fordomme og viser på en klar og udtrykkelig måde den eksisterende sammenhæng mellem de 2.300 dage i Daniel 8 og de halvfjerds uger i Daniel 9 og fører dem frem til året 1843 (jødisk 1843 – vores 1844). I den resterende del af bogen viser han ved hjælp af tidernes tegn, at denne begivenhed må være nær.

GSAM 89.2»Alene det faktum, at der udkom flere oplag, vidner om den interesse, den vakte. Bror Schäche, der nu bor i Australien, så en annonce for den, selv i den fjerne provins Schlesien, og efter at have bestilt den, læste han den med stor interesse bag lukkede døre. I bogen findes der intet spor af, at forfatteren havde kendskab til nogen lignende bevægelse i verden, og alligevel nåede han ved Guds Ånd frem til de samme konklusioner.

GSAM 89.3»I 1842 skrev han en endnu større pamflet på 286 sider, ligeledes i Stuttgart, om ›Grundlæggende og bibelske tanker om verdens skabelse og varighed; eller et grundigt svar på spørgsmålet: hvorfor Gud har skabt verden på seks på hinanden følgende dage—vor Herres snarlige komme for at dømme antikrist—de store og glædelige begivenheder i året 1843.‹«

GSAM 89»Ben Ezra« (Lacunza)

GSAM 89.4Omkring år 1812 udgav Lacunza i Spanien en bog med titlen The Coming of Messiah in Majesty and Glory. Forfatteren antog det anonyme forfatternavn »Ben Ezra« og menes at have været en omvendt jøde. Edward Irving fra England oversatte ovennævnte bog til engelsk, efter at han havde påbegyndt sit arbejde om det andet komme. Således blev dens budskab formidlet på mindst to sprog.

GSAM 89.5Det er virkelig interessant, efter at årene er gået, at samle konklusionerne fra de forskellige forskere, der fra begyndelsen af det forrige århundrede og frem til 1840 beregnede perioden på 2.300 dage og placerede halvfjerds uger som den første del af denne periode, og derefter at konstatere, at de alle er enige om, at perioden sluttede i 1844.

GSAM 901844 – den sande afslutning på de 2.300 dage

GSAM 90.1Spørgsmålet kan opstå: Kan vi være sikre på, at 1844 er den sande dato for afslutningen af de 2.300 dage? Ja! For lige så sikkert som en falsk opfyldelse af en profeti ikke kan indtræde på det rette tidspunkt for den sande opfyldelse, lige så sikkert må vi drage den konklusion, at året 1844 er den korrekte afslutning på de 2.300 dage. Gud, som forseglede denne viden indtil 1798 og lovede, at lyset da ville skinne frem, ledte ved sin ufejlbarlige Ånd dem, der inderligt søgte ham for at få en korrekt forståelse af tiden. Hans tid var kommet, hvor »viden« om dette emne skulle »forøges«, og han gav det sande lys.

GSAM 90.2Nu hvor vi har fundet slutpunktet for den tid, der blev bragt til folks forståelse i »endens tid«, er det på sin plads at undersøge betydningen af denne opdagelse. Vi ser, at i denne periode, ved afslutningen af evangeliearbejdet, skal der proklameres en bestemt tid for dommens forsamling. »Og jeg så,« siger Johannes, »en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden, og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk, og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.«²⁷ Bogstavelige engle forkynder ikke evangeliet for mennesker. Mennesket er det redskab, som Herren selv har udvalgt til at forkynde sit evangelium til verdens ende.²⁸ Denne engel er altså et symbol på et evangelisk budskab, der forkynder, at tiden er kommet, hvor dommen skal »begynde med Guds Hus«.²⁹ Et sådant budskab kunne ikke udledes af Skriften, før den tid, der fører frem til dommen, blev opdaget i Skriften. Perioden på 2.300 dage strækker sig, som allerede antydet, frem til den retsundersøgelse, som Guds folk skal gennemgå.

GSAM 91Forsoningsdagen – en tid til dom

GSAM 91.1Forsoningsdagen, den jordiske helligdoms renselse, blev og bliver stadig af jøderne opfattet som en dommedag. Og selv nu, i deres spredte tilstand, hvor de ikke kan udøve hele den gamle tids gudstjeneste, der var forbundet med denne højtidelige dag, overholdes den som en dommedag. Som bevis herpå vil vi først citere fra en jødisk avis udgivet i San Francisco, Californien, kaldet The Jewish Exponent, talerøret for de ortodokse jøder vest for Rocky Mountains. I udgaven fra september 1892 stod der en meddelelse om, at inden udgivelsen af det næste nummer ville den syvende måned og forsoningsdagen indtræde. Deres betegnelse for den syvende måned er Tishree, og for den sjette er det Ellul; således skrev avisen: »Ellul-måneden er her, og de advarende toner fra shofaren [trompeten, der skulle blæses fra den første til den tiende dag i den syvende måned, Salme 81:3, 4] kan høres hver morgen i de ortodokse synagoger, hvor der opfordres til forberedelse til mindedagen og den endelige dom på Yom Kippur.« Da de befandt sig ved slutningen af Ellul, den sjette måned, og Tishree, den syvende måned, stod for at begynde, hørte de hver morgen i ti dage trompeten, der i dette symbolske system forkyndte årets endelige dom.

GSAM 91Vidnesbyrd fra en jødisk rabbiner

GSAM 91.2Igen, i året 1902, sagde rabbiner Isidore Myers fra en stor jødisk menighed i San Francisco, Californien, da han bekendtgjorde forsoningsdagen: »Når israelitten krydser tidens tærskel fra det ene år til det næste, mindes han på en indtrængende måde om skabelsen og Skaberens universelle herredømme og opfordres til at fejre – så at sige – årsdagen for tidens fødsel og den store Konges kroning med et trompetstød. Han opfordres også ved lyden af den samme trompet, eller shofar, til at gennemgå sine handlinger fra det forgangne år, mens han skælvende står foran det alseende øje af den Evige Retfærdighed, der sidder på dommens trone.«

GSAM 92.1Da helligdommen i den jødiske tempeltjeneste blev renset én gang om året, må det have stået klart for Daniel, at denne helligdommens renselse ved afslutningen af de 2.300 dage måtte have forbindelse til noget andet end den årlige symbolske tjeneste. Herren havde allerede instrueret sit folk om, at når der blev brugt symboler i profetierne, skulle den angivne tid regnes som »hver dag for et år«.³⁰ Så denne periode på 2.300 dage henviser, som vi har set, til afslutningen på Kristi arbejde som ypperstepræst i den himmelske helligdom – til retsundersøgelse over dem, hvis sager gennem bekendelse er blevet bragt ind i den himmelske helligdom.

GSAM 92Domsbudskabet, der skulle komme i 1844

GSAM 92.2Da den tidsperiode, hvor dommen over de hellige skulle begynde, var blevet opdaget, blev vejen banet, så budskabet, i overensstemmelse med Herrens rækkefølge af begivenheder, som angivet i profetien, kunne forkyndes: »Hans Doms Time er kommen.« Bemærk, at der ikke står, at budskabet skulle forkyndes umiddelbart efter opdagelsen af denne tidsperiode, men at det lys, der tidligere var »forseglet«, skulle gøres klart. Vi ser tydeligt, at dette blev opfyldt. I de følgende kapitler vil det fremgå, at Herren lige så præcist angav det tidspunkt, hvor adventbudskabet skulle forkyndes, og lige så bogstaveligt blev forkyndelsen givet til verden.